Løsning på den finansielle krise

Er den ikke bare skøn?

Nedenstående blev ikke fanget af det første spam-filter ude på webhotellet, men blev først fanget i mit eget spam-filter på pc’en; og af og til gør jeg det, man ikke skal, nemlig at åbne det skrammel og til tider giver det altså et billigt grin. Enhver med bare en lille smule omtanke kan se at det er svindel – men det rystende er naturligvis, at der findes masser af mennesker, der hopper på det og agerer “muldyr”. De gør det nu ikke så længe og bliver uden videre retsforfulgt.

Jeg skulle nu nok mene, at denne her er til at gennemskue – i sær når afsender gør alt for at bedyre, at lige netop dette, er ikke spam.

ARBEJDSTILBUD:
Vi tilbyder dem et simpelt arbejde der ikke kræver nogen særlig erfaring eller investeringer. De kan sammensætte dette arbejde med deres hovedarbejde og dermed let tjene 5.000-6.000 EUR om måneden ved at bruge kun 2-3 timer om dagen 1-2 gande om ugen. En kort beskrivelse af virksomheden: De får overført et pengebeløb på deres bank konto, hvorefter det skal indkasseres og overføres videre til vores agent eksklusivt deres løn via Western Union pengeoverførselstjenesten. Sædvanligvis overfører vi et pengebeløb der udgør fra 4.000 til 6.000 EUR på en konto. Deres løn udgør 20 procenter af hver pengeoverførelse. De får deres løn (20%) med det samme, lige så snart pengene er ankommet på deres konto. Således ved at modtage en overførelse på 6.000 EUR tjener de 1.200 EUR, de kan indkassere beløbet med det samme eller beholde det på deres konto, de skal hæve det resterende beløb på 4.800 EUR den dag pengene er ankommet og overføre beløbet til vores agent via Western Union pengeoverførselstjenesten (overførelsesgebyr bliver betalt for vores regning). Det tager ikke mere end 3 timer af deres tid til at udføre dette. Ved at modtage 2 overførelser om ugen kan de tjene op til 6.000 EUR om måneden ved at bruge en konto. Denne virksomhed bryder ingen love til forskel fra den største del af de tilbud der ankommer på deres e-mail. De risikerer absolut ingenting og vækker ingen mistanke i banken eller hos skattevæsnet hvis de modtager 1-2 transaktioner om ugen på hver af deres konto. Over 100 mennesker samarbejder med os i længere tid i forskellige byer i Danmark. På nuværende tidspunkt udvider vi vores forretning og udfører ansætning af nye medarbejdere. Hvis de blev interesseret i vores tilbud, bør de meddele os følgende oplysninger på vores e-mail adresse: job@ifgm-group.com : 1.Navn, mellemnavn 2.Efternavn 3.Vej, husnr. 4.Postnr., by 5.Et tlf. de kan kontaktes på Vores assistent kontakter dem hurtigst muligt og besvarer alle spørgsmål. Vær opmærksom på at antallet af ledige stillinger er begrænset.
Vores selskab giver dem undskyldninger, hvis vores brev har gjordt dem ulejlighed. Deres e-mail blev taget fra en åben kilde. Hvis dette brev blev sendt til dem ved en fejl og de ønsker at slette deres e-mail fra vores reklame database, send en tom meddelelse på den følgende e-mail adresse: del@ifgm-group.com

Hvorfor blogger man?

En kollega nævnte i går, at hun af og til læser med her…

Vi talte lidt om, hvorfor bloggere blogger, hvilket jeg også ofte har spurgt mig selv om.

Hvad er det, der får mig til at bruge tid og kræfter til at skrive til en ubekendt skare af mennesker?

Et blandt mange svar er Google! Når der nu om dage er noget, jeg ikke ved noget om (og der er en del af den slags), går turen først og fremmest til Google. I gamle dage gik turen til Lademanns 27 binds leksikon, men den tid er ovre.

Men hvis der ikke var nogle, der skrev til nettet, fandt Google logisk nok ingenting. Min tanke er altså at give mit mikroskopiske bidrag til det altfavnende internet for at glæde andre med et hit eller fem og da denne blogs målsætning er at handle om “Alt mellem himmel og jord” finder du altså poster om alt fra Gud til dørhåndtag via ØkonomiService Centeret (ØSC) og slægtsforskning. Min glæde over, at almindelige mennesker kan få lov at formidle almindelige tanker, vil aldrig tage ende.

