Stegemüllers vindue mod verden

Sommeren viste sig fra sin bedste side i går, hvor Tøserunden 2008 blev afviklet.

Tøserunden er en form for ‘Stevns rundt’, og i år var der lavet flere ændringer af ruten. Den er simpelthen blevet endnu smukkere, end den plejer at være. Stevns er et vidunderligt sted. Turen over Lystrup og det noget kuperede terræn der, var lige noget for mig; bakke op og bakke ned, og frem med den indre Basso, bare finde et tråd, se ned på fødderne og så stille og roligt op. Årh jeg er vild med det.

Ca. 6.000 deltagere, men velorganiseret og et godt humør hos alle, får det hele til at rulle alligevel. Hjemmeværnspolitiet gjorde det godt, så man var aldrig i tvivl om ruten.

Jeg fik lagt lidt for hårdt ud, så jeg ved det første depot efter 30 km. havde et snit på 25,9. Det er lige rigeligt for mig, og jeg ved, det hævner sig. Så farten måtte ned. Det gik nu ganske af sig selv på det tidspunkt, hvor der var mellem 50 og 40 km. tilbage til Køge, for dér kom endelig den skrappe modvind, jeg vidste måtte komme på et tidspunkt. Ved 50 tilbage fik jeg den kætterske tanke, at jeg egl. ikke gad længere. Kørte og kørte og alligevel stod kørehastigheden på ca. 21, og ved den hastighed er det ikke til at finde en rytme.

Jeg kører hurtigere end de fleste deltagere, men ikke hurtigt nok til at følge med de hurtigste; så jeg tilbagelagde 95 pct. af turen på hold med mig selv. Allerede efter to km. havde jeg tabte resten af holdet fra Udenrigsministeriet. Heldigvis var aftalen, at det var i orden at køre i sin egen rytme, og at finde sit eget tempo. Jeg er heller ikke så meget til snak undervejs; jeg vil hellere cykle, når jeg nu alligevel er på cykel.

Kort inden 2. depot fandt jeg to, der kørte som jeg selv, og hægtede mig på dem, og vi dannede en fin lille trio en 10-12 km. Desværre blev de væk fra mig på depotet.

Med 40 km. til mål indtraf to små mirakler på samme tid: 1) medvind og 2) god asfalt. Hu hej; så var det op på den ellers næsten ubrugte store klinge, hænderne ud i styrenderne og give slip i skuldrene for fuld luft til lungerne, og så ellers til Køge! En tid lang stod computeren på ca. 37 km/t, men jeg ville jo også gerne indhente tidstabet fra stykket med modvind, så det kom særdeles belejligt.

Samlet set endte det med en totaltid incl. depoter på 4:59. Den effektive tid var 4:26:33 og et snit på 25,0, hvilket jeg er særdeles tilfreds med på en afstand over 114 km. Tænk om jeg dog vidste, hvor al den kraft kommer fra dette forår; jeg må være på EPO, på syre, på noget - jeg tror mest på “noget”. Mit mål var en effektiv køretid på 4:30:00, så det passede rigtig fint med resultatet.

Næste år medbringer jeg selv, hvad jeg skal bruge og springer alle depoter over. Der går for meget tid ved depoterne og jeg kommer ud af rytmen. Det, jeg som regel mangler mest på depoterne, er et toilet, og de fine toiletter der, kan snildt erstattes af 200 meter ind ad en skovsti. Rosiner og bananer kan jeg selv stoppe i lommerne, og nye vandforsyninger kan tappes ved landsbykirkerne.

Vel mødt næste år - alle uden rolator kan deltage - men husk, det er sjovest, hvis du har trænet først.

Jeg har det, som om jeg er på EPO, på syre, eller på noget andet, for mine ben er vanvittigt gode.

Den vanlige søndagstur blev tilbagelagt med 24,4 km/t. i snit; Det bedste hidtil i år. Det er som en urkraft i mig, som en energi jeg slet ikke forstår og slet ikke kender, og slet ikke ved, hvorfra kommer. Den kraft trækker og skubber på én gang. En anden mulighed er naturligvis, at formen er ved at være i orden - men det er jo knap så poetisk!

