Stegemüllers vindue mod verden

Hvorfor skal de unge skynde sig gennem uddannelsessystemet?

Bertel Haarder er ude på sit sædvanlige sommertogt mod det såkaldte fjumreår; der er anløb i hver en havn. En af havnene er Kristeligt Dagblad, der har haft en række artikler om emnet. En enlig mor til fem tog for nogle dage siden til genmæle - heldigvis - og fortalte om, hvordan hun havde skubbet dem alle afsted på rejser, højskoler mv.

Jeg bryder mig for det første ikke om ordet “fjumreår”. Hvordan pokker har vi fået desavoueret datidens dannelsesrejse til et “fjumreår”? Det er at bygge sproglige knejper - ikke katedraler.

For det andet ser jeg ikke nogle “fjumre” - jeg ser dem i stedet vende hjem fra udlandet, fra efterskoler, fra højskoler mv. som ændrede og større mennesker, der er på vej til at blive voksne.

Jeg havde ikke chancen for at gøre ophold, muligheden for at sætte tiden i stå, efter studentereksamen. Det var bare videre, videre, videre - blandt andet for at kunne beholde det kollegieværelse jeg havde været så heldig at få, inden jeg startede på studenterkurset. Hvis jeg gjorde ophold i uddannelsesforløbet, ville jeg miste min bolig, hvilket jeg ikke kunne overskue.

Da jeg havde bestået embedseksamen på normeret tid, skulle jeg finde et job, og siden er tiden gået med at arbejde. Højskoler og andre ting, der kan berige, gøre klogere på andet end det snævert faglige og ‘gøre større’, er henlagt til sparsom ferie og fritid.

Hvilken lykke ville det ikke være som voksen at flå et år ud af kalenderen og få nye input? Tænk hvis der fandtes højskoler med årskurser for voksne erhvervsaktive? Tænk hvis man kunne få lov at sætte sig ned og få serveret noget kultur, viden, dannelse til formiddagskaffen og dyrke sport hele eftermiddagen? Tænk hvis man kunne få lov til bare at modtage og ikke altid skulle yde?

Havde jeg børn, ville jeg forbyde dem at race gennem uddannelsessystemet, for de par tidslommer i livet, der ligger efter henholdsvis folkeskole og gymnasium, kommer aldrig igen. Når man først er begyndt at betale ind på pensionsordningen, er der ingen vej tilbage.

Jeg er klar over, at der er mangel på arbejdskraft for tiden, men der må være alternative løsninger på det problem. Hvis vi gav dannelsesrejsen en renaissance, ville vi med garanti få en bredere funderet arbejdskraft, måske endda med en højere produktivitet (hvilket i sig selv kunne være en del af løsningen på den for lille arbejdsstyrke)?

Denne tankegang er måske for abstrakt for den siddende regering?

Semikolon

Jeg er en, der har svært ved at sætte punktum i livet; så hellere nogle helvedes store semikoloner. Jeg kan ikke sige farvel - og jeg bliver aldrig god til det. Vil altid stå og træde mig selv over fødderne af savn, allerede før det er begyndt.

Dagen i dag var min sidste rigtige arbejdsdag i UM. Jeg kommer ganske vist ind og laver noget for jer i uge 34 - men det var nu, det var nu. Jeg bliver bare aldrig god til de stunder, hvor det er nu, det er nu.

Jeg bryder mig ikke om det definitive. Jeg bliver altid bange for de øjeblikke, der ikke kommer igen! Jeg bliver altid bange for det sagte ord, for hvis det var u-rigtigt, kan det jo ikke trækkes tilbage! Man kan i realiteten ikke sige: ‘jeg mente det ikke’… Ord, der er sagt, kan man ikke markere og trykke ‘delete’ på.

Det var i dag jeg havde inviteret ‘Gud og hvermand’ til reception, ganske sådan som vi ikke gør det i UM: bare en flok kolde pilsnere og vand og nogle økologiske chips. ‘Og hvermand’ kom - kun Gud eller en af Hans repræsentanter manglede.

