Hvorfor blogger man?

En kollega nævnte i går, at hun af og til læser med her…

Vi talte lidt om, hvorfor bloggere blogger, hvilket jeg også ofte har spurgt mig selv om.

Hvad er det, der får mig til at bruge tid og kræfter til at skrive til en ubekendt skare af mennesker?

Et blandt mange svar er Google! Når der nu om dage er noget, jeg ikke ved noget om (og der er en del af den slags), går turen først og fremmest til Google. I gamle dage gik turen til Lademanns 27 binds leksikon, men den tid er ovre.

Men hvis der ikke var nogle, der skrev til nettet, fandt Google logisk nok ingenting. Min tanke er altså at give mit mikroskopiske bidrag til det altfavnende internet for at glæde andre med et hit eller fem og da denne blogs målsætning er at handle om “Alt mellem himmel og jord” finder du altså poster om alt fra Gud til dørhåndtag via ØkonomiService Centeret (ØSC) og slægtsforskning. Min glæde over, at almindelige mennesker kan få lov at formidle almindelige tanker, vil aldrig tage ende.

For ikke så mange år tilbage skulle man være “noget ved musikken” (eller i hvert fald selv mene, at man var det) før man udgav noget andre forventedes at læse. De elektroniske medier har heldigvis rykket afgørende ved denne grænse.

Selv tænker jeg ofte over, hvor grænsen, for hvor personlig jeg vil være, går. Men jeg ender altid med svaret, at det er den mere eller mindre personlige beretning om dette eller hint, der rykker. De videnskabelige artikler og afhandlinger er allerede skrevet. Den personlige vinkel er den nye vinkel.

Bloggen ctr. Facebook: Min egen blog-aktivitet er faldet, efter jeg er kommet på Facebook. Facebook er stedet for de korte meddelelser; til længere (evt. holdningsprægede og motiverede) indlæg mener jeg faktisk, at Facebook er uegnet. Personlig savner jeg på Facebook mennesker, der skriver mere, funderer og undrer sig over et eller andet. Mediet egner sig til statements – ikke til pro et contra.

Ulemper? Der er mange! Det er min opfattelse, at det elektroniske medie har reduceret det kvalitative indhold (læs: der sjuskes mere), der er for meget, der ikke er korrekturlæst og der er for meget, der er fragmentarisk. Der er for meget fremmedhad og racisme i den danske blogosfære, og det er som om, man på nettet kan tillade sig hvad som helst. Det virker som om, reglerne – om hvad man gør og ikke gør overfor andre mennesker – er ophævet på nettet – men det er de jo ikke!

Men når det er sagt, så overvejer fordelene langt ulemperne, og hvad gjorde vi egentlig  før Google? Det kan jeg ikke slå op i hverken Salmonsens eller Lademanns Leksikon!

Pigen der legede med ilden

Jeg er blevet bekræftet…

I sommer læste jeg Stieg Larsson-trilogien, så nu måtte jeg naturligvis i biografen og se filmatiseringen af “Pigen der legede med ilden”.  Anmeldelserne på Scope (min foretrukne filmside på nettet) fra både anmelderne og brugerne er lidt lunkne, og efter at have set filmen vil jeg give dem ret.

Filmen følger bogen godt, men alle nuancerne er selvfølgelig forsvundet – eller rettere, der er ikke tid til at forklare dem så godt på lærred som på papir. Et ex er, at hele historien med Zalchenckos ankomst til Sverige og Säpos håndtering af sagen slet ikke træder klart frem i filmen, og havde jeg ikke læst bogen, tror jeg ikke, jeg helt havde forstået vigtigheden af dette element.

Et andet ex er at Lisbeth efter “begravelsen” redder sig selv og i bogen er der naturligvis flere sider om hendes tanker undervejs, hendes tanker som levende begravet – i filmen ser man bare resultatet. Sådan må det naturligvis være, men jeg er måske bare bekræftet i, at jeg ikke skal læse bogen for dernæst at se filmen. Der bruges simpelthen for meget mental energi på at sætte filmen småstykker ind i bogens sammenhæng for at få historien til at hænge sammen. Om filmen ville kunne forstås uden at man havde læst bogen, skal jeg ikke kunne sige.

