Stop dehumaniseringen

Pinligt Danmark!

“Kære Danmark – Hvad sker der lige for dig?” kunne man sige på nudansk efter rydningen af Brorsons kirke, hvor en gruppe udviste irakiske asylansøgere har opholdt sig i et “kirkeasyl” siden maj måned i år.

Nedenstående er klippet fra Margrethe Vestagers blog ovre på Politikens side:

Det var chokerende at vågne til nyheden om Brorsons Kirke.

Chokerende, fordi jeg aldrig i mit liv havde troet, at kampklædt politi skulle rydde en kirke fyldt med magtesløse mænd, kvinder og børn. Lige her. i Danmark. I vores land. At se politimænd med hjelm, visir og skjolde storme en kirke, hvor flygtninge i frygt og desperation har søgt helle i et samfund, de troede ville hjælpe dem.

Tænk at det skulle blive virkelighed i Danmark.
Det er ikke bare udansk.
Det er unødvendigt.
Det er umenneskeligt.
Og det er hjerteløst.

Billederne af kampklædte betjente, der stormer en dansk kirke, går nu verden rundt.

De billeder af kampklædte betjente, der med vold, magt og knipler fjerner siddende demonstranter, der viser deres afmagt, går nu verden rundt. Natten til i går blev kirken ryddet af et overtalligt kampklædt politi, fædre er nu splittet fra børn og koner og venter i en fængselscelle på et fly tilbage til Irak. Personligt bryder jeg mig ikke om den danske udlændingepolitik og det omsiggribende danske snæversyn, hvor vi har mere end nok i os selv. Men sådan er lovgivningen, flygtningenævnet har talt mere end én gang osv. og  ønsker vi det anderledes har vi chancen igen ved det kommende folketingsvalg.

Nu fik vi set og hørt, hvordan landet virkelig ser ud, når vi har haft Pia K. som skyggestatsminister tilstrækkeligt længe. Stop dehumaniseringen af Danmark, stem med fødderne Danmark inden vi skal se mere af dette her.

Stem med fødderne før vi igen skal se kampklædte betjente tæve løs på siddende fredelige aktivister! Inden vi igen skal lade de udenlandske TV-stationer vise os frem som en lille skruppelløs navlepillende bananstat, hvor politiet banker løs på borgerne.

Jeg anker ikke over, at politiet spiller rollen som udøvende magt. Det er præcis derfor, vi har et politi – men jeg anker over måden, de løser deres opgave på. Ud fra de viste TV-klip banker de løs på folk, der sidder på vejbanen, som er ubevæbnede og som bare vil være i vejen. Sådan er aktivister nu en gang.

Politiet skal rydde vejbanen; det er deres job, men det kunne have været gjort med andre metoder. Tag dog aktivisterne ved vingebenet, brug håndjern og andre legale magtmidler, men glem aldrig proportionalitetsprincippet efter hvilket man må udøve “den nødvendige magt”. Dette her var ude af proportioner, og det bør få følger.

4. søndag efter Trinitatis

Støjhelvede!

Nu skal vi altså have indrettet det våbenhus, så støjende børn med forældre kan trække derud! Jeg er så træt af at få ødelagt den ene gudstjeneste efter den anden af støjende børn, eller rettere af forældre til støjende børn, der ikke kan fatte, at deres afkom ødelægger gudstjenesten for alle os, der faktisk gerne vil høre, hvad der foregår.

Netop Inge-Hanne Broströms prædikenen til i dag havde jeg glædet mig til at høre, for hvad kunne der ikke ligge i “Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?”

Hendes prædiken handlede om selvindsigt, og hvad der sker, når man vover – eller måske ikke netop ikke vover – at se ind i sig selv. Vi vil gerne gøre andre glade, vi vil gerne hjælpe, vi vil gerne være der for hinanden. Men kender vi ikke os selv er det svært at råde. Så leder den blinde den blinde.

Eller sagt med andre ord, vi vil gerne gøre andre glade – gøre det der forventes af os og med et mere negativt ord, vi vil please. Vi vil gerne have et godt forhold til vores omgivelser. Desværre resulterer vores hang til at please og tilfredsstille andre ofte i, at vi glemmer at være tro mod os selv – at være sanddru.

