Formulér et problem

Er det en kunst?

Nej jeg tror ikke, det er en en kunst at formulere et problem præcist og skærpet, således at den, man spørger, har en chance for hurtigt at svare.

Både i min fritid og på mit arbejde oplever jeg, at spørgsmål stilles så vagt og upræcist, at man, som den, der ventes at svare, bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, hvilket dybest set er spild af tid, forstået som tid, der burde være brugt på noget mere fornuftigt.

Flere slægtsforskningsfora præges af dobbeltydighed og uklarhed. Fx fortæller brugerne en lang historie om oldefar og giver en masse informationer; som læser sidder man tilbage med spørgsmålet: “Hvad er det, du ønsker hjælp til?”

En anden klassiker er at gentage forummets overskrift/navn. På DIS-Forum er der fx et Forum, der hedder “Hjælp til tydning”. Det er mig en gåde af hvilken grund mange derefter starter tråden med “Hjælp til tydning ønskes” – ja selvfølgelig, ellers er det jo det forkerte forum. Det er da mere relevant at skrive fx: “Vejle, Nørvang, Thyregod, dåb 1777″, så kan man som læser lynhurtigt vurdere, om man evt. kan hjælpe.

Jeg lever primært af at supportere et IT-system med 3.000 brugere. Jeg får ofte e-mails ad modum “Det virker ikke”, “den regner forkert” eller “det ser mærkeligt ud”.

Så sidder jeg og kigger lidt på det og tænker, at det vel egentlig ser meget godt ud og prøver at gætte, hvad brugeren mener. Da mit neurale netværk er ret underudviklet, gætter jeg som regel forkert, og for ikke at gøre det, bliver jeg nødt til at returnere nogle spørgsmål “Hvad mener du er forkert, hvad mener du i stedet, der burde have stået, og hvor skal jeg kigge for at se det?”

Brugeren synes sikkert, det er sært, at jeg ikke kan gætte problemet, og irriteres sikkert over at måtte sende endnu en e-mail for at få hjælp. De samlede transaktionsomkostninger for løsning af et banalt problem bliver mindst dobbelt så store som nødvendigt!

Det vil altid undre mig, at der bruges så mange overflødige ord og sætninger, og sendes så mange e-mails som ikke i sig selv bidrager til en værditilvækst. Det hele kunne være klart til den halve pris med en præcis og klar problemformulering.

På samme måder undrer det mig, at mange mennesker mener, de absolut skal telefonere om et problem.

For hvad er det der sker, når folk ringer? Jo de præsenterer problemet, og når de er færdige med det og jeg begynder at løse det/forklare en sammenhæng, så taler de selv videre.

Jamen jeg kan ikke både tænke, arbejde og samtale på én gang – og også i denne situation er omkostningen mindst den dobbelte af, hvad den burde være.

E-mails har en række fordele:

• de besvares i den rækkefølge, de kommer og ingen kan møve sig ind foran i køen,
• jeg kan genbruge mine svar ,
• brugeren kan gemme og genbruge svaret, og
• det er langt hurtigere. Der er ikke mange samtaler, der kan gennemføres lige så hurtigt, som jeg kan besvare e-mails.
• Jo hurtigere jeg kan besvare e-mails, jo flere sager kan jeg tage fra samlebåndet pr. dag.

Nuvel, det er sikkert bare den introverte del af mig, der forsøger at finde argumenter for den måde, jeg i det hele taget kan arbejde på, men jeg mener fortsat, det må være muligt at formulere et problem klart, tydeligt og så på skrift.

Stilhed

Stilhed

Nogle gange er jeg ved at blive vanvittig af al den støj, der er i verden. Jeg har en aversion mod støj. Giv mig så stilheden tilbage!

For mange år siden havde jeg en kæreste, der altid havde fjernsynet til at køre i stuen, samtidig med at radioen spillede i køkkenet. Det var en af dræberne for det forhold.

I min tidligere lejlighed (fra 1934) var der frygtelig lydt, og mens der stadig boede gamle mennesker, der ikke vidste, de var tunghøre, var jeg ved at blive sindssyg af at skulle leve i en ‘lydsandwich’. Når man er introvert, er man meget følsom overfor lydindtryrk, får man tillige stress bliver det endnu værre, og da min depression var værst, lød et klik med musen som et tordenskrald.

