Diagnose fundet: Intercistiel cystitis

Der er noget at gøre…

Tirsdag i sidste uge fik jeg et afbud til en undersøgelse på Frederiksberg Hospital. Da jeg ikke sådan går rundt og ønsker mig undersøgelser, men resultater, spurgte jeg, om det så også var muligt at få et afbud til overlægen. Sygeplejersken sagde, at det kunne være, han havde mulighed for at ringe. Og det gjorde han så i dag. Vi talte sammen 3-4 minutter, diagnosen er “Intercistiel cystitis” og vi prøver med “Gepan“, og jeg får et brev om, hvornår jeg skal komme til behandling første gang.

Der bliver i øvrigt rig lejlighed til det, for de første seks gange, svarende til de første seks uger, skal jeg komme dér en gang om ugen.

Fantastisk – også at jeg ikke skal vente til 9. november med svaret!

Når man nu ikke ligefrem fejler noget livstruende, når vi egentlig bare skal aftale, hvad der er næste skridt, når udredningen er så vidt fremskreden, når patienten kan forstå en besked osv. må der være mange penge at spare ved at klare sådan nogle ting pr. telefon. Jeg kan jo stille flere spørgsmål, når jeg kommer derind næste gang, og i øvrigt kan jeg forberede mig bedre og have mine spørgsmål parat. Så kan deres tid gå med at tale med de mennesker, der ikke kan få beskeden pr. telefon!

Diagnosen betyder på hverdags-dansk, at den beskyttende slimhinde i blæren (glykosaminoglykan-laget) er ødelagt, og man ved ikke rigtig, hvorfor det sker; der er heller ikke nogen behandling, der kan skaffe den tilbage, men man kan lindre symptomerne. Jeg forestiller mig, at det er lidt som når teflonbelægningen er ved at være slidt af stegepanden.

Jeg forventer mig næsten mirakler nu! Det vil simpelthen være fantastisk, hvis det virkelig virker (jeg tør næsten ikke tro det) – og tænker allerede på, hvor dejligt det bliver i Vietnam til jul at skulle dele telt med en fremmed, lægge mig ned uden skulle tænke på, hvor mange gange jeg skal forstyrre min medbeboer ved at lyne soveposen op og i 7 gange. Lynlåse i soveposer larmer ufatteligt meget, når det er nat, og alle andre sover.

Retrospektiv ærgrer jeg mig over, at jeg ikke prøvede at gå til min egen læge noget før; hvor kunne jeg have sparet mange uheldige bivirkninger af søvnbesværet – og hvor kunne mange dage dog have været bedre. Men helt som det fremgår af den engelske artikel forestillede jeg mig at hun ville sige: “blærebetændelse, stress og “det er noget, du bilder dig ind”". Diagnosen IC er vanskelig at stille og mange læger ved simpelthen ikke nok om den sygdom.

De har været/er fantastiske på Frederiksberg Hospitals urologiske afdeling. Den 1. gang jeg var der var vist den 16. september. Og må jeg så bede VKO-regeringen holde op med at putte pengene over i de private hospitaler!

Nu på afbud

Watch the next episode of Hanne’s bladder…

Det er lidt pudsigt, men det er først, når noget er holdt op med at fylde, man kan mærke, hvor meget det har fyldt! Mens det fyldte, havde man jo travlt med at skubbe det væk, således at man ikke kunne vide, hvor meget det fyldte i en. Så selv om jeg vågnede kl. 03 i nat og ikke kunne sove mere, og endte med at sidde på kontoret kl. 07, har det været en “glad dag”, hvor jeg bare ved, at jeg ikke fejler noget meget alvorligt.