Jeg kommer til at tænke på nogle ord fra en Liva Weel-vise med tekst af Kai Normann Andersen “Jeg vil gi’ dig alt det dejligste, der findes og gætte dine ønsker dagen lang, …” Den strofe har jeg aldrig brudt mig om, for hvis man gætter på hinandens ønsker, er man i gang med at gøre livet til en quiz, og det pokkers ene liv, vi er tilmålt, har da krav på mere og bedre end det! Skulle jeg nogensinde havne i en nær relation, nægter jeg at gætte dine ønsker dagen lang – vil du noget, må du formulere dig klart og utvetydigt. Det andet er på forhånd dømt til at gå galt.

Og hvorfor kender så få sig selv? Formentlig fordi det kræver mod at være den, man er. Det er til tider svært at se kendsgerningerne i øjnene. Det er let at se splinten i sin broders øjne, men vanskeligt at se bjælken i sit eget.

Vi må kigge indad og handle. Åbner vi ikke øjnene og ser, men lader det ene lag i sindet lægge sig oven på det andet, handler livet med os.

Dette kender jeg lige præcis godt! Kodeordet er for mig “handle”. Der kan være ting i livet, det er meget vanskeligt at handle på/efter, men gør man det ikke, har man frasagt sig magten over eget liv.

For ca. 1 år siden handlede jeg på et gammelt problem, der havde naget mig i årevis – jeg havde kigget indad længe, kendte problemet, årsagerne, virkningen – retorikken var på plads – men jeg manglede at handle, for jeg var magtesløs. Jeg var magtesløs overfor mit dopamincenter, der raslede med stortrommerne ved 18-tiden hver dag. Men det vidste jeg ikke – jeg så i stedet ned på mig selv. Jeg måtte have “mit stof”.

Jeg forsvandt næsten fra jordens overflade i fem uger, jeg tog ophold på Svanegården i Korsør, og det var første skridt på vejen til en ny tilværelse, som jeg har magten over. Jeg er bare blevet “ædru alkoholiker” og det har jeg det fremragende med.

Også menneskene omkring os lider, hvis vi ikke handler – ja, i virkeligheden lider vi måske mest selv.

Nemlig! Det ikke-handlende subjekt lider, martres og slides op af indre konflikter. Det er slemt, når andre lider, men egen lidelse mærker man dog mest. “Handling giver forvandling” sagde vi engang i en helt anden sammenhæng – men jeg må sige, at sætningen på mange plan, giver mening. Mere herom en anden dag.

Jeg har faktisk længe haft lyst at skrive om emnet alkohol, men har holdt mig tilbage for ikke at såre eller støde nogen, men forskellige sammenhænge og situationer har overbevist mig om, at tavsheden er den største dræber i dette spil. Så længe man er tavs, er man med til at opretholde tabuet om denne sygdom, og lige så længe tror andre, de er ene med deres problem. Vi har vel alle billedet af en alkoholiker, som ham den uvaskede fyr, der sover på bænken, er hjemløs, og tager bad her tredie uge? Men at det kan ske for pæne og ordentlige mennesker med topskat og pensionsordninger, det forestiller vi os vel egentlig ikke? Så længe vi opretholder tabuet, så længe er vi med til ikke at hjælpe andre med at få et frit liv.

Jeg bliver aldrig en Synnøve Søe, jeg bliver aldrig privat i det offentlige rum, men jeg har intet problem med at være personlig på en – forhåbentlig – sober måde. Bønnen herunder kaldes sindsro-bønnen; den er kendt i AA-regi, og har intet med Hvidovre Kirke eller 4. søndag efter Trinitatis at gøre – jeg synes blot, den er en passende afslutning på denne post

Gud

Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,

Mod til at ændre de ting jeg kan -

og visdom til at se forskellen.

God søndag!

1. søndag efter trinitatis

Teologi for lægfolk

Spring ud…

Dagens tekst (Luk. 16, 19-31) har fået mig til at springe ud – i at virkeliggøre en plan, jeg lagde august/september 2008, hvor jeg fandt ud af, at der skulle fyldes noget mere/nyt ind i mit liv. Teksten er sådan en, der får mig til at stejle og tænke, at al det her kristendom er meget mærkeligt. En tekst fyldt med domsforkyndelse, sydende gryder i helvede og sådan… Argh – alt det jeg ikke synes, kirken skal stå for. En af de tekster, der kan skræmme enhver væk og tænke, at kirken ikke har rokket sig en tøddel de seneste 500 år.

