To år

Stegemüllers vindue mod verden fylder år

“Stegemüllers vindue mod verden” har fødselsdag.

To år er det blevet til. To år med 316 poster, 799 kommentarer, 4 sider, 40 kategorier og 278 “tags”. Årh ja – og ikke at forglemme 1.239 spam-kommentarer, men dem tager Akismet sig heldigvis af.

Tak til alle jer, der giver jer tid til at kommentere enten fast eller bare lige kommer forbi med en kommentar. Det er kommentarerne, der giver bloggen liv. Det er sådan, man som blogger ved, I er med derude i verden.

Da jeg startede bloggen, kunne jeg simpelthen ikke finde på en beskrivelse, hvorfor det blev til “En blog om alt mellem himmel og jord” og det er det også, og at der er kommet rigtig mange poster i kategorien “Kirke” er faktisk bare en tilfældighed.

Man kan spørge sig selv og Google, hvorfor man blogger. Jeg fandt en god lille artikel her (jeg har tilsat lidt kommaer mv.):

Hvordan skriver man?
Spørgsmålet er nok mere, hvordan man bliver ved med at skrive. De første par uger er det en underlig fornemmelse bare det at sende sine ord ud i så offentligt et rum. Men man vænner sig til det og kommer til det punkt, hvor man enten har indarbejdet skriverutiner eller er gået i stå.

For at skrive en blog, er det først og fremmest vigtigt at have noget på hjerte – det skal ikke nødvendigvis være en politisk dagsorden eller noget, som man ved en masse om, så bloggen bliver en slags videndeling. Det kan sagents være mere diffust. At bruge den til at øve sig i at formidle til et større og relativt ukendt publikum, at skrive om små og store ting i hverdagen så venner og familie, der bor langt væk, kan følge med. Og så er det vigtigt, at man synes, det er sjovt – for som blog-publicist får man et ansvar overfor sine læsere.

Jeg kan virkelig følge den citerede blogger i det med ansvaret overfor læserne; men det er ikke alene ansvarsfølelse; det er også ønsket om, at når I nu er kommet hele den lang vej gennem internettet og har rejst gennem adskillige bloglande, så vil jeg jo gerne have, at I bliver hængende, eller i hvert fald bare kigger ind igen en dag.

Indrømmet – til tider mangler inspirationen, og så er her stille for en tid. For ikke at svigte læserne har jeg til tider prøvet alligevel at mane en post frem af ingenting. Det går bare ikke. Jeg kan ikke skrive uden at være inspireret, uden at have et eller andet jeg brænder for – eller imod. Jeg er så heldig, at jeg har læsere, der skriver og “rykker”, hvis her har været stille for længe

Her er ganske vist ikke så mange “brok-poster” for det skal ikke ende som en “brok-blog”, men vrede, galde og irritation er ellers gode at skrive på. Jeg tror, at posterne om “Aversioner” og “Sprog” bærer lidt præg af min ubændige undren over danskernes manglende evne til at behandle sproget, og de poster er der lidt bid i.

Kontinuiteten prøver jeg at bevare i posterne om “Kirke”, hvor jeg med hverdagsord forsøger at beskrive mit møde med kirke og tro. Der er næppe for alvor gået en missionær tabt i mig, men et lille bitte sted kunne jeg ønske mig, at mange flere mennesker havde lyst og mod til at bruge kirkens palet af tilbud. Skulle der alligevel være gået en missionær tabt i mig, håber jeg at blive spist af en kannibal…

Bevarelsen af kontinuiteten kan ses på statistikken. Den peaker hver eneste søndag med ca. 100-120 læsere. Mon ikke de fleste bloggere holder øje med statistikken? Man skriver jo, fordi man selv synes, man har et budskab, og hvorfor gøre sig ulejlighed med at skrive, hvis man ingen læsere har? Jeg er rigtig tilfreds med jer læsere – for I er så dejligt trofaste. Tak for det!

Sindsoprivende lørdag

Min tipoldemor Ane Margrethe Andersen 1841-1926

Var det forfra?

Sikke en sindsoprivende lørdag… Jeg har brugt en del tid de seneste dage på at shine mit webgalleri op. I morges installerede jeg lige en plugin, der havde til formål at lette søgemaskinernes muligheder for at finde galleriet. I aftes reducerede jeg størrelsen på en række billeder. Pludselig virkede intet!

Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da der intet skete, når jeg klikkede på et af minibillederne. Og det var ikke tanken om at skulle installere programmet igen, der var årsagen – nej det var tanken om måske at have lavet så meget kuk i det hele, at mine 423 billeder var væk for evigt…Jeg kunne se dem i databasen, minibillederne blev vist, men hvorfor kunne de ikke forstørres? Havde jeg lavet irreversibel skade?

Mange af de billeder, der ligger i galleriet, har jeg ikke andre steder (dvs. nu er de også på den eksterne harddisk), og da billeder fortæller historie både om fortid og nutid, så jeg for mig, at jeg havde slettet adgangen til historien… Mange af billederne har jeg fået tilsendt fra fjerne slægtninge og ville ikke vide, hvordan jeg skulle få dem igen. Og da jeg havde fortaget mig to handlinger med galleriet, kunne jeg ikke vide hvilken af dem, der havde forvoldt skaden.

Til Coppermine hører heldigvis et Forum – og da jeg selv havde opgivet at finde en løsning, postede jeg et spørgsmål dér. Mindre end 1 time efter havde jeg fået løsning: Afinstallér plugin’et.

Mine billeder er tilbage og mit kære galleri fungerer igen. Og således lettet vil jeg gå i biffen og se “Engle og dæmoner”.

Mit webhotel – grrr

En fridag med momentant dejligt vejr mellem 14:00 og 16:00

Når man ikke har en have eller en kolonihave endsige bare en altan, må der udfoldes lidt kreativitet mhp. at komme ud, når solen skinner. Jeg skal have nogle gå-kilometer i benene inden turen til Atlas-bjergene, så det er altså godt at gå, og Damhussøen er et passende mål her fra torvet. Det er vel sådan en otte km. derhen og rundt og hjem igen. Det kan være lidt kedeligt at gå for at gå, men kameraet kan gøre turen anderledes interessant.

I skule faktisk have haft disse billeder i en noget større størrelse ovre i mit webgalleri, men mit webhotel har lavet nogle “smarte” nye tiltag som bla. betyder, at jeg ikke lige pt. kan uploade filer til galleriet. Jeg har brugt det meste af aftenen på at installere en nyere version af galleriet, kigge alle mulige steder på nettet for at finde fejlen – indtil det sidst gik op for mig, at rettighederne på mapperne “bare” er forsvundet, og skal sættes igen, og det kan man ikke gøre selv, og det er grunden til, at jeg ikke kan uploade nye billeder.  GRRRR. Nåh – men jeg skulle da alligevel også have opgraderet til nyeste version… I må få billederne i større størrelse en gang i næste uge

De kan ikke være mange dage gamle de små fyre her. De sad så pænt i græsset og så benovede på, at forældrene svømmede rundt. Måske tænkte de “Det kan vi også en dag”?

Er den ikke næsten som hentet ud af H. C. Andersens eventyr? Svanen var faktisk i færd med en længere “diskussion” med et par gæs om hvorvidt, den nu have ret til at passere gaden. Det mente de klart ikke, den havde; men det skyldes antageligt, at de passede godt på deres afkom. Jeg beklager, at den nærmest sidder i midte af billedet – men en gang i mellem må man vel nok centrere – bare en anelse?

Når I får disse billeder i en ordentlig størrelse vil I også kunne se gæslingen. Det er ikke en svamp eller en sammenkrummet papirpose, der ligge ved den forreste gås’ fod – det er en gæsling.

I fotobøgerne står der altid, at man skal sikre sig forgrund, mellemgrund og baggrund – og for en gangs skyld indrettede naturens orden og praksis sig efter teorien. Det vil naturligvis lettere kunne ses på det store billede… (ja arrig kan man da altid være – det hjælper måske ligefrem?).

Røllike er sådan en fin plante. Men den minder mig altid om mine ikke videre vellykkede forsøg på at lave batikfarver på fritidshjemmet som barn. Når man kogte den ellers nydelige plante længe nok i en gryde med vand, og senere tilsatte den en t-shirt (eller en hjemmesyet buseronne – jo det er skam en sandfærdig historie fra 1974), blev t-shirten eller buseronnen sådan ret lorte-brun. Altså kom jeg hjem med en hjemmesyet og hjemmefarvet buseronne, som virlelig ikke var værd at gå med. Åh disse minder…

Røllike er bedre over vand end i vand – og helt uden gryde.

Det uigenkaldeligt sidste billede af røllike, men jeg har en ven, der holder så meget af dem.

Også gæssene fejrede Store Bededag ved Damhussøen. Her er den store familieudflugt. De lod sig overhovedet ikke gå på af, at det halve Rødovre og Hvidovre gik tur om søen på samme tid.

