Stop dehumaniseringen

Pinligt Danmark!

“Kære Danmark – Hvad sker der lige for dig?” kunne man sige på nudansk efter rydningen af Brorsons kirke, hvor en gruppe udviste irakiske asylansøgere har opholdt sig i et “kirkeasyl” siden maj måned i år.

Nedenstående er klippet fra Margrethe Vestagers blog ovre på Politikens side:

Det var chokerende at vågne til nyheden om Brorsons Kirke.

Chokerende, fordi jeg aldrig i mit liv havde troet, at kampklædt politi skulle rydde en kirke fyldt med magtesløse mænd, kvinder og børn. Lige her. i Danmark. I vores land. At se politimænd med hjelm, visir og skjolde storme en kirke, hvor flygtninge i frygt og desperation har søgt helle i et samfund, de troede ville hjælpe dem.

Tænk at det skulle blive virkelighed i Danmark.
Det er ikke bare udansk.
Det er unødvendigt.
Det er umenneskeligt.
Og det er hjerteløst.

Billederne af kampklædte betjente, der stormer en dansk kirke, går nu verden rundt.

De billeder af kampklædte betjente, der med vold, magt og knipler fjerner siddende demonstranter, der viser deres afmagt, går nu verden rundt. Natten til i går blev kirken ryddet af et overtalligt kampklædt politi, fædre er nu splittet fra børn og koner og venter i en fængselscelle på et fly tilbage til Irak. Personligt bryder jeg mig ikke om den danske udlændingepolitik og det omsiggribende danske snæversyn, hvor vi har mere end nok i os selv. Men sådan er lovgivningen, flygtningenævnet har talt mere end én gang osv. og  ønsker vi det anderledes har vi chancen igen ved det kommende folketingsvalg.

Nu fik vi set og hørt, hvordan landet virkelig ser ud, når vi har haft Pia K. som skyggestatsminister tilstrækkeligt længe. Stop dehumaniseringen af Danmark, stem med fødderne Danmark inden vi skal se mere af dette her.

Stem med fødderne før vi igen skal se kampklædte betjente tæve løs på siddende fredelige aktivister! Inden vi igen skal lade de udenlandske TV-stationer vise os frem som en lille skruppelløs navlepillende bananstat, hvor politiet banker løs på borgerne.

Jeg anker ikke over, at politiet spiller rollen som udøvende magt. Det er præcis derfor, vi har et politi – men jeg anker over måden, de løser deres opgave på. Ud fra de viste TV-klip banker de løs på folk, der sidder på vejbanen, som er ubevæbnede og som bare vil være i vejen. Sådan er aktivister nu en gang.

Politiet skal rydde vejbanen; det er deres job, men det kunne have været gjort med andre metoder. Tag dog aktivisterne ved vingebenet, brug håndjern og andre legale magtmidler, men glem aldrig proportionalitetsprincippet efter hvilket man må udøve “den nødvendige magt”. Dette her var ude af proportioner, og det bør få følger.

Velfærd i sundhedsvæsenet

Man kigger da lige en gang ekstra…

Jeg betaler med glæde min skat, og synes, at det er rigtigt, at de stærkeste skuldre bærer de største læs – læs: dem der tjener godt må også skæppe i kassen. Jeg gør det selvfølgelig også af mindre idealistiske og mere egoistiske grunde, nemlig at jeg gerne vil modtage nogle af “systemets” ydelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu er det så blevet nødvendigt, og jeg har af min læge fået en henvisning til urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Den slags afdelinger beskæftiger sig med “urinvejenes kirurgiske sygdomme”. I ugens løb fik jeg et venligt brev fra dem, der indledes med: “Din læge har henvist dig til undersøgelse/behandling. Vi forventer at kunne sende brev inden udgangen af 2009 med en mødedato.”