Det var Inge-Hanne Broström, der udlagde den med Guds kærlighed som tolkende fortegn og så blev den fin og til at forstå – men selve teksten var altså sådan en omgang nærmest gammeltestamentlig domsforkyndelse, og dét fik mig til at trykke på “Send-knappen” til Teologi for lægfolk 2009/2010, 1.årgang. Jeg vil bare vide noget mere, jeg vil begribe det, jeg vil fatte det, jeg vil kunne sætte det ind i nogle rammer. Nogle mennesker vil have vished – jeg vil have viden – og det håber jeg at få på de tre år kurset samlet set varer. Man binder sig dog kun for et år ad gangen.

Jeg glæder mig allerede til en weekend hver måned at sætte mig ned og få fyldt noget ind i hjernekisten. På arbejdet skal jeg som specialist altid levere, levere, levere… Klart nok, det er derfor de har ansat en halvgammel specialist – men hvor går jeg hen og lader op mentalt? Efteruddannelse og kompetenceudvikling har jeg i årevis selv sørget for i min fritid; det har den klare fordel, at så kan man selv vælge, hvad man vil lære. Og jeg vil altså lære noget teologi for lægfolk!

Tankerne kører naturligvis allerede med spørgsmål som “hvem er de andre?”, “er jeg den yngste?”, “er det en pensionisthøjskole?”, “er de meget klogere end mig – ved de alting på forhånd?” osv. og jeg må da sige, at sporene fra den halve jul på Haslev Udvidede Højskole skræmmer – men dette må bare være anderledes alene vurderet ud fra lærerkræfterne, der alle er fra universitetet.

Af og til føles det godt at gøre noget man har planlagt længe – og tænkt meget over, hvilket minder mig om kendt Peter Plys-citat: “Organisere gør man, før man gør noget – for at det, man gør – ikke skal gå i kludder”. Nu håber jeg så at dette er så tilstrækkeligt organiseret, så det ikke går i kludder!

2. pinsedag

Sommeren 2009 faldt i pinsen

I år faldt sommeren i pinsen – det gjorde den også sidste år. De fire kirker i Hvidovre har tradition for at slutte sig sammen om en fælles udendørsgudstjeneste 2. pinsedag – og i dag foregik det hele nede på “mit torv” – lige foran mine stuevinduer.

Der er noget befriende over at flytte gudstjenesten udendørs; der sker “noget andet” med deltagerne og det hele minder mig om fjernere himmelstrøg, om steder hvor menneskene er mere frie i deres udtryksform, end vi nordboere er. Jeg sad og lod tankerne flyve til fx gospel i Harlem, hvor der er knald på musik og sang, til TV-udsendelser fra USA hvor folk taler om “I was in my church today and we…”, til Asien hvor gudstjenester også er noget mere støjende end her, til muslimske lande, hvor minareterne ikke undlader at gøre væsen af sig, når de kalder til bøn flere gange dagligt. Her hos os går vi stilfærdigt ind i et hus søndag kl. 10:00 og lukker pænt døren bag os og det er åh så pænt og i orden.

Måske under vi ikke os selv glæden ved at udtrykke os i ord og toner “med power på”? For os er religion meget privat – og selv om tro nu en gang er og forbliver et personligt anliggende, behøver vi jo da i hvert fald ikke skjule det. Jeg tog mig selv i at tænke “hvad nu hvis der kommer nogle, jeg kender?” i Danmark er det jo en lille smule underligt, hvis man kalder sig troende og siger, at man går i kirke stort set hver uge.

Gejstlighed med máner

Stort set alle sognets præster var tilstede i deres flotte præstekjoler med kraver, som det sig hør og bør. Opgaverne var uddelegeret, så alle spillede en eller anden rolle og ingen var statister.

Boldspillere

Hvordan disse boldspilledende unge mennesker lige passede ind i en prædiken, der handlede om åbent sind, ved jeg ikke rigtig, og faktisk synes jeg, at dette indslag var lidt for langt, men så var der rig lejlighed til at prøve at fange dem i en situation, hvor alle bolde var i luften på én gang.

