Tøserunden 2009

Focus Cayo

“Vinden er din ven, for vinden gør dig stærk”

Sådan står der i en bog, jeg har om cykeltræning. I givet fald må jeg være ganske enormt stærk efter i går at have kørt 82 km. i modvind.

Anledningen var “Tøserunden” anno 2009, som blev afviklet uden regn i 14-17 gr. Celsius, men med masser af modvind. Det var ganske enkelt koldt! Fra Tommestrup – efter 82 km. – vendte det, og vi fik vinden sideværts ind eller ligefrem i ryggen. Det var fantastisk!

Da der manglede 30 km. stod min computer på et gennemsnit på 23,3 km./t. og jeg besluttede at bruge de sidste 30 km. på at få gennemsnittet så højt op som muligt. Det lykkedes dog kun at øge det til 24,1 og det er 0.9 dårlige end sidste år – men jeg var nu alligevel tilfreds, da jeg trillede ind over stregen 5 timer og 5 minutter efter start, kl. 14:45. I alt havde jeg holdt pause i 20 minutter.

Det meste af tiden kørte jeg for mig selv, for jeg har mit evindelige problem: Jeg kan ikke følge med de hurtige, men jeg er hurtigere end de fleste. Så jeg kommer tit til at køre alene. En undtagelse var dog, at jeg lige stødte til departementschefen og en af hendes veninder for en stund. Vi fulgtes fint omkring 20 km., men de ville holde ind ved 1. depot, og det springer jeg altid over. Så jeg kørte videre selv.

Jeg holdt ind ved 2. depot efter 60 km. og nedsvælgede en banan, noget saft og en kop kaffe – alt sammen dejligt, men man når at blive godt kold, og det er sejt at komme i gang igen. De resterende depoter kørte jeg derfor bare forbi. Efter 2. depot prøvede jeg at komme med på et MIM-tog, der kørte særdeles godt anført af en virkelig sej kvinde fra Odense. Men de kørt 28-29 km./t. og jeg måtte træde af på naturens vegne – og så var det tog kørt, og jeg fandt ikke andre undervejs.

Der er smukt på Stevns! Adskillige rapsmarker var på vej til at gulnes og nydeligt nok var der anbragt røde valmuer hist og pist. Et kamera havde gjort underværker, hvis man ikke samtidig skulle skynde sig til Køge

Jeg er virkelig utrolig glad for den cykel, jeg købte sidste år. Den er min stabile makker, den svigter ikke, den triller bare derudad. Gearet blev lige justeret i sidste uge, og den fik en klud fredag aften, en fodpumpe bragte os til 120 PSI, det samme som 10 atmosfærers tryk og så står den stadig i al sin herlighed og med “forhandlerglans” – og det er altså ikke fordi, den ikke bliver brugt.

Det er jo i og for sig ingen sag at køre 112 km. på en carbon-ramme – næh dem jeg har respekt for er dem på “havelågerne” med interessante lyde for hver en omdrejning – tænk at de klarer det. Og alle dem med tre gear og cykelkurv, og de lidt dumsmarte med bare tæer i klip-klapper (du ved de der blå sandaler med en strop ind mellem storetåen og 2. tå) – jeg begriber ikke, hvordan (endsige hvorfor) de gør det.

Selv har jeg brugt dagen i dag på at restituere mig, bare tullet hen i kirken og tilbage, afgivet min stemme, gjort min borgerpligt og også bagt nogle muffins – men jeg er da oppegående. Hvordan klarer de andre den?

Kortet herunder, som er virkelig grimt (fx som hovedregel unde de danske specialtegn), er fra turens officielle hjemmeside. Og der er også mange andre ting, der trænger til at blive strammet op fra arrangørerne side – de kører efterhånden bare på renommeet, fordi de ved, vi møder op under alle omstændigheder og næsten uanset prisen. Der har været fuldstændig kuk i tilmeldinger og startnumre i år; den udleverede tidsmålings-chip manglede halvdelen, og jeg nåede slet ikke at sætte min på, fordi der var gået en ½ time med at stå i kø for at få startnummer og chip udleveret. Ja – og så kunne man hente t-shirten et andet sted… det har de nu nok sparet temmelig mange t-shirts på.

Men hvorom alting er: Jeg skal også med næste år, for det er en god og sund tradition!

Tøserunden 2009

Forårsfænomener: Stærk sol

Ingen ‘påskeøsten’?