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er den bekymrede type, der tror, jeg fejler hele lægeleksikonet (nu om dage må det vel for øvrigt være “hele netdoktor”), og at jeg er ganske sikker på, at mine mange ture til toilettet natten igennem ikke dækker over noget alvorligt, endsige livstruende  – det er irriterende, det er søvnhindrende og meget andet, men alvorligt nægter jeg at tro, det er.

Og jeg ved også godt, at hvis nogen troede, dette var alvorligt, så havde jeg jo nok ikke skulle vente op til et halvt år på at få en mødedato (der vel meget kan ligge i 2010 – det er jo bare brevet, der vil komme i dette kalenderår), og ellers havde jeg vel selv sat noget i sving. Men man kigger da lige en ekstra gang, først i det ankomne brev, og så på, hvad der er betalt i skat sidste år. Kan det virkelig være sandt, at vi i Danmark skal vente så længe?

Nu er der jo ventetidsgaranti (måske er det i realiteten en garanti for, at man skal vente ) og også frit sygehusvalg, og de har venligt nok vedlagt en liste over tilsvarende afdelinger med kortere ventetid, og en folder om, hvordan man gør, hvis man benytte sig af det fire sygehusvalg. Heraf fremgår det fx, at det ser fremragende ud på Sygehus Thy-Mors (10 uger); nå ret skal være ret… Rigshospitalet kan tilbyde 6 uger.

Min erfaring med at vælge det sted, der har kortest ventetid, er desværre bare rigtig dårlig og da indeværende problem for mange år siden er søgt udredt på Hvidovre uden nogen form for resultat,andet end “det må du nok lære at leve med”,  tror jeg nu nok, at jeg vil vente på Frederiksberg, som min egen læge mente var det bedste sted.

Bravo DR

Af og til rammer de plet!

Jeg ved ikke, om det var tilsigtet – men det var flot!

I aftes sendte “det rigtige fjernsyn” = DR1 kl. 20:00 det 3. afsnit af BBC-serien “Den fantastiske planet”, som jeg følger hver eneste søndag.

I går var det fra Serengetti i Tanzania, hvor jeg tilfældigvis selv har været. Man fulgte en løvefamilies kamp for livet gennem et år og samspillet med gnuer, impalaer, gazeller, krokodiller mv.

For en uge siden handlede det bla. om laksen, der vandrer op mod strømmen i egne, hvor det regner, når bjørnene er meget meget sultne, og uden føde ville dø…

Økosystemet er så viseligt indrettet, at laksen skal op ad strømmen og op ad floden for at gyde på det tidspunkt, hvor den brune bjørn stort set er udhungret. For at laksen kan komme til at svømme, må der falde regn. Og så kommer regntiden! Det er ubegribeligt, at naturen har kunnet indrette sig sådan – at evolutionen har gjort det muligt. Der var fantastiske scener, hvor bjørnene sad på klippefremspring i floden og stort set bare skulle åbne munden og så kom den rå laks flyvende ind i munden på dem. Laksen skal for at komme op-strøms springe så højt, at det ville svare til, at et menneske uden videre skulle springe over en fire-etagers bygning.

Serien rummer fremragende billeder. I går så man fx græsset gro!

Jeg havde netop siddet og tænkt over – og glædet mig over – de fantastiske økosystemer, der muliggør arternes sameksistens, og de evolutionære processer, der vel bare har taget ca. 6 mia. år og så kom 21Søndag (TVA om søndagen) med den grelle modsætning!

Statoils oliesand-udvinding ødelægger Canadas landskaber, får indianerne langs en flod til at mene, at de har fået kræft af at bo så tæt på stedet, hvor sandet vaskes for at udvinde olien. Logikken er, at når der ikke er langt fra de kunstigt skabte søer til den naturlige flod, må disse to systemer gå i forbindelse med hinanden. Der var billeder af fisk med to munde og sære pletter!