Da de gamle endelig var døde eller flyttet (på plejehjem?), blev der bygget en daginstitution fem meter fra min altan – 60 råbende børn fra 07:00 til 17:00 var mere end jeg kunne klare.

Hvidovre er (H)vidunderlig. Her er så stille – også selv om jeg bor ud til torvet og en befærdet vej. Trafikstøjen generer ikke det fjerneste, for den er stabil, og naboerne hører jeg stort set aldrig. Byggeriet er fra 1945; der ser man hvad 11 års forskel i byggeteknik kan medføre.

Stud. Theol. Maria Larsen havde i går en klumme i Kristeligt Dagblad med titlen “En indre kilde af ro”. Den handlede om støj ctr. stilhed, om at der næsten ikke er rum til stilhed længere – måske lige bortset fra kirkens rum, og det er endda ikke altid, det lykkes dér. Hun skriver bl.a.: “Og vi har behov for fred. For hvad sker der med os, hvis der i længere tid er ubalance mellem aktiviteter og krav og tiden til bare at være stille? Så kan vi blive syge, af stress, af depression. Vi får ikke ladet batterierne op, fordi der ikke er tid til at søge ind dér, hvor der ikke er krav eller forstyrrende støj, men ren væren.”

Jeg giver hende ret! Fraværet af ydre ro fjerner også den indre ro, og når den mangler, kan man blive ramt af stress eller depression. Det kan – selv for professionelle – være svært at kende forskel på de to, for der er så mange af de ydre tegn, der er ensartede. De er hinandens følgesvende, men de er et kedeligt makkerpar at have med sig, for de er så ødelæggende for alt det fine i livet. De ødelægger glæden, lysten, energien og overskuddet. Måske kan man sige, at de kærlighedens modsætning, for de ødelægger alt det, som kærligheden giver.

I mange år, har jeg manglet min indre ro, men efter at være blevet kureret for en svær depression, er roen kommet tilbage, blot ti-fold stærkere. Det er sjældent, der går en dag, uden at jeg mærker min indre ro, og glæder mig over den. Der er mennesker i min omgangskreds, der ligefrem bemærker den, kommenterer den, glæder sig over den og siger, at den smitter af på dem. Det gør mig glad – for jeg vil gerne være “En kilde til indre ro”.

Samtale og “Samtalens mester”

Der er for lidt samtale og meget snak i verden. Alt for mange ord spildes og kunne være brugt til noget bedre. Vi lider ikke af ordknaphed her i landet, og vi omgås ikke ordene som en knap ressource. Det burde vi måske?

Jeg tænker på det hver mandag morgen, når jeg står i det lille tekøkken på arbejdet og venter på at kaffen løber gennem filteret. Så kommer en kollega og siger “ja så er vi her igen.” Sådan bare konstaterende, og uden videre. Så ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, og til det brug har jeg så fundet følgende “fraskel” (en sammenskrivning af en frase og en floskel for jeg kunne ikke beslutte mig): “Ja det har du ret i.” Og det har hun jo, og det kan endda konstateres ved selvsyn.

Det er åbenlyst, at den slags ytringer har til formål at holde de sociale forbindelseskanaler åbne, hvilket der er mange gode grunde til at sørge for. Men det kunne jo være klaret med den kendte forkortelse for “Her er jeg” – nemlig “Hej”. Faktisk havde det været nemmere for mig, for så var jeg ikke kommet i situationen, hvor jeg ikke kunne finde på noget intelligent at svare.

