Formulér et problem

Er det en kunst?

Nej jeg tror ikke, det er en en kunst at formulere et problem præcist og skærpet, således at den, man spørger, har en chance for hurtigt at svare.

Både i min fritid og på mit arbejde oplever jeg, at spørgsmål stilles så vagt og upræcist, at man, som den, der ventes at svare, bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, hvilket dybest set er spild af tid, forstået som tid, der burde være brugt på noget mere fornuftigt.

Flere slægtsforskningsfora præges af dobbeltydighed og uklarhed. Fx fortæller brugerne en lang historie om oldefar og giver en masse informationer; som læser sidder man tilbage med spørgsmålet: “Hvad er det, du ønsker hjælp til?”

En anden klassiker er at gentage forummets overskrift/navn. På DIS-Forum er der fx et Forum, der hedder “Hjælp til tydning”. Det er mig en gåde af hvilken grund mange derefter starter tråden med “Hjælp til tydning ønskes” – ja selvfølgelig, ellers er det jo det forkerte forum. Det er da mere relevant at skrive fx: “Vejle, Nørvang, Thyregod, dåb 1777″, så kan man som læser lynhurtigt vurdere, om man evt. kan hjælpe.

Jeg lever primært af at supportere et IT-system med 3.000 brugere. Jeg får ofte e-mails ad modum “Det virker ikke”, “den regner forkert” eller “det ser mærkeligt ud”.

Så sidder jeg og kigger lidt på det og tænker, at det vel egentlig ser meget godt ud og prøver at gætte, hvad brugeren mener. Da mit neurale netværk er ret underudviklet, gætter jeg som regel forkert, og for ikke at gøre det, bliver jeg nødt til at returnere nogle spørgsmål “Hvad mener du er forkert, hvad mener du i stedet, der burde have stået, og hvor skal jeg kigge for at se det?”

Brugeren synes sikkert, det er sært, at jeg ikke kan gætte problemet, og irriteres sikkert over at måtte sende endnu en e-mail for at få hjælp. De samlede transaktionsomkostninger for løsning af et banalt problem bliver mindst dobbelt så store som nødvendigt!

Det vil altid undre mig, at der bruges så mange overflødige ord og sætninger, og sendes så mange e-mails som ikke i sig selv bidrager til en værditilvækst. Det hele kunne være klart til den halve pris med en præcis og klar problemformulering.

På samme måder undrer det mig, at mange mennesker mener, de absolut skal telefonere om et problem.

For hvad er det der sker, når folk ringer? Jo de præsenterer problemet, og når de er færdige med det og jeg begynder at løse det/forklare en sammenhæng, så taler de selv videre.

Jamen jeg kan ikke både tænke, arbejde og samtale på én gang – og også i denne situation er omkostningen mindst den dobbelte af, hvad den burde være.

E-mails har en række fordele:

• de besvares i den rækkefølge, de kommer og ingen kan møve sig ind foran i køen,
• jeg kan genbruge mine svar ,
• brugeren kan gemme og genbruge svaret, og
• det er langt hurtigere. Der er ikke mange samtaler, der kan gennemføres lige så hurtigt, som jeg kan besvare e-mails.
• Jo hurtigere jeg kan besvare e-mails, jo flere sager kan jeg tage fra samlebåndet pr. dag.

Nuvel, det er sikkert bare den introverte del af mig, der forsøger at finde argumenter for den måde, jeg i det hele taget kan arbejde på, men jeg mener fortsat, det må være muligt at formulere et problem klart, tydeligt og så på skrift.

ØSC – en succes?

Luftkastellet der blev sprængt…

For snart en del år siden hørte jeg en tidligere IBM-direktør, der har slået sig på at fortælle om ledelse via musik, fortælle om blandt andet de semantiske forskelle på ledelse i Skandinavien og de angelsaksiske lande. Han kom med eksemplet, at det på de angelsaksiske sprog hedder “leadership”, mens det på de skandinaviske sprog hedder “lederskab” – kort sagt: det vi ofrer et helt skib på i udlandet, klarer vi med et skab hos os!

Ugen har budt på endnu et luftkastel, der blev sprængt! Denne gang var det ikke bare en fantastisk bog, der tryllebandt og forblændede – det var den skinbarlige sandhed i form af lønninger til en række medarbejdere i Miljøministeriets departement og institutioner. Havde de så bare været rigtige, havde det jo ikke været en historie – men det var de ikke, skønt de burde være det!