I jagten på den sidste olie er verdenshavenes reservoirer ikke længere tilstrækkelige. Nu går man løs på jorden, for at vi umættelige forbrugere til stadighed kan få dækket vores behov for plasticposer, elektricitet og andre behageligheder. At udvinde olie af sand er 10 – 15 gange så CO2-belastende som at udvinde det på konventionel vis fra havbunden! Det er måske derfor klimatopmødet i København til december 2009 kaldes COP15?

Nu er de jo næppe onde menensker hos norske Statoil – næh, de driver en forretning, og i denne forretning har bla. Danske Bank og Nordea (min bank!) købt aktier for pensionspenge. Jeg har lyst til at ringe ned i banken og sikre mig, at det ikke er mine pensionspenge, de har købt Statoil-aktier for.

De to udsendelser i direkte forlængelse af hinanden var fantastisk TV – og jeg nægter at tro på, det var et tilfælde! Først ser man, hvad naturen kan, hvilke kredsløb, der kan holdes i spil i et fintmasket system – og dernæst ser man, hvordan det hele kan splittes ad på ingen tid med ukendte langsigtede konsekvenser.

Det er på tide, at stoppe op – og hvem kan stoppe bedre op end du og jeg?

Frilandsmuseet en Pinsedag

Frilandsmuseet er et dejligt sted

I dag skulle jeg af forskellige årsager ikke i kirke, skønt det føltes helt forkert. Det er som om, det er længe siden, forårets helligdage (både de skæve og de lige) bare var ekstra, dejlige fridage – men det er kun et år… Sært at tænke på.

Jeg og mit kamera begav os i stedet til Frilandsmuseet i Sorgenfri på denne pinsedag, der samtidig viste sig at blive årets første sommerdag – om det nu har noget med Helligånden at gøre eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men hvis det har, skulle jeg hilse og sige, at den blæste varme vinde lige i nakken på museets besøgende.

Der var mange mennesker, og det var til tider lidt af en kamp at slippe væk fra de værste børnefamilier – den slags der ikke kan fatte, at når der er skilte om, at “Museumsgenstandene må ikke berøres” så er det altså fordi, man ikke må pille ved det, for ellers varer det ikke ret mange år, før ingen kan se tingene. Jeg er helt tilfreds med, at det er lykkedes at undgå mennesker på billederne, som du kan se flere af i galleriet, hvis du har lyst.

Museet er blevet meget mere nærværende og spændende, efter jeg begyndte at slægtsforske. Nu kan jeg sætte mennesker, jeg “kender” ind i museets rammer. En hedegård med “æ bindstow” giver pludselig meget mere mening. En skomager og en væver er mere nærværende.

Jeg var der i syv timer og det kostede: ingenting! Efter min opfattelse er det urimeligt, at det er gratis. Idéen med ikke at opkræve entre er naturligvis, at man vil lokke flere mennesker på museum; sikkert gerne dem, der ellers aldrig kom, da det kostede noget. Jeg tror bare ikke, at der var mennesker, der holdt sig væk på grund af entreen. Resultatet er formentlig nærmere blevet, at alle os, der har råd, kommer som vi plejer, men nu har vi bare fået en ekstra gratis glæde. Ville det betyde noget for nogen at lægge en 20′er?

Mine tanker blev gjort til skamme, da jeg talte med manden på caféen (“alle” de sparede udgifter til entreen måtte omsættes i kaffe mv.). Han mente, de havde fordoblet besøgstallet, siden entreen blev fjernet. Han ræsonnerede meget fornuftigt, at de også havde fordoblet slitage, affald mv. – nu var der bare ikke rigtig råd til at håndtere det. Et interessant dilemma!

Det er jo valgkamptid og Morten Messerschmidt fra DF “vil have Danmark tilbage” – jeg har flere gange tænkt på, hvilket Danmark han ønsker tilbage? Er det det Danmark, der er på Frilandsmuseet? Er det Danmark i 50′erne, hvor man skulle dokumentere vielsesattest og tvillinger på vej for at få en to-værelses med lokum i gården? Eller er det Danmark i 60′erne med 3 ugers ferie pr. år, hvor en grønthandler solgte kartofler og selleri det meste af året suppleret med ærter og gulerødder på dåse til festlige lejligheder? Eller er det Danmark med Greve Hospital for fattiglemmer, som først lukkede i 1976?