Thomas-chef holdt en fin tale, som jeg blev virkelig glad for og rørt over, hvor han bl.a. sagde, at når man sådan lige lærer mig at kende, tror man, jeg er et meget lukket menneske, men hvis man søger lidt med lys, lygte og Google og finder min hjemmeside, finder man ud af, at jeg er et meget åbent menneske.

Søde Thomas - det har du ret i! I personlighedstests (1) bonner jeg altid ud som ‘en man skal gøre sig fortjent til at lære at kende’ - det er nu nok så meget sagt; men jeg værner inderligt om min personlige integritet, og jeg skelner skarpt mellem det personlige og det private! Jeg har ingen problemer med at lægge det personlige på nettet - men det private holder jeg hos mig selv - for der er skatte i verden/livet, der er for store at dele! Din tale i dag viser mig, at jeg gør ret i altid at ’skrive som om chefen læser med’ (kapitel 1 i grundbog for bloggere).

Tak for dine besøg på min blog, tak for at du læser med,  - tak for at du kan lide, hvad du så, og for at du kan lide min skriftlige fremstilling. Det betyder meget for mig, når nogle kan lide, hvad jeg skriver - og ikke mindst måden jeg gør det på.

Jeg prøver altid at bringe lidt ‘poesi’ ind i det skrevne ord på bloggen, for det er et af de få tilbageværende steder i livet, det er muligt at gøre det, nu hvor vi aldrig skriver et brev længere. Min skrivestil er jo slet ikke UM’sk, men jeg har fået så mange positive kommentarer, at jeg alligevel tør tro, den er OK.

Kære Anne - Jeg havde tænkt meget over, om jeg nu turde nævne dig - og det - og gøre det direkte ved navn i dag! Men når alt kom til alt, var jeg ikke i tvivl. Du har betydet ufatteligt meget for mig og mit liv -  dengang, nu og i fremtiden; du har reddet mit liv - og det ville jeg gerne takke for in publice.

“Måske dét er, hvad
det vil sige: at være en ven,
når alt kommer til alt”

Resten af digtet oversat af teologen og psykoterapeuten Bent Falk, kender du - det er det smukkeste i verden. Og på mange måder har vi delt det smukkeste - nemlig afgørende øjeblikke i livet!

Kære kolleger fra alle afdelinger/kontorer i ude- og hjemmetjenesten - tak for alle de fine blomster, søde mails, den dejlige vin, de fede øl, de søde kort, de fine blomster, den fede portvin osv. I var med til at give mig 3½ dejlige år i UM! Uden jer var det bare aldrig gået så godt, som det gik. Jeg synes, vi i fællesskab har udrettet noget unikt!

Jeg var ensom i starten i UM, lige til jeg fandt ud af, at jeg bare skulle mødes med jer ‘tømrere’, når jeg ikke kunne finde ud af det med ’snedkerne’, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg tjente UM bedst ved at undgå at gætte på, hvad I forventede, men bare komme med min almindelige professionalisme!

En af de allerførste ting jeg lærte om administration fra en topchef fra Finansministeriet, da hun kom ud til os i Arbejdsskadestyrelsen som vicedirektør i 1992 var: “Hanne, du skal altid huske at spørge dem, der laver arbejdet!”. Jeg havde lige kvajet mig med et eller andet - og hun sagde det på en fin måde, men det var rigtigt. Det har jeg taget med mig, fordi det i sin banalitet er så rigtigt. Med disse ord er jeg kommet godt både forlæns ind i - og ud af - mange statslige institutioner. Og hver gang jeg starter et nyt sted tænker jeg på salig Karin Kristensens ord! Hvis nu alle gjorde sådan, ville det måske være lettere at skifte chef!