Hele humlen er, at vi i personaleadministrationen har ansvaret for lønnen til vores medarbejdere, mens den konkrete indtastning i Statens Lønsystem forestås af ØkonomiserviceCenteret. Det hele skal nemlig være hammer-effektivt nu! Joh tak… Jeg har i ugens løb set min kollega blive mere og mere hektisk, set hende miste overblikket, hørt hende sige, at nu havde hun mistet overblikket mv. Det skyldes, at en masse medarbejdere, har fået forkert løn, nu hvor ØSC for alvor skal stå på egne ben!

ØSC, der burde besidde samtlige lønkompetencer i staten, kan ikke løfte opgaven – og ude i institutionerne har vi ikke mulighed for – endsige ressourcer til – at løfte opgaven! ØSC har jo fået alle ressourcerne, da vi ikke længere skal løse opgaven. Det er imidlertid så viseligt indrettet, at vi bærer ansvaret for, at tingene er korrekte. Og hvad kan vi så gøre? Tjah vi må gennemgå samtlige lønninger (der er “kun” 3.00o medarbejdere) for at se, om ØSC har lavet fejl…

Forestil dig lige et kort sekund, at du var den der skulle modtage opkald og mails fra dem, der havde fået forkert løn! Og forestil dig dernæst, at du skulle guide den statslige centrale kompetence igennem til at udbetale den korrekte løn. Folk oplever altså deres løn og feriedage som nærmest hellige sakramenter – de er mildest talt ikke glade, når det er gået galt, og de fx har fået en lønseddel, der lyder på, at de skal indbetale 3.000 kr.

Nuvel jeg sidder ikke i sumpen, men har den rolle at sparre med min kollega og tilkalde min ferierende chef, og det er ikke specielt fedt at forstyrre folk i deres ferie! Personligt mener jeg, at ferien er nærmet hellig.  Chefen har imidlertid kastet sig ind i kampen – som en tanker og ikke som et klædeskab! Det er så fremragende at opleve en chef, der bakker om medarbejderne! Det er skønt at opleve en chef, der bakker op om os som medarbejdere og som tager det alvorligt, når en ekspert siger “Jeg har mistet overblikket – jeg kan ikke tage ansvar for dette”.

Min egen rolle er bare at være bindeled – at fornemme om “det er almindeligt piv” eller om det er alvor, når netop denne kollega kommer fire gange på en dag og siger “Jeg har mistet overblikket”. OK – de første to gange tænker man: “Vi må dokumentere problemerne, og drøfte dem”, 3. gang tænker man “Hvad fanden gør jeg?” og 4. gang ringer man til chefen i hendes ferie! Og så er det altså fedt at blive “mødt” – og at hun endda siger “tak fordi I inddrog mig”. Jeg vil gerne i dette offentlige rum sige, at jeg har en kanon chef!

Måske burde jeg slet ikke skrive om dette – men jeg gør det og vil til enhver tid påberåbe mig min ytringsfrihed (selv som offentligt ansat) for jeg synes, det er så urimeligt, at mennesker jeg kender og holder af, mister overblikket, udsætter/afkorter ferie mv. fordi de søger at leve op til et revisionsmæssigt ansvar, som de slet ikke har teknisk mulighed for at løfte.Og fordi jeg slet ikke bryder mig om, at kolleger (gamle som nye – uanset hvor de arbejder) får mundkurv på, og end ikke må fortælle om, hvilket morads, de står i!

Og er alt dette så nyt?

Nej – kollegaen min fortæller, at hun har råbt op om disse problemstillinger siden det hele hed Administrative Servicecentre, lige siden rapporten forelå mv. Men realiteterne går først op forbeslutningstagerne nu, hvor medarbejderne reagerer og siger “min løn er forkert”. Jeg skulle hilse og sige, at det er for sent!

Ugens løb

Sikke en uge…

Mandag: Verdens bedste dag i selskab med min kæreste ven. Nogle mennesker kan skabe helvede på jord for hinanden – andre af os kan på én dag fylde verden med harmoni og glæde bare ved at være sammen.