De sagde i vejrudsigten i TVA, at vi ikke havde haft ‘påskeøsten’ i år. Det forstår jeg nu ikke helt, for der hvor jeg var på cykel, havde østenvinden nu ganske godt fat! 7-8 m/s kan godt mærkes.

Vejret var jo vidunderligt, og det havde været næsten blasfemisk ikke at gå ud i det. Så jeg tog min skønne cykel og asede rundt om Hove-senderen, som jeg plejer.

Det var til tider særdeles hårdt arbejde, og jeg sad der og bandede en del over at bo i et land med kystklima, for her blæser det stort set altid. Næh man skulle have boet et sted med tempereret fastlandsklima (fx Sydtyskland), pakket ind af bjerge og fastland. Men forårsfænomenet ’stærk sol’ var bestemt til stede, og jeg føler mig lettere stegt i ansigtet.

Hjemme igen havde jeg nu ganske god samvittighed over de 45,6 km. og et snit på 21,4 km./t.

Så er der én dag tilbage af ferien, og gad hvilke strabadserende udfordringer den vil byde på? Når man nu ikke er en af dem med familie-automat-samvær, må man jo selv se at finde på noget…

Ude med Heinoholdet

Focus Cayo

Hyggetur? Hyggehold?

Heino-holdet kørte årets første tur i dag, og jeg var med, og nu sidder jeg her – lidt mere død end levende, hvilket selvfølgelig passer meget godt ind i påskefortællingen…

“Spørg ikke mig, hvordan det foregik” eller hvor vi var henne, men jeg mener bestemt at have set skilte med Risby, Ledøje, Smørum, Hove og Nybølle! Turleder Flemming fra Heino Cykler er skrap til at finde ruter uden ret meget trafik og med aftensolen lige i snuden. Computeren oplyser om turen (fra dør til dør): 47,8 km, 2:00:19, og et gennemsnit på 23,8 km/t.

Vi var kun tre i alt, formentlig fordi det halve Danmark er i sommerhus eller har forlagt påskeferien til andre residenser – og det irriterer mig til døde enten 1) at jeg ikke er lige så stærk som fyrene eller 2) at der ikke er flere kvinder, der kører seriøst på cykel for gennemsnitsfarten bliver simpelthen for høj – men når jeg nu er færdig med at brokke mig, så skal det siges, at det også har en masse positive sider:

1. Jeg bliver vækket fra min sædvanlige gennemsnitshastighed, og det er den eneste måde at blive bedre på
2. Der er nogen at følges med, og et forpligtende fællesskab, der gør, at jeg kommer afsted
3. Fyrene er søde – grænsende til det omsorgsfulde
4. Vi taler om løst og fast – til tider også noget, der er ret så fast = ret indholdsrigt! Jeg må dog sige, at jeg selv i dag primært bidrog med enstavelsesord!
5. Der er en glæde over at komme hjem og føle sig brugt rent fysisk. Mentalt sker det hver dag – men jeg tror, det er sundt at bruge de kropslige batterier helt op en gang imellem.
6. Hvis jeg kører med her hver onsdag, kommer jeg legende let gennem ‘”Tøserunden” (irriterende navn) den 6. juni.

Jeg har de bedste intentioner om i år at komme hver eneste onsdag. Det havde jeg sådan set også sidste år, men så skete der så meget andet, som forstyrrede mit ellers så scedulerede liv; og der er stunder i livet, hvor man må forstå at prioritere – og ikke mindst at omprioritere

Det er nu, det er nu

En vår er kommet så mildt og stille med drømmedufte om mark og vang. På sølvstreng klimprer den friske kilde, og fuld af sødme er fuglens sang. …

Sådan starter Sigfred Pedersens tekst til “Jeg plukker fløjlsgræs”, og formuleringen rammer lige min stemning. Foråret er kommet snigende lige så langsomt, og nu har det holdt indtog i os alle med den kraft, som kun det danske forår har.

Jeg så det allerede den 1. marts på vej hjem fra arbejde, lige der, hvor den nye cykelsti på tværs ind over Nørrebro krydser Hillerødgade… for de unge skatere var allerede ude med deres skateboards og sjove sorte huer trukket godt ned om ørerne, for det var stadig koldt. På det hjørne har Københavns Kommune nemlig lavet et sted, de kan være, en rigtig skaterbane – et åndehul i midt på Nørrebro. Det minder mig om min 1. sommer i København – 1980 forstås – hvor jeg på 5. sal i en baggård i Dagmarsgade (med delelokum med naboen) på Nørrebro tænkte over, hvordan jeg skulle (gen)kende årstiderne i en by, når der ikke var naturen at kende dem på. Jeg måtte finde noget andet at kigge efter! Jeg måtte kigge efter menneskene og deres aktiviteter.