Syng af hjertens lyst

Der var gang i koret, der sang og sang. Jeg kan godt selv lide at synge, og synes det er dejligt, når der er salmer, jeg kender, og glæder mig over, at mit repertoire langsomt udvides. I kirken kigger jeg altid lige efter i salmebogen, hvor mange (eller rettere få) jeg kender. På samme måde kiggede jeg i dag ned over sangbladet og var lidt skuffet, da jeg konstaterede, at jeg vist kun kendte én. Man kan nu om dage have “en dårlig hårdag”, og personligt kan jeg have “en dårlig salmedag”.

Salme 726 “Gak ud, min sjæl, betragt med flid” med otte vers… nåh ja, man kommer vel igenem det – men det viste sig, at jeg faktisk kendte melodien; det er nemlig på denne præsten Jens Rosendahl har skrevet “Du kom med alt det, der var dig”, som jeg holder meget af, fordi den beskriver et menneskes tvivl og mod og slutter med:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

Otte herlige vers at få lov at synge højt med på. YES – dejlig overraskelse.

Trommemester

Rytmisk musik og kirke passer godt sammen, og her få han lov at fyre sine trommer af for fulde gardiner.

Indstiftelse af nadveren

Selv om det er udendørs, skal det gå ordentligt til: Thomas er i den flotte røde messehagel og indstifter nadveren. Efter min opfattelse skal de bruge messehagelerne så meget det overhovdet er muligt. Den symboliserer fest og farver – glæde! Den protestantiske kirke kan også. Og så gør rødt sig godt på billeder.

Slip dem fri

Præster arbejder med abstrakter – hele tiden arbejder de med noget, man ikke kan se eller gribe, noget man må tro på, og derfor er de så gode til det med symboler og fortolkninger. Alt det uforklarlige, det ubegribelige, må symboliseres og visualiseres. Symbolet på Helligånden, som er årsagen til at vi fejrer pinse (Helligånden kom til disciplene, der herefter kunne tale alle sprog og så kunne gå ud i verden og sprede det kristne budskab) er en due. Så helligånden blev i bogstaveligste forstand sluppet løs over os på torvet.

De gik ret så stærkt med de duer, men prøv at se efter skyggerne på fliserne, så kan du se, hvor mange der var (og der var mange flere – vist 60).

Helligånden?

Faktisk er dette billede mislykket, fordi duen ikke står skapt, men måske er det bare fordi, Helligånden ikke er sådan lige til at få hold på?

Samlet set en dejlig gudstjeneste, der, i følge en uvidenskabelig optælling, samlede ca. 300 mennesker på Hvidovre Torv. Det er nu ikke helt ringe! Der er flere billeder fra dagen her i galleriet.

Store bededag – post festum

Indførte Struense Store Bededag?

I går fejrede vi Store Bededag, som rigtig mange tror blev indført af Christian den syvendes livlæge Struense. Men det er nu et falsum.

Det eneste Store Bededag har med Struense at gøre er, at det var en af de få dage, der fik lov at overleve hans helligdagsreform.

Når man studerer gamle kirkebøger, ser man altid dagen kaldt “Almindelig Bededag” til trods for, at den faktisk hed “ekstraordinær, almindelig bededag” – hvordan noget så både kan være ekstraordinært og almindeligt på én gang!

Flere oplysninger på Folkekirken.dk.

3. Søndag efter påske

Den sidste dag med konfirmationer i 2009

Jeg er sådan set meget beæret over at være blevet kirkefotograf ovre på den anden side ad gaden i Hvidovre kirke, for når der foregår noget særligt spørger Inge-Hanne Broström ofte om jeg vil tage nogle billeder. Og efterhånden som det sådan er blevet alment accepteret, tillader jeg mig også at snige mig lidt rund med kameraet og tage andre former for billeder end jeg ville have gjort for et år siden.

Der er noget charmerende ved knapperne med de gotiske bogstaver på. Jeg har aldrig før kigget ind i Vibeke Ewalds ‘arbejdsværelse’ – på bænken ved orglet. Øverst hænger der en sitlig tabel over, hvordan de forskellige præster ønsker tingene gjort (pulsen i gudstjenesten – liturgien?) ved de forskellige faste kirkelige handlinger. Claus vil det anderledes end Inge-Hanne ved fx begravelser/bisættelser. Pudsigt. Måske går det en dag op for mig, hvori forskellene består, og hvor meget præsten selv kan disponere.