Det jeg vil frem til er naturligvis ikke at harcelere over min flinke kollega, men at prøve at sige noget om “samtale”. For mig er den gode samtale karakteriseret ved:

• Tid til tanker og eftertanker undervejs. Når min samtalepartner siger noget, er det rart lige at få lov at vende ordenes mening inde i hovedet. Hvad mente hun? Forstår jeg det? Hvordan forholder jeg mig selv til det? Det tager selvfølgelig lidt længere tid på den måde (vi introverte er bare langsomme), men hvis man ikke har tid til en rigtig samtale, så undlad den hellere.
• Tid til at sige det, jeg gerne vil sige. Tid til at smage på ordene og vælge dem med lidt omhu. Det sker, jeg møder mennesker, hvor jeg føler, at jeg må hellere skynde mig at gøre min sætning færdig, for ellers keder hun sig snart eller værre endnu: hun har selv en masse ord, der står i kø for at blive sagt.
• Fravær af afbrydelser. Jeg bliver helt elektrisk af at blive afbrudt – i særlig grad hvis det virker systematisk. Det skyldes ikke så meget følelsen af “den ufuldendte sætning”, hvor halvdelen fortsat er i mundhulen (den forsvinder jo ved næste tandbørstning), nej det er den dybe disrespekt, for det jeg opfattede som en dialog, men herved erfarer i realiteten er blevet til en 3/4 monolog. Jeg prøver at forsvare mig verbalt ved at sige “Undskyld, men jeg gør lige min sætning færdig” – det virker af og til.
• At man sammen “udvikler videre”. A siger noget. B replicerer, og A kommer tilbage med “Årh ja – sådan havde jeg slet ikke tænkt det, kunne det også være at…?”. Når man taler sammen efter det koncept, er der “en positiv risiko for” at begge går ud af samtalen en anelse anderledes, end de kom ind i den. Og det er i hvertfald ikke det værste, der kan ske. Det forudsætter naturligvis, at begge lytter og at begge har lyst at ofre den tid, der skal til, for at komme spadestikket dybere.

Når jeg ser på de fire punkter herover, er det slående, at kodeordet er “tid”! Så klart har det faktisk aldrig stået for mig før (et gode ved at skrive). Det passer så glimrende med min oplevelse af en række nylige gode dialoger. Når vi skilles, har jeg det som om den første sætning kun lige er sagt, og nummer to kun lige er på tungen – men der er fløjet timer.

Christian Kryger kaldte man med rette for “Samtalens mester”. Rigtig mange af hans udsendelser kan podcastes fra DRs “Guld fra arkivet”; den mand forstod at give sig tid, og han kunne interviewe alle. Selv er jeg er vild med hans samtaler med børn og unge.

Det skrevne ord har – set i relation til tidsperspektivet – en lang række fordele: der kan man bedre sidde og smage på ordene, sætte dem ved siden af hinanden, skifte ud og bytte om, fuldstændig som perler på en ubundet snor. Først når man tror, kransen rummer de rette perler i den rigtige rækkefølge med mange forskellige farver og former måske endda med deres egen indbyggede og villede asymmetri, binder man knuden.

Gode hilsner fra den langsommelige:

“Frøken Harsk”

Multitasking gør dig dum og langsom

Endelig en overskrift i Politiken, der kunne være skrevet af mig.

Personligt har jeg aldrig kunnet multitaske, og jeg harikke engang haft lyst til at prøve at lære det. Jeg løser gerne 100 opgaver, men jeg tager én ad gangen i erkendelse af, at jeg alligevel ikke kan løse 100 opgaver på en gang. Personligt mener jeg, det er noget sludder – der er ingen der kan det, men der rer mange, der lader som om. Iøvrigt er det et meget introvert træk at koncentrere sig fuldt og helt om én opgave.

Jeg kunne aldrig drømme om at søge et job, hvor man skal “Trives med at have mange bolde i luften ad gangen”.

“Vi tjekker mail, downloader musik, skriver sms’er, læser netaviser, taler i telefon og roder med iPod’en. Men multitasking gør os langsommere og dummere.”

Ødelægger koncentrationsevnen

Men nu ved vi, at fordelne ved multitasking er en myte.

I stedet for at spare tid tager den faktisk en masse tid fra os. (Hvor mange gange tjekker du din indboks om dagen?). Og i stedet for at gøre os mere effektive, gør den os dummere. Når vi multitasker mellem flere håndfulde elektroniske dimser, bliver vi så ’kognitivt overbelastede’, at vi ikke længere kan finde ud af at koncentrere os længere end nogle få minutter ad gangen.

Læs mere her.