Skulle jeg sammenligne ruten og landskabet med et menneske, ville jeg sige, at det er så smukt, at det rummer blidhed, temperament, og skarphed på én gang samt at jeg i dag i blev kærtegnet af den varme sommervind! Det er den slags mennesker, jeg elsker!

“Sikke en oplevelse” ude hos rapsmarkerne og syrenhækkene, der strålede om kap. Måske er jeg bare ved at at være vanvittigt religiøs, men jeg kan ikke lade være med at tænke på en af sognepræst Inge-Hanne Broströms prædikener fra engang i foråret; den startede med “Sikke en mor Jesus havde…”- hvad er det, der sker i naturen? er det “sikke en mor Jesus havde”?

Det var i dag svært at køre om kap med termometret, der hele tiden stod på 27-30 grader. Sikke en pinse = sikke en fest for helligånden! Jeg håber ikke, vi om føje tid (Læs i Juni/Juli) vil gå og sige til hinanden “Ja sommeren 2008 faldt i pinsen” - men skulle det blive sådan, tillader jeg mig at kalde det for “det alternative pinseunder” at jeg på smukkeste vis har set pinsesolen danse på to hjul i dag.

Til forskel fra for et par år siden, så er det sådan, at jeg elsker livet, og at jeg elsker livet i naturen; endnu mere elsker jeg livet i naturen på to hjul. At kroppen så også bliver sådan lidt “lækker go’ ” af den megen motion gør ikke rigtig noget - forfængelighed kan være en fin ting!

Der var faktisk hverken “Heino” eller “hold” i dag - men Claus og jeg havde en pragtfuld tur.

Hvis man har lyst til at køre med os på Heinoholdet, skal man lære lige at tjekke hjemmesiden, inden man kører hjemmefra, for der bliver det meddelt, om der er noget, der er anderledes end vanligt. Flemming var forhindret, men det skulle jo ikke hindre os andre i at trille ud i det vidunderlige danske forår. Så Claus og jeg kørte ud og så, om der mon var andre. Ja der var selvfølgelig de hurtige, men det rækker ambitionerne ikke til. De kører lige så længe som os, men øh… 20 km. yderligere. Jeg fatter ikke, hvordan de bærer sig ad.

Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko - men det var godt alligevel!

Det var årets første tur i shorts - så skønt, at vi nu er nået så langt hen på året. For det er altså noget bøvl, så længe man er nødt til at have enten de tykke eller de tynde overtræksbukser på. Næh… frihed og luft til underbenene tak, og så den kortærmede køretrøje og en vindvest. Det er frihed på to hjul.

Vi forsøgte at finde nogenlunde den samme rute, som vi kører, når Flemming er med, og det lykkedes også næsten. Computeren stod i hvert tilfælde på 2:24:52, 22,1 i snit og 53,5 km ved hjemkomsten. Det er kun 6 km. “omvej”, men “hvad gør det, når musikken spiller, og man danser hurtigt forbi?”, som min mormor sagde.

Det går altså super med “bjergene” efterhånden; på en eller anden måde er de enten blevet mindre eller jeg er blevet Ivan Basso? Jeg har altid syntes, han har sådan en flot stil, når han kører op, så jeg prøver at se ham for mit indre blik og efterabe ham. (Det er skønt at være infantil.)

Drømmen om at komme til Frankrig med fartdjævlen melder sig naturligt nok, men jeg skal bare tænke på dengang, jeg sled mig op og ned i Toscana. Det var simpelthen så anstrengende, fordi man aldrig fik rytmen. Det var altid opad eller nedad, aldrig ligeud, aldrig 20 km. hvor man næsten falder ind i sig selv, og bare kigger på fødderne og finder den lyksalige rytme, der passer til hjerteslaget. Men måske kunne man finde noget, der var lidt mindre anstrengende? De har vel også andet end Mont Ventou i Frankrig?

Er dette ikke bare en drømmesituation?

En af de gode ting ved søndage er, at de kommer hver uge, og at jeg har fri. Der er ved at komme en forårsrytme over mine søndage: Kirke, cykle, soignere mit hjem - i den rækkefølge.