Men nu er det jo konfirmationerne og konfirmanderne, det skal dreje sig om! Altså man tager 75 konfirmander, tager dem alvorligt, taler med dem om store og vigtige livsspørgsmål gennem et efterår og et forår – og en dag er de færdige til at blive konfirmeret, og så er de næsten som forvandlede (i hvert fald i dag). Så fine og så søde; på denne dag er der ingen, der spørger, om de må gå lidt tidligere, mobilerne er slukkede, der er ingen iPods med høje lyde fra ørepropperne og ingen, der lige tager sig en lur på den bageste bænk.

Næh tvært imod er de blevet til seriøse unge mennesker, der har tænkt over, at de vil konfirmeres og hvorfor de vil konfirmeres. Jeg føler mig ganske overbevist om, at det ikke bare er for festen og for gaverne. Fest og gaver er selvfølgelig både fint og godt, men hvis man nu har fået lidt mere ud af hele dette lange forløb, er det kun positivt. Man skal måske ikke ligefrem høre dem i “Hvad vil du så med din tro?” – men det skal man nu heller ikke høre mig i! Hvordan kan man blive hørt i noget udefinerbart og iboende? For det må man jo sige, at alt dette her er. Jeg oplever til tider at skulle forsvare og begrunde “det med Gud”, og det er jeg bare ikke i stand til (endnu).

Inge-Hannes tale var selvfølgelig den, der byggede på Facebook, som jeg også skrev om i sidste uge. Der er et sjov tankeeksperiment i den: “Afslår Gud venneanmodninger?” og “Blokerer Gud nogle?” Næh det gør han ikke, og det er bla. det, der adskiller ham fra os andre. I Hans profil er nøgleordene kærlighed og tilgivelse – Han må have mange “venner” på Facebook!

Jeg har intet mod at høre den samme tale to gange, for det er forskellige ting, jeg lægger mærke til. Men jeg ville selv finde det meget vanskeligt at holde den samme tale ni gange, og også den 9. gang se veloplagt ud. Men det gjorde hun altså!

Efter talen var der atter mulighed for at gå op og tænde et lys og stille det på den tildækkede døbefont. Jeg kan godt lide det! Der er et par stykker, jeg altid tænder for – om de kan mærke det, ved jeg ikke, men det føles godt at gøre det.

Traditionen med at tænde lys i kirken kender jeg ellers mest fra den katolske kirke, hvor jeg ofte er kommet i Bayern – og savner egl. den mulighed i den almindelige danske sognekirke. I Vor Frue Kirke har de opstillet en lysglobe, og det må være ganske populært, for der har aldrig været flere lys tilbage, de gange jeg lige er kommet forbi.

En god gudstjeneste med ord og toner er som en velsmurt maskine, hvor selv ikke den mindste skrue må mangle. Hvad hjælper det, at præsten er fremragende, hvis organisten er tonedøv og vice versa? Der er simpelthen så mange aktører, som alle bidrager til det vi andre bare oplever som en helhed. Ingen af dem kunne gøre det alene, men når de gør det sammen, er det forrygende.

Pers saxofon lød rigtig rigtig godt sammen med orglet. Trompeten i sidste uge var også fin – men jeg finder nu større velbehag i en saxofon, fordi den har en helt anden sprødhed, som jeg synes passer bedre til kirkerummet og stemningen.

Og med dette gruppebillede af dagens konfirmander med deres præst takker Deres udsendte reporter og fotograf af fra konfirmationerne 2009 i Hvidovre Kirke.

2. Søndag efter påske

Konfirmations-søndag!

Det var så fint alt sammen i kirken, ikke mindst konfirmanderne, som jeg har haft lejlighed til at følge, når de har skullet ‘noget særligt’, hvilke de har skullet mange gange.

Vi har været hos bedemanden, på krematoriet, på nationalmuseet, malet altertavler og opført henholdsvis krybbe- og påskespil, og meget mere, som jeg lige har glemt. Det har været spændende at være med og se hvad konfirmationsforberedelse går ud på nu om dage. Det er sandelig langt fra min egen ‘gåen til præst’ tilbage i 1977!

Der var pyntet op med roser og et eller andet grønt i kirken, orglet var suppleret af en trompet, og der var lystænding og nadver ligesom sidste år. Salmevalget var rigtig godt, for de fremmødte sang af hjertens lyst. Rock i synagen til nr. 911 (Tak Gud for denne lyse morgen), mere stille til “I østen stiger solen op’ og masser af forårsstemning i ‘Det dufter lysegrønt af græs’. Det er skønt, når kirken er fyldt og folk synger, det bedste de har lært!

Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i Facebook! Sidste år var det X-faktor, så man må sige, at hun evner at fange de unge mennesker, lige der hvor de er.

Facebook er stedet at mødes, facebook er stedet at iscenesætte sig selv, facebook er stedet at skabe sit personlige showroom. Dér har ingen fejl og mangler; alle er hele tiden glade og oplever en masse fede ting. Hvem går på Facebook og skriver om, at livet viser sig fra sin mest umulige side? Man kan skabe sin egen identitet – og sikke en masse interessante mennesker, der findes dér.

Hendes pointe var, at i kirken vil vi gerne se mennesket, som det virkelig er, for der er plads til os alle. Guds lys lyser på os – og i modsætning til i på Facebook behøver vi ikke dér, være vores egen skaber. Den del er der allerede taget hånd om.

1. Søndag e. påske

Caravaggio, Den vantro Thomas, 1602-1603

Jeg har stor forståelse for Thomas!

Johannes-evangeliet (kap. 20, v. 25) rummer historien om Thomas, der simpelthen ikke kan tro, at Jesus er opstanden, før han får lov at se naglemærkerne i Jesu hænder, stikke sine egne fingre i dem og i hans side. Jeg forstår godt Thomas! Han vil nemlig have vished - han kan ikke tro det, før han har set det med sine egne øjne og mærket det med sine egne hænder. De øvrige disciple har ellers glædestrålende lige berettet for ham, at Jesus lige stod der i rummet, men Thomas hopper ikke sådan lige på den – eftersom Jesus jo altså er død.

Det er lettere at begribe Thomas’ tvivl end opstandelsen! Hvordan skal det moderne tænkende menneske regne med – og tro på – at en død går i forvejen til Galilæa?

Jes Nysten skriver i “Sankt Thomas & virkeligheden” om Caravaggios billede:

“Hér står Thomas, han har endelig fået gennemtvunget “nærkontakt” med den opstandne, og så står han der – nærsynet – og stirre på detljer, enkeltting, håndgribelige ting, der kan “overbevise” ham. Ingen tvivl om, at den opstandne har smilet mildt ad Thomas. Og ingen tvivl om, at billedet signalerer til os, at ligesåvel som vi er stillet samme sted som Thomas: den opstandne er tilstede i mit liv, ligesåvel har vi svært ved at “se” det og forstå det, vi står også og roder og bakser med detaljer, enkeltdele og spørger deudfra: jamen er dét Kristus, eller er dét Kristus, hvad for en lille del kan jeg få “fat i”, så jeg kan få hånd om ham!”

Der er noget i dette, der minder mig om kærligheden! Den må man også bare tro på; den kan ikke bevises eller begribes. Den må bare mærkes og tros på. Begynder man først at mene, at man skal bevise sin kærlighed til et andet menneske, så er den måske allerede død? Det gør ikke den andens behov for vished mindre, endsige mindre legitimt.

Lis-Ann Rotem byggede sin prædiken over noget man kunne kalde “Hvor gik Jesus hen, da han gik ud?” Hun sammenlignede de fire evangelier beskrivelse af situationen påskemorgen. I Markusevangeliet (det ældste af de fire evangelier) sluttede det hele oprindeligt lidt brat med 16,8, hvor kvinderne flygter rædselsslagne, fordi graven er tom. I Johannes-evangeliet kommer Maria Magdalene ud til graven, og bliver trist da hun ser, at stedet, hvor Han havde ligget, er tomt. Jesus er ganske vist “lyslevende”, men hun forveksler ham med havemanden, og genkender ham først som Jesus, da han siger hendes navn. I Matthæus-evangeliet kommer kvinderne til graven, en engel viser sig og sige at Jesus er gået i forvejen til Gallilæa. I Lukas-evangeliet er historien stort set den samme, bortset fra at englen er udskiftet med et par mænd, der spørger dem, hvorfor de leder efter den levende blandt de døde? De går tilbage til disciplene, og her er så den krølle på, at Peter lige går ud og ved selvsyn konstaterer, at der er tomt.