Men hvorom alting er, får du herunder lidt smagprøver fra billederne i galleriet. Hvis du kigger derover, så husk at alle billederne forstørres, når du klikker på dem.

Mønstermurværk?

I menighedrådet interesserer vi os for tiden ganske meget for murværk med mønster – også kaldet mønstermurværk. Her er da et nydeligt exempel

Fuglevad Mølle

Frilandsmuseets eneste bygning, der ikke er blevet flyttet. Møllen kom ganske enkelt før museet.

Bindingsværk

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over bindingsværk – og det i særlig grad, når det er så velholdt og nydeligt som her.

Mormors ting på museum?

Billedet her er fra Fjellerup Hovedgård, som gennem flere generationer ejedes af grev Scheel, som senere solgte den til familien Iuul (eller også var det omvendt). Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at jeg har tastet adskillige af Nygårds sedler ind om dette sted og disse mennesker.

Nu var min mormor og morfar ganske jævne folk (hvad er mon det modsatte? “ujævne folk”?) men billedet her er også fra køkkenregionerne og minder lidt om de ting, min mormor havde i sit bryggers. Men så vidt er det altså kommet: “Mormor og morfar på museum”

Detaille fra Brugsen

Et af de mest spændende steder på Frilandsmuseet er faktisk “Andelsbyen” fordi det der begynder at ligne noget, man kender, eller har kendt nogle, der kendte. Morfar var som snydt ud af næsen på andelsbevægelsen og jeg er sikker på, at han og mormor loyalt købte deres sæbespåner hos den lokale Brugsuddeler.

Køkkenregioner

Og her er jeg 100 pct. sikker – mormor havde sådanne krukker som på øverste hylde i sit køkken. Om de blev brugt eller om de bare stod og samlede stegeos og støv, ved jeg ikke; men charmerende er og var de!

Arbejdernes internationale kamp- og festdag

I morgen er det 1. maj!

Efter den vejrmæssigt set bedste april i 38 år er det i morgen 1. maj. De fleste kalder den bare ‘Arbejdernes internationale kampdag’, men min gamle chef Søren insisterede på, at det altså er  ‘Arbejdernes internationale kamp- og festdag’ – og han har vist forstand på de dele.

Og skal jeg så i Fælledparken? Næh jeg skal så mænd da bare på arbejde lige som alle de andre timer, dage og uger…

I slutningen af 80′erne og i starten af 90′erne havde det været utænkeligt for mig. Jeg syntes, det var skønt at gå i Fælledparken og bare denne ene dag om året at mærke, at der var mange, der tænkte lige som mig. Mærke at der var et fællesskab som trak i retning af større lighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og i retning af et mindre klassedelt samfund. Tanken om ‘plads til os alle, plads til alle der vil’ har altid tiltalt mig, og jeg mener fortsat, at de bredeste skuldre må bære de største læs samt at det er rigtig at nyde efter behov og at yde efter evne.

Men Fælledparken… næh tak – jeg syntes, det blev til for meget shawarma og for lidt politik, for meget markedsgøjl og for få holdninger. Og så vil jeg faktisk hellere på arbejde. Måske kan jeg snige mig til at gå lidt tidligere – og gå ud i solen?

Statens IT 2

Der var en interessant e-mail fra Statens IT i mailboksen her til morgen :

Mailen stammer fra en nyhedstjenste alle kan tilmelde sig på deres hjemmeside, så der er ikke noget galt i at videregive den herunder:

“På baggrund af den usikkerhed om etableringen af Statens It, som dagens presseomtale kan have skabt, har Finansministeriet og Skatteministeriet meddelt følgende:

Statens It
Den model for samling og konsolidering af statens administrative It, der er udarbejdet, indebærer højere omkostningerne end forventet. Samtidig er projektet komplekst, og der er betydelige risici forbundet med at gennemføre det. Der er også fortsat usikkerhed om, hvor store gevinster der kan opnås.

