Palmesøndag

Man skal være i god tid her!

Jeg gik over i kirken allerede kl. 9:30, for jeg ville have en god plads… Men 9:30 var længe for sent, for der var igen fulde huse. Der kan være 114 voksne på bænkene, når der sidde tre på hver bænk. Ergo må der være 38 bænke – vi kunne have brugt det dobbelte antal. Inge-Hanne Broström opfordrede til, at vi prøvede at rykke lidt sammen. Og det gjorde vi så på min bænk; jeg endte nu nede på gulvet, for det gik altså bare ikke.

Det må være fedt at være præst, når tilhørerne næsten ikke kan være der, og når man hele tiden selv skal bane sig vejen frem. Kom ikke her og tal om tomme kirker om søndagen.

Tilløbsstykket var årets påskespil opført af konfirmanderne – og de var gode; om muligt bedre end sidste år. De kunne deres replikker, de var klare og tydelige, og der var ingen slinger i valsen. Historien er spændende og godt sat op. Der var en fantastisk energi i rummet, og en fantastisk stilhed trods de mange mennesker.

Påskespillet består af 11 billeder:

• Billede 1 og 2: Det er Palmesøndag, og Jesus er på vej ind i Jerusalem
• Billede 3: Hos ypperstepræsten. Kajfas, de skriftkloge og Judas er samlede hos ypperstepræsten
• Billlede 4: Nadveren. Jesus og disciplene er sammen for at spise påskemåltidet
• Billede 5 og 6: I Getsemane Have, hvor Judas forråder Jesus med et kys (de havde vist skiftet kysset ud med et klap på skulderen – det skal formentlig tilskrives den ungdommelige generthed over sådan at kysse nogen i fuld offentlighed)
• Billede 7: I ypperstepræstens gård. Peter nægter tre gang, at han kende Jesus
• Billede 8: Domfældelse. Jesus dømmes til døden
• Billede 9: Korsfæstelse
• Billede 10 og 11 Påskemorgen

Det hele er bundet sammen med musik, som for en stor dels vedkommende er meget rytmisk.  Der er fire unge fyre med trommesæt og guitarer, de er konfirmander fra et tidligere år, der er organisten på klaver og en sanger. Det var simpelthen fremragende! Anmelderen er mere end tilfreds… og det var der mange, der var, for bifaldet var stort. Det er altså rart med en kirke, hvor man må klappe, når der er noget at klappe ad.

Selve historien var naturligvis den samme som sidste år (og de foregående par tusinde), og igen i år slår to temaer mig:

• Jesus fik ingen forsvarer. Ingen talte hans sag. Der var ingen ‘fair trial’
• De, der råbte højest, fik deres vilje. Som i nutiden, således også i fortiden.

Jeg forsøgte mig med nogle billeder, men resultatet blev pauvert. De mindst ringe finder du herunder:

Sidste års konfirmander spillede

Sidste års konfirmander spillede

Vi kunne ikke have været flere

En flok ypperstepræster

Jesus med korset

3. Søndag i fasten

En dejligt stille søndag.

I dag var der ingen dåb, ingen store følger eller familier. Åh så skønt med lidt stilhed – for første gang i lang tid kunne man sidde inde i kirken og høre bedeslagene, af hvilke der skal være ni – og fra familietorsdagene har jeg snart fået den barnagtige vane at tælle med (altså bare inde i mit eget hoved, dog ikke på fingrene…). De ni bedeslag er reelt 3 * 3 (tre for Gud, tre for Sønnen og tre for Helligånden), og pludselig er det hele så bekendt. Jeg kan savne den undren, jeg havde for et år siden. Der var noget sjovt over at undre sig og at stille spørgsmål til (ikke ved) det hele. Fra kirkefremmed til kirkevant på ét år – lidt mærkeligt!

Dagens tekst (Lukas 11, 14-28) er virkelig mærkværdig: sådan en af dem jeg ville læse for mig selv og dernæst tænke: “Dette begriber jeg intet af”, for hvem begriber uden videre noget om dæmoner og uddrivelsen af sådanne?

Det må fortolkes og sættes i nutidige rammer, og det er noget af det, jeg virkelig mener, de kan i Hvidovre Kirke, og jeg synes i særlig grad , Inge-Hanne Broström kan det – og det var hende, der var ‘på’ i dag med en prædiken om alt det, der gør livet svært og skønt, surt og fantastisk. Det pokkers liv med alle dets facetter, som gør det så uendeligt besværligt og foruden hvilke, det hele ville være en uendelig række af ensartede (musegrå) dage.

Hun tog dæmonerne ved vingebenet! Ikke så meget de fysiske, der måske kunne ligne fyren her til højre  – men de andre. “Dæmoni er: en uforklarlig truende magt, som synes at have taget magten over et individ”.

