Aflyst Høje Atlas

Forventningens glæde blev den største…

Har været hos lægen(s ferieafløser), og hun mente sørme ikke, at det var nogen god idé at tage på vandretur i Atlasbjergene. “Det er dristigt” sagde hun – men ville ikke rigtig svare på, om det også var dumdristigt. Skadestuen skrev den 14. juli: “Pt. skal på vandretur i Marokko om 1½ uges tid, spørger om dette er forsvarligt. Umiddelbart burde der ikke være noget probem med dette”.

Jeg er så åbenbart ikke omfattet af “umiddelbart” for armen kan ikke det, den skal kunne. Den er overhovedet ikke groet sammen.

Lægen i dag forklarede venligt, at brud i albuen er 4-6 uger om at gro ordentligt sammen, hvilket da bestemt også svarer noget bedre til min egen forventning end skadestuens – men jeg er jo ikke læge; jeg har bare lavet tonsvis af kirurgisk arbejdsskadesager for en del år siden.

Hun gav mig det råd at ringe til Gouda, hvor jeg har tegnet rejseforsikringen, og spørge, om de dækkede, hvis der skete et eller andet, når jeg nu havde brækket albuen for 1 uge siden – eller om de i givet fald ville karakterisere dette som ‘forudbestående’. Gouda var ret klare i mælet – de dækker ikke, hvis der sker noget, der kan henføres til skaden; det udløste min beslutning om at aflyse og blive hjemme.

Normalt render man jo ikke og falder over egne vandrestøvler, men tanken om i værste fald at stå med enorme regninger for hjemtransport, lægebehandling mv.  er ikke tillokkende – nærmere uoverskuelig. I realiteten kan man jo ruinere sig selv mange år frem.

Så trods megen ærgrelse, mange overvejelser om at tage chancen alligevel, tør jeg ikke tage afsted. Atlasbjergene ligger der trods alt også næste år. Armen skulle gerne holde resten af livet, og helbredet går forud for alt.

Heldigvis har jeg tegnet en afbestillingsforsikring! Jeg har én gang ligget på et hospital, da mit fly lettede, uden at have en sådan forsikring. Så er det bare at vinke farvel til pengene -  nu har jeg altid en afbestillingsforsikring, også selvom destinationen er Skanderborg Station

Kunne jeg så ikke bare finde på noget andet, der ikke er fysisk krævende? Hrm… Nu var jeg opsat på nogle bjerge, på at lære nye mennesker at kende, at være udendørs i to uger, på sol og varme, så alt andet blegner ved siden af. Og hvad kan man bestille med så kort varsel?

Lige nu tænker jeg på at lade være med at holde ferie og bare køre igennem frem til den 22. december, hvor et fly gerne skulle transportere mig til Hanoi i Vietnam. Men det har jeg selvfølgelig et par uger til at overveje… og så skal jeg vist ind og sætte grej på plads i skabe og skuffer igen, for det er da ikke til at holde ud at se på en aflyst ferie!

Ugens løb

Sikke en uge…

Mandag: Verdens bedste dag i selskab med min kæreste ven. Nogle mennesker kan skabe helvede på jord for hinanden – andre af os kan på én dag fylde verden med harmoni og glæde bare ved at være sammen.

Tirsdag: fractura radii, extremitas proximalis – fraktur af caput radii (DS 52.1) kl. 07:55. Billedet til højre viser underarmsknoglerne set for forfra. Radius er betegnet med D. Øverst på billedet er albuen og nederste del fører til håndleddet. Caput betyder hovedet på en knogle. Altså et brud på hovedet af radius.

Masser af tanker om, hvorvidt jeg nu kommer til Marokko eller ej – det indebærer trods alt 11 dage i øde egne. Aldrig har jeg da overholdt lægelige forskrifter så godt, og resultatet synes heller ikke at udeblive. For hver dag kan albuen lidt mere, hvilket er meget tilfredsstillende. Jeg tror efterhånden på projekt Høje Atlas igen, men lover mig selv først at tage stilling på onsdag sammen med min læge(s ferieafløser).

Onsdag: Jeg fik læst Camilla Läckbergs “Tyskerungen” færdig. Efter hvad jeg har læst på det seneste, er jeg ikke imponeret. Og jeg tror ikke, jeg vil købe flere af hendes bøger.