Nogle har haft skrevet, at filmen er langsom, fordi den  reelt er fremstillet til TV. Jeg kan nu ikke se, at den er specielt langsom, men det siger måske mere om mig end om filmen.

En af mine anker mod at se film bygget på bøger er normalt, at filmen ødelægger de billeder, jeg selv har dannet på nethinden. Det skete overraskende nok ikke i “Pigen der legede med ilden” – faktisk blev de gode bare bedre og de onde bare værre. Lisbeth så bedre ud end ventet, Michael var mere lækker, og R. Niedermann og Zalchenckos var endnu værre end ventet. Det var perfekt.

Jeg tror ikke, filmen kan ses og give mening, hvis man ikke enten har læst bøgerne eller har set “Mænd der hader kvinder” – men er en af de forudsætninger på plads, så bliver man godt underholdt i et par timer – og det hele ender med en cliffhanger (helt som i bogen), så filmselskabet er sikker på kunder også til afsnit tre.

Østeuropæiske tilstande hos Apple?

Jeg må bare eje den…

Jeg har kigget længe, set introduktionsvideoen flere gange, spurgt mig for hos de mest nørdede af de nørdede venner jeg har, set over skulderen i S-toget, undesøgt markedet for mobilt internet, faret vild i prisskemaer, når jeg skulle finde ud af, hvad denne fætter egl. koster – og efter lang research er jeg kommet frem til, at jeg vil købe en Apple iPhone 3G S og det skal være hos 3, fordi de har det suverænt bedste mobile bredbånd, og fordi deres priser er til at gennemskue. Når man vil have internettet i lommen skal det bare virke hver gang, også når jeg står i en skov på Mors.

Min umiddelbare undskyldning (for en sådan synes jeg, jeg behøver) for at lænse min tegnebog med en iPhone er blandt andet, at jeg jo skal til Århus en gang om måneden de næste tre år, og så vil det unægteligt være rart altid at have internettet i lommen til de lange (måske lidt kedelige) aftener på Diakonhøjskolen for nu slet ikke at tale om rejsen frem og tilbage…

Den 18. august blev jeg så hos 3 skrevet op til at blive ringet op, når de igen har iPhone på lager! Jeg ved ikke, om jeg er nummer 47 eller nummer 9447 i køen – men de har ikke ringet endnu, så jeg må nøjes med at følge med på deres status-side. Det er da stort set østeuropæiske tilstande før 1989. Set fra Apples side er det selvfølgelig fikst ikke bare at sætte turbo på produktionen, for sådan skaber man lidt kult-agtig stemning om det at have en iPhone. Den er skam ikke for hvem som helst.

Ugens løb

Sikke en uge…

Mandag: Verdens bedste dag i selskab med min kæreste ven. Nogle mennesker kan skabe helvede på jord for hinanden – andre af os kan på én dag fylde verden med harmoni og glæde bare ved at være sammen.

Tirsdag: fractura radii, extremitas proximalis – fraktur af caput radii (DS 52.1) kl. 07:55. Billedet til højre viser underarmsknoglerne set for forfra. Radius er betegnet med D. Øverst på billedet er albuen og nederste del fører til håndleddet. Caput betyder hovedet på en knogle. Altså et brud på hovedet af radius.

Masser af tanker om, hvorvidt jeg nu kommer til Marokko eller ej – det indebærer trods alt 11 dage i øde egne. Aldrig har jeg da overholdt lægelige forskrifter så godt, og resultatet synes heller ikke at udeblive. For hver dag kan albuen lidt mere, hvilket er meget tilfredsstillende. Jeg tror efterhånden på projekt Høje Atlas igen, men lover mig selv først at tage stilling på onsdag sammen med min læge(s ferieafløser).

Onsdag: Jeg fik læst Camilla Läckbergs “Tyskerungen” færdig. Efter hvad jeg har læst på det seneste, er jeg ikke imponeret. Og jeg tror ikke, jeg vil købe flere af hendes bøger.

I stedet er jeg begyndt på “Livlægens besøg” af Per Olov Enquist: “En stor og gribende kærlighedsroman, et trekantsdrama, hvor aktørerne er den tyske livlæge, den magtløse enevoldskonge og den unge dronning Caroline Mathilde, der i det erotiske møde med Struensee vokser til kvinde.” Den tegner rigtig godt!