Tirsdag: fractura radii, extremitas proximalis – fraktur af caput radii (DS 52.1) kl. 07:55. Billedet til højre viser underarmsknoglerne set for forfra. Radius er betegnet med D. Øverst på billedet er albuen og nederste del fører til håndleddet. Caput betyder hovedet på en knogle. Altså et brud på hovedet af radius.

Masser af tanker om, hvorvidt jeg nu kommer til Marokko eller ej – det indebærer trods alt 11 dage i øde egne. Aldrig har jeg da overholdt lægelige forskrifter så godt, og resultatet synes heller ikke at udeblive. For hver dag kan albuen lidt mere, hvilket er meget tilfredsstillende. Jeg tror efterhånden på projekt Høje Atlas igen, men lover mig selv først at tage stilling på onsdag sammen med min læge(s ferieafløser).

Onsdag: Jeg fik læst Camilla Läckbergs “Tyskerungen” færdig. Efter hvad jeg har læst på det seneste, er jeg ikke imponeret. Og jeg tror ikke, jeg vil købe flere af hendes bøger.

I stedet er jeg begyndt på “Livlægens besøg” af Per Olov Enquist: “En stor og gribende kærlighedsroman, et trekantsdrama, hvor aktørerne er den tyske livlæge, den magtløse enevoldskonge og den unge dronning Caroline Mathilde, der i det erotiske møde med Struensee vokser til kvinde.” Den tegner rigtig godt!

Torsdag: “Der er kun ét “d” i avocado”. Til frokost talte vi om, hvorvidt det har betydning, at man behandler sproget korrekt – eller i hvert fald gør sig umage med at prøve på det. Det startede faktisk bare med, at en sagde “advocado” – og den slags kan jeg ikke rigtig sidde overhørig, og så blev jeg mobbet resten af dagen. Det er OK, for jeg kan godt tåle det, og jeg ved, at det ikke stikker dybere.

Men der er altså ikke advokater i avocado og man kan heller tilspørge dem om noget – (ad voco = tilspørge), så der er kun et “d”. Det undrer mig bare, at der findes mennesker, der ikke søger at optimere sprogbrugen og at omgås sproget så omhyggeligt som muligt. De sagde, at de slet ikke ser/hører det. Hrm… Selv ser og hører jeg ikke resten, hvis der er sådanne tåbelig fejl, der let kunne være undgået.

Torsdag var også dagen, hvor Nicki Sørensen vandt en fantastisk etapesejr i Tour de France – 12 etape til Vittel. Han kørte alene op til et udbrud. Han stak af fra samme sammen med Calsatti, som han derefter kørte træt og så stak han af 22 km. før mål og kørte, og kørte, og kørte, og var i mål mere end 6 minutter før de øvrige. Vanvittigt – fantastisk. Han lignede nærmest Lance Armstrong. Nicki Sørensen er i øvrigt meget meget bedre til at køre på cykel end til at tale engelsk – og følgende bemærkning fra interviewet lige efter etapesejren er guld værd: “It hasn’t really gone up for me yet”. Det er jo sådan lidt “julekalender-engelsk”, hvilket fik TV2 til at kalde det “Its is hard to be a cykelmand”.

Kun under Tour de France kan mit TV vise TV2; resten af året er jeg lykkeligt forskånet for dette reklamehelvede, som de i år har suppleret med diverse amatører, der kører op ad Mont Ventoux i en simulator. Det er naturligvis også meget vigtigere at vise billeder af dette end at vise det rigtige cykelløb! I går fredag skiftede de ved Gud over til reklamer, nyheder og reklamer lige på det tidspunkt, hvor rytterne var på vej op ad en af de stejle stigninger! Måske skulle jeg prøve at forlige mig med Eurosport i stedet?

Fredag: En dejlig dag på arbejdet! Det hele er pt. meget stille, så vi har tid til at gøre noget af alt “det, der kan vente”. En kollega havde derfor revideret en vejledning om barselsregler, der ikke havde været revideret siden 2006, og nu ville hun gerne have en sproglig gennemgang samt have det på Intranettet. Hun spurgte om min hjælp til det, og det er jo lige mine kernekompetencer, og noget af det jeg faktisk er ansat til i halvdelen af tiden (det står der i hvert fald i mit ansættelsesbrev) – men som altid skubbes væk på grund af brugersupport, nu suppleret med brugeroprettelse og -vedligeholdelse på grund af ØSC – Grrrr.