Det betyder ikke, at planerne for at konsolidere den statslige administrative it aflyses. Private virksomheder har igen og igen vist, at de kan realisere betydelige gevinster på it-konsolidering. Og alt tyder på, at der også fortsat er et potentiale i staten.

Skatteministeriet og Finansministeriet vil derfor bruge den kommende måneds tid på at revurdere projektet, herunder vurdere om det foreliggende projekt for Statens It kan gennemføres trinvist og ved lavere omkostninger, eller om der er behov for en anden model for konsolideringen af den statslige administrative it. Øvrige ministerier vil blive inddraget i overvejelserne.

Beslutningen om den fremtidige organisering vil blive truffet på baggrund af analysen af de forskellige alternativer. Den allerede etablerede organisation opretholdes i analyseperioden og medvirker ved revurderingen af projektet. “
——-

Og hvad er det så der står – jeg forsøger mig med en fortolkning, der naturligvis hverken er objektiv eller politisk korrekt:

• Afsnit 1: Det bliver dyrere end ventet, det er sværere end ventet, og det er usikkert, hvor stort effektiviseringspotentialet egentlig er.
• Afsnit 2: Men uanset afsnit 1 så vil vi dette her! Det er jo et politisk projekt, og det skal genneføres også selv om det måske slet ikke kan betale sig.
• Afsnit 3: Nu kigger vi på det hele én gang til. Det vi nu har brugt 12 måneder på at nå frem til, kan vi sikkert gøre bedre på 1 måned. “Vi hører, hvad I siger”, så vi spørger lige jer i de andre ministerier en gang til, men det betyder naturligvis ikke, at vi gør, som I siger.
• Afsnit 4: Når der er foreligger en analyse, vil vi træffe en beslutning på baggrund af denne. (Red.: Ja, hvorfor ellers lave en analyse). Alle de medarbejdere vi allerede har ansat, og som løber rundt ude på Rentemestervej i København NV skal være med til at kigge på det hele igen. (Red.: Godt man ikke er ansat i Statens IT.)

Perle eller Perker

Først og fremmest undskylder jeg overfor mine læsere, at jeg ikke har været trofast i januar. Jeg har en hel masse undskyldninger:

1. Jeg er flittig ovre på min slægtsblog, og har tastet mere end 14.000 af Nygårds sedler ind – og det nu tager lidt tid. Nygård var arkivar og skrev sådan godt ½ million uvurderlige små sedler med bidrag til jysk personalhistorie i bred forstand. Der er tale om et helt unikt seddelværk, som vi nu er en flok mennesker, der har sat os for at digitalisere.
2. Arbejdsåret startede med noget, jeg ikke er god til: For meget arbejde i to uger. Jeg har en høj produktivitet og en uhyggeligt stor produktionskraft (er der en, der engang har sagt til mig), men jeg er dårlig til at se det hele vælte ind over mig. Jeg bliver bange og føler mig utilstrækkelig; de gamle stress-symptomer kommer farende og vælter mig bagfra også selvom det slet ikke er rimeligt og er lidt ude af proportioner. Arbejdet er blevet normaliseret igen – og alt er i orden. Jeg følte mig bare uprofessionel et par uger – og øh… det blogger man jo ikke om vel? Vi er da ordentlige mennesker, der kan styre vores stress ikke?
3. Jeg har været “kulturel” og set “Phantom of the Opera” med en kær ven – og det kommer der en særskilt post om, for det var forrygende. Vi sad på 1. række i “Det ny Teater”; og det var som at være der selv – altså som at være i Paris i 1911 og 1891; lysekronen fløj i bogstaveligste forstand om ørerne på os, orkesteret spillede for fuld musik – og for fuld damp. Jeg har aldrig tidligere oplevet en musical live (og har altid slukket for dem i TV), så det var waughhh…
4. Jeg har været i kirken til en fremragende sogneaften med Sulaima Hind i aftes. Jeg kunne have hørt på hende i timevis. Her var en kvinde med et budskab og en fortælleevne langt ud over det sædvanlige! Allerede ved 11:30-tiden i dag havde jeg haft gårsdagens foredrag i tankerne flere gange Hun er ikke så glad for, at man skriver om hendes foredrag – så herfra er min mund lukket med syv segl (eller er det sejl – ihukommende Kaptajn Haddock?)