“Uforklarlig truende magt…” sagde hun og spandt en ende over de usagte ord. Jeg kører selv videre i sporet og tænker på min egen dæmon. Der er ikke meget samtale over det, når dæmonen tager over, der er ingen, der vil lytte, der er ingen, der har tid, for de er alle beskæftiget med at få det hele til tage sig så godt ud. Det skal være pænt, og det skal for alt i verden se pænt ud – og jeg kender det jo selv; også mit hus skal være “fejet og prydet”.

Jeg er vokset op med, at alt skulle se pænt ud, men alle vidste formentlig, at bag de fire vægge var der knap så pænt. Vi lod som om alting. Det sidste, jeg oplevede med de mennesker, var, at vi lod som om, vi havde styr på det med bisættelser – da der så pludselig manglede en til at bære, bristede glansbilledet? De sidste småstykker med glimmer på blæste vel væk i vinden?

Jeg ved det ikke, og det er egentlig også ligegyldigt, for jeg har gjort min sortie. Sagt med andre ord: Jeg er allergisk overfor at lade som om, og overfor alt det, der ser anderledes ud, end det virkelig er.

De usagte ord giver dæmonerne frit spil – og magtesløsheden står klar til at tage over. Hvor der ikke bliver talt, er der tavst; hvor der er tavst er der tomt. Et gammelt mundheld er “Tale er sølv, men tavshed er guld” – jeg kunne ikke være mere uenig, med mindre der er tale om en lyttesituation. Der må ord på! Samtalen betvinger dæmonerne uanset deres karakter.

Nu er jeg snart kommet i kirken så længe, og har fået en forståelse for nogle af de tekster og forfattere, der knytter sig til kirkelivet som sådan. Genkendelsens glæde er stadig stor, og jeg hoppede da lige en gang, da Inge-Hanne kom med en henvisning til Erling Jepsen og også følgende flotte formulering:

“Giver vi plads til det, der gør livet større – eller det der tager livet ud af livet? Bygger vi katedraler i vort sind og hos vores medmennesker, eller er det knejper, der får pladsen? Er det det gode eller det onde? Er det Gud eller Djævelen?” Sætningen med knejper og katedraler kommer vist fra Bent Falks smukke oversættelse af et digt af Roy Croft fra fra 1600-tallet. For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl: Jeg vil kun have katedraler, for kun det bedste er godt nok til mig! Hele mit liv er jeg gået efter det bedste – og kan jeg ikke få det bedste, undværer jeg gerne.

Nuvel – dette skulle have været en post om en prædiken, nu blev det en post til og om mig selv. Men set fra mit synspunkt er en prædiken netop rigtig god og dejlig, når den er katalysator for egen refleksion.

1. søndag i fasten

Sogneindsamling 2009

Indsamling til Folkekirkens Nødhjælp.

Den 1. søndag i fasten samler alle sogne i Danmark ind til Folkekirkens Nødhjælp, og det gør vi selvfølgelig også hos os i Hvidovre sogn.

Jeg har aldrig deltaget i nogen form for indsamling før, for jeg synes, der er noget næsten grænseoverskridende ved at gå fra dør til dør med en indsamlingsbøsse i hånden og bede om penge hos mennesker, jeg ikke kender. Men selvfølgelig skulle jeg være med – og så måtte jeg bare se at overskride de nødvendige grænser!

Formålet med indsamlingen er bekæmpelse af sult – og vi kom da også lige ved frokosttid… Jeg var lidt spændt på, hvordan vi ville blive modtaget, og om beboerne overhovedet havde lyst til at give et bidrag, og om finanskrisen havde indvirkning på det samlede resultat. Det havde den!

For ikke så længe læste jeg en artikel i Kristeligt Dagblad om, at når krisen kradser falder bidragene til velgørende organisationer – for lidt længere siden læste jeg i en anden avis, at det er godt for de velgørende organisationer, når krisen kradser. Sidstnævnte argumenterede med, at hvis man selv føler sig udsat, er man mere tilbøjelig til at kunne forstå andres situation, og så kommer man lidt lettere til lommerne. Med disse to artikler var det lidt spændende at komme ud og se på sagerne i Hvidovre.

Langt de fleste mennesker, vi ringede på hos, var søde, venlige og gavmilde! På et par timer hjembragte Inge-Hanne Broström og jeg 1.802 kr. Samlet set havde vi med 72 indsamlere (heraf rigtig mange konfirmander) det bedste indsamlingsresultat i Hvidovre sogn i fem år – 45.933 kr. Det svarer til, at hver husstand i sognet har doneret 8,96 kr.. Resultatet er hele 37,3 pct. bedre end i 2004 og 24,3 pct. bedre end sidste år. Jeg tror på den sidstnævnte avisartikel!

Nuvel man må også sige, at det er rigtig svært at sidde i Danmark og sige “Nej jeg kan desværre ikke give en 20′er til kampen mod sult” – for det kan alle mennesker! Der kan være mange grunde til, at man ikke ønsker at bidrage, og det er man selvfølgelig i sine gode ret til.