Kære KnowledgeCon a/s: Vi har fulgt hinanden i op- og nedture siden 2000. Det, håber jeg, vi vil bliver ved med. Tusind tusind tak for den smukke kurv - når jeg nu ved, I ikke giver mig en kurv! Vi kæmper i fællesskab videre i Center for Koncernforvaltning (CFK)..

Det lykkedes mig at holde en tale. Faktisk synes jeg, at jeg er et fjols til at holde tale, men jeg havde noget på hjerte, noget ville ud - og egl. var jeg også bare ligeglad, om det nu var fint og formfuldendt eller ej. Jeg ville sige tak for 3½ dejlige år.

I skal alle vide, at jeg bliver rigtig glad for enhver kommentar her på bloggen eller pr. e-mail. Intet er for småt - intet er for stort.

Tak for gode år! Jeg vil savne jer!

Knus Hanne - Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så mange kys og knus på én dag…

(1) Konklusion på leder-test - 2003: Kreativ, særdelses intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhen overfor kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for behov for håndgribelige, målbare resultater.

Politiken skriver: Danskere, der via mail søger råd om private forhold hos en præst, risikerer fra nytår at havne i svensk terror-overvågningsarkiv.  Læs resten her.

Hvis jeg nu var ansat i Kirkeministeriet og havde med IT at gøre, ville jeg se at få flyttet mine servere i en frygtelig fart, for hvordan skal præsterne kunne garantere deres ‘kunder’, at de overholder deres tavshedspligt?

Af blandt andet den trykte udgave af Kristeligt Dagblad fremgår det, at det ikke har været muligt at få en kommentar fra kirkeministeren - men professor ved Københavns Universitet Mads Bryde Andersen mener nu ikke, at danskerne behøver at bekymre sig, med mindre de i forvejen er småkriminelle.

Jeg sidder og tænker på, om jeg tør sende en præst en mail i fremtiden - for hvordan skal en server kunne vide på forhånd, om jeg er kriminel? Jeg kan kun se to muligheder:

1. Svenskerne høster alle mails, og bliver jeg senere kriminel, kan de jo se, om jeg tidligere har haft skrevet til en præst om mine kriminelle planer? eller
2. Man indhenter oplysninger om alle dømte (og sigtede, mistænkte og anholdte?) og sender de en mail til en præst om noget kriminelt, klapper fælden?

Sædvanligvis er det de borgerlige, der gang på gang føler deres retssikkerhed krænket - men lige nu føler jeg min retssikkerhed krænket.

Det undrer mig faktisk, at det ikke er alle dele af det offentlige i Danmark, der selv sørger for deres server-park. Men det kommer måske ganske af sig selv med de Administrative Servicecentre (ASC) når SKAT skal tage sig af samtlige servere i staten (lige bortset fra UMs).

Der er nu noget trygt over gode gamle UM: Vi er så hysteriske med både vores fysiske sikkerhed og IT-sikkerheden, at det er lige før, man som medarbejder ikke kan få lov at se på Danmarks Radios hjemmeside. Da jeg startede derinde, syntes jeg, det var noget besværligt. Her 3½ år efter, er de høje sikkerhedskrav noget, jeg synes, vi kan være stolte af. Send mig bare en mail på arbejdet - vi sender den ikke via Sverige; det væste, der kan ske, er, at den ikke når frem…

Politiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”

Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:

1. Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
2. Mænd er mere ensomme end kvinder

ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner - maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!

ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.

Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!

I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet - jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen - kommunikationsdelen - drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven - og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg - trods stort besvær - ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang - for mig!

“Fremtiden interesserer mig umådeligt meget, for det det er dér, jeg skal tilbringe resten af mit liv.” Mark Twain.

“Administrative servicecentre. Fremtidssikrer statens administration ved at skabe stærke faglige og interessante miljøer, så det bliver lettere at fastholde og rekruttere medarbejdere.” Økonomistyrelsen.