For ikke så mange år tilbage skulle man være “noget ved musikken” (eller i hvert fald selv mene, at man var det) før man udgav noget andre forventedes at læse. De elektroniske medier har heldigvis rykket afgørende ved denne grænse.

Selv tænker jeg ofte over, hvor grænsen, for hvor personlig jeg vil være, går. Men jeg ender altid med svaret, at det er den mere eller mindre personlige beretning om dette eller hint, der rykker. De videnskabelige artikler og afhandlinger er allerede skrevet. Den personlige vinkel er den nye vinkel.

Bloggen ctr. Facebook: Min egen blog-aktivitet er faldet, efter jeg er kommet på Facebook. Facebook er stedet for de korte meddelelser; til længere (evt. holdningsprægede og motiverede) indlæg mener jeg faktisk, at Facebook er uegnet. Personlig savner jeg på Facebook mennesker, der skriver mere, funderer og undrer sig over et eller andet. Mediet egner sig til statements – ikke til pro et contra.

Ulemper? Der er mange! Det er min opfattelse, at det elektroniske medie har reduceret det kvalitative indhold (læs: der sjuskes mere), der er for meget, der ikke er korrekturlæst og der er for meget, der er fragmentarisk. Der er for meget fremmedhad og racisme i den danske blogosfære, og det er som om, man på nettet kan tillade sig hvad som helst. Det virker som om, reglerne – om hvad man gør og ikke gør overfor andre mennesker – er ophævet på nettet – men det er de jo ikke!

Men når det er sagt, så overvejer fordelene langt ulemperne, og hvad gjorde vi egentlig  før Google? Det kan jeg ikke slå op i hverken Salmonsens eller Lademanns Leksikon!

Formulér et problem

Er det en kunst?

Nej jeg tror ikke, det er en en kunst at formulere et problem præcist og skærpet, således at den, man spørger, har en chance for hurtigt at svare.

Både i min fritid og på mit arbejde oplever jeg, at spørgsmål stilles så vagt og upræcist, at man, som den, der ventes at svare, bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, hvilket dybest set er spild af tid, forstået som tid, der burde være brugt på noget mere fornuftigt.

Flere slægtsforskningsfora præges af dobbeltydighed og uklarhed. Fx fortæller brugerne en lang historie om oldefar og giver en masse informationer; som læser sidder man tilbage med spørgsmålet: “Hvad er det, du ønsker hjælp til?”

En anden klassiker er at gentage forummets overskrift/navn. På DIS-Forum er der fx et Forum, der hedder “Hjælp til tydning”. Det er mig en gåde af hvilken grund mange derefter starter tråden med “Hjælp til tydning ønskes” – ja selvfølgelig, ellers er det jo det forkerte forum. Det er da mere relevant at skrive fx: “Vejle, Nørvang, Thyregod, dåb 1777″, så kan man som læser lynhurtigt vurdere, om man evt. kan hjælpe.

Jeg lever primært af at supportere et IT-system med 3.000 brugere. Jeg får ofte e-mails ad modum “Det virker ikke”, “den regner forkert” eller “det ser mærkeligt ud”.

Så sidder jeg og kigger lidt på det og tænker, at det vel egentlig ser meget godt ud og prøver at gætte, hvad brugeren mener. Da mit neurale netværk er ret underudviklet, gætter jeg som regel forkert, og for ikke at gøre det, bliver jeg nødt til at returnere nogle spørgsmål “Hvad mener du er forkert, hvad mener du i stedet, der burde have stået, og hvor skal jeg kigge for at se det?”

Brugeren synes sikkert, det er sært, at jeg ikke kan gætte problemet, og irriteres sikkert over at måtte sende endnu en e-mail for at få hjælp. De samlede transaktionsomkostninger for løsning af et banalt problem bliver mindst dobbelt så store som nødvendigt!

Det vil altid undre mig, at der bruges så mange overflødige ord og sætninger, og sendes så mange e-mails som ikke i sig selv bidrager til en værditilvækst. Det hele kunne være klart til den halve pris med en præcis og klar problemformulering.

På samme måder undrer det mig, at mange mennesker mener, de absolut skal telefonere om et problem.

For hvad er det der sker, når folk ringer? Jo de præsenterer problemet, og når de er færdige med det og jeg begynder at løse det/forklare en sammenhæng, så taler de selv videre.