År	Beløb i kr.	Index
2004	33.444	100,0
2005	43.000	128,6
2006	40.000	119,6
2007	41.275	123,4
2008	36.950	110,5
2009	45.933	137,3

Dagen var rigtig godt organiseret af vores indsamlingsleder og de frivillige. Der var en bid brød, inden vi gik af sted og der var kaffe og kage ved hjemkomsten! Irene kunne være blevet en god jyde – for om nu ikke hun havde fået flere af områdets butikker til at donere noget af maden? På den måde lykkedes det hende og Rita at bespise minimum 72 mennesker for 786 kr. Det er simpelthen flot!

Fastelavn

Mere narrativ teologi – tak!

Der er noget særligt med årsdage – mærkedage om man vil. Det er i dag ét år siden, min ven Gert satte de sidste ledninger fast hos mig, og jeg efterlod ham alene her med søm og skruer, for jeg skulle i kirke: og det er et år siden, jeg kom hjem og sagde at det var fuldstændig fantastisk derovre på den anden side ad gaden; det er et år siden, jeg begejstret satte mig ned og skrev om Inge Hanne Broströms enmands-teater. Der er sket meget siden; blandt andet har jeg fundet ud af, at den slags hedder ‘narrativ teologi’ – og det er en skøn form for kristendom.

Og det er vi åbenbart rigtig mange, der mener, for i dag var kirken atter fyldt til bristepunktet – faktisk var vi så mange, at der var em på ruderne! Det turde være overflødigt at skrive om de evindelige klapstole…

Det var igen i år Inge-Hanne, der var på scenen, nøjagtig lige så fantastisk som sidste år;  i år bistået af en fra koret, der spillede djævelen og repræsenterede alt det onde og det dårlige med eksempler fra børnenes verden (‘hende gider vi ikke lege med, for hun har ikke mærketøj på’, “lad os sende ham nogle sms’er om, at vi ikke bryder os om ham” osv.)

Stenene var med igen i år og det var fandens guldmønter også – og de mindreårige spiste dem efterfølgende gladeligt. Selv skulle jeg  nu ikke have noget af at blive ledt i fristelse af ussel mammon fra den herre.

Scenen er sat: Jesus er i ørkenen, har intet at spise og er særdeles tænksom; måske tænker han på den kommende påske, og måske har han på fornemmelsen, at han vil blive henrettet i Jerusalem. “Ørkenen er et godt sted, når man vil tænke” sagde Inge-Hanne, “der er ingen butikker…”

Nåh, men frem kommer djævelen og udsætter Jesus for forskellige tests:

• Djævelen lokker den sultne Jesus og siger: “Hvis du er Guds søn, så sig til stenene her, at de skal blive til brød. Jesus hopper ikke på den, men svarer: “Mennesket skal ikke leve af brød alene”
• Djævelen giver ikke sådan op, men lokker  Jesus op på et højt bjerg og viser ham alle jordens herligheder, lande og rigdomme (det var her guldmønterne fløj rundt), og siger: “Hør her; alt dette må du få, hvis du altså bare vil falde ned og tilbede mig”. Jesus er (naturligvis) standhaftig og svarer: “Gud siger, vi kun må tilbede ham”.
• Alle onde gange tre – djævelen prøver selvfølgelig igen og ser sit ’snit’ til at lokke Jesus op i et tårn (prædikestolen udgjorde tårnet), og beder ham hoppe ud fra toppen, for Gud vil vel sende nogle engle, der kan redde ham fra det frie fald. Det er tilsyneladende et ringe ’snitmønster’ djævelen er i besiddelse af, for Jesus svarer kort og klart: “Du må ikke friste Herren din Gud”.

Endelig giver djævelen op! Og vi andre er ikke i tvivl om, hvorfor vi holder fastelavn.

Efterfølgende var der tøndeslagning mv., og det har garanteret også været godt – men jeg kunne desværre ikke deltage i denne del af Fastelavnsfesten

Storytelling

Man kan godt snige sig med til familietorsdag i kirken, selv om man ikke har en familie.

Læste dine forældre højt for dig? Og kan du i givet fald huske, hvor hyggeligt det var? I de første år af mit liv læste mine forældre meget for mig, og det var rigtig hyggeligt. Jeg kunne ret hurtigt læse selv, og så holdt de selvfølgelig op med det.

Det var lidt den samme fornemmelse ovre i kirken i dag kl. 17:00, hvor Claus Bjerregård læste historien om Lazarus (Johannesevangeliet, kapitel 11).  Jesus beviser her, at han kan gøre de døde levende igen. Forrygende intermezzo! Men spørg ikke mig, hvordan det kunne lade sig gøre.

