Stegemüllers vindue mod verden

Er mit Visakort et gængst og gyldigt betalingsmiddel?

I Danmark har vi ganske enkelt glemt, hvad begrebet “service” dækker over. Efter min opfattelse er “service” at vi giver vores kunder lidt mere end de forventer - og det sker sørme ikke ret tit mere.

Min ynglingsaversion er, at alle påstår, at mit Visakort er et lige så godt betalingsmiddel som gode gammeldags rede penge, men når jeg går ned i kiosken og køber en pakke cigaretter og gerne vil betale med mit Visakort på 200,00 kr., siger den ellers flinke mand: “Kun på beløbet”. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang, overvejer jeg, hvad han ville have gjort hvis jeg kom med 100 eller 200 kr. i rede penge. Ville han så også sige “Kun på beløbet”? og afvise min 200 krone? Det bliver han næsten nødt til, hvis det virkelig er korrekt, at kortbetaling er lige så god og gyldig som rede penge.

Visakortet er skønt at have, men det er efterhånden blevet svært at skaffe kontanter, hvis man ønsker at leve gebyrfrit. Det koster jo et gebyr at hæve i en automat. Banken har åben, når jeg er på arbejde, og skulle jeg endelig få sneget mig derind alligevel, så er der 20 mennesker i kø foran mig. Til tider overvejer jeg, hvad jeg får for min rentemarginal!

Nå, men når nu pengeinstituttet og kiosken er dødssejlere på det finansielle marked, kan jeg jo prøve et supermarked i stedet.

Lørdag formiddag i Føjtex: “Jeg vil gerne betale med Visa på 1.000 kr. tak” Replik: “Du kan få 1.000 kroner over”. Duplik: “Nej tak, jeg vil som nævnt gerne betale med Visa på 1.000,00 kr.” Hun roder i kassen og kigger undersøgende ned i seddelskuffen, om hun nu skulle have sådan en 6-700 kr… Sikke noget pjat, selvfølgelig har hun det beløb i kontanter; til tider overvejer jeg, om det ikke bare skyldes, at de ikke finde ud af at regne i hovedet - men virkeligheden indhenter mig med det samme: de skal jo ikke engang regne i hovedet mere. Så kan jeg kun finde én årsag: Manglende service og kundevenlighed. Fjern bare de der skilte med “Vi gør mere for dig”.

I går morges trådte jeg godt til i pedalerne for at køre op ad broen, der forbinder Vasbygade med Islands Brygge. Det knagede noget fra bagstaget, men alt virkede normalt - i 100 meter… Pludselig satte baghjulet sig skævt, og cyklen stod stille! Absolut stille. 

Den har desværre været hos en sand klamphugger af en cykelsmed ovre på den anden side ad Hvidovrevej, som ikke har spændt hjulet ordentligt fast. Havde jeg ligget og kørt 30 km/time på flad vej, kunne det have fået alvorlige følger. Jeg køber ikke så meget som en ringklokke der for fremtiden. Så hellere gå de fem kilometer ud til Heino.

Baghjulet kunne ikke rokkes en tøddel, og jeg havde intet værktøj. Heldigvis fik jeg øje på et par “vejmænd”, der gik og lavede - øh ja - vej. De havde en svensknøgle og hjalp mig med at få sat mit hjul lige og fast! Jeg ville have givet dem en 20′er til et par sodavand, men havde kun sedler. En af dem sagde “Jamen vi går her også i morgen”.

Så i morges havde jeg lige to kolde colaer i tasken. De så helt overraskede ud, men de havde jo virklig hjulpet mig ud af en temmelig irriterende situation, der heldigvis ikke var farlig, men let kunne have været det.

Jeg har altid været vild med at køre på cykel, for det er en særlig frihed - ud til fuglene, mærke vinden, bruge kroppen, og høre kransen ‘tikke’, intet andet. I 1983 byggede jeg en Nishiki Trimmaster efterhånden som studenterøkonomien tillod det. Dengang kunne jeg bygge selv, for en cykel var ikke nær så avanceret som i dag. Det blev en herlig cykel, der har kørt mange tusinde kilometer på danske, tyske og italienske landeveje.

Problemet blev med årene, at jeg ikke længere kunne få reservedele, og kun fordi Heino var så rar at gemme lidt antikviteter til mig, når han fik gamle cykler ind, hvor nogle dele kunne genbruges, lykkedes det at holde den nogenlunde opdateret. Men den kom altså ikke med fra Vanløse - 24 år for en cykel er også ok. Jeg gav den til en vens ven, som lige ville se, om det at cykle var noget for ham. Jeg håber, han passer godt på det klenodie, som den cykel er.