Jamen jeg kan ikke både tænke, arbejde og samtale på én gang – og også i denne situation er omkostningen mindst den dobbelte af, hvad den burde være.

E-mails har en række fordele:

• de besvares i den rækkefølge, de kommer og ingen kan møve sig ind foran i køen,
• jeg kan genbruge mine svar ,
• brugeren kan gemme og genbruge svaret, og
• det er langt hurtigere. Der er ikke mange samtaler, der kan gennemføres lige så hurtigt, som jeg kan besvare e-mails.
• Jo hurtigere jeg kan besvare e-mails, jo flere sager kan jeg tage fra samlebåndet pr. dag.

Nuvel, det er sikkert bare den introverte del af mig, der forsøger at finde argumenter for den måde, jeg i det hele taget kan arbejde på, men jeg mener fortsat, det må være muligt at formulere et problem klart, tydeligt og så på skrift.

Østeuropæiske tilstande hos Apple?

Jeg må bare eje den…

Jeg har kigget længe, set introduktionsvideoen flere gange, spurgt mig for hos de mest nørdede af de nørdede venner jeg har, set over skulderen i S-toget, undesøgt markedet for mobilt internet, faret vild i prisskemaer, når jeg skulle finde ud af, hvad denne fætter egl. koster – og efter lang research er jeg kommet frem til, at jeg vil købe en Apple iPhone 3G S og det skal være hos 3, fordi de har det suverænt bedste mobile bredbånd, og fordi deres priser er til at gennemskue. Når man vil have internettet i lommen skal det bare virke hver gang, også når jeg står i en skov på Mors.

Min umiddelbare undskyldning (for en sådan synes jeg, jeg behøver) for at lænse min tegnebog med en iPhone er blandt andet, at jeg jo skal til Århus en gang om måneden de næste tre år, og så vil det unægteligt være rart altid at have internettet i lommen til de lange (måske lidt kedelige) aftener på Diakonhøjskolen for nu slet ikke at tale om rejsen frem og tilbage…

Den 18. august blev jeg så hos 3 skrevet op til at blive ringet op, når de igen har iPhone på lager! Jeg ved ikke, om jeg er nummer 47 eller nummer 9447 i køen – men de har ikke ringet endnu, så jeg må nøjes med at følge med på deres status-side. Det er da stort set østeuropæiske tilstande før 1989. Set fra Apples side er det selvfølgelig fikst ikke bare at sætte turbo på produktionen, for sådan skaber man lidt kult-agtig stemning om det at have en iPhone. Den er skam ikke for hvem som helst.

Stav ord efter staveord

Måske skulle vi gå tilbage til staveord?

I går den 12. juni 2009 kom der en byge, der varede ca. 36 timer, så jeg tog bus og tog til og fra arbejde. Med kollektive transportmidler kan man bare sidde og kigge ud; sådan ganske enkelt lade sig fragte… Så ser man noget andet, end man plejer.

På Ålholmvej Ålekistevej var der et fantastisk skilt over en butik nemlig “Kiosgen” – nu står verden ganske enkelt ikke længere. Så lær dog for pokker at stave til “kiosken”!

Laver man en billedsøgning på Google på “staveord” får man blandt andet billedet herover med teksten “Sig – lyt – skriv”, og måske er det lige præcis problemet? Det er nemlig ikke nok at sige og lytte, for så skriver man naturligvis: “kiosg”; det ville ikke engang være korrekt på norsk.

Jeg syntes, danskerne staver dårligere og dårligere – dette er forkert; det hedder i præsens “Jeg synes, danskerne …” men prøv at lægge mærke til (de fleste ville skrive “ligge”), hvor ofte det anvendes forkert.

Tag en tur på Facebook, når du vil se ubehjælpsomt dansk.

De, der udarbejder diverse smådumme quizzer, burde få nogle til at hjælpe sig med korrekturen. Et par eksempler: En gruppe hedder “Jeg hader langsomme computer”, en quiz hedder “Hvor godt kender du din Danmark?”, et indlæg om nogle kamphunde “.. det nære mig du ikke vil se sandheden i øjene.. du siger at det kun er muskelhunde…”. Her mangler fuldstændig kommaer og den slags småting, og mon ikke også sætningen skulle have startet med “Det nager mig, at…”? Eller hentet et helt andet sted fra “…kommentarer og foreslag omkring dette website…” Man kan have kommentarer “til” noget – ikke hverken “om” eller “omkring” og så hedder det altså “forslag” – Argh…

Vi burde bruge flere staveord

Når du læser på nettet, så prøv at lægge mærke til, hvor vanskeligt skribenterne har ved at formulere sig. Det er rystende, og det er både gamle og unge, der formulerer sig ubehjælpsomt. Internettet er fint og smukt og demokratisk og alle kan ytre sig, og det er dejligt, for det er jo netop formålet.