Der var puder på gulvet, så børnene kunne rykke tæt på, og provsten selv sad afslappet i en nydelig armstol. Claus læser rigtig godt op, og jeg lænede mig bare tilbage og nød det. For mit indre blik havde jeg Susanne Krages vidunderlige tegning fra Johannes Møllehaves “Børnebibelen”.

Min baggrund er af en sådan karakter, at jeg ikke har den bibel-ballast, som mange andre; for mig er mange af historierne (godt nok ikke denne) nye. Jeg kan mærke, at jeg langsomt bygger/får et fundament, og bliver stadig glad over nye forståelser og erkendelser, omend det selvfølgelig er anderledes end da det hele var nyt og forvirrende. Lysten til også at få et teoretisk fundament er voksende, så jeg har kigget en del på Teologi for lægfolk – og gad vide, om det ikke er i kursusåret 2009/2010, jeg skal begynde på det?

Efter seancen i kirken, der også rummede hele to af mine favoritsalmer nr 15 og nr. 787 (for de mindre indviede: “Op al den ting” af Brorson og “Du som har tændt millioner af Stjerner” af Holger Lissner), var der pasta med kødsauce, saftevand og gulerodsstave. Det hele for en 20′er. Tre af vores trofaste dejlige frivillige stiller op gang på gang. De er fantastiske. Tak for mad til Irene, Mogens og Per.

Det er ikke ofte, man får så meget dejligt for en flad 20′er. En hel dejlig sen-eftermiddag og aften i det bedste selskab!

Søndag Sexagesima

Søndagen er dominica Sexagesima, fordi der er sådan ca. 60 dage til påske, og samtidig er det søndag før fastelavn, så det var den flotte lilla messehagel, der var fremme.

Jeg troede, jeg skulle til til gudstjeneste, men synes, jeg har været til 60 minutters lyd-kaos! Det skyldes:

1. Et stort dåbsfølge troede vist, de var et helt andet sted end i en kirke, så snakken gik lystigt. Bedeslagene blev overdøvet og den indledende stilhed udeblev endnu engang. Jeg er træt af, at kirkerummet er udsat for en form for “tivolisering”, hvor man har nærmest tror man har ret til at tale højlydt med mindre, der lige foregår et eller andet, hvor man selv er i centrum.
2. Et væld af 3 – 5-årige løb med deres små “søde fødder” rundt på trægulvet i Valbyskibet under det meste af tjenesten talende med “klare barnestemmer”. Trægulvet og fødderne giver i sig selv en vældig genlyd, men tilsat tale er det et mareridt. Forældre og andre griber naturligvis ikke ind. Jeg er træt af, at så mange mennesker ikke længere har nogen form for pli.
3. Når præsten (i dag Lis-Ann Rotem) føler, hun skal overdøve den mangefarvede lydkulisse giver hun sig naturligvis til at tale højere og så skratter højtalerne.
4. Nuvel jeg er meget sart med lyd og støj – men jeg kan ikke tro, at jeg var den eneste, der var generet af alt det ovenstående. Hvis du var tilstede, og har en holdning til ovenstående, så skriv gerne en kommentar.

Jeg begriber fortsat ikke, at vi ikke etablerer et par små borde og nogle tilsvarende stole ude i våbenhuset, hvor vi tilbyder børnene at opholde sig med ikke-støjende aktiviteter under en gudstjeneste, der utivivlsomt er kedelig for dem. For at det skal have effekt skal dørene, der skille kirkerum og våbenhus også have en ordentlig lydisolering. Jeg vil foreslå det i menighedsrådet!

Der var i dagens højmesse indlagt et overraskelses-bryllup. Forældrene til det nyligt døbte barn blev viet – vist nok til overraskelse for alle andre end lige dem selv. Det var så “hemmeligt” at salme nr. 706 ikke engang stod på tavlen, for så kunne alle jo have regnet det ud. Det var lidt smart. Hvis jeg nogen sinde skal stå noget sted med det menneske, jeg ønsker at dele resten af mit liv med, så skal det godt nok ikke være en overraskelse – og jeg vil heller ikke dele tiden i kirken med andre handlinger. Skal det være skal det være – og det skal være med manér.

Når nu Lis-Ann skulle nå alt dette på de godt 55-60 minutter, der er til rådighed, var der jo ikke meget tid til en prædiken! Hun spandt en fin ende over, at bruden havde et klart ønske om, at dåben (et af de to sakramenter (dåben og nadveren) vi har i den protestantiske kirke) ikke skulle overskygges af vielsen. Lis-Ann brugte dette til at sige lidt om måden vi danskere er troende på. Vi er det faktisk, vi har en forståelse for kirken – men vi går ikke sådan og råber det ud for alverden. Det har hun jo ret i. Tro er et personligt anliggende; og lad det endelig blive ved det.