Københavns Politi

Nu er jeg så kommet gennem undskyldningerne for mit fravær og kan begynde på dagens emne: Perle eller Perker.

Det sker, det er morsomt at høre radioavis. Det skete i dag! Politidirektør Hanne Bech Hansen (som jeg ellers er stor ynder af, fordi hun har skabt revolutioner i Københavns Politi, som hun engang fortalte om i en “Løkkegaards” på radioens P1) udtalte med stor sikkerhed, at en af hendes medarbejdere havde kaldt en demonstrant “Perle” og ikke “Perker” som et hold sprogprofessorer og demonstranten ellers selv mente, der blev sagt.

På en eller anden måde blev jeg lige sat tilbage til de gode gamle Poul Eefsen-dage, hvor man kunne klage over politiet – til politiet!

Er det da ikke fuldkommen latterligt at forestille sig, at Københavns Politi nu begynder at kalde deres “kunder” for “perle”? Jeg måtte le. Det er da helt ude i hampen. Tænk at man udstiller sig selv på den måde!

Hvis de er begyndt at kalde mørklødede demonstranter for Perler – så har Hanne Bech Hansen i sandhed skabt revolutioner siden de 80′ere, Sulaima Hind fortalte om i aftes. Jeg kan bare ikke tro det – og det lyder som en vittighed. Men således er jeg da klædt på til en fin weekend.

Dannelsesrejse eller fjumreår

Hvorfor skal de unge skynde sig gennem uddannelsessystemet?

Bertel Haarder er ude på sit sædvanlige sommertogt mod det såkaldte fjumreår; der er anløb i hver en havn. En af havnene er Kristeligt Dagblad, der har haft en række artikler om emnet. En enlig mor til fem tog for nogle dage siden til genmæle – heldigvis – og fortalte om, hvordan hun havde skubbet dem alle afsted på rejser, højskoler mv.

Jeg bryder mig for det første ikke om ordet “fjumreår”. Hvordan pokker har vi fået desavoueret datidens dannelsesrejse til et “fjumreår”? Det er at bygge sproglige knejper – ikke katedraler.

For det andet ser jeg ikke nogle “fjumre” – jeg ser dem i stedet vende hjem fra udlandet, fra efterskoler, fra højskoler mv. som ændrede og større mennesker, der er på vej til at blive voksne.

Jeg havde ikke chancen for at gøre ophold, muligheden for at sætte tiden i stå, efter studentereksamen. Det var bare videre, videre, videre – blandt andet for at kunne beholde det kollegieværelse jeg havde været så heldig at få, inden jeg startede på studenterkurset. Hvis jeg gjorde ophold i uddannelsesforløbet, ville jeg miste min bolig, hvilket jeg ikke kunne overskue.

Da jeg havde bestået embedseksamen på normeret tid, skulle jeg finde et job, og siden er tiden gået med at arbejde. Højskoler og andre ting, der kan berige, gøre klogere på andet end det snævert faglige og ‘gøre større’, er henlagt til sparsom ferie og fritid.

Hvilken lykke ville det ikke være som voksen at flå et år ud af kalenderen og få nye input? Tænk hvis der fandtes højskoler med årskurser for voksne erhvervsaktive? Tænk hvis man kunne få lov at sætte sig ned og få serveret noget kultur, viden, dannelse til formiddagskaffen og dyrke sport hele eftermiddagen? Tænk hvis man kunne få lov til bare at modtage og ikke altid skulle yde?