Støj

Jeg hader støj! Der er simpelthen for meget støj i denne verden. Overalt hvor man færdes, er der er helt urimelig mængde af uønskede lydindtryk. Tænk hvis man kunne slippe for det.

• I S-tog og metro ringer og bipper mobiltelefoner konstant; folk besvarer dem højlydt.
• Folk tygger højlydt, de smasker med deres tyggegummi.
• I samme transportmidler skal jeg leve med suset fra iPODs, der er skruet så højt op, at jeg ikke forstår, hvorfor ejeren ikke forlængst har fået en høreskade (men det har han måske netop også).
• Hvor jeg boede før, var jeg nabo til en daginstitution med 60 skrigende unger. Børn kan ikke tale – de råber.
• Folk har fjernsyn tændt, mens de hører musik med de tredie øre – og i virkeligheden hører de slet ikke efter noget af det.
• Folk taler enormt højt, selvom man sidder lige ved siden af.
• En kollega råber så højt i telefonen, at hun faktisk ikke behøver telefonen -hun kunne råbe til Bamako.
• I kantinen i UM er akustikken så dårlig, at jeg ikke kan holde ud at spise kl. 12:00.
• På arkiverne taler folk på læsesalene, selvom man ikke må.
• Hvorfor kan folk ikke finde ud af at slå Windows systemlyde fra? Det er ellers let nok: Kontrolpanel > Lyde og lydenheder > fanebladet Lyde. I Lydtema vælges “Ingen lyde” – så har du en gang for alle nakket Windows systemlyde, og belaster hverken dig selv eller dine omgivelser med denne overflødige støj.

Forestil dig et kort øjeblik en verden uden uønskede lydindtryk. Ville det ikke bare være skønt? Ville det ikke være fantastisk kun at få de lydindtryk, du selv valgte?

Jeg ved godt, at min støj-følsomhed er helt ekstrem, men det hører bare med til at være introvert.

På kontrakt

Min ansættelse i Udenrigsministeriet er et åremål. Jeg er ansat på en 4-årig kontrakt, og UM og jeg har således ikke krav på hinanden efter april 2009.

Da jeg accepterede jobbet, tænkte jeg meget på, at det var en tidsbegrænset stilling, så har det været næsten glemt i en periode, men nu begynder det at dukke op igen, for der er kun lidt mere end et år tilbage til kontraktudløbet.

Jeg er ikke bekymret for ikke at kunne finde andet arbejde. Tværtimod har jeg en fornemmelse af, at der vil ske noget spændende til den tid, og jeg glæder mig til at se, hvad det er.

Drømmen er at komme til at arbejde med en eller anden form for IT i arkiv-verdenen, og jeg følger med i opslagene hos Statens Arkiver. De stillinger, de slår op, er jeg bare langt fra kvalificeret til.

Jeg kunne forestille mig fx at lave hjemmesider for lokalarkiver og hjælpe dem i gang med digitalisering af deres arkivalier. Mange lokalarkiver har enten ingen hjemmeside eller en visitkort-hjemmeside, dvs. en side, som rummer oplysninger om telefonnummer og adresse og ikke meget mere. Problemet er typisk bare, at lokalarkiverne lever af almisser, så de har slet ikke råd til at købe bistand udefra.

En dag udser jeg mig et lokalarkiv og tilbyder at lave en side til dem uden beregning. Det kunne give noget erfaring, der senere kunne være guld værd.

En anden mulighed er, at jeg har gjort mig selv så uundværlig i UM, at de bliver nødt til at forlænge min kontrakt. Det ville være godt, for jeg er glad for at være der – der er ”højt til loftet” og de fatter rent faktisk, at når de har ansat en specialist, så er det fordi, de har brug for det, specialisten kan. Det betyder, at de lytter til, hvad jeg siger – og det er jo dejligt.

Som menneske er jeg 95 pct. indadvendt, så min arbejdsdag passer mig godt. 95 pct. af tiden sidder jeg foran min pc og løser problemer for mine brugere. Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke skal være chef. Jeg egner mig slet ikke til, at der konstant er nogle, der kommer og vil have et eller andet, til at gå til mange møder, og til at der hele tiden står fem mand på mit kontor.