Jeg har været til møde i min kære ERFA-gruppe for tidsregistreringssystemet mTID, og det er dejlige møder, for dér er jeg sammen med kolleger, der har fingrene i mulden, og sidder og bokser med det samme “staten rundt” fra Kirkeministeriet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som jeg gør i Udenrigsministeriet. Jeg er vild med disse møder, for dér føler jeg, at jeg møder kolleger! Det er helt ærgerligt, at det kun er ca. fire gange om året.

Dagsordenen var fra leverandørens - KnowlegeCons - side, at vi skulle træffe beslutning om en række rigtig fede muligheder i vores tidsregistreringssystem, som kan gøre det lettere og mere effektivt at løse en række opgaver på personale- og lønområdet.

Og her dukkede centraliseringsspøgelset desværre op for fuld kraft. Alle sidder og lurepasser og ingen tør træffe beslutning og bruge et eller andet beløb (max 125.000 kr.), for de Administrative ServiceCentre (ASC) er jo nok lige om hjørnet! ØV - det er et åndssvagt år præget af beslutningsangst, hvor alle venter på, at andre stikker den første lussing, og ingen ønsker at få den!

Realiteten er, at ASC vist ikke er lige om hjørnet, og at ting tager tid, og at ASC først nu er ved at tænke over et udbud om den fremtidige lokalisering (= hvor skal mit skrivebord og min pc stå om x år?). Det vælter ganske vist ud af Økonomistyrelsen med mails og nyhedsbreve og jeg skal kompetenceudvikles og jeg skal komme efter dig, men det hele er så uoverskueligt, at jeg personligt har lænet mig tilbage og venter på, at nogle skal træffe beslutning om, hvordan tingene skal foregå, og derefter skal jeg nok sørge for at få det til at virke. Når man er nørd, er det vel det, man gør? Var man politisk tænkende, gjorde man det sikkert anderledes. Vi nørder har bare en række “butikker” med en stribe (bare sådan ca. 3.000) brugere, vi er sat til at passe!

Jeg vil foreslå leverandøren, at vi i regi af ERFA-gruppen begynder at tale om, hvordan vi håndterer overgangen til ASC, for jeg forestiller mig, at vi “staten rundt” sidder med samme fornemmelse som mig: “dette kan jeg ikke forstå, hvordan skal jeg gøre for at løse opgaven, og hvad er egl. meningen?”. Det må være et rigtigt ERFA-gruppe emne, at vi hjælper hinanden bedst muligt gennem den kommende tid (som er fra nu af og til om tre år). Lad os dog tænke sammen, og lad os blive klogere sammen!

Hvor er jeg træt af, at alting er så uafklaret, at man ikke kan agere og komme videre! Hvor er jeg træt af, at alt det, vi har bygget gennem årene, skal rives ned, og hvor er jeg på forhånd træt af, alle de kræfter det vil koste bare at få tingene til at fungere igen. Jeg har det fint med forandringer og jeg elsker løsninger med værditilvækst! Jeg skal bare kunne se det fornuftige/værditilvæksten i dem, og det kan jeg ikke her - her kan jeg mere se Finansministeriets flagskib, der sejler med 1.000 km. i timen lige lukt mod nærmeste vandfald ihukommende.

Herudover er jeg noget træt af at få at vide, at jeg som medarbejder vil blive informeret yderligere på et “ølkassemøde”. Jeg vil informeres sagligt, fagligt og respektfuldt! Jeg vil have viden og fakta, for ellers kan jeg ikke passe mit arbejde. Hvorfor søren skal det, som jeg passer 37 timer om ugen og til tider også lægger min sjæl i, reduceres til noget, der kan klares på et ølkassemøde? Hvem der end har opfundet det hæslige og disrespektfulde udtryk bedes venligst - men bestemt - fjerne det igen! Jeg gider ikke blive informeret fra en ølkasse, for ølkasser hører til i knejper, og jeg er vant til katedraler!