Svaner er altså bare meget meget fotogene, og de har det med at stå sig godt mod de fleste baggrunde.

Naturen i en agernskal

Når jeg nu ikke har en have, endsige så meget som en eneste altankasse at søge EU om braklægningsstøtte til, må jeg finde andre måder at komme udendørs på!

Da jeg flyttede til Hvidovre reserverede jeg straks Hvidovre Kirkegård som led i Dansk KirkegårdsIndex (DKI) (tag billeder af alle sten på en kirkegård, læg billederne på din hjemmeside og lad brugerne søge på afdødes navne) – men på de 1½ år er der sandt at sige ikke sket ret meget. Nu må det være, og gravstensfotografering er faktisk en fin måde at være udendørs på, når det såd’n er ‘mellemvejr’. Inden så frygtelig længe vil samtlige gravsten ovre på kirkegården være at finde på min hjemmeside.

Der er så herligt fredeligt på en kirkegård, og så er der til tider liv…

Jeg gik stille rundt med mit kamera, og pludselig puslede det i det store træ over mig. Først var der intet at se, men så kom den lille fyr her til syne.

Hvem har opdaget hvem?

Jeg var sikker på, at nu ville han spæne op ad stammen med sit agern i munden. Men nej – han tog det fuldstændig roligt.

Jeg er bedst i profil

og satte sig til rette med siden til. Selv om jeg kun havde det lille objektiv med, synes jeg alligevel, at disse billeder er helt hæderlige.

Kan man da ikke få madro?

Jo min ven, jeg fortsætter med mine fotos, så må du fortsætte med at skramle med dit agern! Og således opmuntret fortsatte vi med hver vores forehavender.

Yde contra nyde

Er der ved at ske et skred i kulturen?

I aftes var jeg ude at holde et foredrag om Dansk KirkegårdsIndex (DKI), der kort beskrevet er en linksamling til danske kirkegårde på nettet, hvor brugeren kan søge på afdøde personer og se et billede af gravstenen. Det er særdeles relevant for slægtsforskere, for med den øgede geografiske mobilitet bliver det sværere og sværere at finde dødsdatoer; og det er gravsten nu rigtig gode til at oplyse om

Mit foredrag går meget på, hvordan man tilmelder sig projektet, hvordan man selv bidrager og hvordan man får lagt sit arbejde på sin egen eller lokalarkivets hjemmeside.

Først langt henne i foredraget gik det op for mig, at tilhørerne meget hellere ville høre, hvad de kunne få ud af det arbejde andre allerede har lavet, end hvordan de selv kunne bidrage. De ville gerne høre hvordan de kunne søge, om der var nogle spændende sten mv. Søgemulighederne er der ikke så meget at sige om, for det kan man selv læse sig til på hjemmesiden, og da bidragyderne til DKI selv arbejder med sagerne, og der er mange sten jeg derfor aldrig har set, var der egentlig heller ikke så meget at sige om det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der – i hvert fald på Sjælland – er lidt den holdnning, at man gerne vil nyde godt af andres indsats og initiativ, mens det selv at yde et bidrag til glæde for andre er mindre interessant.

Normalt mener jeg, at de regionale forskelle mellem jyderne og ‘os andre’ er ret uinteressante, men på slægtsforskersiden er det slående, at alle de store initiativer tages og drives i det jyske.

14 år tilbage…

Om nu alt går vel, har jeg kun 14 år tilbage på arbejdsmarkedet – og godt det samme, for jeg har faktisk ikke rigtig tid…

Der er mindst en million ting, jeg ikke kan, men en af de ting jeg kan er at koncentrere mig helt og fuldt om en opgave. Problemet opstår først, når jeg er i gang med mindst tre opgaver. Lige for tiden er jeg i gang med:

1. at transkribere et skifte fra 1804. Det er skiftet efter Sophia Schiøtt, og det er mindst 10 sider langt og fyldt med grønstribede Olmerdugs Overdyner,
2. at indtaste Nygårds Sedler og i den forbindelse at hjælpe nye indtastere i gang,
3. at installere XAMPP på min pc (en pakke med en Apache-server, scripting-sproget php og en MySQL-database), og
4. en hel del opgaver for menigheds-rodet.

Til tider kan jeg føle mig mere travl i mit private liv end i mit arbejdsliv!