Og derfor vidste jeg fra 1. marts, at foråret var på vej…

Glæden er lige stor hvert år. Hvert år føles det som et mirakel efter fem måneder med nat! Det er nu violerne udsender deres fine duft, det er lige nu, hvor man for første gang igen skal mærke solen i ansigtet og glædes over, at køre hjem fra arbejde uden handsker.

Og tænk at det netop skal udfolde sig helt lige her før Palmesøndag, hvor mange af os, der ikke har gejstelige erhverv, holder fri. Selv har jeg ikke haft fri siden jul, så påskeferien falder på et lidt tørt sted!

Jeg måtte bare… jeg måtte ud i det – ud i foråret! Tog for 1. gang i år den fine cykel og kørte min favoritrute! Den er derude, hvor det lugter af ajle og svinestald, derude hvor hestene løber glade henover marken. Termometret viste ret konstant 16 – 18 grader – og det er for vildt, når vi kun skriver den 4. april. Hvor var det skønt at komme ud at mærke benene, cyklen, pulsen og kadencen igen. Dræberbakken i Vridsløsemagle ligger der stadig, og den er ikke blevet mindre siden sidste år. Faktisk har ingen af bakkerne ændret sig. Ruten er stadig lige så kuperet, som den plejer at være, med bakke op og bakke ned. Jeg gjorde, som jeg plejer, nemlig at køre hjem fra Høje Tåstrup også, og det bringer den samlede tur op på 44,4 km. Det blev til et gennemsnit på 22,0 km/t. rent – hvilket ikke er noget særligt, men pdas. heller ikke er helt ringe.

Jeg elsker at køre opad! Er vild med den særlige stemning jeg kan skabe i mig selv, som gør det til en leg.

Selvfølgelig kan jeg mærke, at det var årets første tur – alt andet ville være unaturligt, men jeg er nu tilfreds – og det var en skøn tur.

Velkommen forår!

Min favoritrute

Danmark dejligst

Personligt mener jeg, at Danmark er et af de smukkeste steder i verden, når sommeren viser så positive takter som netop nu! Hvis man altid kunne regne med vejret, ville jeg blive her hver sommer, men ofte kan man jo regne med regn… Men i år har jeg været heldig med ferieplanlægningen.

Jeg har været i Jylland med min cykel. Har cyklet rundt og set dels min barndoms landskaber omkring Brande, dels steder, jeg aldrig har været før. Nedlagte jernbaner med og uden asfalt omdannet til fantastiske cykelstier, bakke op og bakke ned, Skjern Enge ved den genoprettede Skjern å, Søhøjlandet ved Silkeborg, løvtræer med solens stråler ned gennem bladhænget, klapsammen rugbrødmadder ved en stille søbred, strid vestenvind og solen lige i fjæset. Magien ville ingen ende tage… Tak Leif for dejlige dage!

I dag kajak-tur på Furesøen med udgangspunkt i Nybro bådudlejning; vi røg ikke engang i ‘baljen’. Endnu en dejlig dag i Danmark.

Du får lige lidt billeder:

Tøserunden 2008

Sommeren viste sig fra sin bedste side i går, hvor Tøserunden 2008 blev afviklet.

Tøserunden er en form for ‘Stevns rundt’, og i år var der lavet flere ændringer af ruten. Den er simpelthen blevet endnu smukkere, end den plejer at være. Stevns er et vidunderligt sted. Turen over Lystrup og det noget kuperede terræn der, var lige noget for mig; bakke op og bakke ned, og frem med den indre Basso, bare finde et tråd, se ned på fødderne og så stille og roligt op. Årh jeg er vild med det.

Ca. 6.000 deltagere, men velorganiseret og et godt humør hos alle, får det hele til at rulle alligevel. Hjemmeværnspolitiet gjorde det godt, så man var aldrig i tvivl om ruten.