Den lille fyr på billedet har meldt afbud! I går spurgte jeg dem på hospitalet, om der var mulighed for at stå på en liste til eventuelle afbud. Det kunne man godt – og så ringede de lige i morges kl. 8, og tilbød et afbud kl. 10:00. Da jeg ikke ligefrem redder liv i mit job (selv om brugerne til tider synes at mene det) kunne jeg godt lige komme med to timers varsel. Til tider er det skønt at være bureaukrat

Formålet var en tryk-flow undersøgelse. Det var nu lidt af et cirkus og “en anelse” grænseoverskridende med kateter både her og der – men jeg tænker, at det følger gratis med og at målet helliger midlet. Jeg skyr ingen midler!

Det var en rigtig sød sygeplejerske, der forestod undersøgelsen, og der var også tid til, at jeg kunne få stillet nogle af de spørgsmål, jeg havde tænkt over siden i går. En overlæge har altså pokkers travlt. Selv om min kæreste ven tog med i går – fordi fire ører hører bedre end to – var der et par småting, vi ikke havde forstået rigtigt, og selv om internettet er godt, så er det nu til tider bedre, at tale med et rigtigt menneske.

Jeg tror nok, hun var lidt forundret over resultaterne, men de stemte helt til min egen oplevelse af verden, så nu venter jeg spændt på næste trin. “Watch the next episode of Hanne’s bladder”…

God behandling på Frederiksberg!

Nogle gange er det rart at fejle noget!

Alle normale mennesker ønsker sig at være helt almindeligt raske uden fokus på hverken den ene eller anden yderekstremitet eller det ene eller det andet indre organ – og da jeg anser mig selv for relativt normal, har jeg det naturligvis også sådan, og samtidig er jeg næsten lettet over at fejle et eller andet!

Punkt 1: Min mave er ikke spist op af cancer. Det er jeg særdeles lettet over. For første gang i mit liv har jeg haft tænkt store tanker om liv og død af udefrakommende årsager – og det er fantastisk at kunne mane det spøgelse i jorden!

Punkt 2: CT-scanningen viste, at jeg har en cyste på den ene æggestok, men det skal undersøges yderligere, og det ville den urologiske overlæge ikke udtale sig yderligere om, for det var ikke hans speciale. Det kommer der en indkaldelse til senere. Cyster er vel enten til at fjerne eller til at leve med – det tager jeg stille og roligt, og synes, at det er både professionelt og rigtigt, at han ikke vil rode sig ind i kollegernes specialer. Men sammenhængen til mine symptomer er nu klar nok.

Punkt 3: Min hysteriske sindssyge blære har mulighed for helbredelse eller i hvert fald lindring – og det der optager mig mest er faktisk at blive taget super seriøst. Der skal lidt overvindelse til at sige til en overlæge at “min blære føles byldeøm” – jeg tænker på forhånd, at manden må anse mig for neurotisk, hysterisk eller i hvertfald for hypokonder. Men nej – det har en betegnelse (“painfull bladder”), ergo jeg fejler noget, det er ikke noget, jeg bilder mig ind, ja problemet er reelt og beskrevet. Mine symptomer passer ind i et på forhånd kendt billede.

Punkt 4: Det skal undersøges yderligere i slutningen af oktober ved en tryk-flow undersøgelse. Det er vist sådan en undersøgelse, de i sin tid (som det eneste) lavede på Hvidovre og konkluderede, at jeg havde det fint. Nuvel – forskning og udvikling bevæger sig konstant og læger bliver derfor dygtigere, og derudover er min tilstand vel også blevet forværret/mere tydelig i løbet af de ca. 10 år, der er gået siden da.

Punkt 5: Jeg har fået information om to forskellige behandlingsmuligheder – og synes lige pludselig, at det trykte informationsmateriale er guld værd. Den primære behandling (mod “overaktiv blære”) kan være en Botox behandling, hvor man hver 7. måned ambulant under fuld bedøvelse lammer blæren med 10 injektioner. Jeg er klar til hvad som helst for at få min nattesøvn igen – også selv om jeg synes, det lyder noget indgribende at skulle gøre dette resten af livet, og også selv om jeg ikke lige forstår, hvordan de funktioner, der trods alt skal være, bevares.