Torsdag: “Der er kun ét “d” i avocado”. Til frokost talte vi om, hvorvidt det har betydning, at man behandler sproget korrekt – eller i hvert fald gør sig umage med at prøve på det. Det startede faktisk bare med, at en sagde “advocado” – og den slags kan jeg ikke rigtig sidde overhørig, og så blev jeg mobbet resten af dagen. Det er OK, for jeg kan godt tåle det, og jeg ved, at det ikke stikker dybere.

Men der er altså ikke advokater i avocado og man kan heller tilspørge dem om noget – (ad voco = tilspørge), så der er kun et “d”. Det undrer mig bare, at der findes mennesker, der ikke søger at optimere sprogbrugen og at omgås sproget så omhyggeligt som muligt. De sagde, at de slet ikke ser/hører det. Hrm… Selv ser og hører jeg ikke resten, hvis der er sådanne tåbelig fejl, der let kunne være undgået.

Torsdag var også dagen, hvor Nicki Sørensen vandt en fantastisk etapesejr i Tour de France – 12 etape til Vittel. Han kørte alene op til et udbrud. Han stak af fra samme sammen med Calsatti, som han derefter kørte træt og så stak han af 22 km. før mål og kørte, og kørte, og kørte, og var i mål mere end 6 minutter før de øvrige. Vanvittigt – fantastisk. Han lignede nærmest Lance Armstrong. Nicki Sørensen er i øvrigt meget meget bedre til at køre på cykel end til at tale engelsk – og følgende bemærkning fra interviewet lige efter etapesejren er guld værd: “It hasn’t really gone up for me yet”. Det er jo sådan lidt “julekalender-engelsk”, hvilket fik TV2 til at kalde det “Its is hard to be a cykelmand”.

Kun under Tour de France kan mit TV vise TV2; resten af året er jeg lykkeligt forskånet for dette reklamehelvede, som de i år har suppleret med diverse amatører, der kører op ad Mont Ventoux i en simulator. Det er naturligvis også meget vigtigere at vise billeder af dette end at vise det rigtige cykelløb! I går fredag skiftede de ved Gud over til reklamer, nyheder og reklamer lige på det tidspunkt, hvor rytterne var på vej op ad en af de stejle stigninger! Måske skulle jeg prøve at forlige mig med Eurosport i stedet?

Fredag: En dejlig dag på arbejdet! Det hele er pt. meget stille, så vi har tid til at gøre noget af alt “det, der kan vente”. En kollega havde derfor revideret en vejledning om barselsregler, der ikke havde været revideret siden 2006, og nu ville hun gerne have en sproglig gennemgang samt have det på Intranettet. Hun spurgte om min hjælp til det, og det er jo lige mine kernekompetencer, og noget af det jeg faktisk er ansat til i halvdelen af tiden (det står der i hvert fald i mit ansættelsesbrev) – men som altid skubbes væk på grund af brugersupport, nu suppleret med brugeroprettelse og -vedligeholdelse på grund af ØSC – Grrrr.

Vi fik i fællesskab skruet noget sammen, som vi blev tilfredse med, og det blev lidt bedre end det, vores Sharepoint CMS kan bidrage med, fordi jeg kan skrive lidt HTML-kode i hånden. Man kan så undre sig over, at man i Sharepoint ikke kan lave dokument-interne links!

Selv synes jeg, det er rigtig dejligt at komme til at bidrage med noget af det, jeg ved, jeg er er god til – og som jeg synes er sjovt.  Der er noget enerverende i konstant bare at løse enkeltsager for brugere. Det er ren Sisyfos: spørgsmål ind, svar ud dagen lang. Jeg tænker til tider over, om man ikke i længden bliver dum af det?

Bravo DR

Af og til rammer de plet!

Jeg ved ikke, om det var tilsigtet – men det var flot!

I aftes sendte “det rigtige fjernsyn” = DR1 kl. 20:00 det 3. afsnit af BBC-serien “Den fantastiske planet”, som jeg følger hver eneste søndag.