Der er vel ikke noget at sige til, at situationen er noget gruopvækkende? Ville vi andre ikke reagere på samme måde? Her har man lige begravet en af sine kære, og pludselig er han pist borte… Nu vil det næppe være noget, der kommer til at overgå nogen af os, men det er ikke så vanskeligt at sætte sig ind i deres reaktioner.

Det er faktisk noget af det jeg godt kan lide ved de forskellige evangelie-tekster: det universelle, det at man kan sætte sig ind i deres tanker og følelser, det at de skildres som “rigtige mennesker” – og til tider tænker jeg “Hvad hvis alt dette er sandt?”

Langfredag

Den gule Kristus - Paul Gauguin 1889

“”Passion”  (lat. ‘passio’, af ‘pati’ lide) lidelse, is, om Jesu lidelser og død; stærk lidenskab; forkærlighed; mani.”

En langsom (til tider meget langsom) gudstjenste, der med 14 stationer fortalte historien om Jesu lidelse og død, En af de gudstjenester, der sætter pletter på sjælen, og hvor det er lidt halvsvært at hive sig selv op ved håret bagefter og gå ud i solen og mærke det forår, det trods alt er.

Det startede med: Domfældelsen (Luk. 23,13-25):

“Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for; og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for. Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas! Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab. Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede. Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes; han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.”

Det var ganske vist ved en fejltagelse, men jurist er jeg dog blevet, og jeg hader denne domfældelse! De høj(s)tråbende idioter får magten, Pilatus falder på knæ for folkemængden, han mander sig ikke op og følger ikke sit eget indre, der ville foretrække at løslade den Jesus, som ikke engang Herodes havde noget at udsætte på. Ingen talte Jesu sag; der blev bare råbt højt af de fleste, som ved en kinesisk folkedomstol under Kulturrevolutionen i 1950′ernes Kina. Dette er lige præcis forskellen på at leve i en retsstat frem for i en bananstat! Vi hylder i retsstaterne den akkusatoriske proces, hvor anklage rejses og føres af en offentlig myndighed, og proceduren formes som en forhandling mellem anklager og anklagede sammen med dennes forsvarer. Alt dette i modsætning den inkvisitoriske proces – som ovenstående domfældelse vel er et godt eksempel på? eller er der overhovedet tale om en proces?

Langfredag er en speciel gudstjeneste: Flaget på halv, igen pynt og dikkedarer på alteret, alt er trist! Noget af det bemærkelsesværdige er, at der stort set ikke er nogle af de faste kirkegængere. Der var en del mennesker, jeg simpelthen ikke havde set før – og jeg kommer jo da ellers ret så ofte. Hvis jeg nu kun skulle komme én dag i kirkeåret, ville jeg nu nok vælge Påskedag – for det er der da noget mere sus over. Opstandelsen er det, der gør kristendommen til kristendom, eller havde Jeus bare været lige som en af de (andre) profeter, der rendte rund på den tid.

Lang fredag med tid til også tungere tanker. Vi har vel alle vore passioner, alle vort åg, og jeg ved så mænd ikke, om jeg synes, at døden på korset har frataget mig mit? Der er ting i livet, jeg ikke kan gøre noget ved/ændre på. Skal jeg bare stå det igennem, skal jeg give op eller skal jeg prøve at ændre på det? Måske kan en tur ud i sommersolen vende bøtten og stemningen? Gud giv mig lidt sindsro – tak! Det må være den rigtige bøn.

“Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre.

Mod til at ændre de ting jeg kan,

og visdom til at se forskellen.”

Skærtorsdag

Bjørn Nørgaard: Den sidste nadver 1997. Horsens Kunstmuseum

Sidste år havde de glemt at rette tidspunktet ude på skiltet ved vejen, så jeg stod der troligt kl. 10:00 og hev lidt i lågen…

Der er løbet meget vand i stranden – og fyldt megen vin i kalken – siden da, så i år lod jeg mig ikke sådan narre – og hvem spiser nu også påskemåltidet kl. 10:00? Det passer da bedre kl. 17:00.