Alternativet var behandling med Gepan (mod “Interstitiel Cystitis”), som man bruger, hvis blærevæggen af en eller anden grund er ødelagt og systemet mere eller mindre inficerer sig selv konstant. Det lød nu lidt som om, at det var step 47 – og at det skulle jeg ikke koncentrere mig om.

Konklusion: Det gik lidt stærkt, men de er superprofessionelle, og det er fantastisk at blive taget så seriøst, når man kommer med et lidt diffust problem.

Lægen gik lige til biddet og havde umiddelbare behandlingsforslag. Det er kun 2. gang i mit liv, at jeg sådan lidt mere nærmere stifter bekendtskab med sundhedsvæsenet (bortset fra diverse brækkede albuer), men jeg er blevet bekræftet i, at de er top-professionelle og faktisk lytter og leder efter en årsag og en behandling. Nåh ja – kunne man sige, det er vel kun naturligt, men det sker så ofte, at folk farer ud og brokker sig, når noget ikke er godt.

Det er ikke så ofte, at der er nogle, der sætter sig ned og skriver om, at de er glade for den udredning og de behandlingsmuligheder, de får. Havde de sagt “10.000 kr. tak” ved udgangen havde jeg glad skrevet en check. Jeg er simpelthen taknemmelig!

Diagnose søges

Ros til sundhedsvæsenet!

Jeg er typen, der først går til lægen, når jeg selv har stillet diagnosen. Og hvis jeg ræsonnerer mig frem til, at dette eller hint, kan hun alligevel ikke gøre noget ved, går jeg slet ikke derhen – man skulle jo nødigt sætte lægen i et dilemma.

Men hvorom alting er gik alligevel jeg i juni ned og talte med hende om et ældgammelt problem med min blære, der hindrer mig i at sove om natten, fordi den nærmest er “hysterisk”. Det der fik mig af sted var, at det p.t. er, som om det bliver værre. Jeg kan lægge mig ned, og så går der 3-7 minutter, før jeg må af sted igen. Det er i længden ret anstrengende – også at man aldrig nogensinde vågner udhvilet. Jeg fik en henvisning til Frederiksberg Hospitals urologiske afdeling, der svarede, at jeg inden udgangen af 2009 ville få en indkaldelse. Hrm… lange udsigter tænkte jeg.

Overraskelsen var derfor stor, da jeg fik en indkaldelse til en undersøgelse allerede her i september. Og den har jeg så allerede været til, og en fiks lille kikkertundersøgelse viste, at min blære er farligt fin indefra. Det er jo rart at vide Han trykkede mig også lidt rundt omkring på maven, og hvad han egentlig ledte efter/mente at mærke, glemte jeg desværre at spørge om, men det gjorde sådan set pokkers ondt. Nu er der jo selvfølgelig lige det forbehold, at man ikke sådan sædvanligvis går rundt og trykker sig selv på maven, så hvordan plejer det mon at føles – og hvad er normaltilstanden? Derefter bestilte han en CT-scanning af min mave.

Jeg blev CT-scannet i fredags (1½ uge efter den 1. undersøgelse – det er sørme effektivt!). Det gik som den slags jo går, en lille smule ubehag ved kontraststoffet, lidt på kvalmestadiet, men det følger med, og det regner jeg ikke for noget. På røntgenafdelingen giver de naturligt nok ikke resultatet ved udgangen, så jeg har allerede fået en tid til 5. oktober, hvor jeg kan få svaret.  Det er god og effektiv planlægning. Det, der har sat tanker i gang, er, at en af radiograferne kom bagefter og sagde “Jeg glemte at spørge “Er der mulighed for, at du kan være gravid?”"

Det lille banale spørgsmål, som sikkert bare er et standardspørgsmål, der kræver et flueben i et eller andet skema, og som sikkert bare var en forglemmelse, har fået mig til at lægge facts sammen og stille spørgsmål: Hvorfor går dette her så hurtigt, hvad er det, der gør så pokkers ondt, når man trykker udefra og hvad er det de så umiddelbart efter?