Jeg fik lagt lidt for hårdt ud, så jeg ved det første depot efter 30 km. havde et snit på 25,9. Det er lige rigeligt for mig, og jeg ved, det hævner sig. Så farten måtte ned. Det gik nu ganske af sig selv på det tidspunkt, hvor der var mellem 50 og 40 km. tilbage til Køge, for dér kom endelig den skrappe modvind, jeg vidste måtte komme på et tidspunkt. Ved 50 tilbage fik jeg den kætterske tanke, at jeg egl. ikke gad længere. Kørte og kørte og alligevel stod kørehastigheden på ca. 21, og ved den hastighed er det ikke til at finde en rytme.

Jeg kører hurtigere end de fleste deltagere, men ikke hurtigt nok til at følge med de hurtigste; så jeg tilbagelagde 95 pct. af turen på hold med mig selv. Allerede efter to km. havde jeg tabte resten af holdet fra Udenrigsministeriet. Heldigvis var aftalen, at det var i orden at køre i sin egen rytme, og at finde sit eget tempo. Jeg er heller ikke så meget til snak undervejs; jeg vil hellere cykle, når jeg nu alligevel er på cykel.

Kort inden 2. depot fandt jeg to, der kørte som jeg selv, og hægtede mig på dem, og vi dannede en fin lille trio en 10-12 km. Desværre blev de væk fra mig på depotet.

Med 40 km. til mål indtraf to små mirakler på samme tid: 1) medvind og 2) god asfalt. Hu hej; så var det op på den ellers næsten ubrugte store klinge, hænderne ud i styrenderne og give slip i skuldrene for fuld luft til lungerne, og så ellers til Køge! En tid lang stod computeren på ca. 37 km/t, men jeg ville jo også gerne indhente tidstabet fra stykket med modvind, så det kom særdeles belejligt.

Samlet set endte det med en totaltid incl. depoter på 4:59. Den effektive tid var 4:26:33 og et snit på 25,0, hvilket jeg er særdeles tilfreds med på en afstand over 114 km. Tænk om jeg dog vidste, hvor al den kraft kommer fra dette forår; jeg må være på EPO, på syre, på noget – jeg tror mest på “noget”. Mit mål var en effektiv køretid på 4:30:00, så det passede rigtig fint med resultatet.

Næste år medbringer jeg selv, hvad jeg skal bruge og springer alle depoter over. Der går for meget tid ved depoterne og jeg kommer ud af rytmen. Det, jeg som regel mangler mest på depoterne, er et toilet, og de fine toiletter der, kan snildt erstattes af 200 meter ind ad en skovsti. Rosiner og bananer kan jeg selv stoppe i lommerne, og nye vandforsyninger kan tappes ved landsbykirkerne.

Vel mødt næste år – alle uden rolator kan deltage – men husk, det er sjovest, hvis du har trænet først.

På EPO, på syre, på noget?

Jeg har det, som om jeg er på EPO, på syre, eller på noget andet, for mine ben er vanvittigt gode.

Den vanlige søndagstur blev tilbagelagt med 24,4 km/t. i snit; Det bedste hidtil i år. Det er som en urkraft i mig, som en energi jeg slet ikke forstår og slet ikke kender, og slet ikke ved, hvorfra kommer. Den kraft trækker og skubber på én gang. En anden mulighed er naturligvis, at formen er ved at være i orden – men det er jo knap så poetisk!

Skulle jeg sammenligne ruten og landskabet med et menneske, ville jeg sige, at det er så smukt, at det rummer blidhed, temperament, og skarphed på én gang samt at jeg i dag i blev kærtegnet af den varme sommervind! Det er den slags mennesker, jeg elsker!

“Sikke en oplevelse” ude hos rapsmarkerne og syrenhækkene, der strålede om kap. Måske er jeg bare ved at at være vanvittigt religiøs, men jeg kan ikke lade være med at tænke på en af sognepræst Inge-Hanne Broströms prædikener fra engang i foråret; den startede med “Sikke en mor Jesus havde…”- hvad er det, der sker i naturen? er det “sikke en mor Jesus havde”?

Det var i dag svært at køre om kap med termometret, der hele tiden stod på 27-30 grader. Sikke en pinse = sikke en fest for helligånden! Jeg håber ikke, vi om føje tid (Læs i Juni/Juli) vil gå og sige til hinanden “Ja sommeren 2008 faldt i pinsen” – men skulle det blive sådan, tillader jeg mig at kalde det for “det alternative pinseunder” at jeg på smukkeste vis har set pinsesolen danse på to hjul i dag.