Vi fik i fællesskab skruet noget sammen, som vi blev tilfredse med, og det blev lidt bedre end det, vores Sharepoint CMS kan bidrage med, fordi jeg kan skrive lidt HTML-kode i hånden. Man kan så undre sig over, at man i Sharepoint ikke kan lave dokument-interne links!

Selv synes jeg, det er rigtig dejligt at komme til at bidrage med noget af det, jeg ved, jeg er er god til – og som jeg synes er sjovt.  Der er noget enerverende i konstant bare at løse enkeltsager for brugere. Det er ren Sisyfos: spørgsmål ind, svar ud dagen lang. Jeg tænker til tider over, om man ikke i længden bliver dum af det?

Konsekvenser af ØSC

Centralisering

Det var da godt, jeg gik seks år på uni…

Nogle mennesker fører sig frem med, at de er akademikere, og går meget op i, at de har en videregående uddannelse. Personligt er jeg ligeglad, hvad folk er, og hvad jeg selv er, bare opgaverne bliver løst – på den anden side vil jeg heller ikke undskylde, at jeg har en uddannelse, som jeg i øvrigt har betalt af på i 15 år.

I disse dage mærker vi i mit kontor og på mit lille område for alvor konsekvenserne af Økonomiservicecenteret (ØSC) – den finansministerielle prædefinerede succeshistorie. Den 1. juli har vi nemlig fået mellem 33 og 50 pct. af opgaverne tilbage i hovedet igen, mens medarbejderne sidder i ØSC og formentlig vil komme til at trille tommelfingre mellem lønkørslerne. Det er sådan set ikke nogen hemmelighed, for alle taler om det.

Selv hekser jeg rundt med at oprette og ændre brugere af mTID. Det havde jeg nu ikke behøvet at gå seks år på uni for. Det er en triviel opgave, som andre kunne løse, og som vi fra 1. oktober forhåbentlig har fuld systemunderstøttelse til.

Alle er sådan set enige om, at opgavesplittet (altså det at splitte den samlede effektive fremstilling af ydelserne ad) på vores område er et teknologisk tilbageskridt. Vi skal have fat i hver opgave flere gange nu – dels i mit eget kontor, dels i ØSC. Hver ydelse er således blevet dyrere at fremstille.

Er man imidlertid snæversynet og ser man alene på, hvor billigt ØSC kan drives, så er det jo helt fantastisk. De startede med at bruge x årsværk og nu bruger de kun x/2 årsværk. Se sådan skal det gøres. Sandheden er imidlertid, at institutionerne (ØSCs kunder) er nødt til at investere i både IT- og humane ressourcer for at drive butikken.

På mit lille område regner jeg med at bruge over en million kroner i år på at udvikle systemer til bare at få tingene til at fungere igen. Der er faktisk ikke nogen, der vil se en værditilvækst – det er jo ret basale ting, vi bare skal sørge for fungerer igen, ex at udbetale løn til studenter…

Gad vide hvornår denne prædefinerede succes krakkelerer? Hvornår går det op for pressen samt Hr. og Fru Æggemad at dette er det største politiske teater i årevis? Vi har vænnet os forandringer i staten, og de er helt i orden! Dette er bare første gang, det vedrører hele butikken på én gang og første gang, man går ud og peger på Jensen, Hansen og Pedersen og siger “Du skal flytte, for din opgave flytter”.

Da vi jo ikke er særligt uintelligente i institutionerne, arbejder vi selvfølgelig på hurtigst muligt at komme idiot-arbejdet til livs. Vi bygger systemer, der gør, at mennesker ikke skal sidde og skrive det ene systems oplysninger ind i det andet system. Vi kan hos os være klar med systemunderstøttelsen ca. 1. oktober.

Skulle den opmærksomme læser nu spørge “Hvorfor så ikke vente med at ændre arbejdsgangene til I har systemunderstøttelsen på plads?” er svaret, at den prædefinerede politiske succes ikke kan vente på virkeligheden.