Nu kan jeg lyde som en sur og utilfreds bruger af det danske sundhedsvæsen – i givet fald har jeg udtrykt mig ganske forkert! Jeg er imponeret af effektiviteten, præcisionen og planlægningen; folk er utroligt venlige og informationsmængden er næsten overvældende. Jeg oplever at blive taget seriøst. Det er rigtig rart.

Men jeg er bekymret – og rationaliteten kæmper med angsten. På den ene side: alt er OK og de udelukker bare de forskellige muligheder, der kunne være, hvilket er en naturlig og professionel fremgangsmåde, når man ikke ved, hvad man leder efter. På den anden side: der er noget inde i mig, som ikke er, som det skal være; det bliver værre, derfor vokser mit nattecirkus. Og hvad er den næste naturlige tanke? Når jeg er mest bekymret, tænker jeg, at dette er galoperende cancer – hvilket jeg naturligvis straks afviser med, at der så ville være andre/flere symptomer og at hvis jeg havde haft det i 10 år, var jeg død for 7 år siden!

Jeg svinger mellem at tænke, at jeg bare er lettere neurotisk, har overdreven fokus på problemet, har ulejliget sundhedsvæsenet unødigt og er en af de sundeste danskere  – for i næste minut at tænke, at dette er seriøst, at jeg kun lægger facts sammen og at jeg ikke kommer rendende, bare fordi jeg har lidt ondt i storetåen.

Jeg må sige, at jeg glæder mig til den 5. oktober; jeg håber, at jeg fejler et eller andet, der kan “repareres”, så mit nattecirkus kan få en ende og ikke mindst håber jeg, at de kan finde et eller andet. Det værste vil næsten være: “Vi kan ikke se noget, alt er som det skal være, du må leve med det”, for det prøvede jeg for 10 år siden, da jeg senest henvendte mig om problemet. Dengang var det urologisk afdeling på Hvidovre, som undersøgte på en helt anden måde og ikke var nær så grundige.

Min kæreste ven tager med den 5. oktober – fire ører hører trods alt bedre end to, og de spørgsmål jeg ikke selv får stillet, fordi jeg (på visse områder) er så frygtelig pæn, skal hun nok stille. Jeg glæder mig over ikke at skulle alene af sted!

Velfærd i sundhedsvæsenet

Man kigger da lige en gang ekstra…

Jeg betaler med glæde min skat, og synes, at det er rigtigt, at de stærkeste skuldre bærer de største læs – læs: dem der tjener godt må også skæppe i kassen. Jeg gør det selvfølgelig også af mindre idealistiske og mere egoistiske grunde, nemlig at jeg gerne vil modtage nogle af “systemets” ydelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu er det så blevet nødvendigt, og jeg har af min læge fået en henvisning til urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Den slags afdelinger beskæftiger sig med “urinvejenes kirurgiske sygdomme”. I ugens løb fik jeg et venligt brev fra dem, der indledes med: “Din læge har henvist dig til undersøgelse/behandling. Vi forventer at kunne sende brev inden udgangen af 2009 med en mødedato.”

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er den bekymrede type, der tror, jeg fejler hele lægeleksikonet (nu om dage må det vel for øvrigt være “hele netdoktor”), og at jeg er ganske sikker på, at mine mange ture til toilettet natten igennem ikke dækker over noget alvorligt, endsige livstruende  – det er irriterende, det er søvnhindrende og meget andet, men alvorligt nægter jeg at tro, det er.

Og jeg ved også godt, at hvis nogen troede, dette var alvorligt, så havde jeg jo nok ikke skulle vente op til et halvt år på at få en mødedato (der vel meget kan ligge i 2010 – det er jo bare brevet, der vil komme i dette kalenderår), og ellers havde jeg vel selv sat noget i sving. Men man kigger da lige en ekstra gang, først i det ankomne brev, og så på, hvad der er betalt i skat sidste år. Kan det virkelig være sandt, at vi i Danmark skal vente så længe?