Inge-Hanne Broström havde igen været kreativ! Ved indgangen fik vi alle en papirkopi af Bjørn Nørgaards ‘Nadver-installation’. Det uddelte var noget bedre, end det jeg har kunnet finde tilgængeligt på Internettet. På det uddelte var det lidt lettere at forbinde billedet med følgende i hendes prædiken:

“Værket består af et langbord og ved den ene side står 13 stole, hvoraf den midterste skiller sig markant ud med sin høje gyldne stoleryg – Jesus stol. Stolen yderst til venstre skiller ligeledes ud, med sin skrå placering og sin knuste stoleryg. Den smadrede stol tilhører Judas – Judas der forrådte Jesus med et kys. Bordet er dækket op med tallerkner, hvorpå Guds lys serveres i form af en kraftigt lysende elpære, og foran Jesus’ plads er brødet og vinen anbragt. I brødet er der anbragt et termometer og på det kan man aflæse legemstemperaturen 37,5 – vinen på bordet beåndes med en luftpumpe. Alle pærerne – alle os mennesker – er forbundet i et kredsløb, som henter sin energi – sin evne til at lyse ved brødet – Kristi legeme og ved vinen – Kristi blod.”

Men inden vi var kommet så langt i den meget smukke, personlige og medrivende prædiken, havde vi faktisk været en tur om, hvad skærtorsdag handler om: at der er plads til os alle ved nadverbordet, uanset hvem vi er og uagtet hvilke fejl og mangler, vi nu render rundt med. Jesus var ikke så karrig med hvem han sad til bords med – han inviterede høj som lav (vist helst lav), og gik ikke som os andre ind for det ekskluderende fællesskab. Inviterer vi hvem som helst? Næh nej, der bliver nøje udvalgt, lavet planer og regnet ud, hvem der kan sidde med hvem, og hvem der bestemt ikke skal have onkel Karl til bords, for han blive jo altid så dum at høre på, og tante Gurli… – hun er bare for kedelig. Mon ikke der allerede lægges og forkastes bordplaner hjemme hos konfirmanderne? Men det er så en blandt flere forskelle på os og Jesus!

For et år siden havde jeg meget ofte i tankerne, at dette her simpelthen er for stort til, at jeg kan begribe det. Det kan bare ikke passe, at der her er et univers, der udelukkende består af kærlighed og tilgivelse – og som derfor rummer alle. Nu er det vel blevet en tilstand at tro på det, eller også er jeg bare gledet over i manglende stillingtagen?

Men uanset hvad, så vil jeg mene, at alle mennesker har brug for et fristed (fysisk faktisk eller bare mentalt), hvor de bare kan være lige dem de er. Hvor de ikke skal gøre sig bedre end, de er, hvor de ikke skal (op)nå alt – et sted hvor de bliver elsket, som dem de er. “Ikke for det du kan, ikke for det du gør, ikke for det du frembringer; men for den du er!” Det minder lidt om, at de børn der klarer sig bedst, er dem, der bare altid har vidst, at de var prinser/prinsesser, ganske enkelt fordi de var til. Nuvel – jeg synes, jeg til tider ser det tage overhånd, men grundidéen er da i orden! Det er ikke dem, der senere i livet vil slide sig halvt i hjel for at være “gode nok”.

Skærtorsdag er også dagen med Matthæus’ tekst (Matt. 26,17-30) om Judas, der svigter og forråder Jesus – for usle 30 sølvpenge (vist nok). Jesus tager ham noget i skole der ved påskebordet: “Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født”. Et par dage senere synes Judas selv at være enig, hvorfor han hænger sig i et træ! Favel med dig.

Men disciplene spørger altså til, hvem det er, der vil forråde Jesus “Er det mig Jesus – sig os det – hvem er det? Hvem er det, der forråder dig?” Inge-Hanne spandt en meget fin ende over denne forrådelse, dette svigt, ved at tale om, at vi måske alle svigter Gud, fordi vi misforstår ham. Vi ønsker selv at have hele kontrollen og al magten over vores eget liv – og så er der jo ikke så meget plads tilbage til Gud. Vi kan slet ikke få øje på ham, og beslutter måske af den grund, at han ikke findes – men skyldes det bare, at vi selv står i vejen? Har vi bedt den forkerte bøn? Er vores fokus forkert?

“Vi må vige, så der bliver plads til Gud, og bliver der plads til Gud, bliver der pludselig også plads til os, fordi vi slipper os selv. Hvis vi giver plads til Gud, behøver vi ikke selv være overmennesker – vi kan lægge noget af ansvaret fra os.”

Der var så meget i denne prædiken, at jeg kunne have meget skrevet meget mere om den, men alting har en ende – og det må være her.