Havde jeg nu været præst, ville jeg måske have tilføjet, at det svarer meget godt til noget Jesus siger et eller andet sted i Matthæus evangeliets kap. 6 om, at man skal lade være med at hænge ud på gadehjørner og reklamere med sin tro og sin bøn, men at dette bør henlægges til de private gemakker.

Og så kan man selvfølgelig spørge, om denne blog ikke bare er mit eget virtuelle gadehjørne. Vurdér selv.

Sidste Søndag e. Helligtrekonger

Meget vellykket altertavle

“Skriv om hvad det gør ved dig!”

De bedste prædikener er dem, hvor jeg intet synes, jeg har at tilføje. Dem hvor det hele er sagt, dem hvor det talte ord, afrundede det talte ord og det derfor blev en helhed – og som man altid skriver under ministerens taler (vist nok til pressen) “Det talte ord gælder”. Dagens prædiken i Hvidovre kirke var en af dem! En af dem hvor jeg ikke kan komme med mine mere eller mindre letkøbte betragtninger og hverken kan føje til eller trække fra.

Men jeg kan skrive om, hvad det gør ved mig - og her kan jeg ikke begrænse mig til Inge-Hanne Broströms prædiken, for jeg har det sådan, at en gudstjeneste er en helhed, den holistiske oplevelse, om man vil. Noget af det jeg holder af ved at være kommet til at kende kirken bedre – også lidt bag kulissen, er fornemmelsen af samspillet mellem de mange aktører. Nok er det præsten, vi alle ser, lægger mærke til og måske lader et ord falde til i indgangsdøren, for det er hende, der indtager scenen og prædikestolen, men uden alle de andre medvirkende gik det slet ikke. Kirketjener, kordegn, præst, organist og kormedlemmer (og måske er der flere?) spiller alle en rolle – nogle spiller foran tæppet, andre spiller bag det. Når det fungerer perfekt, bemærker man det næsten ikke, men haltede det, ville gudstjenesten blive disharmonisk.

Hvad gør det ved mig? Hrm… svært at svare på nu hvor jeg er ved at have fjernet mig fra de kirkefremmedes rækker og nærmer mig de kirkevantes; men alligevel:

• Kirkerummet er historiens vingesus, noget trygt og dejligt samt fornemmelsen af et verdensomspændende projekt
• Bedeslagene åbner sindet og gør mig parat til dagens tjeneste. “Scenen sættes” med andre ord
• Præludiet giver anledning til stilhed
• Salmerne åbner muligheden for, at hver fugl synger med sit næb. Jeg er vild med den stemning det giver, når mange synger sammen
• Dåben glæder mig på den pågældende families vegne
• “Fader vor” giver mig følelsen af fællesskab
• Prædikenen gør mig ofte fire centimeter højere, rykker mig som menneske og byder på intellektuel og sproglig udfordring
• Kirkebønnen giver anledning til at være ‘alene sammen’ – noget jeg normalt ikke bryder mig om, men her er det fint
• Motetten giver anledning til bare at lytte og at nyde
• Nadveren giver mig fylde og lader mig fokusere på mit personlige gudsforhold (jeg er i tvivl om, hvorvidt terminologien er korrekt; men det er sådan det føles)
• Velsignelsen giver mig fred og håb
• Postludiet giver anledning til stilhed

Selv om jeg hverken kan lægge til eller trække fra i dagens prædiken vil jeg alligevel fremdrage det, jeg synes er den afgørende essens: Når du oplever dine stjernestunder, så sørg for, at de bliver en del af din hverdag! Bring bjerget ned på jorden.  (Matt. 17, 1-9.)

Vi har kun ét liv! Det er for kort til at blive forspildt. Vi er i bedste fald midt i livet og tænk på, at ‘forestillingen’ ikke bliver spillet igen. Det nytter ikke at være blevet 70 år, at vende sig om og tænke ved sig selv ‘Det var ikke sådan, det skulle have været. Nej – bring bjerget ned på jorden; lev livet, lev det ud, del det med dem/den du har allermest kær.

PS: den igen i dag overfyldte kirke havde i dag filmhold på! To piger fra Rødovre Gymnasium havde fået lov at filme. Det glæder mig, at sådan et par får lov at filme en overfyldt kirke, for jeg er allerede træt af dogmet “de mennesketomme kirker!”

Projekt “Altertavler” afsnit 2

Sidste søndag blev ‘kirkeposten’ faktisk for lang,  fordi jeg beskrev både oplevelserne med altertavlerne og søndagens gudstjeneste i én og samme post.

Denne uge får du én post om projekt altertavler og én om højmessen; jeg håber, det giver et mindre rodet indtryk!