I går var det fra Serengetti i Tanzania, hvor jeg tilfældigvis selv har været. Man fulgte en løvefamilies kamp for livet gennem et år og samspillet med gnuer, impalaer, gazeller, krokodiller mv.

For en uge siden handlede det bla. om laksen, der vandrer op mod strømmen i egne, hvor det regner, når bjørnene er meget meget sultne, og uden føde ville dø…

Økosystemet er så viseligt indrettet, at laksen skal op ad strømmen og op ad floden for at gyde på det tidspunkt, hvor den brune bjørn stort set er udhungret. For at laksen kan komme til at svømme, må der falde regn. Og så kommer regntiden! Det er ubegribeligt, at naturen har kunnet indrette sig sådan – at evolutionen har gjort det muligt. Der var fantastiske scener, hvor bjørnene sad på klippefremspring i floden og stort set bare skulle åbne munden og så kom den rå laks flyvende ind i munden på dem. Laksen skal for at komme op-strøms springe så højt, at det ville svare til, at et menneske uden videre skulle springe over en fire-etagers bygning.

Serien rummer fremragende billeder. I går så man fx græsset gro!

Jeg havde netop siddet og tænkt over – og glædet mig over – de fantastiske økosystemer, der muliggør arternes sameksistens, og de evolutionære processer, der vel bare har taget ca. 6 mia. år og så kom 21Søndag (TVA om søndagen) med den grelle modsætning!

Statoils oliesand-udvinding ødelægger Canadas landskaber, får indianerne langs en flod til at mene, at de har fået kræft af at bo så tæt på stedet, hvor sandet vaskes for at udvinde olien. Logikken er, at når der ikke er langt fra de kunstigt skabte søer til den naturlige flod, må disse to systemer gå i forbindelse med hinanden. Der var billeder af fisk med to munde og sære pletter!

I jagten på den sidste olie er verdenshavenes reservoirer ikke længere tilstrækkelige. Nu går man løs på jorden, for at vi umættelige forbrugere til stadighed kan få dækket vores behov for plasticposer, elektricitet og andre behageligheder. At udvinde olie af sand er 10 – 15 gange så CO2-belastende som at udvinde det på konventionel vis fra havbunden! Det er måske derfor klimatopmødet i København til december 2009 kaldes COP15?

Nu er de jo næppe onde menensker hos norske Statoil – næh, de driver en forretning, og i denne forretning har bla. Danske Bank og Nordea (min bank!) købt aktier for pensionspenge. Jeg har lyst til at ringe ned i banken og sikre mig, at det ikke er mine pensionspenge, de har købt Statoil-aktier for.

De to udsendelser i direkte forlængelse af hinanden var fantastisk TV – og jeg nægter at tro på, det var et tilfælde! Først ser man, hvad naturen kan, hvilke kredsløb, der kan holdes i spil i et fintmasket system – og dernæst ser man, hvordan det hele kan splittes ad på ingen tid med ukendte langsigtede konsekvenser.

Det er på tide, at stoppe op – og hvem kan stoppe bedre op end du og jeg?

To år

Stegemüllers vindue mod verden fylder år

“Stegemüllers vindue mod verden” har fødselsdag.

To år er det blevet til. To år med 316 poster, 799 kommentarer, 4 sider, 40 kategorier og 278 “tags”. Årh ja – og ikke at forglemme 1.239 spam-kommentarer, men dem tager Akismet sig heldigvis af.

Tak til alle jer, der giver jer tid til at kommentere enten fast eller bare lige kommer forbi med en kommentar. Det er kommentarerne, der giver bloggen liv. Det er sådan, man som blogger ved, I er med derude i verden.

Da jeg startede bloggen, kunne jeg simpelthen ikke finde på en beskrivelse, hvorfor det blev til “En blog om alt mellem himmel og jord” og det er det også, og at der er kommet rigtig mange poster i kategorien “Kirke” er faktisk bare en tilfældighed.

Man kan spørge sig selv og Google, hvorfor man blogger. Jeg fandt en god lille artikel her (jeg har tilsat lidt kommaer mv.):

Hvordan skriver man?
Spørgsmålet er nok mere, hvordan man bliver ved med at skrive. De første par uger er det en underlig fornemmelse bare det at sende sine ord ud i så offentligt et rum. Men man vænner sig til det og kommer til det punkt, hvor man enten har indarbejdet skriverutiner eller er gået i stå.