Til forskel fra for et par år siden, så er det sådan, at jeg elsker livet, og at jeg elsker livet i naturen; endnu mere elsker jeg livet i naturen på to hjul. At kroppen så også bliver sådan lidt “lækker go’ ” af den megen motion gør ikke rigtig noget – forfængelighed kan være en fin ting!

Heinoholdet (3)

Der var faktisk hverken “Heino” eller “hold” i dag – men Claus og jeg havde en pragtfuld tur.

Hvis man har lyst til at køre med os på Heinoholdet, skal man lære lige at tjekke hjemmesiden, inden man kører hjemmefra, for der bliver det meddelt, om der er noget, der er anderledes end vanligt. Flemming var forhindret, men det skulle jo ikke hindre os andre i at trille ud i det vidunderlige danske forår. Så Claus og jeg kørte ud og så, om der mon var andre. Ja der var selvfølgelig de hurtige, men det rækker ambitionerne ikke til. De kører lige så længe som os, men øh… 20 km. yderligere. Jeg fatter ikke, hvordan de bærer sig ad.

Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko – men det var godt alligevel!

Det var årets første tur i shorts – så skønt, at vi nu er nået så langt hen på året. For det er altså noget bøvl, så længe man er nødt til at have enten de tykke eller de tynde overtræksbukser på. Næh… frihed og luft til underbenene tak, og så den kortærmede køretrøje og en vindvest. Det er frihed på to hjul.

Vi forsøgte at finde nogenlunde den samme rute, som vi kører, når Flemming er med, og det lykkedes også næsten. Computeren stod i hvert tilfælde på 2:24:52, 22,1 i snit og 53,5 km ved hjemkomsten. Det er kun 6 km. “omvej”, men “hvad gør det, når musikken spiller, og man danser hurtigt forbi?”, som min mormor sagde.

Det går altså super med “bjergene” efterhånden; på en eller anden måde er de enten blevet mindre eller jeg er blevet Ivan Basso? Jeg har altid syntes, han har sådan en flot stil, når han kører op, så jeg prøver at se ham for mit indre blik og efterabe ham. (Det er skønt at være infantil.)

Drømmen om at komme til Frankrig med fartdjævlen melder sig naturligt nok, men jeg skal bare tænke på dengang, jeg sled mig op og ned i Toscana. Det var simpelthen så anstrengende, fordi man aldrig fik rytmen. Det var altid opad eller nedad, aldrig ligeud, aldrig 20 km. hvor man næsten falder ind i sig selv, og bare kigger på fødderne og finder den lyksalige rytme, der passer til hjerteslaget. Men måske kunne man finde noget, der var lidt mindre anstrengende? De har vel også andet end Mont Ventou i Frankrig?

Sådan skal det gøres

Er dette ikke bare en drømmesituation?

 

Ud at cykle igen

En af de gode ting ved søndage er, at de kommer hver uge, og at jeg har fri. Der er ved at komme en forårsrytme over mine søndage: Kirke, cykle, soignere mit hjem – i den rækkefølge.

I dag havde jeg godt selskab på turen. Claus er en fin makker. Vi har et nogenlunde ens tråd, vores tempi passer godt sammen, vi har noget at tale om, og vi har begge glæden ved at cykle. Motion skal være noget, man gør af glæde, ikke af pligt. For mig er det at motionere næsten blevet et must efter mange år med stress mv. Jeg må bare ud og bruge min krop til et eller andet; det flytter fokus fra hjernens spinden omkring sig selv.

Jeg kan mærke, at min gamle rytme på cyklen er ved at komme tilbage. Det er i særlig grad på de hidsige bakker omkring Hove, jeg kan mærke rytmens tilbagekomst. Ikke noget med at tænke på at køre opad, men lade kroppen finde rytmen, sidde stille og lade benene arbejde støt og roligt. Op kommer man jo så stille og roligt.

Hvis man tager hjemturen på cykel også (i modsætning til at trille op til Høje Taastrup Station) kommer der alletiders lede lange stigning i Herringløse Vridsløsemagle. Den er flere kilometer med en svag stigning hele vejen; efter 27 km. op og ned ude på den sædvanlige rute, har jeg døbt denne stigning for “dræber-bakken”!

Vi kom tilbage til to caffe latte på caféen på torvet i fin stil efter 2:05:32 for de 44½ km. med et snit på 21,1. Det er helt godt for os to alderstegne motionister.