I går var det lørdag, og jeg må indrømme, at jeg stod op og var spændt på, om denne lørdag nu kunne måle sig med den seneste? Sidste uge malede konfirmanderne fra en af skolerne i Hvidovre altertavler bistået af Irene (malerinde) og Inge-Hanne (præst) og det var en succes! Kunne den gentages med den næste skole? Ville det være muligt endnu engang at forandre en hoben trefløjede træplader – lavet af fangerne i Herstedvester – til personlige kunstværker indeholdende en form for ‘Troens billeder’?

Vi startede faktisk i torsdags på Nationalmuseet med en fremragende rundvisning om ‘Troens billeder’. Jeg lærte rigtig meget, og det var i går tydeligt, at det gjorde konfirmanderne også!

Museer… Jeg elsker dem, men har så ofte tanken, at min baggrundsviden er for ringe – men så er en rundvisning fantastisk! Som at surfe på nettet, hvor man kan gå i dybden med få emner og gå forbi de fleste. Jeg lærte meget på den time rundvisningen varede! Jeg har det ofte sådan, at jeg hungrer efter læring. Når man er blevet så gammel, som jeg er, ansætter arbejdsgiver ikke en, for at man skal lære noget, men for at man skal yde. Det er fair nok, og jeg får heller ikke elev-løn, men jeg kan savne lærings- og udviklingsaspektet i hverdagen.

Vi startede med nogle meget tidlige Jesus-billeder. Den korsfæstede Kristus afbilledet som en konge med krone og det hele (sådan ret firkantet) for at ende med billeder af en meget mere lidende kristus lige omkring 1536 – der er året for reformationen. For et år siden var jeg ikke klar over, hvad vi protestanter nu egl. protesterer over.

I meget tidlige tider (ca. vikingetiden) afbildede man Kristus som en stærk og mægtig konge, fordi han, hvis han skulle nyde fremme her, skulle ud og markedsføres som værdig konkurrent til de nordiske guder som Odin og Thor. De kunne jo det hele… pløje Sjælland ud med okser, vinde krige, få det til at tordne osv. osv. – og her kom så den kristne Jesus i et lændeklæde eller bare med en kjortel  med de særdeles fredelige budskaber om kærlighed og tilgivelse. Han kom og sagde, at det var det, det hele handlede om! Han bliver op gennem tiden den Kristus, jeg genkender fra den sen-middelalderlige altertavle i Hvidovre Kirke.

Jeg har været til masser af højmesser, hvor jeg i forbindelse med dåben har hørt Inge-Hanne sige “den sen-middelalderlige altertavle”… uden at jeg helt har fattet, hvordan man nu lige kunne se, at den var “sen-middelalderlig”. Men OK – jo tidligere jo mere barsk, rå, cool og sej, og jo så er han tidlig, men jo senere jo mere menneskelig og lidende er Jesus på korset. Hvem ville for øvrigt bryde sig om at få hamret søm gennem hænder og fødder? Selv jeg kunne nu blive næsten sen-middelalderlig!

Konfirmandernes opgave var at male alle disse indtryk udtrykt i form af påskeugen og kampem mellem det gode og det onde. Tak skæbne! Mal lige et par abstrakter… bare en detaille som kampen mellem det gode og det onde…

Det fantastiske er… at de gør de så! Som en gammel Jørgen Ryg-Dirch Passer-monolog: “Rul bølger – rul…. og de gjorde det sgu”. Herunder finder du lidt billeder fra processen – og endnu engang har jeg forsøgt at finde billeder, der netop bare viser processen, fordi tro er et personligt anliggende – også når man er 14-15 år.

Og så har jeg endnu engang oplevet at glæde mig virkelig meget til vores nye menighedshus! Endnu en weekend har vi ofret meget tid på at slæbe rundt på borde og stole, fordi scenen hele tiden skal sættes til et nyt stykke. Man kan ikke spise oveni malergrejet, men man kan heller ikke aflevere og motivere sin altertavle oveni resterne af en frokost. Hvor bliver det rart med bedre forhold allerede fra 1. søndag i advent 2010!

Team-work

Grøn er håbets farve

Det ender godt

Ørenringe i generationer

Vild med processen

3. Søndag e. Hellig Tre Konger

Jeg beklager, at jeg har svigtet mine kirkeposter i hele tre uger, og vil bestræbe mig på, at det ikke sker igen. Men i denne periode, hvor det nærmest er nat hele tiden, så kan kl. 10:00 forekomme mig meget tidligt på en søndag. Ikke fordi jeg ikke er oppe, men bare fordi jeg ikke er klar til at gå ud i samfundet og interagere i det.

Det var dejligt at komme i kirke igen, og det var som altid dejligt at høre en prædiken af Inge-Hanne Broström; i dag var teksten Matt. 8,1-13. Hun evner at gøre teksterne nærværende, vedkommende og så skærer hun ind til benet. Hun taler ikke udenom, men går i kødet på det, der er svært. Dagens tekst handlede om Jesus, der helbredte et par af datidens bærme – en spedalsk og en hedning. Jesus rakte ud efter dem, de andre ikke ville lege med. Han så dem, som de mennesker, de var, og overvandt dermed den mur, de var spærret inde bag.