For at skrive en blog, er det først og fremmest vigtigt at have noget på hjerte – det skal ikke nødvendigvis være en politisk dagsorden eller noget, som man ved en masse om, så bloggen bliver en slags videndeling. Det kan sagents være mere diffust. At bruge den til at øve sig i at formidle til et større og relativt ukendt publikum, at skrive om små og store ting i hverdagen så venner og familie, der bor langt væk, kan følge med. Og så er det vigtigt, at man synes, det er sjovt – for som blog-publicist får man et ansvar overfor sine læsere.

Jeg kan virkelig følge den citerede blogger i det med ansvaret overfor læserne; men det er ikke alene ansvarsfølelse; det er også ønsket om, at når I nu er kommet hele den lang vej gennem internettet og har rejst gennem adskillige bloglande, så vil jeg jo gerne have, at I bliver hængende, eller i hvert fald bare kigger ind igen en dag.

Indrømmet – til tider mangler inspirationen, og så er her stille for en tid. For ikke at svigte læserne har jeg til tider prøvet alligevel at mane en post frem af ingenting. Det går bare ikke. Jeg kan ikke skrive uden at være inspireret, uden at have et eller andet jeg brænder for – eller imod. Jeg er så heldig, at jeg har læsere, der skriver og “rykker”, hvis her har været stille for længe

Her er ganske vist ikke så mange “brok-poster” for det skal ikke ende som en “brok-blog”, men vrede, galde og irritation er ellers gode at skrive på. Jeg tror, at posterne om “Aversioner” og “Sprog” bærer lidt præg af min ubændige undren over danskernes manglende evne til at behandle sproget, og de poster er der lidt bid i.

Kontinuiteten prøver jeg at bevare i posterne om “Kirke”, hvor jeg med hverdagsord forsøger at beskrive mit møde med kirke og tro. Der er næppe for alvor gået en missionær tabt i mig, men et lille bitte sted kunne jeg ønske mig, at mange flere mennesker havde lyst og mod til at bruge kirkens palet af tilbud. Skulle der alligevel være gået en missionær tabt i mig, håber jeg at blive spist af en kannibal…

Bevarelsen af kontinuiteten kan ses på statistikken. Den peaker hver eneste søndag med ca. 100-120 læsere. Mon ikke de fleste bloggere holder øje med statistikken? Man skriver jo, fordi man selv synes, man har et budskab, og hvorfor gøre sig ulejlighed med at skrive, hvis man ingen læsere har? Jeg er rigtig tilfreds med jer læsere – for I er så dejligt trofaste. Tak for det!

Stav ord efter staveord

Måske skulle vi gå tilbage til staveord?

I går den 12. juni 2009 kom der en byge, der varede ca. 36 timer, så jeg tog bus og tog til og fra arbejde. Med kollektive transportmidler kan man bare sidde og kigge ud; sådan ganske enkelt lade sig fragte… Så ser man noget andet, end man plejer.

På Ålholmvej Ålekistevej var der et fantastisk skilt over en butik nemlig “Kiosgen” – nu står verden ganske enkelt ikke længere. Så lær dog for pokker at stave til “kiosken”!

Laver man en billedsøgning på Google på “staveord” får man blandt andet billedet herover med teksten “Sig – lyt – skriv”, og måske er det lige præcis problemet? Det er nemlig ikke nok at sige og lytte, for så skriver man naturligvis: “kiosg”; det ville ikke engang være korrekt på norsk.

Jeg syntes, danskerne staver dårligere og dårligere – dette er forkert; det hedder i præsens “Jeg synes, danskerne …” men prøv at lægge mærke til (de fleste ville skrive “ligge”), hvor ofte det anvendes forkert.

Tag en tur på Facebook, når du vil se ubehjælpsomt dansk.