I stedet er jeg begyndt på “Livlægens besøg” af Per Olov Enquist: “En stor og gribende kærlighedsroman, et trekantsdrama, hvor aktørerne er den tyske livlæge, den magtløse enevoldskonge og den unge dronning Caroline Mathilde, der i det erotiske møde med Struensee vokser til kvinde.” Den tegner rigtig godt!

Torsdag: “Der er kun ét “d” i avocado”. Til frokost talte vi om, hvorvidt det har betydning, at man behandler sproget korrekt – eller i hvert fald gør sig umage med at prøve på det. Det startede faktisk bare med, at en sagde “advocado” – og den slags kan jeg ikke rigtig sidde overhørig, og så blev jeg mobbet resten af dagen. Det er OK, for jeg kan godt tåle det, og jeg ved, at det ikke stikker dybere.

Men der er altså ikke advokater i avocado og man kan heller tilspørge dem om noget – (ad voco = tilspørge), så der er kun et “d”. Det undrer mig bare, at der findes mennesker, der ikke søger at optimere sprogbrugen og at omgås sproget så omhyggeligt som muligt. De sagde, at de slet ikke ser/hører det. Hrm… Selv ser og hører jeg ikke resten, hvis der er sådanne tåbelig fejl, der let kunne være undgået.

Torsdag var også dagen, hvor Nicki Sørensen vandt en fantastisk etapesejr i Tour de France – 12 etape til Vittel. Han kørte alene op til et udbrud. Han stak af fra samme sammen med Calsatti, som han derefter kørte træt og så stak han af 22 km. før mål og kørte, og kørte, og kørte, og var i mål mere end 6 minutter før de øvrige. Vanvittigt – fantastisk. Han lignede nærmest Lance Armstrong. Nicki Sørensen er i øvrigt meget meget bedre til at køre på cykel end til at tale engelsk – og følgende bemærkning fra interviewet lige efter etapesejren er guld værd: “It hasn’t really gone up for me yet”. Det er jo sådan lidt “julekalender-engelsk”, hvilket fik TV2 til at kalde det “Its is hard to be a cykelmand”.

Kun under Tour de France kan mit TV vise TV2; resten af året er jeg lykkeligt forskånet for dette reklamehelvede, som de i år har suppleret med diverse amatører, der kører op ad Mont Ventoux i en simulator. Det er naturligvis også meget vigtigere at vise billeder af dette end at vise det rigtige cykelløb! I går fredag skiftede de ved Gud over til reklamer, nyheder og reklamer lige på det tidspunkt, hvor rytterne var på vej op ad en af de stejle stigninger! Måske skulle jeg prøve at forlige mig med Eurosport i stedet?

Fredag: En dejlig dag på arbejdet! Det hele er pt. meget stille, så vi har tid til at gøre noget af alt “det, der kan vente”. En kollega havde derfor revideret en vejledning om barselsregler, der ikke havde været revideret siden 2006, og nu ville hun gerne have en sproglig gennemgang samt have det på Intranettet. Hun spurgte om min hjælp til det, og det er jo lige mine kernekompetencer, og noget af det jeg faktisk er ansat til i halvdelen af tiden (det står der i hvert fald i mit ansættelsesbrev) – men som altid skubbes væk på grund af brugersupport, nu suppleret med brugeroprettelse og -vedligeholdelse på grund af ØSC – Grrrr.

Vi fik i fællesskab skruet noget sammen, som vi blev tilfredse med, og det blev lidt bedre end det, vores Sharepoint CMS kan bidrage med, fordi jeg kan skrive lidt HTML-kode i hånden. Man kan så undre sig over, at man i Sharepoint ikke kan lave dokument-interne links!

Selv synes jeg, det er rigtig dejligt at komme til at bidrage med noget af det, jeg ved, jeg er er god til – og som jeg synes er sjovt.  Der er noget enerverende i konstant bare at løse enkeltsager for brugere. Det er ren Sisyfos: spørgsmål ind, svar ud dagen lang. Jeg tænker til tider over, om man ikke i længden bliver dum af det?

For gode reflekser

Jeg er simpelthen for hurtig… nu har jeg købt klippekort, så går det en del langsommere!