“Incitament 01-2008” (moderne ord for det gode gamle “Styrelsen”) er nu på gaden og i æteren, og det hele handler om de Administrative Servicecentre (ASC).

Her kan jeg for 10.000. gang læse, at medarbejderne er den vigtigste ressource, og se billeder af glade medarbejdere. De er simpelthen alle sammen så glade på billederne på Økonomistyrelsens side om Administrative Servicecentre.

Jeg er ganske vist rigtig glad for mit job i Udenrigsministeriet - men derfor behøver man jo ikke gå rundt og ligne en “Laila Lalleglad” og jeg må sige, at billederne på mig virker provokerende og overdrevne, da de slet ikke svarer til den virkelighed, jeg hører omkring mig.

Virkeligheden er, at vi er afventende, gerne vil vide hvad, der skal ske, hvornår det skal ske, hvem der skal med, hvem der skal blive tilbage, hvem der træffer beslutninger - og en masse andre hv-spørgsmål. Der er snart behov for svar, hvis vi ikke er en 500 it-medarbejdere (og sikkert også andre), der skal gå til det private erhvervsliv med korte og klare beslutningsveje, større løn, bedre karrierremuligheder og en flok frynsegoder.

Det er jo rigtig nok, at medarbejderne er den vigtigste ressource. Jeg har bare en aversion mod denne floskel, som vi har hørt i årevis, uden rigtig at se den materialisere sig.

Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft lægger op til, at de vil skabe Danmarks bedste it-arbejdsplads i det kommende it-center. Han behøver nu ikke gøre alt det bare for min skyld - jeg har nemlig allerede Danmarks bedste it-arbejdsplads!

Måske skal jeg lige forklare, hvor du altid ser et cykelhjul på ASC-posterne. Det skyldes naturligvis, at navet er perfekt “centraliseret” i fælgen.

Så er den her: hovedrapporten om de administrative servicecentre. Den kan læses på Økonomistyrelsens hjemmeside.

Vi har været på kontor-seminar. 1½ dag ude af huset med ét stort overordnet tema: “Administrative Servicecentre (ASC)”, som i høj grad er et relevant tema for mit kontor (Økonomikontoret), fordi så mange af os formentlig sidder et helt andet sted inden så længe.

Det var et rigtig dejligt seminar, fordi det var en form for øjenåbner - for i hvert fald mig. De Administrative Servicecentre er her og vi bliver nødt til at spille med, men vi skal gøre det på den rigtige måde! Det er vigtigt, at vi i eget hus får tegnet kortet over vores administrative funktioner sammen med interessenterne til disse funktioner.

Et lille eksempel er, at vi i vores Legalisering modtager kontante penge fra borgere, der henvender sig til os for at få legaliseret diverse dokumenter. Jamen hvor gør vi af de kolde kontanter den dag Udenrigsministeriet ikke længere har en kasse-funktion? Vi kan jo ikke rigtig bede medarbejderne putte dem i lommen til næste dag - men hvordan gør vi så?

Jeg synes i hvert tilfælde, at jeg på disse 1½ døgn har fået et billede af de mange spørgsmål, der skal besvares, før vi kan sige “OK vi er klar, og vi sender 87 mand til ASC”. Jeg tror, at kortlægningen af de mange administrative funktioner, og disses sammenhæng med husets kerneydelser til borgere og virksomheder vil give os et unikt billede af vores egen virksomhed, som vi aldrig før har tegnet.

Vores chef havde også et godt point: Vi er nødt til at sende nogle gode medarbejdere afsted, for ellers sidder der ikke nogle i ASC, der kan levere os den service, vi har brug for. Det skal ikke være, som man set i nogle af de kendte administrative fællesskaber, hvor institutionerne nok sendte det rette antal årsværk, men de beholdt selv hovederne. Vi er nødt til at sende nogle med noget hjerne-power, ellers er projektet på forhånd dømt til at mislykkes, og det går i sidste ende kun ud over os selv.