Der er ikke så mange faglige udfordringer i jobbet, men sådan er det at være specialist. Jeg har så i stedet selv skabt nogle, og det er fx at være helt skarp til at uddrage essensen af det en bruger skriver en lang remse om og så at kunne besvare henvendelsen i én sætning. Det morer mig og udfordrer mig.

Synes for alvor, jeg endelig er kommet på den rette hylde i UM. Hvor er det skønt at have det sådan med sit job.

Kategorier – 2

Efter to dejlige dage i Viborg på arkivet (LAV), hvor jeg blandt andet har været til møde i ArkivalierOnlines Brugerråd, er det skønt at komme hjem igen; og bare tulle rundt et par timer i mit eget tempo og se om lejligheden kunne tåle at være alene hjemme. Det kunne den godt! Hjemme igen i stilhed er balssam for sjælen for en introvert nørd – omend jeg holder frygtelig meget af at være på arkiv.

Har brugt aftenen på at få rapporteret fra AO brugerrådsmødet og på at sætte kategorier på alle 257 poster i denne blog igen. De røg lige ved et snuptag i aftes. Det er egentligt pudsigt, at jeg kan kategorisere mine tanker om stort og småt siden den 21. juni 2007 i mindre end 30 overordenede kategorier – måske tænker jeg bare for lidt, eller også så bærer tilværelsen virkelig præg af en vis monotoni?

Tid til tanker

Jeg er helt vild med at køre lange strækninger med DSB. En tur til Viborg varer 4½ time og det er tilstrækkeligt til, at man kan nå at mærke monotonien. Efter en hektisk dag på arbejdet er det skønt at sætte sig i en hvilekupé, købe en kop kaffe og så tænde pc’en, og det eneste man kan er at sidde stille og lade sig transportere gennem det, der ligner nat. Ind i mellem kan man tage sig ”en morfar”, rydde lidt op i slægtsdata i Legacy (et projekt jeg næsten kun arbejder med på togture) eller kigge ud i det sorte ingenting og bare nyde denne tid til tanker.

Det er tid, der er ”gratis” og nærmest ustruktureret, og den slags har jeg ikke meget af, fordi jeg hele tiden fylder tiden ud med ting, jeg gerne vil lave. Tænker af og til, at jeg ville blive vanvittig, hvis jeg også havde kæreste og børn, for hvornår skulle jeg så lave ingen verdens ting? Kunne jeg bruge 2½ time lørdag formiddag på planløs Internetsurfing, inden jeg kom i bad?

Efter mange år med megen stress, føler jeg, at jeg er kommet ud af stress-zonen; det bider ikke rigtig på mig mere, som det gjorde i gamle dage (og gudskelov for det), men jeg kan godt mærke en periode med årsafslutning, og 2.700 brugere, der forgæves forsøger at indhente det, de burde have ordnet hele året, og når de så ikke kan finde ud af det alligevel, så står de alle sammen på nakken af mig.

Jeg gør selvfølgelig sit bedste og prøver at nå alle henvendelserne, men lykkes det ikke… tjah, så må vi jo kigge på det i morgen. Vi er jo ikke hjertekirurger, og der er ikke nogen, der afgår ved døden, og selvom det er vældig vigtigt, så er det bare nogle tal, som vi kan rette på, lige til de står i Statsregnskabet – og for øvrigt er jeg ikke ansat som troldmand, men bare som konsulent.

Så er det dejligt at sætte sig ind hos DSB, og køre til Viborg med tankerne på herlige dage på arkivet.

Montagen på P1 lukker

Gennem mange år har jeg om lørdagen tændt for P1 lørdag eftermiddag kl. 14:00 for at høre ugens montage, og der har været så mange gode glimt af hverdagsmennesker, man ellers aldrig ville have truffet. Jeg hører ofte radio og synes, det er en dejlig tid til fordybelse, og tit passer det til at sidde uforstyrret ved computeren og nørkle med enten en hjemmeside eller en kirkebog. Radioen er så dejligt fri for de forvirrede/forvirrende hurtige klip, der ses på TV konstant. Radio er tid til tanker og til tider til mentale hovedbrud. Lige noget for en introvert nørd

I går var det fx montagen om Carsten Nielsen, der blev genudsendt i anledning af Peter Øvig Knudsens 2. bind om Blekingegade-banden. Carsten Nielsen var den unge mand, der kørte galt i sin bil, og i denne bil fandt politiet de afgørende spor, der satte dem i stand til at opklare postrøveriet i Købmagergade, som Blekingegade-banden stod bag.