Datidens mennesker blev spærret inde af noget, der kom udefra (jødiske regler og love ekskluderede både den spedalske og hedningen fra samfundet). Men hvad bliver vi spærret inde af i dag? Måske os selv? Stiller vi ikke helt hårrejsende store krav til os selv? Vi skal være velorienterede, kloge, opdaterede mv. De sociale relationer skal være veludbyggede og velplejede, og vi skal se godt ud; der er næsten ikke grænser for, hvad vi skal kunne magte.

Selv tænker jeg videre: Og hvad sker der for os, der ikke magter alt det ovenstående? Vi bliver ikke ligefrem ekskluderede som på Jesu tid, men kan let blive betragtet som lidt sære. Jeg kender det godt – men har vænnet mig til det! Siger jeg på arbejdet en fredag eftermiddag, at jeg ikke skal noget specielt i weekenden, bliver der da kigget lidt medlidende, også når jeg hører mig selv forklare, at det faktisk passer mig fremragende ikke at skulle noget specielt.

Med udgangspunkt i John Le Carrés efterskrift til “Spionen der kom ind fra kulden” begyndte Inge-Hanne sin prædiken med: “At betragte muren var som at betragte selve frustrationen i mit eget, på det tidspunkt, dybt ulykkelige liv, fyldt af hindringer – indadvendthed, forladthed og bitterhed.”  Muren er hos Carré Berlinmuren, men hvad er “muren” i os selv tænker jeg? Jeg ved det ikke, men et bud kunne være en grundlæggende angst for andre mennesker; nuvel angst er sådan et stærkt ord, måske er utryghed bedre – men i hvert tilfælde det, der kommer til udtryk, når man ikke lige får rakt ud til en anden, når man ikke får sagt “jeg har det elendigt, har du ti minutter?” Bliver man ved med det, ender man måske i glasklokken eller “Belljar” som Sylvia Plath skrev om. Det kræver mod at række ud, at bede om ti minutter hos alle dem, der har så travlt på arbejdsmarkedet og i privatlivet. Men har man modet, risikerer man at opnå at blive set og hørt.

Ubetinget at blive set og hørt med sine stærke og svage sider kaldes vist kærlighed. Har du en, der altid vil lytte  – uanset hvad og hvornår, er du højt elsket. Du har fået noget dyrebart, du skal passe på. Det skal passes og plejes; det hverken kommer eller bliver af sig selv.

Og som jeg hørte slutningen på Inge-Hannes prædiken, så var dagens løsen netop kærlighed. Kærligheden river muren ned og trækker os ud i lyset igen!

Salmer: Der var – som altid – fulde huse. Salmerne var nogle, de fleste kunne, og det er så skønt. Jeg har en forkærlighed for “Tak Gud for denne lyse morgen”, der sluttede dagens gudstjeneste, for den har rytme, er ikke stor kunst, men alle kan synge den – og de gjorde de så.

Altertavleprojekt: Efter gudstjenesten var der fernisering på konfirmandernes altertavler, som de malede i går lørdag.

Jeg var med hele dagen i går som praktisk gris, og det var sådan en skøn dag. Grundlæggende er jeg en gammel sur kone, der mener, at børn er noget uvæsen, der støjer og koster penge – ok, måske ikke helt så galt men næsten; men det slår dog bare aldrig fejl, at når jeg lærer dem at kende, både de store og de små, bliver jeg ret vild med dem – og de har som regel heller ikke noget mod mig.

Inge-Hanne laver hvert år altertavler med konfirmanderne. De tager først på Nationalmuseet og ser på – og hører om – de altertavler, der hænger derinde. Dernæst er der en introduktion ovre i selve kirkerummet til årets tema, der i år (måske hvert år?) er påskeugen og “kampen mellem det gode og det onde”. Inge-Hanne fortæller dem historien om påskeugen på en meget levende måde. Jeg sneg mig til at høre med i år, og blev endnu engang fascineret af hendes evne til at fortælle. Jeg elsker, når nogen gider fortælle en historie og kan danne billeder på min nethinde. Derefter får konfirmanderne undervisning i farvelære ved Irene, der er 81 (!) år og mallerinde, og de tegner en skitse til deres altertavle.

I går var det så “store maledag”, og der var fuld koncentration lige fra kl. 10:00, hvor der blev udleveret en lille trefløjet altertavle af træ til hver, og fem farver (rød, sort, gul blå og grøn). Altertavlerne er fremstillet af de indsatte i et fængsel. Konfirmanderne arbejdede virkelig intenst, og det var bare så rart at gå rundt og sludre lidt med dem undervejs, og måske svare på et spørgsmål, men faktisk mest være tilstede, for jeg kan jo hverken svare på noget teologisk eller noget om maleri.

