
Sommeren viste sig fra sin bedste side i går, hvor Tøserunden 2008 blev afviklet.
Tøserunden er en form for ‘Stevns rundt’, og i år var der lavet flere ændringer af ruten. Den er simpelthen blevet endnu smukkere, end den plejer at være. Stevns er et vidunderligt sted. Turen over Lystrup og det noget kuperede terræn der, var lige noget for mig; bakke op og bakke ned, og frem med den indre Basso, bare finde et tråd, se ned på fødderne og så stille og roligt op. Årh jeg er vild med det.
Ca. 6.000 deltagere, men velorganiseret og et godt humør hos alle, får det hele til at rulle alligevel. Hjemmeværnspolitiet gjorde det godt, så man var aldrig i tvivl om ruten.
Jeg fik lagt lidt for hårdt ud, så jeg ved det første depot efter 30 km. havde et snit på 25,9. Det er lige rigeligt for mig, og jeg ved, det hævner sig. Så farten måtte ned. Det gik nu ganske af sig selv på det tidspunkt, hvor der var mellem 50 og 40 km. tilbage til Køge, for dér kom endelig den skrappe modvind, jeg vidste måtte komme på et tidspunkt. Ved 50 tilbage fik jeg den kætterske tanke, at jeg egl. ikke gad længere. Kørte og kørte og alligevel stod kørehastigheden på ca. 21, og ved den hastighed er det ikke til at finde en rytme.
Jeg kører hurtigere end de fleste deltagere, men ikke hurtigt nok til at følge med de hurtigste; så jeg tilbagelagde 95 pct. af turen på hold med mig selv. Allerede efter to km. havde jeg tabte resten af holdet fra Udenrigsministeriet. Heldigvis var aftalen, at det var i orden at køre i sin egen rytme, og at finde sit eget tempo. Jeg er heller ikke så meget til snak undervejs; jeg vil hellere cykle, når jeg nu alligevel er på cykel.
Kort inden 2. depot fandt jeg to, der kørte som jeg selv, og hægtede mig på dem, og vi dannede en fin lille trio en 10-12 km. Desværre blev de væk fra mig på depotet.
Med 40 km. til mål indtraf to små mirakler på samme tid: 1) medvind og 2) god asfalt. Hu hej; så var det op på den ellers næsten ubrugte store klinge, hænderne ud i styrenderne og give slip i skuldrene for fuld luft til lungerne, og så ellers til Køge! En tid lang stod computeren på ca. 37 km/t, men jeg ville jo også gerne indhente tidstabet fra stykket med modvind, så det kom særdeles belejligt.
Samlet set endte det med en totaltid incl. depoter på 4:59. Den effektive tid var 4:26:33 og et snit på 25,0, hvilket jeg er særdeles tilfreds med på en afstand over 114 km. Tænk om jeg dog vidste, hvor al den kraft kommer fra dette forår; jeg må være på EPO, på syre, på noget - jeg tror mest på “noget”. Mit mål var en effektiv køretid på 4:30:00, så det passede rigtig fint med resultatet.
Næste år medbringer jeg selv, hvad jeg skal bruge og springer alle depoter over. Der går for meget tid ved depoterne og jeg kommer ud af rytmen. Det, jeg som regel mangler mest på depoterne, er et toilet, og de fine toiletter der, kan snildt erstattes af 200 meter ind ad en skovsti. Rosiner og bananer kan jeg selv stoppe i lommerne, og nye vandforsyninger kan tappes ved landsbykirkerne.
Vel mødt næste år - alle uden rolator kan deltage - men husk, det er sjovest, hvis du har trænet først.

Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko - men det var godt alligevel!

Jeg havde bare “gode ben” i dag. Gad vide hvor al den energi kom fra? Da jeg kørte hjem fra arbejde, havde jeg ellers følelsen af at have verdens mest elendige ben. Det kan da ikke være den energibar, jeg kværnede, mens jeg ventede på “drengene”? Det må være alle de andre dejlige ting, der sker i mit liv p.t., for på EPO er jeg ikke.
Det er mit første forår uden altan i 18 år… Jeg er enormt glad for min lejlighed, men den mangler altså en altan. Nuvel det var så også derfor jeg betænkte mig selv med en ny cykel, for at have en god og sund anledning til at komme ud.
Nu havde jeg jo besluttet at ville ud at køre med 
Det skete i går: det blev forår! Endelig endelig… hvor har vi dog ventet på det. Cyklerne er kommet frem af deres vinterhi og det samme er rulleskøjterne. Tænk at køre hjem fra arbejde med solen lige i ansigtet - og uden handsker. Man tror næsten ikke sine egne ører.