Personligt har jeg det fortsat sådan, at jeg overhovedet ikke er begejstret, men når det nu ikke “går over”, så må vi spille med på en måde, så det går bedst muligt. Alternativet vil være et dagligt mareridt af ting, der ikke fungerer.

I hovedrapporten er Udenrigsministeriet eksplicit nævnt ni steder, hovedsageligt for så vidt angår IT. Vi er “som udgangpunkt” undtaget for så vidt angår IT på grund af de særlige sikkerhedskrav. Så går man som medarbejder naturligvis i gang med at tolke ordene “som udgangspunkt”. Betyder det “som hovedregel”? eller betyder det, at vi ryger med ved en senere lejlighed? Er jeg en slags IT-medarbejder?

Årh hvor er det irriterende med hele denne usikkerhed. Regeringen har truffet en beslutning - så lad os dog få sat antal, hoveder og navne på, så man kan få et fingerpeg om sin fremtid, og på den baggrund kan træffe sine egne beslutninger. Lad os komme i gang. Jeg ved godt, at det ikke er muligt - men det ville være rart.

Én af de ting, jeg fornemmede flere kolleger fandt positivt, var det forhold, at vi administrative nørder fremover pludselig vil komme til at fremstille institutionens kerneydelser. Vi er vant til at være en form for dødvægt, og at være nogle, der helst skal være meget få af. Pludselig kunne man komme hen et sted, hvor chefen forstod noget om debet/kredit og på forskellen mellem en 32 og en 64 bit server. Det kunne faktisk være helt rart!

Mon ikke frokostbordene i de statslige kantiner disse dage er fyldt med samtaler om de administrative servicecentre? Mine meget varierede frokostborde taler i hvert fald om det.

Personligt har jeg det sådan, at det bliver “et åndssvagt år”.

• Der vil gå en masse tid for alle instutioner med at få tilrettelægge den lokale proces, orientere medarbejderne, holde møder, tænke, stå i døre og snakke (og sukke). Jeg er allerede ærgerlig over al den tid; vi kunne have produceret ydelser til vores kunder i stedet!
• På mit lille område sætter jeg ingenting i gang. Jeg havde faktisk planlagt en række udvidelser til UMtid (sådan kalder vi tidsregistreringssystemet mTID i Udenrigsministeriet) som kunne gøre livet lettere for brugerne, men der er ikke grund til at købe nye moduler nu, hvor vi ikke ved, hvad der skal ske.
• Al udvikling af administrative systemer og rutiner må ventes at være sat på stand by i hele staten nu.
• Usikkerheden om “hvad skal der ske med mig?” indfinder sig allerede, og det taler medarbejderne naturligvis om.
• Personligt kan jeg ikke finde ud af, om jeg mon anses for en slags IT-medarbejder eller en slags personalemedarbejder (sidder “logisk” nok i vores økonomiafdeling); skal jeg til Skatteministeriet, Økonomistyrelsen eller kunne jeg ende med at blive siddende på pinden i UM?
• Og øh… hvad retning skal cyklen vende om morgenen? Egentlig er det jo ret ligegyldigt i den store sammenhæng - men “Storkøbenhavn” er et noget vidt begreb. Jeg kommer nu til at savne min udsigt til havnen og Eigtveds smukke gamle pakhus.

Glæder mig nærmest allerede til uvisheden og usikkerheden er ovre - men det er den tidligst lige før sommerferien. Når man ved noget, kan man handle. Lige nu er der kun at se tiden an, og se hvad der sker.

Lidt sjovt er det også: Vi lo til frokost af, at min ældre kollega i virkeligheden er et demografisk problem/en demografisk pukkel. Hun skal have nyt visitkort skal hun.

Må jeg gætte på, at nyhedsbrevet fra Økonomistyrelsen bliver et hit - når det kommer?