Hver enkelt af dem “afleverede” deres altertavle til Inge-Hanne og ledsagede den med ord om de tanker, der lå bag motiv og farvevalg mv.  Jeg må sige, at jeg var imponeret, både over resultaterne og over så meget kristendom, de har fået lært og kan udtrykke i billeder. Det kunne jeg ikke have gjort.

Tavlernes videre skæbne: På konfirmationsdagen bliver de stillet op på alteret i kirken med et lille fyrfadslys foran hver enkelt. Det var meget stemningsfuldt sidste år – og det bliver det selvfølgelig også i år. Og så får de dem naturligvis med hjem til sidst.

Vi tager en tur til på lørdag – og jeg glæder mig allerede, for det er dejligt at være med i processen fra det bare stykke træ til en færdig tavle med personlighed, titel og fortælling.

Herunder har jeg prøvet at indfange gårsdagen med respekt for, at de enkelte tavler tilhører konfirmanderne – og derfor har jeg ikke bragt nogle af de nærbilleder, som vi tog af hver enkelt tavle.

Starten på en altertavle, der endte meget smuk

Der arbejdes meget koncentreret

Tavlerne er færdige

De satte i scene

Perle eller Perker

Først og fremmest undskylder jeg overfor mine læsere, at jeg ikke har været trofast i januar. Jeg har en hel masse undskyldninger:

1. Jeg er flittig ovre på min slægtsblog, og har tastet mere end 14.000 af Nygårds sedler ind – og det nu tager lidt tid. Nygård var arkivar og skrev sådan godt ½ million uvurderlige små sedler med bidrag til jysk personalhistorie i bred forstand. Der er tale om et helt unikt seddelværk, som vi nu er en flok mennesker, der har sat os for at digitalisere.
2. Arbejdsåret startede med noget, jeg ikke er god til: For meget arbejde i to uger. Jeg har en høj produktivitet og en uhyggeligt stor produktionskraft (er der en, der engang har sagt til mig), men jeg er dårlig til at se det hele vælte ind over mig. Jeg bliver bange og føler mig utilstrækkelig; de gamle stress-symptomer kommer farende og vælter mig bagfra også selvom det slet ikke er rimeligt og er lidt ude af proportioner. Arbejdet er blevet normaliseret igen – og alt er i orden. Jeg følte mig bare uprofessionel et par uger – og øh… det blogger man jo ikke om vel? Vi er da ordentlige mennesker, der kan styre vores stress ikke?
3. Jeg har været “kulturel” og set “Phantom of the Opera” med en kær ven – og det kommer der en særskilt post om, for det var forrygende. Vi sad på 1. række i “Det ny Teater”; og det var som at være der selv – altså som at være i Paris i 1911 og 1891; lysekronen fløj i bogstaveligste forstand om ørerne på os, orkesteret spillede for fuld musik – og for fuld damp. Jeg har aldrig tidligere oplevet en musical live (og har altid slukket for dem i TV), så det var waughhh…
4. Jeg har været i kirken til en fremragende sogneaften med Sulaima Hind i aftes. Jeg kunne have hørt på hende i timevis. Her var en kvinde med et budskab og en fortælleevne langt ud over det sædvanlige! Allerede ved 11:30-tiden i dag havde jeg haft gårsdagens foredrag i tankerne flere gange Hun er ikke så glad for, at man skriver om hendes foredrag – så herfra er min mund lukket med syv segl (eller er det sejl – ihukommende Kaptajn Haddock?)

Københavns Politi

Nu er jeg så kommet gennem undskyldningerne for mit fravær og kan begynde på dagens emne: Perle eller Perker.

Det sker, det er morsomt at høre radioavis. Det skete i dag! Politidirektør Hanne Bech Hansen (som jeg ellers er stor ynder af, fordi hun har skabt revolutioner i Københavns Politi, som hun engang fortalte om i en “Løkkegaards” på radioens P1) udtalte med stor sikkerhed, at en af hendes medarbejdere havde kaldt en demonstrant “Perle” og ikke “Perker” som et hold sprogprofessorer og demonstranten ellers selv mente, der blev sagt.

På en eller anden måde blev jeg lige sat tilbage til de gode gamle Poul Eefsen-dage, hvor man kunne klage over politiet – til politiet!

Er det da ikke fuldkommen latterligt at forestille sig, at Københavns Politi nu begynder at kalde deres “kunder” for “perle”? Jeg måtte le. Det er da helt ude i hampen. Tænk at man udstiller sig selv på den måde!

Hvis de er begyndt at kalde mørklødede demonstranter for Perler – så har Hanne Bech Hansen i sandhed skabt revolutioner siden de 80′ere, Sulaima Hind fortalte om i aftes. Jeg kan bare ikke tro det – og det lyder som en vittighed. Men således er jeg da klædt på til en fin weekend.