De, der udarbejder diverse smådumme quizzer, burde få nogle til at hjælpe sig med korrekturen. Et par eksempler: En gruppe hedder “Jeg hader langsomme computer”, en quiz hedder “Hvor godt kender du din Danmark?”, et indlæg om nogle kamphunde “.. det nære mig du ikke vil se sandheden i øjene.. du siger at det kun er muskelhunde…”. Her mangler fuldstændig kommaer og den slags småting, og mon ikke også sætningen skulle have startet med “Det nager mig, at…”? Eller hentet et helt andet sted fra “…kommentarer og foreslag omkring dette website…” Man kan have kommentarer “til” noget – ikke hverken “om” eller “omkring” og så hedder det altså “forslag” – Argh…

Vi burde bruge flere staveord

Når du læser på nettet, så prøv at lægge mærke til, hvor vanskeligt skribenterne har ved at formulere sig. Det er rystende, og det er både gamle og unge, der formulerer sig ubehjælpsomt. Internettet er fint og smukt og demokratisk og alle kan ytre sig, og det er dejligt, for det er jo netop formålet.

Mit budskab er, at vi som samfund må udstyre borgere (stor og små) med de rette kompetencer for at blive hørt, for at blive taget seriøst. Hvad nytter det at ytre sig om alskens emner, hvis det ikke er formuleret bare nogenlunde korrekt? Jeg er næppe den eneste, der ikke rigtig gider gætte på, hvad der nok skulle have stået.

Herudover så er det ikke indbygget i de virtuelle medier, at man skal udvise manglende omhu. Man må gerne læse teksten igennem en gang mere, selv om man ikke trykker den i en bog, men lægger den på nettet. Vi kan ikke forestille os en forfatter, der ikke læser korrektur – eller får nogen til at gøre det for sig – inden bogen går i trykken, vel? Men når tekster skal på nettet, så gør de færreste sig den ulejlighed at gøre sig umage. Det hele skal gå så stærkt, at der ikke er tid til kvalitetskontrol. Risikoen er manglende gennemslagskraft uanset hvor godt, indholdsrigt og rigtigt det oprindelige budskab var.

Sindsoprivende lørdag

Min tipoldemor Ane Margrethe Andersen 1841-1926

Var det forfra?

Sikke en sindsoprivende lørdag… Jeg har brugt en del tid de seneste dage på at shine mit webgalleri op. I morges installerede jeg lige en plugin, der havde til formål at lette søgemaskinernes muligheder for at finde galleriet. I aftes reducerede jeg størrelsen på en række billeder. Pludselig virkede intet!

Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da der intet skete, når jeg klikkede på et af minibillederne. Og det var ikke tanken om at skulle installere programmet igen, der var årsagen – nej det var tanken om måske at have lavet så meget kuk i det hele, at mine 423 billeder var væk for evigt…Jeg kunne se dem i databasen, minibillederne blev vist, men hvorfor kunne de ikke forstørres? Havde jeg lavet irreversibel skade?

Mange af de billeder, der ligger i galleriet, har jeg ikke andre steder (dvs. nu er de også på den eksterne harddisk), og da billeder fortæller historie både om fortid og nutid, så jeg for mig, at jeg havde slettet adgangen til historien… Mange af billederne har jeg fået tilsendt fra fjerne slægtninge og ville ikke vide, hvordan jeg skulle få dem igen. Og da jeg havde fortaget mig to handlinger med galleriet, kunne jeg ikke vide hvilken af dem, der havde forvoldt skaden.

Til Coppermine hører heldigvis et Forum – og da jeg selv havde opgivet at finde en løsning, postede jeg et spørgsmål dér. Mindre end 1 time efter havde jeg fået løsning: Afinstallér plugin’et.

Mine billeder er tilbage og mit kære galleri fungerer igen. Og således lettet vil jeg gå i biffen og se “Engle og dæmoner”.

Verden fra mit Hotspot

Det er en fascinerende verden…

“TDC Hotspot i DSB tog
Nu kan du komme på internettet i alle tog mellem København og Århus. For DSB 1′ kunder er det endda gratis. “

Jeg er på vej hjem fra Viborg; Skanderborg tager sig så smukt og lysegrønt ud udenfor vinduet, og her sidder jeg med min blog og ArkivalierOnline i browseren. Jeg har lige hentet mails ned, og købt en biografbillet til i morgen aften. Hvad der for få år siden var forbeholdt de virkeligt rige, er nu snart blevet allemandseje: på nettet overalt. Fantastisk – nu kan vi være online med hinanden hele tiden og måske skulle jeg investere i en eller anden form for mobilt bredbånd, så vi aldrig nogensinde slipper hinanden?