Nu var jeg ellers så glad og veltilpas efter en fantastisk mandag med stjernestunder og børn i bilen – afsted til Sagnlandet Lejre (det er det, vi andre kalder forsøgscenteret) og senere Tegners Museum med jordbær og brownies ude i lyngen og i det bedste af den danske sommer.

Jeg prøver af al magt at huske mig selv på, at jeg ikke bryder mig om børn, da de støjer og koster penge Men jeg har mødt to “knejter”, der ikke støjer og som jeg ville give min rørlige formue for og til!

Tirsdag morgen cyklede jeg således glad og fro til arbejde “fyldt af glæde over livets under”, men “hvorfor er lykken så lunefuld”, og hvorfor skulle det fjols nu blive ved med at bakke, så jeg var 100 pct. sikker på, at han ikke holdt tilbage for mig? Jeg var så sikker på, at han ramte mig, så sikker på, at han ikke havde set mig at urinstinkterne slog til – jeg må have bremset hårdt – men faktisk ved jeg det ikke, for jeg så det i slow motion! Og når bremserne virker ordentligt og er velholdte, så står man først stille, og dernæst ligger man på asfalten. Det går meget hurtigt!

Jeg var chokeret, troede, han havde ramt mig, troede, jeg var blevet kørt ned, da jeg sad der og prøvede at samle mig sammen, alt i mens han bedyrede, at han bare bakke lige så stille. og jeg sagde til ham “du kørte jo bare” – han har jo nok ret, men et eller andet har dog fået mig til at slå autopiloten til og bremse! Jeg har kørt på cykel i indre by i snart 30 år – jeg ved da niget om dette!

Han tilbød at køre mig på skadestuen, da jeg virkede chokeret – men vanen tro belærte jeg ham om, at den slags kan skadestuen alligevel ikke gøre noget ved; de ser efter objektive fund og sætter knogler sammen og den slags. Inden jeg ulejliger sundhedsvæsenet, overvejer jeg, hvilken behandling, de overhovedet er i stand til at give mig. Siger nogen “gå til lægen” er min første reaktion “jamen hvad skal hun gøre ved dét?”

Det var ikke så lagt fra styrelsen, så efter at have rette styret op og sat kæden på igen, entrede jeg atter jernhesten og kørte de sidste 200 meter og satte på vanlig vis cyklen ned i kælderen. Vel oppe på kontoret fjernede jeg den værste (ikke sidste) olie og gav sårene på skinnebenene en gang sulfo; det skulle være så godt mod alskens skidt. Og således startede en næsten almindelig arbejdsdag kl. 08:00.

Op ad formiddagen fik den venstre albue det langsomt værre. Den kunne ikke rigtig bøje, ikke rigtig strække og udadrotationen var heller ikke helt som den skulle være – samlet set en del mindelser om dengang jeg for 14-15 år siden “lavede den til mos”, som de sagde på Glostrup. Dengang gjorde det heller ikke ondt.

Efter en del overvejelser frem og tilbage om, hvorvidt det nu ikke bare var at spilde sundhedsvæsenets kostbare tid at få den arm tjekket, at der ikke var noget i vejen, at det vel bare var lidt hævelse efter slaget, det tager så lang tid på en skadestue og jeg har jo travlt med vigtige statssager osv…. begav jeg mig til Bispebjerg Hospitals Skadestue.

For at gøre en lang historie kort: Jeg har fået lavet en lille revne i ulna = albuebenet fractura radii, extremitas proximalis (spolebenet) – en af de lange rørknogler, der går fra albuen og ned mod hånden. Det er bla. lige præcis den knogle, der er med til at sikre udadrotationen (suppegrebet (hold en portion suppe)  – supination). Ingen gips men stille og roligt armen i slynge; ingen belastninger!

Da jeg nu fortalte lægen, at Marokko og Atlasbjergene kom i spil her, mente hun nu nok, at det kunne vokse sammen på 1½ uge – og måske sagde hun det for at glæde mig, men jeg tror altså ikke helt på det! I givet fald er det da Danmarks hurtigst sammengroende ulna radius! Nuvel jeg heler godt både knogler og sår, men 1½ uge er meget hurtigt; faktisk for godt til at være sandt. Så nu går jeg og tæller på knapper Marokko eller ej?

Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg skal udløse afbestillingsforsikringen eller ej. Det er ikke fedt at tage på bjergvandring, hvis man ikke er fuldstændig fit for fight. Det er heller ikke fedt ikke at komme på ferie. Skal til egen læge(s ferieafløser) senest onsdag og lige nu har jeg det sådan, at hvis jeg er i tvivl/er usikker, så bliver jeg hjemme. Venstre arm skal bare virke, hvis man skal bevæge sig uden for de sædvanlige cirkler. Jeg gider ikke være en klods om benet på de andre i gruppen, og jeg vil kunne gå ned ad bjerge med mine sticks/vandrestave, uden at det skal gøre ondt for hvert skridt, for med stavene flytter man belastningen fra knæene (og mine er ikke for gode) over i armene, der bliver 3. og 4. ben. Derudover: er man usikker på sig selv, skal man da nok styrte ned ad et bjerg!

Samlet set: Pokkers! Og jeg ved ikke, hvad jeg skal!

Forberedelser til Marokko

Forventningens glæde er ofte den største…

Et gammelt mundheld som jeg ikke håber er sandt, men det skal nu ikke hindre mig i at mig at glæde mig og hygge mig med forberedelserne til Høje Atlas i Marokko. Der er altid en pokkers masse ting at sørge for også selv om, det ikke er første gang, man er afsted på den måde.

Jeg startede i går med en tur ud til Udlandsvaccinationen på Artillerivej på Amager. Jeg havde bestilt tid på forhånd via hjemmesiden, og kom til før tid, og det var særdeles hurtigt og effektivt. Det plejer at være en smådyr affære at tage derud, men det eneste jeg manglede denne gang var den kombinerede vaccine mod difteri og stivkrampe – så incl. konsultationsgebyret lød regningen kun på 265,50 kr., når Topas-rabatten på 10 pct. var trukket fra.

Hepatitis A og B er dyre, men da de sidste to er givet med kun ét års mellemrum, holder de i 20 år. Fint med mig!

I dag gik turen så til Friluftsland efter et par ’småting’ – ufatteligt så mange småting man har behov for, og hvad de kan koste.

En af disse ’småting’ er slet ikke så lille endda: en sovepose, da den jeg havde med ned fra Kilimanjaro blev renset i ukyndige hænder. Jeg afleverede en dejlig – men beskidt – sovepose på et renseri, og fik en ren klud tilbage. Alle dun var klumpet sammen, og den var derefter lige klar til containeren. Det var bittert! Har du en dunsovepose, er mit, råd at du aldrig i livet indleverer den på et renseri, heller ikke selv om de siger, at de har forstand på soveposer.

Men altså en ny sovepose, og det skulle være den ultimative. Jeg havde studeret mærker, typer, dunkvalitet og fyldvolumen på nettet på forhånd, og havde forelsket mig i én fra Western Mouuntaineering – og det var også den, det endte med at blive: Western Mountaineering Ultralite Super. Den er vanvittigt lækker og jeg glæder mig til at krybe i den, og var den ikke alt for varm, kunne jeg finde på at tyvstarte herhjemme. Den har en fyldvolumen på 850+, er fyldt med østeuropæiske gåsedun, vejer 750 gr. og har en komforttemperatur ned til -2 grader C for kvinder. Vi fryser lettere end mænd.

Derudover kan den snøres ved halsen, hvor der er en ‘krave’, så der ikke kommer kulde ind i posen – og er det rigtig koldt fx i Toubkal Camp (3.200 m) den sidste nat inden bestigningen af Jebal Toubkal kan den øverste del snøres om hovedet som en hætte. Vi husker jo fra vores børnelærdom, at det største varmetab (70 pct.) sker fra issen – ikke sandt?

Ergo: en sovepose er ikke bare en sovepose, men et lille stykke videnskab – og jeg håber nu at have købt den sidste sovepose i mit liv. De siger, den holder 20 år, hvis man ikke afleverer den på et renseri…

Liggeunderlag havde de ikke på lager, så det må lige vente til næste uge, men jeg fandt et jeg kunne lide – og det med en noget bedre komfort end mit gamle. Man kan så undre sig over om det kun er liggeunderlaget, der er blevet ældre…

Uden mad og drikke du’r helten som bekendt ikke. Jeg er et fjols til at drikke tilstrækkelig væske, og jeg drikker endnu mindre, hvis det er besværligt at komme til det. Altså af det med: af med rygsækken, åbne den, finde vandflasken, tage en slurk og derefter modsat – nix! Men det går altså bare ikke i Afrika – det kan man blive ret så syg af.