Havde jeg ikke tidligere aversioner mod politik, så har jeg i hvert fald fået det nu – og medens jeg således sidder og gumler på mine aversioner, kan jeg jo overveje, hvor længe jeg finder, at det statslige teater er en attraktiv arbejdsplads…

Statens IT 2

Der var en interessant e-mail fra Statens IT i mailboksen her til morgen :

Mailen stammer fra en nyhedstjenste alle kan tilmelde sig på deres hjemmeside, så der er ikke noget galt i at videregive den herunder:

“På baggrund af den usikkerhed om etableringen af Statens It, som dagens presseomtale kan have skabt, har Finansministeriet og Skatteministeriet meddelt følgende:

Statens It
Den model for samling og konsolidering af statens administrative It, der er udarbejdet, indebærer højere omkostningerne end forventet. Samtidig er projektet komplekst, og der er betydelige risici forbundet med at gennemføre det. Der er også fortsat usikkerhed om, hvor store gevinster der kan opnås.

Det betyder ikke, at planerne for at konsolidere den statslige administrative it aflyses. Private virksomheder har igen og igen vist, at de kan realisere betydelige gevinster på it-konsolidering. Og alt tyder på, at der også fortsat er et potentiale i staten.

Skatteministeriet og Finansministeriet vil derfor bruge den kommende måneds tid på at revurdere projektet, herunder vurdere om det foreliggende projekt for Statens It kan gennemføres trinvist og ved lavere omkostninger, eller om der er behov for en anden model for konsolideringen af den statslige administrative it. Øvrige ministerier vil blive inddraget i overvejelserne.

Beslutningen om den fremtidige organisering vil blive truffet på baggrund af analysen af de forskellige alternativer. Den allerede etablerede organisation opretholdes i analyseperioden og medvirker ved revurderingen af projektet. “
——-

Og hvad er det så der står – jeg forsøger mig med en fortolkning, der naturligvis hverken er objektiv eller politisk korrekt:

• Afsnit 1: Det bliver dyrere end ventet, det er sværere end ventet, og det er usikkert, hvor stort effektiviseringspotentialet egentlig er.
• Afsnit 2: Men uanset afsnit 1 så vil vi dette her! Det er jo et politisk projekt, og det skal genneføres også selv om det måske slet ikke kan betale sig.
• Afsnit 3: Nu kigger vi på det hele én gang til. Det vi nu har brugt 12 måneder på at nå frem til, kan vi sikkert gøre bedre på 1 måned. “Vi hører, hvad I siger”, så vi spørger lige jer i de andre ministerier en gang til, men det betyder naturligvis ikke, at vi gør, som I siger.
• Afsnit 4: Når der er foreligger en analyse, vil vi træffe en beslutning på baggrund af denne. (Red.: Ja, hvorfor ellers lave en analyse). Alle de medarbejdere vi allerede har ansat, og som løber rundt ude på Rentemestervej i København NV skal være med til at kigge på det hele igen. (Red.: Godt man ikke er ansat i Statens IT.)

Statens IT

Centralisering

Det er fedt at være bureaukrat!

Jeg hørte det ikke selv i morgenradioen, men sædvanligvis velunderrettet kilde ville vide, at meddelelsen om, at Statens IT alligevel ikke bliver til noget, var i Radioavisen allerede kl. 06:00.

Jeg satte mig ikke ned og græd, da jeg hørte det. Faktisk var jeg ikke engang særlig overrasket, og faktisk er jeg bare ondsindet nok til at fryde mig lidt over, at det ser ud som om, vi muligvis på IT-området får lov til at passe vores arbejde lidt endnu. For det er nok en stakket frist.

Det finansministerielle ekspress- og særtog, standser næppe ved alle stationer, og de, der måtte befinde sig på banelegemet, bliver helt sikkert kørt over. “Gå ikke over sporet – der kommer tog!”

Jeg har samlet lidt fra Computerworld i dag:

• 09:32 DR: Lars Løkke dropper Statens IT. Regeringen har ifølge DR valgt at skrinlægge Statens IT.
• 09:50 Finansministeriet trods rygter: Statens It lukker ikke. Statens It er på vægten i disse dage. Finansministeriet afviser en lukning af projektet trods rygter.
• 11:40 Formand: Forløb med Statens It en katastrofe. “Kommunikationen om Statens it er en katastrofe,” mener Pia Brade, formand for it-fagforeningen Samdata, der bliver kimet ned af nervøse it-folk.
• 13:10 Direktør: Statens It forsinkes i to-tre år. Det kommer til at tage to-tre år ekstra at skabe Statens IT. Direktør Jan Cilius Nielsen fastholder, at det nye it-supercenter ikke er på vej i graven, det bliver blot længere tid undervejs.
• 14:22 S hiver Lars Løkke i samråd om Statens It. Socialdemokratiet revser finansministeren for dårlig styring af Statens It.