I dag havde jeg godt selskab på turen. Claus er en fin makker. Vi har et nogenlunde ens tråd, vores tempi passer godt sammen, vi har noget at tale om, og vi har begge glæden ved at cykle. Motion skal være noget, man gør af glæde, ikke af pligt. For mig er det at motionere næsten blevet et must efter mange år med stress mv. Jeg må bare ud og bruge min krop til et eller andet; det flytter fokus fra hjernens spinden omkring sig selv.

Jeg kan mærke, at min gamle rytme på cyklen er ved at komme tilbage. Det er i særlig grad på de hidsige bakker omkring Hove, jeg kan mærke rytmens tilbagekomst. Ikke noget med at tænke på at køre opad, men lade kroppen finde rytmen, sidde stille og lade benene arbejde støt og roligt. Op kommer man jo så stille og roligt.

Hvis man tager hjemturen på cykel også (i modsætning til at trille op til Høje Taastrup Station) kommer der alletiders lede lange stigning i Herringløse Vridsløsemagle. Den er flere kilometer med en svag stigning hele vejen; efter 27 km. op og ned ude på den sædvanlige rute, har jeg døbt denne stigning for “dræber-bakken”!

Vi kom tilbage til to caffe latte på caféen på torvet i fin stil efter 2:05:32 for de 44½ km. med et snit på 21,1. Det er helt godt for os to alderstegne motionister.

Jeg havde bare “gode ben” i dag. Gad vide hvor al den energi kom fra? Da jeg kørte hjem fra arbejde, havde jeg ellers følelsen af at have verdens mest elendige ben. Det kan da ikke være den energibar, jeg kværnede, mens jeg ventede på “drengene”? Det må være alle de andre dejlige ting, der sker i mit liv p.t., for på EPO er jeg ikke.

Men altså: vi mødtes kl. 17:00 hos Heino Cykler; vi var kun få gengangere fra sidst - men det er naturligt, for på Heino Holdet melder man til ved at møde op.

Claus var til møde, der trak ud - synd for ham, for det blev en forrygende tur.

Der kom en ny kvinde, og det, syntes jeg, var fint. Hun led de samme kvaler, som jeg led sidst - det var synd. Men hun lavede også mange fejl, og selv om Flemming (tur-lederen) var nede at hjælpe og vejlede flere gange, prøvede hun desværre ikke at rette op på det. Jeg kunne se et par åbenlyse ting:

1. Alt for høje gear (faktisk flere gange det næsthøjeste), og da vi ikke er Bjarne Riis, kan vi simpelthen ikke køre de store gear, og da slet ikke først på sæsonen, og slet ikke som kvinder. De høje gear giver det “malende tråd”, man ofte ser kvinder køre med. Så kommer de til at cykle med ryggen, og det ligner mest af alt en due, der går. Var det nu meningen, man skulle cykle med ryggen, havde pedalerne ikke siddet for enden af benene, og så havde de nok også heddet fx clavidaler (clavicula = nøgleben/kraveben, men pedalis = hørende til fod)
2. Alt for store gear også op ad “bjergene”. Det går altså ikke! Man dør, og det bliver alt for hårdt. Kadencen (antal pedalomdrejninger pr. minut) skal op og ligge omkring de 90-100, for så kan man blive ved, og så ødelægger man i øvrigt heller ikke sine knæ.

Sidst fik jeg et par tips fra Flemming, som jeg virkelig skrev mig bag øret:

1. “Hæng i et baghjul på en fyr med noget volumen. Han giver læ, og du sparer selv på kræfterne.” Og det gjorde jeg så i dag. Som en grib, der har fundet et ådsel, kastede jeg mig over et baghjul og holdt fast 15 cm fra. Det var virkelig en hjælp.
2. “Lad være at lave “magtdemonstrationer” op ad bjergene. Det koster for mange kræfter.” Så jeg holdt mig pænt i et baghjul, uanset jeg altid har lyst til at få et bjerg “overstået” og at komme op på den anden side, og jeg altid har kunnet lave de der kortvarige eksplosioner. Men jeg lærte sidst, at energiforbruget på det er ca 80 pct. ekstra, så jeg skulle ikke nyde noget i dag.

Så alt i alt kom jeg med hjem i fin stil i dag, og jeg har ikke brugt den halve energi. Tak til dig Flemming for de gode råd, og den søde måde, du fik dem afleveret på. Jeg er modtagelig for flere visdomsord skønt jeg har mange års cykling bag mig.