I går skulle jeg i anden anledning ud til Heino, og fik en prøvtur på en Focus Cayo - og så var jeg simpelthen leveret. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at køre på en cykel af kulfiber/carbon. Det har jeg aldrig prøvet tidligere. Den smyger sig til kroppen og bliver en del af en. Kraftoverførslen er imponerende. Man skal næsten ikke træde, før cyklen er kørt, og man selv står måbende tilbage.

Tænke tænke, har jeg råd, er det fornuftigt? Ja vel er det fornuftigt! Og som sagt så gjort. Han spurgte, hvornår jeg ville have den. For sjov sagde jeg “Om 10 minutter”. Bent, som er Mr. Heino selv, og ham som jeg altid handler med, forsvandt ovenpå, og kom ned og sagde: “De er gået i gang”.

Jeg elsker at handle hos Heino. De oversælger aldrig, og de kan altid finde en løsning på et problem, man har med sine cykler. De er ikke byens billigste, men de er byens bedste. Man får ganske enkelt ikke lov at købe noget, der ikke passer i størrelsen, så først bliver der taget mål her og der, og bagefter kigger vi på cykler. Det er sådan, det skal gøres. Jeg har købt adskillige cykler derude, og jeg har aldrig haft skuffende oplevelser dér. De få gange jeg har vovet mig ind andre steder, er jeg derimod altid blevet skuffet.

Kørte hjem ad Roskildevej og følte mig som en på fem år, der lige har fået ny pigecykel. Lidt forsigtigt, for jeg havde ikke hjelm på, og jeg skal lige finde ud af det moderne gearsystem (jeg er jo vant til at skifterne sidder på overrøret - moderne mennesker har skifterne som en integreret del af bremserne), jeg trådte næsten ikke, og alligevel stod computeren på 33 km/t

Hvis du synes, du ser mit stuegulv på billederne, tager du ikke fejl. Vidunderet skal stå i spisestuen! Jeg tør ikke stille den andre steder. Men den er nu også smuk nok til det.

Og her lidt flere ‘gear og lir’-billeder at nyde:

Du kan ringe til mig igen og jeg kan ringe ud igen. Fantastisk!

I går opgav jeg TDC efter at have startet forfra mindst fem gange.

I dag efter arbejde var jeg fast besluttet på at prøve igen - skidtet skal jo virke. OK 80 80 80 47 igen! Og det var som at ringe til en helt anden virksomhed!

Kompetent betjening hos to medarbejdere, der ret hurtigt kunne fastslå, hvor problemet lå: nemlig mellem den gråblå boks, der står for tranmissionen af signalet, og min telefon/selve apparatet. De kunne nemlig ringe til boksen uden problemer!

Nu kunne jeg så gå i gang med fejlfinding på min side. Stikkene var forbundet korrekt og tilsidst var der kun én mulighed: Phone 1 stikket skulle i stedet stikkes i Phone 2 stikket. Så virkede det hele! Jamen jøsses, hvorfor kunne de ikke have fortalt mig det i går?

Jeg har besluttet ikke at ærgre mig over al den spildte tid!

Ih altså hvor er jeg sur, og jeg spørger mig selv: “Hvorfor skal jeg vente?” Uanset hvor man ringer hen, skal man høre den mest rædsomme ‘ventemusik’ alt imens man … venter i timer. Hvorfor er det lige, jeg skal vente?

Forrige uge gik displayet på min smukke telefon (Jakob Jensen - mindre kan ikke gøre det). I lørdags tog jeg mig sammen til at køre op og få den byttet. Det var (til min overraskelse) problemfrit. Hjem igen, kigge manual, samle ledninger osv. Alt tilsyneladende OK.

I dag havde jeg så behov for at ringe ud. Ingen klartone… årh nej. Mit problem er naturligvis, at jeg pga. det nye apparat har to fejlkilder: 1. Telefonen eller 2 Bredbåndstelefonien - altså linien

Nå, men heldigvis har man da 80 80 80 47 som kan hjælpe. Og i dag har jeg så brugt al min fritid på 80 80 80 47! Man venter og man venter og man venter… det er endeløst. Når man så endelig kommer igennem til en medarbejder, er de super søde, og gør deres bedste. Pludselig er man alligevel smidt af, og så begynder det hele forfra. Jeg tror, jeg er begyndt forfra fem gange… og mit problem er stadig ikke løst! Jeg har ingen forbindelse hverken ud eller ind!

Jeg spørger: Hvorfor er det egl., jeg skal vente i timer? Hvorfor skal jeg bruge mit liv på at vente på alle mulige såkaldte services?