Mit budskab er, at vi som samfund må udstyre borgere (stor og små) med de rette kompetencer for at blive hørt, for at blive taget seriøst. Hvad nytter det at ytre sig om alskens emner, hvis det ikke er formuleret bare nogenlunde korrekt? Jeg er næppe den eneste, der ikke rigtig gider gætte på, hvad der nok skulle have stået.

Herudover så er det ikke indbygget i de virtuelle medier, at man skal udvise manglende omhu. Man må gerne læse teksten igennem en gang mere, selv om man ikke trykker den i en bog, men lægger den på nettet. Vi kan ikke forestille os en forfatter, der ikke læser korrektur – eller får nogen til at gøre det for sig – inden bogen går i trykken, vel? Men når tekster skal på nettet, så gør de færreste sig den ulejlighed at gøre sig umage. Det hele skal gå så stærkt, at der ikke er tid til kvalitetskontrol. Risikoen er manglende gennemslagskraft uanset hvor godt, indholdsrigt og rigtigt det oprindelige budskab var.

Brede Værk

Mesterlængen på Brede Værk

eller “En dag i slægtens fodspor”

Det var denne video og et indlæg på Facebook, der fik mig tidligt ud af fjerene i dag; jeg måtte bare op og se den virkelighed, som min oldefar og oldemor, farmor og farfar og min far og hans søster har været en del af siden 1890. Jeg fik selv lidt billeder med hjem, selv om det er svært at formidle stemningen og oplevelsen. Billederne finder du i et særskilt album her; men jeg har flere billeder fra Brede – nemlig alle de gamle, som du finder ved at skrive Brede i søgefeltet her.

Fremragende formidling, siger jeg bare! Det var helt fantastisk at være med personerne på arbejde vha. AktivBilletten. Pludselig har jeg fået et lidt andet billede af farfars arbejde som mester; var han måske en af kapitalismens lakajer ligesom den mester jeg kunne være på udstillingen?

Brede er et sted, jeg kommer hvert eneste år, og jeg kigger altid på gruppebillederne af medarbejdere, og har tit fundet min farfar. Der er hængt nye billeder op derude – og sørme jo, der stod han allerbagest på et billede, hvor der er 200 personer. Jeg følte mig heldig.

Ane Margrethe Andersen (min farfars mormor) var nopperske på fabrikken gift med forvalteren Jens Nielsen), og pludselig har jeg konkrete billeder på, hvad hun egentlig lavede. I min mors køkkenskuffe lå gennem hele min barndom en særlig lille saks med kun ét “øje” til at stikke tommelfingeren i – det var en noppeske-saks – gad vide hvad der er blevet af den?  Nu har jeg set den i brug.

Inde på kontoret lå der en del mønstertegninger. Rigtig sjovt, for dem har jeg en bunke liggende af, som min far har lavet – og som min mor havde gemt til mig.

Borte er heldigvis de dage, hvor det man så på et museum, var montrer med flinteøkser og små maskinskrevne lapper liggende foran. Jeg har altid syntes, at man laver eminente oplevelsesrige museer i Storbritannien, men vi kan også i Danmark. Så: “Tak kære Nationalmuseum for en dejlig dag “i slægtens fodspor”!

Tegnet mønster til at væve efter

Læs en bog

Jeg havde næsten glemt det…

Jeg havde stort set glemt, hvor fantastisk det er at kaste sig over en bog og lade verden passere forbi så længe. Siden jeg begyndte at slægtsforske, at rode med at lave hjemmesider, at blogge, at færdes på nettet mv. har jeg haft følelsen af, at det var lidt vel passivt at læse en bog. Det kom der jo ikke et produkt ud af. I flere år har jeg stort set kun læst på rejser eller når jeg af andre årsager ikke havde min kære pc i nærheden.