Men lad mig nu dvæle lidt ved XAMPP, for jeg er altså rævestolt af mig selv. Det er lykkedes og det betyder, at jeg kan prøve teste mine websider lokalt på min egen pc uden at skulle delagtiggøre alverden i mine fejl. Alting kan afprøves på den lokale vært = localhost!

På min gamle pc lå der også en XAMPP, men den var installeret af en ven og jeg havde for så vidt ikke interesseret mig for, hvordan det var foregået. Det skulle jo bare virke. På min nye pc har både vennen (= oraklet fra Valby) og jeg haft forsøgt os, men hver gang vi kom til Apache-delen gik det galt. Windows flippede ud og kunne hverken det ene eller det andet. Det er nu mindst et år siden jeg prøvede sidst og der er kommet mange ny opdateringer både til XAMPP og til Windows siden da, og måske er det derfor, det hele bare lykkedes denne gang?

Uanset hvad, så: Vidunderlige XAMPP! I får det til at spile næsten uden videre. Jeg havde lidt problemer med sikkerheden, og jeg kan ikke gennemskue, om det egentlig er så nødvendigt at tænke på det, så længe man kører alting ‘hos sig selv’ men noget søgen på nettet bragte mit til sidst til et link, der kunne afsløre den del af billedet, som min Firefox endsige Safari ikkw ville vise => http://localhost/security/xamppsecurity.php <=  [allowed only for localhost] OK her kunne jeg sætte et root-password dels for dokumenterne i htdocs, dels for phpMyAdmin! Jeg havde læst mindst 100 tutorials, men ingen af dem bød på løsninger, som jeg følte, at jeg ville kunne mestre!

Jeg mangler stadig at finde ud af, om og i givet fald hvordan, mine sider skal køre med Safe mode on eller Safe mode off! Mit foretrukne webhotel Elitehost har safemode on. Defor forestiller jeg mig også at have det lokalt.

Køb julemærket

Vi har fire Julemærkehjem; de trænger til en hånd – i form af en halvtredser!

• For et par uger siden traf jeg en pige på ca. 14 år; hun havde været på Julemærkehjem. Det havde betydet meget for hende.
• I går hørte jeg i radioen, at hjemmene kæmper for at klare udgifterne; indtægterne svigter fordi, vi sender færre almindelige julekort.
• Indtægtsfaldet er på ca. 25 pct! Det gør det jo svært at få det til at løbe rundt – læs: at gøre noget for børnene.

Selv sender jeg næsten heller ikke nogle almindelige julekort mere, for et par år siden gik det op for mig, at jeg ikke fik nogle mere. Jeg indså, at jeg også på dette punkt var et gammeldags menneske med gammeldags værdier.

I gamle dage (læs: da jeg var barn) var Julemærkehjem noget ens forældre sagde, man kom på, hvis man ikke spiste nok. Det virkede nærmest som om, det var et “opfedningssted”, når de talte om det.

I dag er et Julemærkehjem et sted for bl.a. børn, der er nødt til at tabe sig. Pigen, jeg traf, havde ved ankomsten vejet 47 pct. for meget. Nu havde hun – og ikke mindst familien – lært om sund kost og motion, og det var spændende at høre om hendes nyerhvervede indsigt, og om hvordan hun og forældrene gik i motionscenter tre gange om ugen!

Os uden gammeldags julekort kan støtte Julemærkesagen ved hjælp af det elektroniske julemærke, her er lidt til hjemmesiden, til signaturen i e-mails og naturligvis de elektroniske julekort med “en pipper” på – de kan sendes ad libitum. Normalt støtter jeg ikke mindre enkeltsager med småbeløb, for jeg tror på at ét samlet beløb til én person gør mere gavn. Men julemærket står mig lidt nærmere. Det har “altid” været der, mormor og morfar købte arkene, og altid et ekstra til at gemme fra år til år, det samme gjorde mine forældre og det har jeg så mænd også selv haft gjort. Der er lidt “rør blot ikke ved min gamle jul” over det.

Men når nu den gamle jul forlængst er kørt over af et elektrisk elektronisk eksprestog, kan vi da sætte mærket på vores hjemmeside og i mails i stedet?

Facebook – kan det noget?

Jeg er kommet ind i anno 2008 – jeg er kommet på Facebook!

Det har hidtil været min opfattelse, at Facebook ikke var noget for mig, fordi det var for pjattet, og jeg ville for så vidt hellere skrive en mail eller ringe op. Jeg oprettede en profil i maj 2007 og har ikke siden været på. En tråd på DIS-Danmark fik mig alligevel til at fyre op under min profil og i det hele taget tage dette værktøj i brug.