Nu er der jo ventetidsgaranti (måske er det i realiteten en garanti for, at man skal vente ) og også frit sygehusvalg, og de har venligt nok vedlagt en liste over tilsvarende afdelinger med kortere ventetid, og en folder om, hvordan man gør, hvis man benytte sig af det fire sygehusvalg. Heraf fremgår det fx, at det ser fremragende ud på Sygehus Thy-Mors (10 uger); nå ret skal være ret… Rigshospitalet kan tilbyde 6 uger.

Min erfaring med at vælge det sted, der har kortest ventetid, er desværre bare rigtig dårlig og da indeværende problem for mange år siden er søgt udredt på Hvidovre uden nogen form for resultat,andet end “det må du nok lære at leve med”,  tror jeg nu nok, at jeg vil vente på Frederiksberg, som min egen læge mente var det bedste sted.

Bravo DR

Af og til rammer de plet!

Jeg ved ikke, om det var tilsigtet – men det var flot!

I aftes sendte “det rigtige fjernsyn” = DR1 kl. 20:00 det 3. afsnit af BBC-serien “Den fantastiske planet”, som jeg følger hver eneste søndag.

I går var det fra Serengetti i Tanzania, hvor jeg tilfældigvis selv har været. Man fulgte en løvefamilies kamp for livet gennem et år og samspillet med gnuer, impalaer, gazeller, krokodiller mv.

For en uge siden handlede det bla. om laksen, der vandrer op mod strømmen i egne, hvor det regner, når bjørnene er meget meget sultne, og uden føde ville dø…

Økosystemet er så viseligt indrettet, at laksen skal op ad strømmen og op ad floden for at gyde på det tidspunkt, hvor den brune bjørn stort set er udhungret. For at laksen kan komme til at svømme, må der falde regn. Og så kommer regntiden! Det er ubegribeligt, at naturen har kunnet indrette sig sådan – at evolutionen har gjort det muligt. Der var fantastiske scener, hvor bjørnene sad på klippefremspring i floden og stort set bare skulle åbne munden og så kom den rå laks flyvende ind i munden på dem. Laksen skal for at komme op-strøms springe så højt, at det ville svare til, at et menneske uden videre skulle springe over en fire-etagers bygning.

Serien rummer fremragende billeder. I går så man fx græsset gro!

Jeg havde netop siddet og tænkt over – og glædet mig over – de fantastiske økosystemer, der muliggør arternes sameksistens, og de evolutionære processer, der vel bare har taget ca. 6 mia. år og så kom 21Søndag (TVA om søndagen) med den grelle modsætning!

Statoils oliesand-udvinding ødelægger Canadas landskaber, får indianerne langs en flod til at mene, at de har fået kræft af at bo så tæt på stedet, hvor sandet vaskes for at udvinde olien. Logikken er, at når der ikke er langt fra de kunstigt skabte søer til den naturlige flod, må disse to systemer gå i forbindelse med hinanden. Der var billeder af fisk med to munde og sære pletter!

I jagten på den sidste olie er verdenshavenes reservoirer ikke længere tilstrækkelige. Nu går man løs på jorden, for at vi umættelige forbrugere til stadighed kan få dækket vores behov for plasticposer, elektricitet og andre behageligheder. At udvinde olie af sand er 10 – 15 gange så CO2-belastende som at udvinde det på konventionel vis fra havbunden! Det er måske derfor klimatopmødet i København til december 2009 kaldes COP15?

Nu er de jo næppe onde menensker hos norske Statoil – næh, de driver en forretning, og i denne forretning har bla. Danske Bank og Nordea (min bank!) købt aktier for pensionspenge. Jeg har lyst til at ringe ned i banken og sikre mig, at det ikke er mine pensionspenge, de har købt Statoil-aktier for.

De to udsendelser i direkte forlængelse af hinanden var fantastisk TV – og jeg nægter at tro på, det var et tilfælde! Først ser man, hvad naturen kan, hvilke kredsløb, der kan holdes i spil i et fintmasket system – og dernæst ser man, hvordan det hele kan splittes ad på ingen tid med ukendte langsigtede konsekvenser.