Herudover led min naturlige læsehastighed en krank skæbne, da jeg studerede. Fra naturens side læser jeg ret hurtigt; men det gik ikke på studiet – der skulle man læse langsomt for at få det hele med og eventuelt også få det til at fæstne sig et sted i hjernen. De første par år undrede jeg mig over, at de andre i diverse læsegrupper var så længe om en tekst…

Men pludselig er lysten til – og glæden ved – det skrevne ord dukket op igen, og jeg tillader mig selv at være uproduktiv – hvilket passer særdeles godt med en solskinsdag i haven. I fire år har “Engle og Dæmoner” af Dan Brown stået ulæst ved siden af (den dog læste) “Da Vinci Mysteriet” – bogmærket var ikke rykket længere end til side 38. Den elendig film satte mig i gang med bogen – og den er herlig. Det er skønt at være uproduktiv.

—-

Og så en reklame: For nogle måneder siden var jeg til en sogneaften og hørte præsten Werner Fischer-Nielsen fortælle om sin bog “Astrid Lindgren og kristendommen – set gennem Pippi, Emil og Grynet”. Det var hurtigt at konstatere på det vidunderlige internet, at bogen fra 1998 var udsogt fra forlaget. På antikvariat.net har de en ønskeliste/søgeliste, hvor man kan indtaste en bog man er interesseret i – og skulle de en dag få bogen hjem, får man en mail.

Jeg indtastede mit ønske og havde faktisk glemt alt om det indtil der i sidste uge kom en mail om, at nu havde Vanggaards Antikvariat bogen på lager til 125,00 kr. Mailen indeholdt også en beskrivelse af bogen “anmeldereksemplar, meget velholdt” – og så tog det ikke mere end to minutter at få den bestilt. Så hvis du går og ønsker dig en bog, som du ikke kan opdrive, kan jeg kun anbefale dig at bruge hjemmesiden. Jeg har – trods alt – ikke fået den læst endnu, men har kigget lidt og faldt over følgende appetitvækker:

Fx. formulerer Rasmus meget smukt forholdet mellem det dennesidige og det hinsidige, da han en mørk aften ser op mod stjernehimlen fra en skærgårdsø: “Hvor må der være pænt oppe i himlen, når den er så pæn på undersiden” (Kalle Blomkvist og Rasmus, 123). Kan det siges smukkere?” — Werner Fischer-Nielsen, pag. 13

God læselyst siger jeg bare.

Sindsoprivende lørdag

Min tipoldemor Ane Margrethe Andersen 1841-1926

Var det forfra?

Sikke en sindsoprivende lørdag… Jeg har brugt en del tid de seneste dage på at shine mit webgalleri op. I morges installerede jeg lige en plugin, der havde til formål at lette søgemaskinernes muligheder for at finde galleriet. I aftes reducerede jeg størrelsen på en række billeder. Pludselig virkede intet!

Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da der intet skete, når jeg klikkede på et af minibillederne. Og det var ikke tanken om at skulle installere programmet igen, der var årsagen – nej det var tanken om måske at have lavet så meget kuk i det hele, at mine 423 billeder var væk for evigt…Jeg kunne se dem i databasen, minibillederne blev vist, men hvorfor kunne de ikke forstørres? Havde jeg lavet irreversibel skade?

Mange af de billeder, der ligger i galleriet, har jeg ikke andre steder (dvs. nu er de også på den eksterne harddisk), og da billeder fortæller historie både om fortid og nutid, så jeg for mig, at jeg havde slettet adgangen til historien… Mange af billederne har jeg fået tilsendt fra fjerne slægtninge og ville ikke vide, hvordan jeg skulle få dem igen. Og da jeg havde fortaget mig to handlinger med galleriet, kunne jeg ikke vide hvilken af dem, der havde forvoldt skaden.

Til Coppermine hører heldigvis et Forum – og da jeg selv havde opgivet at finde en løsning, postede jeg et spørgsmål dér. Mindre end 1 time efter havde jeg fået løsning: Afinstallér plugin’et.

Mine billeder er tilbage og mit kære galleri fungerer igen. Og således lettet vil jeg gå i biffen og se “Engle og dæmoner”.