Der er også en stor psykologisk effekt i ikke at føle, at man hele tiden “hænger”, selve det at hænge og knokle bagude kræver på en eller anden måde ekstra energi til det samme arbejde.

Skal jeg summere turen op i tørre tal bliver det til Distance (dør til dør): 47 Km. på 2:04:12 som giver et snit på 22,7. Jeg er tilfreds! Allermest med den langt bedre følelse i dag.

En sidste ting, jeg er glad for ved holdet er, at alle kører med hjelm (det er simpelthen obligatorisk), og vi overholder alle færdelsregler.

“Baghjuls-gribben” står der igen næste onsdag.

Det er mit første forår uden altan i 18 år… Jeg er enormt glad for min lejlighed, men den mangler altså en altan. Nuvel det var så også derfor jeg betænkte mig selv med en ny cykel, for at have en god og sund anledning til at komme ud.

Vejret var så fint, så jeg tog igen ruten omkring Sengeløse, Hove, Østrup osv. og så stille og roligt hjem ad Ole Römersvej.

Det fascinerende ved motion er, hvor forbavsende hurtigt man mærker bare en lille fremgang. Og hvis man kører en nogenlunde fast rute, er det endnu lettere at mærke forbedringen omend den er lille. Turen i dag var 44,6 km. med et gennemsnit på 22,4 og et samlet tidsforbrug på 1:59:31. Herligt. Lidt kortere end sidste søndag for denne gang kørt jeg ikke forkert i de små byer.

Det føltes ikke lige så hårdt som med Heino Holdet, men det er selvfølgelig fordi, der kun en mig selv til at sætte tempoet.

Det trækker godt nok i de korte bukser, og jeg så flere med bare (hvide) ben, men selvom lysten er tilstede, synes jeg det er lige koldt nok endnu. De seriøse ude på ruten havde da også lange bukser på. Der er ingen grund til at blive kold, selvom det kunne være rart at få lidt sol.

Nu havde jeg jo besluttet at ville ud at køre med Heino Holdet, og jeg havde jo også aftalt med Claus, at vi skulle mødes hos mig kl. 16:40, men øv det små-regnede og jeg havde mindst fem andre undskyldninger, der kunne have holdt mig hjemme.

Men en aftale er en aftale, og afsted kom vi. Det er derfor, man skal have en aftale med nogen.

Og godt det samme! Syv seje søde fyre og så mig sagde hun(den) ud på en fin rundstrækning på ca. 37 km. Ja jeg synes, der var bjerge; jeg var slet ikke klar over, at der var bjerge lige her i umiddelbar nærhed af, hvor jeg bor. Det var ikke mig, der satte tempoet (op)!

Tværtimod måtte jeg lide den “tort” af og til at få et (dejligt og velkomment) skub, og jeg synes, jeg måtte knokle en del af turen.

Men det er godt at få noget udfordring, for nu har jeg i 25 år kørt mit eget gennemsnit på ca. 23,3 næsten uanset hvad, og jeg kan bare ikke forbedre mig alene, og jeg dør for let i bjergene. Det er for nemt at falde tilbage på det gammelkende tråd, når man kører alene.

Søde fyre var de alle sammen i alle aldre - og hyggelige, men vi kører jo også på “hyggeholdet”; det forpligter. Jeg er klar igen næste onsdag, vejr eller ej.

Man kan godt ligge derude og synes, det er lidt surt, når regnen løber ned over de bifokale brilleglas, men når cyklen er tørret af, man har fået et bad og Irma-kaffen damper i koppen, så er det nu rart at se på cykelcomputeren, der fra dør-til-dør viser 47,3 km med 21,6 i gennemsnit og en samlet tid på 2:11:17.

Men nu gider jeg heller ikke se mere cykel i dag, for jeg havde jo på forhånd 22,4 km. i benene til og fra arbejde, og så er vi oppe på 69,7 km. Det er da OK, når kalenderen kun viser den 16. april. Det kan blive en go’ fin sæson kan det.

Den første rigtig forårstur på cyklen er altid noget særligt – og i år var den tifold noget særligt. Min nye lille fartdjævel og jeg skulle på landevejen og vise, hvad vi duede til sammen.