Det er på tide, at stoppe op – og hvem kan stoppe bedre op end du og jeg?

Frilandsmuseet en Pinsedag

Frilandsmuseet er et dejligt sted

I dag skulle jeg af forskellige årsager ikke i kirke, skønt det føltes helt forkert. Det er som om, det er længe siden, forårets helligdage (både de skæve og de lige) bare var ekstra, dejlige fridage – men det er kun et år… Sært at tænke på.

Jeg og mit kamera begav os i stedet til Frilandsmuseet i Sorgenfri på denne pinsedag, der samtidig viste sig at blive årets første sommerdag – om det nu har noget med Helligånden at gøre eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men hvis det har, skulle jeg hilse og sige, at den blæste varme vinde lige i nakken på museets besøgende.

Der var mange mennesker, og det var til tider lidt af en kamp at slippe væk fra de værste børnefamilier – den slags der ikke kan fatte, at når der er skilte om, at “Museumsgenstandene må ikke berøres” så er det altså fordi, man ikke må pille ved det, for ellers varer det ikke ret mange år, før ingen kan se tingene. Jeg er helt tilfreds med, at det er lykkedes at undgå mennesker på billederne, som du kan se flere af i galleriet, hvis du har lyst.

Museet er blevet meget mere nærværende og spændende, efter jeg begyndte at slægtsforske. Nu kan jeg sætte mennesker, jeg “kender” ind i museets rammer. En hedegård med “æ bindstow” giver pludselig meget mere mening. En skomager og en væver er mere nærværende.

Jeg var der i syv timer og det kostede: ingenting! Efter min opfattelse er det urimeligt, at det er gratis. Idéen med ikke at opkræve entre er naturligvis, at man vil lokke flere mennesker på museum; sikkert gerne dem, der ellers aldrig kom, da det kostede noget. Jeg tror bare ikke, at der var mennesker, der holdt sig væk på grund af entreen. Resultatet er formentlig nærmere blevet, at alle os, der har råd, kommer som vi plejer, men nu har vi bare fået en ekstra gratis glæde. Ville det betyde noget for nogen at lægge en 20′er?

Mine tanker blev gjort til skamme, da jeg talte med manden på caféen (“alle” de sparede udgifter til entreen måtte omsættes i kaffe mv.). Han mente, de havde fordoblet besøgstallet, siden entreen blev fjernet. Han ræsonnerede meget fornuftigt, at de også havde fordoblet slitage, affald mv. – nu var der bare ikke rigtig råd til at håndtere det. Et interessant dilemma!

Det er jo valgkamptid og Morten Messerschmidt fra DF “vil have Danmark tilbage” – jeg har flere gange tænkt på, hvilket Danmark han ønsker tilbage? Er det det Danmark, der er på Frilandsmuseet? Er det Danmark i 50′erne, hvor man skulle dokumentere vielsesattest og tvillinger på vej for at få en to-værelses med lokum i gården? Eller er det Danmark i 60′erne med 3 ugers ferie pr. år, hvor en grønthandler solgte kartofler og selleri det meste af året suppleret med ærter og gulerødder på dåse til festlige lejligheder? Eller er det Danmark med Greve Hospital for fattiglemmer, som først lukkede i 1976?

Men hvorom alting er, får du herunder lidt smagprøver fra billederne i galleriet. Hvis du kigger derover, så husk at alle billederne forstørres, når du klikker på dem.

Mønstermurværk?

I menighedrådet interesserer vi os for tiden ganske meget for murværk med mønster – også kaldet mønstermurværk. Her er da et nydeligt exempel

Fuglevad Mølle

Frilandsmuseets eneste bygning, der ikke er blevet flyttet. Møllen kom ganske enkelt før museet.

Bindingsværk

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over bindingsværk – og det i særlig grad, når det er så velholdt og nydeligt som her.

Mormors ting på museum?