Havde jeg børn, ville jeg forbyde dem at race gennem uddannelsessystemet, for de par tidslommer i livet, der ligger efter henholdsvis folkeskole og gymnasium, kommer aldrig igen. Når man først er begyndt at betale ind på pensionsordningen, er der ingen vej tilbage.

Jeg er klar over, at der er mangel på arbejdskraft for tiden, men der må være alternative løsninger på det problem. Hvis vi gav dannelsesrejsen en renaissance, ville vi med garanti få en bredere funderet arbejdskraft, måske endda med en højere produktivitet (hvilket i sig selv kunne være en del af løsningen på den for lille arbejdsstyrke)?

Denne tankegang er måske for abstrakt for den siddende regering?

Semikolon!

Semikolon

Jeg er en, der har svært ved at sætte punktum i livet; så hellere nogle helvedes store semikoloner. Jeg kan ikke sige farvel – og jeg bliver aldrig god til det. Vil altid stå og træde mig selv over fødderne af savn, allerede før det er begyndt.

Dagen i dag var min sidste rigtige arbejdsdag i UM. Jeg kommer ganske vist ind og laver noget for jer i uge 34 – men det var nu, det var nu. Jeg bliver bare aldrig god til de stunder, hvor det er nu, det er nu.

Jeg bryder mig ikke om det definitive. Jeg bliver altid bange for de øjeblikke, der ikke kommer igen! Jeg bliver altid bange for det sagte ord, for hvis det var u-rigtigt, kan det jo ikke trækkes tilbage! Man kan i realiteten ikke sige: ‘jeg mente det ikke’… Ord, der er sagt, kan man ikke markere og trykke ‘delete’ på.

Det var i dag jeg havde inviteret ‘Gud og hvermand’ til reception, ganske sådan som vi ikke gør det i UM: bare en flok kolde pilsnere og vand og nogle økologiske chips. ‘Og hvermand’ kom – kun Gud eller en af Hans repræsentanter manglede.

Thomas-chef holdt en fin tale, som jeg blev virkelig glad for og rørt over, hvor han bl.a. sagde, at når man sådan lige lærer mig at kende, tror man, jeg er et meget lukket menneske, men hvis man søger lidt med lys, lygte og Google og finder min hjemmeside, finder man ud af, at jeg er et meget åbent menneske.

Søde Thomas – det har du ret i! I personlighedstests (1) bonner jeg altid ud som ‘en man skal gøre sig fortjent til at lære at kende’ – det er nu nok så meget sagt; men jeg værner inderligt om min personlige integritet, og jeg skelner skarpt mellem det personlige og det private! Jeg har ingen problemer med at lægge det personlige på nettet – men det private holder jeg hos mig selv – for der er skatte i verden/livet, der er for store at dele! Din tale i dag viser mig, at jeg gør ret i altid at ’skrive som om chefen læser med’ (kapitel 1 i grundbog for bloggere).

Tak for dine besøg på min blog, tak for at du læser med,  – tak for at du kan lide, hvad du så, og for at du kan lide min skriftlige fremstilling. Det betyder meget for mig, når nogle kan lide, hvad jeg skriver – og ikke mindst måden jeg gør det på.

Jeg prøver altid at bringe lidt ‘poesi’ ind i det skrevne ord på bloggen, for det er et af de få tilbageværende steder i livet, det er muligt at gøre det, nu hvor vi aldrig skriver et brev længere. Min skrivestil er jo slet ikke UM’sk, men jeg har fået så mange positive kommentarer, at jeg alligevel tør tro, den er OK.

Kære Anne - Jeg havde tænkt meget over, om jeg nu turde nævne dig – og det – og gøre det direkte ved navn i dag! Men når alt kom til alt, var jeg ikke i tvivl. Du har betydet ufatteligt meget for mig og mit liv -  dengang, nu og i fremtiden; du har reddet mit liv – og det ville jeg gerne takke for in publice.