Turen til Viborg (til landsarkivet) har været fin, men faktisk ikke videre udbytterig, for jeg har ledt efter afdøde personer, der helst ikke ville lade sig finde. Jeg endte med at ringe til et barnebarn til min oldefars brors kone. Hun viste sig at have holdt ved livet langt længere end jeg havde forestillet mig og derudover så havde jeg kigget i de forkerte kirkebøger! Det kan man altid let se, når man endelig har fundet den rigtige

Nu skal jeg hjem, og skal bare sidde på min plads og nyde ikke at kunne andet. Jeg synes, det er skønt at køre med tog! Tvungen passivitet i fredelige omgivelser medens forårsdanmark ruller forbi derude. Tid til refleksion over de seneste par dage, lidt puslen med data i slægtsforskningsprogrammet, Statens Arkivers årsberetning (i øvrigt ikke kedelig) og lidt musik fra iPod. Jeg ønsker mig ikke ret meget mere – bortset fra at det ville være fint at løbe på rulleskøjter i den pragtfulde aftensol.

14 år tilbage…

Om nu alt går vel, har jeg kun 14 år tilbage på arbejdsmarkedet – og godt det samme, for jeg har faktisk ikke rigtig tid…

Der er mindst en million ting, jeg ikke kan, men en af de ting jeg kan er at koncentrere mig helt og fuldt om en opgave. Problemet opstår først, når jeg er i gang med mindst tre opgaver. Lige for tiden er jeg i gang med:

1. at transkribere et skifte fra 1804. Det er skiftet efter Sophia Schiøtt, og det er mindst 10 sider langt og fyldt med grønstribede Olmerdugs Overdyner,
2. at indtaste Nygårds Sedler og i den forbindelse at hjælpe nye indtastere i gang,
3. at installere XAMPP på min pc (en pakke med en Apache-server, scripting-sproget php og en MySQL-database), og
4. en hel del opgaver for menigheds-rodet.

Til tider kan jeg føle mig mere travl i mit private liv end i mit arbejdsliv!

Men lad mig nu dvæle lidt ved XAMPP, for jeg er altså rævestolt af mig selv. Det er lykkedes og det betyder, at jeg kan prøve teste mine websider lokalt på min egen pc uden at skulle delagtiggøre alverden i mine fejl. Alting kan afprøves på den lokale vært = localhost!

På min gamle pc lå der også en XAMPP, men den var installeret af en ven og jeg havde for så vidt ikke interesseret mig for, hvordan det var foregået. Det skulle jo bare virke. På min nye pc har både vennen (= oraklet fra Valby) og jeg haft forsøgt os, men hver gang vi kom til Apache-delen gik det galt. Windows flippede ud og kunne hverken det ene eller det andet. Det er nu mindst et år siden jeg prøvede sidst og der er kommet mange ny opdateringer både til XAMPP og til Windows siden da, og måske er det derfor, det hele bare lykkedes denne gang?

Uanset hvad, så: Vidunderlige XAMPP! I får det til at spile næsten uden videre. Jeg havde lidt problemer med sikkerheden, og jeg kan ikke gennemskue, om det egentlig er så nødvendigt at tænke på det, så længe man kører alting ‘hos sig selv’ men noget søgen på nettet bragte mit til sidst til et link, der kunne afsløre den del af billedet, som min Firefox endsige Safari ikkw ville vise => http://localhost/security/xamppsecurity.php <=  [allowed only for localhost] OK her kunne jeg sætte et root-password dels for dokumenterne i htdocs, dels for phpMyAdmin! Jeg havde læst mindst 100 tutorials, men ingen af dem bød på løsninger, som jeg følte, at jeg ville kunne mestre!

Jeg mangler stadig at finde ud af, om og i givet fald hvordan, mine sider skal køre med Safe mode on eller Safe mode off! Mit foretrukne webhotel Elitehost har safemode on. Defor forestiller jeg mig også at have det lokalt.