Billedet her er fra Fjellerup Hovedgård, som gennem flere generationer ejedes af grev Scheel, som senere solgte den til familien Iuul (eller også var det omvendt). Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at jeg har tastet adskillige af Nygårds sedler ind om dette sted og disse mennesker.

Nu var min mormor og morfar ganske jævne folk (hvad er mon det modsatte? “ujævne folk”?) men billedet her er også fra køkkenregionerne og minder lidt om de ting, min mormor havde i sit bryggers. Men så vidt er det altså kommet: “Mormor og morfar på museum”

Detaille fra Brugsen

Et af de mest spændende steder på Frilandsmuseet er faktisk “Andelsbyen” fordi det der begynder at ligne noget, man kender, eller har kendt nogle, der kendte. Morfar var som snydt ud af næsen på andelsbevægelsen og jeg er sikker på, at han og mormor loyalt købte deres sæbespåner hos den lokale Brugsuddeler.

Køkkenregioner

Og her er jeg 100 pct. sikker – mormor havde sådanne krukker som på øverste hylde i sit køkken. Om de blev brugt eller om de bare stod og samlede stegeos og støv, ved jeg ikke; men charmerende er og var de!

Arbejdernes internationale kamp- og festdag

I morgen er det 1. maj!

Efter den vejrmæssigt set bedste april i 38 år er det i morgen 1. maj. De fleste kalder den bare ‘Arbejdernes internationale kampdag’, men min gamle chef Søren insisterede på, at det altså er  ‘Arbejdernes internationale kamp- og festdag’ – og han har vist forstand på de dele.

Og skal jeg så i Fælledparken? Næh jeg skal så mænd da bare på arbejde lige som alle de andre timer, dage og uger…

I slutningen af 80′erne og i starten af 90′erne havde det været utænkeligt for mig. Jeg syntes, det var skønt at gå i Fælledparken og bare denne ene dag om året at mærke, at der var mange, der tænkte lige som mig. Mærke at der var et fællesskab som trak i retning af større lighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og i retning af et mindre klassedelt samfund. Tanken om ‘plads til os alle, plads til alle der vil’ har altid tiltalt mig, og jeg mener fortsat, at de bredeste skuldre må bære de største læs samt at det er rigtig at nyde efter behov og at yde efter evne.

Men Fælledparken… næh tak – jeg syntes, det blev til for meget shawarma og for lidt politik, for meget markedsgøjl og for få holdninger. Og så vil jeg faktisk hellere på arbejde. Måske kan jeg snige mig til at gå lidt tidligere – og gå ud i solen?

Statens IT

Centralisering

Det er fedt at være bureaukrat!

Jeg hørte det ikke selv i morgenradioen, men sædvanligvis velunderrettet kilde ville vide, at meddelelsen om, at Statens IT alligevel ikke bliver til noget, var i Radioavisen allerede kl. 06:00.

Jeg satte mig ikke ned og græd, da jeg hørte det. Faktisk var jeg ikke engang særlig overrasket, og faktisk er jeg bare ondsindet nok til at fryde mig lidt over, at det ser ud som om, vi muligvis på IT-området får lov til at passe vores arbejde lidt endnu. For det er nok en stakket frist.

Det finansministerielle ekspress- og særtog, standser næppe ved alle stationer, og de, der måtte befinde sig på banelegemet, bliver helt sikkert kørt over. “Gå ikke over sporet – der kommer tog!”

Jeg har samlet lidt fra Computerworld i dag:

• 09:32 DR: Lars Løkke dropper Statens IT. Regeringen har ifølge DR valgt at skrinlægge Statens IT.
• 09:50 Finansministeriet trods rygter: Statens It lukker ikke. Statens It er på vægten i disse dage. Finansministeriet afviser en lukning af projektet trods rygter.
• 11:40 Formand: Forløb med Statens It en katastrofe. “Kommunikationen om Statens it er en katastrofe,” mener Pia Brade, formand for it-fagforeningen Samdata, der bliver kimet ned af nervøse it-folk.
• 13:10 Direktør: Statens It forsinkes i to-tre år. Det kommer til at tage to-tre år ekstra at skabe Statens IT. Direktør Jan Cilius Nielsen fastholder, at det nye it-supercenter ikke er på vej i graven, det bliver blot længere tid undervejs.
• 14:22 S hiver Lars Løkke i samråd om Statens It. Socialdemokratiet revser finansministeren for dårlig styring af Statens It.