Sygeplejerske i det tredje rige

En gang i mellem smelter alt sammen

Mit webhotel ovre på stegemueller.dk er nede, så halvdelen af siden virker ikke – grrrr – men da nogenlunde intelligente mennesker sjældent keder sig længe ad gangen, kastede jeg mig over en udgave af Alletiders historie fra i søndags, som lå i iTunes og ventede  (det er det gode ved at abbonere på radioudsendelser – man kan høre dem, når man vil; helt som en avis)

Det var bla. om Ebba Mørkeberg, der gjorde tjeneste som sygeplejerske i det tredie rige, som forfatteren og filosofen Peter Tudvad har skrevet en bog om. Du kan høre udsendelsen her. En fantastisk historie om et menneske, der har fortrængt, at hun meldte sig ind i DNSAP, og som gjorde tjeneste i Tysk Røde Kors, der var en del af Hitlers elitekorps SS, og som efterfølgende sad fire måneder i russisk krigsfangenskab. Ebba Mørkeberg er nu en mildt klingende kvinde på 85 år. Historien er helt utrolig – og man tror næppe sine egne ører.

Peter Tudvad har haft adgang til Bovrup Arkivet og med det som udgangspunkt har han skrevet bogen, og nænsomt konfronteret hovedpersonen med hendes fortrængte fortid. I dagens udgave af Kristeligt Dagblad er der så tilfældigvis et interview med Peter Tudvad i anledning af udgivelsen.

Her er indgangsvinklen “Hvad er den rette moralske dømmekraft?” Disculperer det at sige “jeg var overfladisk?” Burde der ikke have ringet nogle klokker, når alle de mennesker med gule stjerner på tøjet, man så færdes i Berlins gader, pludselig bare var væk?

Egentlig er jeg ikke længere den store læser, men denne bog må jeg bare eje – og læse, og den er fuks bestilt på Saxo.com.

For os der ikke har oplevet 2. verdenskrig, vil den altid være et stykke fascinerende historie – og min generation er den sidste, der har haft forældre, der har været øjenvidner til den. Hvert år den 4. maj tænder jeg så mænd stadig lys i vinduerne (det havde større effekt før Danmark tilsluttede sig sommertiden) og sender en tanke til den tid, der var, og som jeg heldigvis ikke har oplevet. Min far var i modstandsbevægelsen og jeg gemmer hans godt slidte armbind i min skattekiste.

Da jeg var yngre tænkte jeg tit over, hvorvidt jeg ville deltage i en modstandsbevægelse i næste verdenskrig, hvis den skulle komme/når den kommer. Mit svar var og er, at det ville jeg. Men skulle der indtræffe en ny krig, tror jeg, det bliver med typer af masseødelæggelsesvåben, der ville latterliggøre en modstandsbevægelse af den type, vi kender fra 2. verdenskrig.

Uden internettet havde jeg ikke haft denne herlige kulturelle oplevelse på en almindelig onsdag aften. Årh – jeg elsker det internet, der er så meget at erfare!

Verden fra mit Hotspot

Det er en fascinerende verden…

“TDC Hotspot i DSB tog
Nu kan du komme på internettet i alle tog mellem København og Århus. For DSB 1′ kunder er det endda gratis. “

Jeg er på vej hjem fra Viborg; Skanderborg tager sig så smukt og lysegrønt ud udenfor vinduet, og her sidder jeg med min blog og ArkivalierOnline i browseren. Jeg har lige hentet mails ned, og købt en biografbillet til i morgen aften. Hvad der for få år siden var forbeholdt de virkeligt rige, er nu snart blevet allemandseje: på nettet overalt. Fantastisk – nu kan vi være online med hinanden hele tiden og måske skulle jeg investere i en eller anden form for mobilt bredbånd, så vi aldrig nogensinde slipper hinanden?

Turen til Viborg (til landsarkivet) har været fin, men faktisk ikke videre udbytterig, for jeg har ledt efter afdøde personer, der helst ikke ville lade sig finde. Jeg endte med at ringe til et barnebarn til min oldefars brors kone. Hun viste sig at have holdt ved livet langt længere end jeg havde forestillet mig og derudover så havde jeg kigget i de forkerte kirkebøger! Det kan man altid let se, når man endelig har fundet den rigtige

Nu skal jeg hjem, og skal bare sidde på min plads og nyde ikke at kunne andet. Jeg synes, det er skønt at køre med tog! Tvungen passivitet i fredelige omgivelser medens forårsdanmark ruller forbi derude. Tid til refleksion over de seneste par dage, lidt puslen med data i slægtsforskningsprogrammet, Statens Arkivers årsberetning (i øvrigt ikke kedelig) og lidt musik fra iPod. Jeg ønsker mig ikke ret meget mere – bortset fra at det ville være fint at løbe på rulleskøjter i den pragtfulde aftensol.