“Måske dét er, hvad
det vil sige: at være en ven,
når alt kommer til alt”

Resten af digtet oversat af teologen og psykoterapeuten Bent Falk, kender du – det er det smukkeste i verden. Og på mange måder har vi delt det smukkeste – nemlig afgørende øjeblikke i livet!

Kære kolleger fra alle afdelinger/kontorer i ude- og hjemmetjenesten – tak for alle de fine blomster, søde mails, den dejlige vin, de fede øl, de søde kort, de fine blomster, den fede portvin osv. I var med til at give mig 3½ dejlige år i UM! Uden jer var det bare aldrig gået så godt, som det gik. Jeg synes, vi i fællesskab har udrettet noget unikt!

Jeg var ensom i starten i UM, lige til jeg fandt ud af, at jeg bare skulle mødes med jer ‘tømrere’, når jeg ikke kunne finde ud af det med ’snedkerne’, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg tjente UM bedst ved at undgå at gætte på, hvad I forventede, men bare komme med min almindelige professionalisme!

En af de allerførste ting jeg lærte om administration fra en topchef fra Finansministeriet, da hun kom ud til os i Arbejdsskadestyrelsen som vicedirektør i 1992 var: “Hanne, du skal altid huske at spørge dem, der laver arbejdet!”. Jeg havde lige kvajet mig med et eller andet – og hun sagde det på en fin måde, men det var rigtigt. Det har jeg taget med mig, fordi det i sin banalitet er så rigtigt. Med disse ord er jeg kommet godt både forlæns ind i – og ud af – mange statslige institutioner. Og hver gang jeg starter et nyt sted tænker jeg på salig Karin Kristensens ord! Hvis nu alle gjorde sådan, ville det måske være lettere at skifte chef!

Kære KnowledgeCon a/s: Vi har fulgt hinanden i op- og nedture siden 2000. Det, håber jeg, vi vil bliver ved med. Tusind tusind tak for den smukke kurv – når jeg nu ved, I ikke giver mig en kurv! Vi kæmper i fællesskab videre i Center for Koncernforvaltning (CFK)..

Det lykkedes mig at holde en tale. Faktisk synes jeg, at jeg er et fjols til at holde tale, men jeg havde noget på hjerte, noget ville ud – og egl. var jeg også bare ligeglad, om det nu var fint og formfuldendt eller ej. Jeg ville sige tak for 3½ dejlige år.

I skal alle vide, at jeg bliver rigtig glad for enhver kommentar her på bloggen eller pr. e-mail. Intet er for småt – intet er for stort.

Tak for gode år! Jeg vil savne jer!

Knus Hanne – Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så mange kys og knus på én dag…

(1) Konklusion på leder-test – 2003: Kreativ, særdelses intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhen overfor kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for behov for håndgribelige, målbare resultater.

De må være gale!

Indgangen til Hvidovre Kirke

Politiken skriver: Pengene fosser ud af folkekirken.

Men det er danskerne, der må være gale, for til artiklen er knyttet en afstemning, og 47 pct. af de afgivne 1.190 stemmer foreslår, at man skal løse de økonomiske problemer ved at lukke kirker! Jeg har stemt på den mulighed, at man skal sørge for at ansætte en professionel ledelse.

Lukning løser jo ikke det grundlæggende problem, der i følge artiklen er, at hjælpepersonalet i kirken er blevet for dyrt gennem de seneste 20 år.

Jamen hvad nu hvis udgangspunktet var, at denne medarbejdergruppe i udgangspunktet var for dårligt lønnet eller der var for få af dem? Det er mit indtryk, at nok oplever man som kirkegænger præsten som den centrale figur – og det er hun også – men at sætte det hele sammen gang på gang gøres jo ikke af ét menneske alene.

Kirkens medarbejdere er vel, som på alle andre arbejdspladser, et team, hvor alle har deres opgaver for at den samlede oplevelse af det at komme i kirken kan blive god og helstøbt?