Gad vide hvad det kan ende med? I aften er der vel en grund til at tænde for TVA

Hvorfor begejstres over en fiasko?

Ganske enkelt fordi vi nu er en række institutioner, der på et andet centraliseringsramt område (løn), har erfaring! Jeg ved ikke, hvad de andre tænker, men jeg kan på mit lille område med tidsregistrering, som har temmelig meget med løn at gøre, oplyse, at vi er i færd med at nedbryde effektive elektroniske arbejdsgange og opfinde nye papirbaserede rutiner. Det er galmandsværk. De Administrative Servicecentre, Økonomiservice Centret og Statens IT er projekter, der af politiske årsager på forhånd er dømt til at blive successer. Men det bliver det aldrig.

Vi kan muligvis efter en række investeringer og en pokkers masse arbejde få det til at fungere igen… naturligvis ikke så effektivt, ikke så smart, ikke så elektronisk og elektrisk – det er derfor, det er fedt at være bureaukrat. Vi må opfinde nogle flere manuelle arbejdsgange, så bliver der flere af min slags, og selv kommer jeg da ikke til at mangle arbejde på denne side af Lars Løkke.

En god ven i konsulent-branchen henledte min opmærksomhed på noget skægt med den terminologi, der anvendes i øjeblikket: ‘Opgavesplit’! Nu har vi (også min gode ven og jeg) i årevis tudet vores kunder og kollegerne ørerne fulde af, at man skal kigge på den samlede proces, der fremstiller varer og tjenesteydelser til kunderne, for derved kunne vi arbejede mere omkostningseffektivt. Nu splitter vi det hele ad igen med opgavesplit!

Nå – men det er jo ikke mit liv, ikke mit hjerteblod, som det var engang. “I’m in it for the money” og jeg skal have financieret min fritid – og der er nok at lave fremover. Det tager nemlig lang tid at splitte det hele ad.

Reklamer – nej tak!

Dette røde skilt sparede mig for reklame-delen af de adresseløse. Men alt det andet kom jo alligevel.

Post Danmark har en god nyhed. Fra den 30. april kan man endelig slippe for gratis (uge-)aviser, lokaltelefonbøger, aftenskolekataloger og reklamer. Man slipper for hele skidtet hvis man vælger det gule mærke. Endelig endelig bliver jeg fri for alskens adresseløse, som jeg alligevel bærer direkte i papirkurven og dernæst direkte ned i papircontaineren. Uendeligt mange udgaver af Søndagavisen, Hvidovre Avis og Vanløse lokalblad er gået den vej gennem årene.

Men den 30. april er det helt slut (forhåbentlig). Vælger man det gule skilt lover Post Danmark nemlig at “Du får hverken reklamer, lokale ugeaviser, telefonbøger, aftenskolekataloger eller gratis aviser”. Jeg har fluks bestilt et, og er spændt på, om det virker.

Nu kunne man selvfølgelig indvende, at det er lidt ærgerligt at miste aftenskolekatalogerne – men de er jo fra før den digitale tidsalder. Nu om stunder kan man jo holde sig orientere om tilbudene på nettet – hvor man i øvrigt alligevel melder sig til og betaler kursusafgiften.

Jeg er sikker på, at miljøet glæder sig lige som meget som mig, og jeg håber, at rigtig mange mennesker bestiller det gule mærke. Det er den eneste måde vi som forbrugere kan vise, at vi ikke behøver brancherne for at definere vores behov. Vi ved godt selv, hvad vi har brug for.