Det var fuldt forståeligt, hvis det kun var meget få mennesker, der ringede; så kunne de ikke have tre mand til at sidde og vente på, at Hanne ringede. Fair nok! Men det er jo netop ikke situationen. Jeg kommer jo til at vente i timer (og jeg overdriver ikke), fordi der er mange, der ringer. Hvad er det for en kundeservice?

Det gælder naturligvis ikke alene TDC, men også mulige andre (Ikea, DSB, Lægen….) - og hver gang jeg bruger min tid på at sidde med et telefonrør i hånden og lytte til den mest afskyelige form for ventetone, spørger jeg mig selv “Hvorfor skal jeg vente?”

Der er da vist gået lidt galt med stempelmaskinen her. 

Kender du det? Man står i supermarkedet og tænker på, at brødet og mælken er produceret for adskillige dage siden, og er nærmere på sidste salgsdato end på fremstillingsdato.

Men det bageste brød er næsten friskt, og den mælk, som man kun kan nå ved at stå på tæer på kanten af køledisken, er fremstillet i går.

Hvor er det dog irriterende, at man som forbruger skal vende og dreje hver eneste vare, for ikke at få den ældste med hjem - for det er jo den, der står forrest.

Hvorfor skal jeg købe gamle varer, bare fordi de ikke kan finde ud af at disponere ordentligt?

Når man disponerer i et supermarked, opnår man hurtigt erfaring med, hvor meget der bliver solgt på de forskellige ugedage, og så køber man den mængde hjem og ikke mere. Det er ikke så svært - jeg har i øvrigt selv prøvet det i Irma gennem flere år, mens jeg læste. Og gør man det forkert, må det være butikken, der bærer tabet - ikke forbrugeren.

Jeg bruger fx kun mælken til at hælde i kaffen, og derfor skal den være superfrisk på købstidspunktet, for ikke at blive for gammel, inden jeg er færdig med den. Og jeg er træt af altid at skulle bede om at få de friske varer hentet frem og stå at vente på, at det sker.

Og i virkeligheden gider jeg slet ikke argumentere for, hvorfor jeg vil have friske varer! Det burde være en selvfølge. Derudover koster gamle og friske varer i øvrigt det samme - med mindre de gamle er meget gamle.

Endnu et irritationsmoment er, at der på adskillige varegrupper ikke længere er pakke- eller fremstillingdatoer på. Det gælder typisk grøntsagerne. Her er jeg altså som forbruger henvist til selv at vurdere ‘Slattenhedsgraden’ og på den baggrund gætte mig frem til den mindst gamle vare.

Giv mig datoerne tilbage!

Drop at ringe til TDC, hvis du har et aperiodisk problem med din udgående mailserver.

Jeg hader den der “Kontakt din systemadministrator”, for det er jo mig, og når meddelelsen kommer, er det jo fordi, der er et eller andet problem, jeg ikke kan løse på pc’en - og så kører det ‘lissom’ i ring.

P.t. har jeg det mærkværdige problem, at jeg nogle gange kan sende mail, men oftest ikke kan. Aperiodiske fejl er de værste, for så er det helt umuligt at finde både årsag og løsning.

Nu har det varet mindst to uger, så jeg prøvede TDC her i formiddag. Mage til….

1. Fjern straks din sikkerhedssoftware
2. Slå din firewall fra
3. Jamen når det nogle gange virker, så virker det jo fint.

Hvad kan jeg som kunde bruge det til? Ved de da ikke, at man kan være på nettet ca. 6 min. uden det store sikkerhedspanser, før éns pc er overtaget af fremmede magter, at en firewall er en tvingende nødvendighed (ellers sad den næppe inde i maven på Windows) og at det ikke er godt nok, at det nogle gange virker. Det skal virker hver eneste gang!

Den slags ’support’ kan man som forbruger ikke bruge til noget som helst! Man kan lige så godt lade være med at ringe til dem - og så i gang med Google i stedet.

Og hvordan kan det egentlig være, at det første de altid spørger om er: “Sidder du bag en firewall?” Det gør gud og hver mand altså. OK, det kunne være, fordi de ville hjælpe med at finde ud af at sætte den rigtigt op, men den retning har samtalen nu aldrig taget, det har altid været noget med at slå den fra i stedet.

Herudover er det at sætte en firewall op ikke nogen kunst, for med et godt sikkerhedsprogram gør den det jo helt selv, hvis man bare vælger automatisk (og det gør jeg altid i starten - for dem, der har udviklet den, er helt sikkert meget bedre end mig til den slags).

Det virker som om, dem TDC mener, de kan/vil/skal supportere, er folk med Outlook som post-program og med en mail-adresse der hedder noget med snabelamailtelepunktumdk. Alle os, der er nået en anelse videre, har de ikke meget interesse i at betjene.