Gad vide hvad det kan ende med? I aften er der vel en grund til at tænde for TVA

Hvorfor begejstres over en fiasko?

Ganske enkelt fordi vi nu er en række institutioner, der på et andet centraliseringsramt område (løn), har erfaring! Jeg ved ikke, hvad de andre tænker, men jeg kan på mit lille område med tidsregistrering, som har temmelig meget med løn at gøre, oplyse, at vi er i færd med at nedbryde effektive elektroniske arbejdsgange og opfinde nye papirbaserede rutiner. Det er galmandsværk. De Administrative Servicecentre, Økonomiservice Centret og Statens IT er projekter, der af politiske årsager på forhånd er dømt til at blive successer. Men det bliver det aldrig.

Vi kan muligvis efter en række investeringer og en pokkers masse arbejde få det til at fungere igen… naturligvis ikke så effektivt, ikke så smart, ikke så elektronisk og elektrisk – det er derfor, det er fedt at være bureaukrat. Vi må opfinde nogle flere manuelle arbejdsgange, så bliver der flere af min slags, og selv kommer jeg da ikke til at mangle arbejde på denne side af Lars Løkke.

En god ven i konsulent-branchen henledte min opmærksomhed på noget skægt med den terminologi, der anvendes i øjeblikket: ‘Opgavesplit’! Nu har vi (også min gode ven og jeg) i årevis tudet vores kunder og kollegerne ørerne fulde af, at man skal kigge på den samlede proces, der fremstiller varer og tjenesteydelser til kunderne, for derved kunne vi arbejede mere omkostningseffektivt. Nu splitter vi det hele ad igen med opgavesplit!

Nå – men det er jo ikke mit liv, ikke mit hjerteblod, som det var engang. “I’m in it for the money” og jeg skal have financieret min fritid – og der er nok at lave fremover. Det tager nemlig lang tid at splitte det hele ad.

Ny igen igen igen

Center for Koncernforvaltning - Logo

Måske er jeg alligevel forandringsparat?

Siden den 1. september 2008 har jeg arbejdet for Miljøministeriet, hvor jeg har driftsansvaret for vores tidsregistreringsapplikation mTID og har 3.000 brugere, som jeg prøver at hjælpe med allehånde store og små problemer med applikationen.

De statslige forandringer med centralisering af det ene og det andet har stor betydning for mit ansvarområde, så jeg er i den lidt pudsige situation, at jeg på 4½ måned har siddet i tre forskellige institutioner på ministerområdet.

Kort- og Matrikelstyrelsen - Logo

Det hele startede i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Da vi lukkede og slukkede midt i november flyttede mTID og jeg hen i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS), hvor jeg sad til ultimo januar. Nu er jeg så flyttet derhen, hvor jeg synes, jeg hører til – Skov- og Naturstyrelsen, hvorfra vi ikke alene styrer skovene og bøgetræerne, men også medarbejderne på hele ministerområdet. Det gør vi fra ‘Miljøministeriets Personaleadministration’ (MPA).

Skov- og Naturstyrelsen - Logo

Hvis jeg på forhånd havde vidst, at jeg skulle flytte så meget på så kort tid, havde jeg nok været lidt bekymret – for jeg er ikke så meget for forandringer; men jeg må sige, at det er gået over al forventning! Kollegerne er søde, rare og hjælpsomme og kulturen på ministerområdet er resultatorienteret på den gode måde. Jeg har været andre steder, hvor det at være resultatorienteret ofte kom til at betyde, at det var OK at træde på andre. Det tiltaler bestemt ikke mig.

Situationen er selvfølgelig også lidt speciel: Jeg er specialist på et lille bitte område og jeg er den eneste blandt 3.000, der kan tumle mTID på mit niveau. Nogle gange er det fedt at have monopol

Nu mangler jeg kun én flytning nemlig til et nyt lokale. For første gang i mine snart 19 år som bureukrat skal jeg flytte ind i et nyt og nymalet kontor. Min eneste bekymring er, at der nærmest ikke kommer dagslys ind… Nåh – men jeg må sætte mig helt oppe i vindueskarmen. Det er i hvertfald ikke lyset der skal skille os ad.