Min daglige ryksæk, der også agerer dagturrygsæk på rejser, har indbygget mulighed for “camel bag” – altså man kan indsætte et vandreservoir og så bare føre en slange op til munden, og tage en slurk, inden man bliver tøstig. Jeg har bare aldrig ejet en camel bag før i dag. Men nu har jeg købt fyren her – sikke en luxus for bare 189 kr.

Nåh ja så måtte jeg jo også bare lige eje et par super letvægts krøllefri hurtigttørrende skjorter, så jeg kan gå rundt i både Marakesh og Casablanca uden at ligne en rigtig backpacker, der er kommet ned efter 11 dage i Høje Atlas – så jeg forstår faktisk godt, at de så begejstrerede ud, da jeg forlod butikken…

Sådan er det hver gang, jeg skal ud ad døren. Jeg tænker altid, at nu har jeg da det udstyr jeg har behov for, men nej – der er altid et eller andet, jeg mangler; et eller andet der vil komplettere udstyret, et eller andet, der vil gøre det hele lidt bedre. Evindelige bestræbelser på at optimere…

Måske skulle jeg bare tage en tår vand fra mit reservoir, lægge mig i min sovepose og nyde denne lørdag aften med afsnit 725 af Barnaby?

Julen 2009

Af og til må man gøre noget…

Jeg har gjort noget vanvittigt: Bestilt min julerejse! Det bliver Vietnam, det bliver trekking, det bliver kajak og det bliver mountainbike. Farvel til nisserne, favel til sjip-sjap-våde-grå København. Du kan se turbeskrivelsen her og her er en lille video som forsmag.

Jeg holder af julen og traditionerne i forbindelse med højtiden, men på en eller anden måde er mit liv skruet sådan sammen, at jeg ikke har nogen at fejre den med; altså må jeg gøre noget.

I julen 2008 tog jeg på højskole, men det var et flop – og det skal det bare ikke være i år. Det orker jeg ikke.

Mit pas er heller ikke blevet slidt ordentligt i en del år efterhånden Har haft rejst en del rundt i verden alene med min rygsæk, og det har været fint, men jeg er blevet træt af altid at skulle være min egen dynamo på rejserne.

Faktisk er jeg slet ikke typen på en grupperejse; hader at stå på et gadehjørne i en gruppe på syv og skulle bestemme, om man nu skal ligeud eller til højre eller hvad med noget så radikalt som til venstre?; eller sidde i en bus og “nu skal vi alle sammen ud og se…” Næh tak!

I 2002 var jeg på Kilimanjaro og rundt i Tanzania med Topas og fandt ud af, at de, der rejser med Topas, er samme typer som mig – og turen var bestemt en succes. Om et par uger går turen til Høje Atlas med Topas og altså den 22. december til Nordvietnam.

Var i Vietnam i 1997 med rygsækken, men det var uden kajak, uden bjergvandring og uden mountainbike, for det er noget bøvlet at få det arrangeret selv. Her har Topas på forhånd valgt de fedeste ruter, lejet cyklerne, organiseret båden og kajakkerne, så tilbage er at nyde det og opleve det 24 timer i døgnet. Jeg glæder mig allerede til jul – og så skal jeg vist lige have sparet nogle penge sammen til hele halløjet.

Hvilket luxusliv: Jeg er i gang med at læse Lonely Planet Morocco og i gang med at se frem til den rejse, og har så bestilt den næste tur. Det kan virke vildt og overdrevet, men hvad bruger andre mennesker ikke penge på? Tøj, sko, biler, realkreditlån og samtalekøkkener for friværdien. Jeg kører ret konsekvent på cykel, drikke ikke, har et minimalt tøjbudget, bor til leje og har kun en beskeden gæld i form af et lån, jeg optog, da jeg skulle flytte. Jeg vil hellere have nogle oplevelser og få min verden til at bllive større.