Nuvel, jeg forlanger på ingen måde, at de stakkels medarbejdere skal kende alle afkroge af alle programmer - men det ville være god service, at kunne få en drøftelse af, hvad problemet kunne være, hvor man skal kigge, og ikke mindst hvad man skal kigge efter.

Der er jo sådan set ikke så meget at kigge efter, andet end om man nu har tastet kontoens navn rigtigt. Og når det nogle gange virker, kan det jo ikke være problemet.

Det andet her svarer til at gå på værksted med bilen og forklare mekanikeren, at bilen nogle gang går i stå helt umotiveret, hvortil han svarer “Jamen så kører det jo fint”. Det kan man ikke rigtig forestille sig vel?

Øv - jeg hader at blive overlegent behandlet; og jeg kalder det dårlig service. Så snart Fullrate kan levere en ordentlig hastighed på min nye adresse, er jeg tilbage hos dem igen.

Søndag havde jeg besøg af en ven, der er verdensmester i at sætte ledninger op; Det bliver ufatteligt flot. Han mangler ikke ret mange nu. Talen faldt på nethandel, som vi begge er meget begejstrede for.

Jeg handler glad og gerne på nettet og har gjort det i ca. 5 år, og jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse i den anledning. Før var jeg bange for, om nogen huggede koden til mit kort mv.

Det seneste netkøb er den lille iPod Touch, som jeg bestilte torsdag aften og havde i hånden mandag formiddag. Den er nu nok ikke kommet helt fra Californien på de par dage, og Apple har garanteret et europæisk distributionscenter. Det er da en super fin service. Tidligere har jeg købt IT-udstyr, mikrokortlæser og møbler.

For mig at se har nethandlen følgende store fordele:

• Fortrydelsesret på 14 dage
• Langt større udvalg ved at sidde hjemme ved skærmen og undersøge markedet (jeg render ikke ind i fem butikker for at købe en printer)
• Mulighed for at finde det samlet set billigste og bedste produkt i forhold til ens behov (hvad enten det så er kunstigt eller ej)
• Mulighed for at læse online-anmeldelser inden beslutningen tages
• Mulighed for at “ringe til en ven” og høre om han tror, det ville være et god køb, om han erfaringer med produktet osv.

Samlet synes jeg, der er lang større muligheder for at agere som den oplyste forbruger. Jeg tror, at jeg ved en smule research hjemme ved skærmen kan gøre bedre køb, end jeg kan ved at gå ind i en butik og tale med en sælger, der typisk alligevel ikke ved ret meget om det, han sælger.

Det eneste, jeg ikke kunne finde på at købe på nettet, er kameraer og HI-FI. Kameraet vil jeg mærke i hånden og prøve, og lyden vil jeg høre - ellers er det jo ikke til at vide, om det er, som at være der selv.

Hvad er dine erfaringer med nethandel?

På mit job arbejder jeg meget sammen med et par meget unge konsulenter. Hvor er jeg imponeret af dem; nu må man aldrig skære alle over én kam, men alligevel gælder nedenstående måske for mange unge?

Min erfaring er: de er super professionelle, ordholdende, dygtige, ihærdige og ved noget om kundepleje. Af samme grund har jeg også valgt et par unge til at male min nye lejlighed.

Det modsatte: prøver at indhente tilbud på el-arbejde. Ringer til et velrenommeret firma på Christianshavn. Præsenterer mig og fortæller, at “jeg ønsker tilbud på el-arbejde i forbindelse med flytning”. Svar: “Jamen vi har meget lang leveringstid, ca. tre uger.” Replik: “Det gør ikke noget, for jeg er i god tid. Opgaven er xxx, hvad vil det ca. tage af tid og koste?” Duplik: “Det vil vi overhovedet ikke sige noget om, men timeprisen er 500 kr. + moms.” “Ja, men hvordan skulle jeg som kunde have en idé om, hvorvidt den slags erfaringsmæssigt tager 2, 20 eller 50 timer?” Jeg troede, de var fagmændene!

Der køber jeg aldrig så meget som en 40W pære!

Har en aversion mod pranger-kulturen, der er omsiggribende. Jeg prøver at sælge mit meget velholdte, men 8 år gamle, Electrolux-køleskab via Den Blå Avis på Internettet. Har gjort mig umage med annoncen, der kostede 200,00 kr. at oprette, der er billeder, alder og pris er angivet. Har skrevet datoen for, hvornår jeg ikke længere selv skal bruge det. En potentiel køber ringer; hun vil have det anden dag og vil give det halve, fordi det er otte år gammelt.

Jamen kan hun ikke læse?