DRs montager har vundet mange fine internationale priser for bedste udsendelser i genren og adskillige gange er de rendt af med Prix Italia, som gives til bedste montage og bedste dokumentar.

Og pludselig sagde de: “Montagen lukker jo nu her omkring 1. januar på grund af DRs spareplaner“, og så vågnede jeg op!

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal spare noget af det bedste radio væk, mens der stadig skal sendes tonsvis af popsmart familieundeholdning, latterlige quiz- og gør-det-selv-programmer for folk, der ikke selv kan finde ud af at opdrage deres børn, fredag-aften-kl.-20-programmet spækket med dyrt udstyr, der kan hejse deltagerne op i loftet, hvis de kan gætte farven på Christian den 10.s hvide hest, dyre fodboldkampe osv osv. For min skyld kunne de have aflivet Sporten helt. Jeg har det med sport som med sex, man skal dyrke det selv – ikke se det på tv. Og her er jeg vist helt på linie med tidligere kulturminister Jytte Hilden.

Det er intet mindre end en skandale, at de afliver Montagen. Hvad bliver det næste? Radioavisen? Hvad hjælper det at bo i et dejligt nybyggeri udi Ørestaden, hvis der ikke længere er råd til at lave ordentlig radio. Er vi ved at være der, hvor det hele skal være en leflen for laveste fællesnævner. Kors hvor er jeg træt af det!

Herudover har jeg vanskeligt ved at forstå den form for besparelser, når summen, der skal spares, er enorm. Enten så tager man én meget stor udgift for at finde det rette provenu eller også tager man adskillige små udgifter for at finde samme provenu. Gad vide hvor mange udsendelser ad modum Montagen, der går på en Ørestad?

Jeg har tænkt mig at sende DR et link til denne post i min blog, vel vidende at jeg bare er en kunde i et segment, der samlet set er uinteressant, fordi segmentet enten har den forkerte farve eller er for smalt eller hvad ved jeg – men jeg gør det alligevel, for jeg er kunde i butikken DR og betaler det samme i licens som dem i de andre segmenter med de rigtige farver og de rigtige bredder.

Og ellers god søndag!

Guld fra arkivet

Normalt er arkiver nogle jeg søger ind på lørdage i vinterhalvåret, men på siden “Guld fra arkivet” hos Danmarks Radio, ligger en række radioperler lige til at podcaste og høre på pc’en uanset årstiden. Udsendelserne egner sig glimrende til en aften sammen med kirkebøgerne og slægtsforskningsprogrammet Legacy.

Har du savnet samtalens mester Christian Krüger, der var specialist i at interviewe børn, eller forsvarsadvokaten Carl Madsen, der i øvrigt voksede op på Brede sammen med min farfar, fordi Carls far var 1. lærer på den lille skole i det patriarkalske fabrikssamfund, eller montagemesteren Viggo Clausen? Så er de alle og mange flere at finde her.

Det er som at tænde for en svunden tid, hvor radioen var det mest avancerede medie, man kunne tænke sig. Jeg har lige siddet og hørt Viggo Clausens ‘Jeg tilspørger dig’ om unge nygifte, og tror den er fra 50′erne. Skøn udsendelse, hvor der er tid til at lære personerne at kende. Der er godt nok flyttet nogle holdninger siden dengang, hvor de unge mennesker ‘ciklede’ til arbejde.

De unge fortæller blandt andet lidt om boligsituationen i København. Min nye lejlighed er fra 50′erne, og det er en sjov tanke, at de tre værelser dengang sikkert har skullet huse en familie med to børn. Nu skal jeg dele de 79,10000001 kvadratmeter med mig selv. Det er den rene luksus.