Perle eller Perker

Først og fremmest undskylder jeg overfor mine læsere, at jeg ikke har været trofast i januar. Jeg har en hel masse undskyldninger:

1. Jeg er flittig ovre på min slægtsblog, og har tastet mere end 14.000 af Nygårds sedler ind – og det nu tager lidt tid. Nygård var arkivar og skrev sådan godt ½ million uvurderlige små sedler med bidrag til jysk personalhistorie i bred forstand. Der er tale om et helt unikt seddelværk, som vi nu er en flok mennesker, der har sat os for at digitalisere.
2. Arbejdsåret startede med noget, jeg ikke er god til: For meget arbejde i to uger. Jeg har en høj produktivitet og en uhyggeligt stor produktionskraft (er der en, der engang har sagt til mig), men jeg er dårlig til at se det hele vælte ind over mig. Jeg bliver bange og føler mig utilstrækkelig; de gamle stress-symptomer kommer farende og vælter mig bagfra også selvom det slet ikke er rimeligt og er lidt ude af proportioner. Arbejdet er blevet normaliseret igen – og alt er i orden. Jeg følte mig bare uprofessionel et par uger – og øh… det blogger man jo ikke om vel? Vi er da ordentlige mennesker, der kan styre vores stress ikke?
3. Jeg har været “kulturel” og set “Phantom of the Opera” med en kær ven – og det kommer der en særskilt post om, for det var forrygende. Vi sad på 1. række i “Det ny Teater”; og det var som at være der selv – altså som at være i Paris i 1911 og 1891; lysekronen fløj i bogstaveligste forstand om ørerne på os, orkesteret spillede for fuld musik – og for fuld damp. Jeg har aldrig tidligere oplevet en musical live (og har altid slukket for dem i TV), så det var waughhh…
4. Jeg har været i kirken til en fremragende sogneaften med Sulaima Hind i aftes. Jeg kunne have hørt på hende i timevis. Her var en kvinde med et budskab og en fortælleevne langt ud over det sædvanlige! Allerede ved 11:30-tiden i dag havde jeg haft gårsdagens foredrag i tankerne flere gange Hun er ikke så glad for, at man skriver om hendes foredrag – så herfra er min mund lukket med syv segl (eller er det sejl – ihukommende Kaptajn Haddock?)

Københavns Politi

Nu er jeg så kommet gennem undskyldningerne for mit fravær og kan begynde på dagens emne: Perle eller Perker.

Det sker, det er morsomt at høre radioavis. Det skete i dag! Politidirektør Hanne Bech Hansen (som jeg ellers er stor ynder af, fordi hun har skabt revolutioner i Københavns Politi, som hun engang fortalte om i en “Løkkegaards” på radioens P1) udtalte med stor sikkerhed, at en af hendes medarbejdere havde kaldt en demonstrant “Perle” og ikke “Perker” som et hold sprogprofessorer og demonstranten ellers selv mente, der blev sagt.

På en eller anden måde blev jeg lige sat tilbage til de gode gamle Poul Eefsen-dage, hvor man kunne klage over politiet – til politiet!

Er det da ikke fuldkommen latterligt at forestille sig, at Københavns Politi nu begynder at kalde deres “kunder” for “perle”? Jeg måtte le. Det er da helt ude i hampen. Tænk at man udstiller sig selv på den måde!

Hvis de er begyndt at kalde mørklødede demonstranter for Perler – så har Hanne Bech Hansen i sandhed skabt revolutioner siden de 80′ere, Sulaima Hind fortalte om i aftes. Jeg kan bare ikke tro det – og det lyder som en vittighed. Men således er jeg da klædt på til en fin weekend.

Ny – igen

Jeg har haft den mærkelige oplevelse på seks sølle uger at blive svejset rigtig godt sammen med mine kolleger i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Syntes virkelig, at jeg var kommet på den rette hylde sammen med nogle andre administrative nørder; de ‘nørdede’ ganske vist med noget andet end mig, men vores referenceramme var den samme: vi fremstillede forskellige former for administrative ydelser til vores kolleger i det ganske Miljøministerium.