Jeg er intet mindre end imponeret! Jeg har fået kontakt med mennesker, jeg ikke har fået skrevet en mail til eller ringet til i lang lang tid. En af de fikse features er, at man kan synkronisere sit e-mail-adresse kartotek med Facebooks brugerdatabase. På ingen tid fandt programmet lige ud af, at jeg rent faktisk kender en masse mennesker, der allerede er på Facebook (igen er jeg for langsom) – og jeg har så inviteret dem til at være ‘venner’ med mig.

Dette her kan bruges i relation til slægtsforskning! På mandag i Haslev skal de have lidt om Facebook også og det havde jeg ellers ikke planlagt, men jeg må arbejde videre på mit oplæg, som jeg troede var færdigt. Da jeg altid vil lede – både i Danmark og i udlandet – efter mennesker med samme efternavn som mig selv har jeg simpelthen lavet en gruppe for ‘alle’, der hedder Stegemüller. Jeg er meget spændt på, om det kan medføre nye familierelationer.

Skal jeg alligevel dryppe malurt i bægeret så skulle det være, at applikationen forekommer mig at være lidt rodet; det er simpelthen til tider svært at finde rundt eller bare at finde tilbage til en god funktion, som man da have fat i lige før. Herudover bryder jeg mig ikke om de programmer, man er nødt til at installere på sin pc for at læse visse beskeder. Men der skal ikke herske tvivl om, at værktøjet er genialt.

Der har været sagt og skrevet meget om, at Facebook er ‘farligt’ fordi man lægger oplysninger på nettet og dem kan andre bruge eller misbruge. Ja – naturligvis! Det er klart, at når man lægger noget på den globale fantastiske opslagstavle, som internettet er, så bliver det set af andre mennesker – og øh… det er vel egl. også meningen?

Den banale huskeregel er naturligvis, at man ikke skal lægge noget på nettet, som er hemmeligt eller som man ikke vil dele med andre. I slægtsforskerkredse er der ofte diskussioner og alenlange tråde i fora om, at nogen har taget noget fra andre – jeg har så mænd selv været blandt deltagerne! Det var nemlig før det gik op for mig, at det jeg ikke vil dele ud af, bare må blive hjemme i skuffen.

Er du selv på Facebook? – deltag i den uvidenskabelige undersøgelsen blandt mine læsere.

Statistikker

Lidt filosofi over den selvsupplerende blogosfære

Storm P. skulle efter sigende have sagt/skrevet: “Statistikker er som lygtepæle; gode at læne sig op ad, men lidet oplysende”. De lo pligtskyldigt, når jeg fortalte den i Danmarks Statistik.

De, der har en masse, skal have endnu mere, og de, der ikke har ret meget, skal have endnu mindre. Stærkt omskrevet efter min dårlige hukommelse og ringe viden, men alligevel… Blogosfærens statistikker bliver uhyre let selvsupplerende – for dem der allerede ligger lidt godt på listerne, bliver fremhævet, og så bliver der klikket på deres links, men de andre, som kan være langt bedre både indholdsmæssigt og sprogligt, er der ingen, der lærer at kende.

Med WordPress, der hoster denne blog (og gør det suverænt), følger -blandt meget andet – en række interessante oversigter over, hvad der foregår bag kulisserne. Jeg bringer et par uddrag af et øjebliksbillede:

Most Active (altså mest læste blandt mine egne poster)
Rosenborg Tattoo 2008, 370 views
Nyt job 1. september 2008, 35 views
Jeg elsker min iPod touch…, 32 views

Top Posts from around WordPress.com (mest læste på WordPress)
* Mogens Glistrup er død, 82 år
* Rosenborg Tattoo 2008
* Genial mand, men …

Lidt pudsigt at ligge som nr. 2 lige efter Mogens Glistrups dødsfald… (med Rosenborg Tattoo) på hele det danske WordPress

Hurtigst voksende WordPress.com-blogs.
1. RitzKLaus tro Fobi
2. aabenbart
3. Verden fra min altan
4. Frem med bloggen
5. forskerspiren
6. Stegemüllers vindue mod verden
7. Rasmus’ refleksioner

Sjovt at være blandt de hurtigst voksende… – og jeg er endda kun 1,65 meter høj. Det ender med, at jeg kan nå de øveste hylder i køkkenskabene.

Nyt job 1. september 2008

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet – jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen – kommunikationsdelen – drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven – og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!