Faktisk skulle vi have haft Claus med, men noget gik galt med koordinationen. Så fartdjævlen og jeg kørte bare selv i det skønne forårsvejr.

Da det er umanerlig kedeligt at starte med at køre til Høje Taastrup, startede vi med at tage toget derud. Den del klarede vi i fin stil.

Vi skulle prøve ruten omkring Sengeløse, Hove, Østrup osv. Da vi lige havde fundet ud af selv Høje Taastrup (mareridt af fremmede stisystemer, hvor man mister orienteringen blandt 214 ensartede boligblokke) og ned forbi Teknologisk Institut samt Patent- og Varemærkestyrelsen, fandt vi let stien mod Sengeløse, og så åbenbarede det skønneste land sig for os. Bakker op og bakker ned, masser af sving og spænding, lugt af ko og aldrig ligeud. Lige noget for os.

I den nye cykelcomputer er der også termometer, og det stod hele tiden på ca. 17 gr. Celsius, og det var stort set vindstille. En finere dag til jomfruturen, kan man næsten ikke ønske sig.

På alle bakkerne var der rig anledning til at bruge de nye gear. Jeg skal lige vænne mig til ikke at sidde og rode nede på overrøret efter skifterne. De sidder jo i bremserne nu. Skiftet er så perfekt, at man ikke forestiller sig det. Klik med højre langfinger ind mod forhjulet, kablet løsnes og man kører ét gear højere. Gør man det samme med venstre langfinger skiftes ned på den lille klinge. Drejer man hele bremsegrebet indad strammer man kablet, så med højre hånd kører man så i højere lavere gear, og med venstre hånd kommer man op på den store klinge.

Rundstrækningen er ca. 28 og da fartdjævlen og jeg var ved at ramme Sengeløse og Høje Taastrup igen, tog vi lidt bestik af vindretningen, ja, ja, mest let fra vest, og vi besluttede at trille hjem til Hvidovre ad stisystemet. Inden vi så os om, havde vi tilbagelagt 47,7 km. med et samlet snit på 22,2 km. i timen på 2:08 2:08:50 timer incl. bykørslen. Det vi var vi ganske tilfredse med ihukommende at dette var den første rigtige tur i år.

Fartdjævlen blev tørret godt af, og kom atter på plads i spisestuen og venter nu med spænding på, at det bliver onsdag, hvor vi skal ud og køre med Heino-holdet.

Det skete i går: det blev forår! Endelig endelig… hvor har vi dog ventet på det. Cyklerne er kommet frem af deres vinterhi og det samme er rulleskøjterne. Tænk at køre hjem fra arbejde med solen lige i ansigtet - og uden handsker. Man tror næsten ikke sine egne ører.

Jeg har været så doven denne vinter: Jeg har taget toget til arbejde i tre måneder, og nu er jeg så nærmest til “genoptræning”. Tre måneder uden den daglige pendling (på 2*10 11,23 km) kan godt mærkes! Men allerede nu er det ti minutter hurtigere at cykle til arbejde end at tage de kollektive transportmidler.

I søndags var jeg en lille tur ude på min nye “fartdjævel”, og den er bare helt vild. Til trods for 12 m/s, fra SSØ havde jeg et snit på 22,6 km/t på de 24,4 km til Tåstrup og retur. Turen kan ikke anbefales - for det skal være sjovt at træne, og det er overhovedet ikke sjovt at køre ud ad Roskildevej. Jeg har fundet lidt ruter her, der skal prøves.

Noget andet der skal prøves er Heino-holdet, der kører hver onsdag kl. 17:00 fra Heino Cykler på Roskildevej. Der er et hold for de hurtige, og så er der Hyggeholdet. Jeg starter lige med Hyggeholdet, der bliver jeg vist ikke sat (af). Det er som regel hyggeligt og rart at køre med andre, og så er det en god sikkerhed for at man faktisk kommer afsted, når der er nogle, der venter. De har sikkert også lavet nogle gode ruter; selv synes jeg ikke, jeg kan finde noget i nærheden. Det er det eneste irriterende ved København - der er for langt ud i naturen.

Vær velkommen du forår - du har været savnet.