Det var vemodigt at sige farvel til dem alle sammen i fredags! Vi lukkede og slukkede for Center for Koncernforvaltning (CFK) med en frokost på TRIBECA NV (som varmt kan anbefales – også til mere festlige lejligheder end gravøl for en idé man troede på) og nu er vi så spredt for alle vinde. De fleste er taget til Økonomistyrelsen for at blive indrulleret i Økonomiservicecentret og selv er jeg flyttet over i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS); et sted med en masse kort og en masse bornholmerure… Kerneydelsen dér er at lave kort, så man kan blive noget ensom, når man tænker administration og koncern.

Jeg er bekymret for fremtiden, for der er mange opgaver, der flyder af ‘mit’ system mTID som Økonomistyrelsen/ØSC hverken vil eje eller have. Argumentationen fra ØSCer både fornuftig og forståelig, men jeg synes, der mangler en stillingtagen til, hvad der så skal ske med disse opgaver. Nu er det ikke fordi jeg ikke vil løse dem, men mere fordi jeg ikke har de informationer, der er en nødvendig forudsætning. ØSC har nu fået/overtaget CFKs ressourcer, men en del af opgaverne vil de ikke have med i købet! Jeg har været budgetbisse længe nok til at se, hvem der har scoret gevinsten i dette politiske spil.

Argh… det bliver præcis som jeg i min store visdom spåede i starten af året. Vi skal nu igennem en lang proces, hvor vi skal knokle bare for at få tingene til at fungere igen.

Ny

Så er jeg omsider startet i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning. For en uge siden havde jeg sommerfugle i maven og den snigende usikkerhed “kan jeg nu magte dette?” Normalt synes jeg, at de første tre måneder på en ny arbejdsplads er lidt af en krise, for jeg hader at være ny! Hader følelsen af at have været til samtale og have overbevist dem om, at der er et par småting, jeg er nogenlunde god til – og når så dagen oprinder kan jeg ikke engang finde en papirclips eller finde ud af, hvilken printer, der skal være min standardprinter.

Men afmægtigheden har ikke fået lov at tage over denne gang. Her efter en uge har jeg følelsen af at have nogenlunde styr på den ene halvdel af mit job, nemlig den del, der drejer sig om tidsregistreringssystemet mTID, som jeg kender som min egen bukselomme, men hvor jeg skal finde ud af, hvordan de otte institutioner under Miljøministeriet bruger det. Der er jo ikke den store magi i et IT-system, så her efter den første uge går det så mænd ganske udmærket med det.

Den anden halvdel af jobbet har jeg ikke taget fat på endnu, men den handler om Intranet og kommunikation og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg håber, der vil blive gode muligheder for at skrive selv og at tilrette fagfolkenes tekster, så de bliver læsværdige også på nettet. Det er lidt af en kunst at skrive på nettet – ganske enkelt fordi vi læser anderledes hér.

Om ganske kort tid findes Center for Koncernforvaltning ikke længere, og jeg har altså ladet mig ansætte i en virksomhed, der er i færd med at lukke og slukke. Institutionen lukker, fordi opgaverne opsuges af Økonomiservicecenteret (ØSC) og Statens IT som led i en kæmpemæssig centralisering i staten. Det er naturligvis en mærkværdig fornemmelse, at de mennesker, jeg er gået i gang med at lære at kende som mine nye kolleger, om ca. en måned ikke længere er mine kolleger. Om en måned er det hele splittet i atomer, og i skrivende stund ved jeg ikke rigtig, hvor jeg selv havner.

Men på forunderlig vis betyder det ikke så meget for mig, for jeg har jo taget skridtet ud i det ukendte fra alt det kendte i Udenrigsministeriet, hvor jeg nåede at være i 3½ år. Hvis jeg bare har adgang til mine systemer og databaser kan jeg for så vidt sidde “på månen”. Og én ting har jeg allederede erfaret: det er rigtig rart at sidde et sted, hvor hele institutionen producerer administration. Pludselig laver man institutionens kerneydelser og er ikke længere “administrativ dødvægt”, som der helst skal være mindst muligt af midt i en politisk tænkende organisation. Dette var faktisk et af de vægtige argumenter i rapporten om de Administrative Servicecentre (ASC) – på dette punkt føler jeg virkelig, at forfatterne har ramt plet.