God service hos Apple

iPod Touch

Jeg elsker min iPod Touch, men jeg er træt af iTunes!

Det vil aldrig gå op for mig, hvorfor man ikke kan bruge stifinder mv. i forbindelse med iTunes og iPod, når det hele ellers kan afvikles under Windows, selv om det kommer fra Mac-verdenen.

Jeg har købt ny pc og skulle tilslutte min iPod til den nye pc, og selv om jeg startede med at læse på Apples hjemmeside om hvordan man flytter data fra én pc til en anden, gik det galt – pludselig var min kalender blank! Jeg er godt nok ikke et menneske med en overfyldt kalender, men alligevel står der da noget i den – og det findes kun i iPod, ingen andre steder.

Ideen i at flytte data er ellers simpel nok: Sørg for at iPod er synkroniseret med den gamle pc, tilslut iPod til den nye pc, synkroniser og inden iPod synkroniserer, laver den en backup, og denne backup kan man så genindlæse. Så skulle iPod gerne indeholde det samme som før.

Mit problem var imidlertid, at backuppen fejlede – og så er der kun én ting at gøre: ring til Apple! På deres hjemmeside fortæller de ganske åbent, at hvis man ikke har et serviceabonnement, koster det 399 kr. Man tænker sig selvfølgelig lige om en ekstra gang, men jeg var nu klar til at betale for at få mine data og min musik tilbage. Der ligger trods alt mange timers arbejde bag iPods indhold.

Jeg ringede op, forklarede problemstillingen og at jeg havde fulgt vejledningen på deres hjemmeside, samt at jeg selvfølgelig var klar over, at det kostede penge. Han var en super supporter og efter 59 minutter havde vi musik og data retur til iPod. Jeg var virkelig glad for at gense min kalender!

Applikationerne haltede lidt men pyt med dem; jeg har kun nogle af de gratis applikationer, og dem har jeg bare hentet igen.

Han syntes ikke, han ville sende en regning, når jeg nu faktisk kunne dokumentere, at backuppen fejlede og at jeg i øvrigt havde fulgt vejledningen på hjemmesiden. Den slags er simpelthen god service; han brugte dog 1 time på det, og slap det ikke, før vi var sikre på, at det fungerede.

Mens de 4 GB musik blev flyttet via den eksterne harddisk, sludrede vi lidt om Apples salgs- og produktionsstrategi mht. iPhone 3G S, og jeg sagde, jeg ikke forstod, at man skulle vente så længe, og at jeg havde været skrevet op hos 3 siden 18. august. Han anbefalede at kontakte 3, da status nu er, at Apple kan honorere efterspørgslen.

Så kontaktede jeg 3! De havde glemt mig og ikke så meget som en lille beklagelse eller undskyldning fik jeg. Men nu skulle min iPhone og det mobile bredbånd gerne være på vej, og jeg er spændt på, hvordan det vil gå med at flytte data denne gang

Fra 0 til Windows 7 på 32 sekunder

Jeg har aldrig i mit liv haft så godt IT-udstyr!

Egentlig ville jeg bare lægge Windows 7 på min bærbare pc, men jeg havde ikke undersøgt tingene ordentligt på forhånd, inden jeg købte en fuld pakke med Windows Professionel 7. Min model var nemlig ikke på Acers liste over maskiner, der kunne køre Windows 7.

En god ven foreslog mig at købe en Solid State Disk (mere herom senere), hvis eneste opgave skulle være at køre Windows; data skulle så ligge på den originale harddisk. Jeg forhørte mig lidt hos et par forretninger, der kunne lave det for mig (jeg tør nemlig ikke selv rode med skruetrækkere i en pc). Ingen mente, det kunne blive rigtig godt.

Så begyndte jeg tillige at regne lidt på, hvad det samlet set ville koste at lave alle disse ting ved en tre år gammel bærbar pc, som har været udsat for tidens tand og meget slid, hvor z-tasten ikke virker, som bliver meget varm trods flere rensninger osv.

Jeg besluttede at købe en ny pc, og denne gang en stationær, som er mit livs første, fordi man for de samme penge får meget mere maskineri, og fordi jeg er så evigt træt af, at hver gang man gerne vil lave et eller andet med hardwaren, siger alle “årh en bærbar, nå så er det mere kompliceret”, eller “nej det tør jeg ikke rode med i en bærbar”.

Hertil kommer, at man på en bærbar stort set kan begynde forfra med alt, når man spilder et eller andet ned i tastaturet – jeg har fx levet uden en z-tast i flere år; z er slet ikke en uvæsentlig tast, og den kan anvendes til meget mere end Zoologi og Zebra, for CTRL Z fortryder som bekendt seneste handling i Windows-verdenen.

Summa summarum: jeg har investeret i en vældig pc og regner med at være rigtig godt kørende de næste mange år. Jeg fik anbefalet at kontakte Datatel, som bekvemt nok kun ligger et par kilometer fra mig, og vi sammensatte følgende. (“Vi” er måske nok så meget sagt, for jeg er så inkompetent på hardwaresiden, som man kan være.)

Motherboard: Gigabyte Ga-p55-us3l Motherboard I7 Socket 1156 Intel P55 Atx Raid Gigabit Ethernet Lan
Processor: INTEL CORE I5 750 2.66GHZ
Ram: OCZ OCZ3X13334GK OCZ Technology memory, DDR3, Capacity 4096 MB, Memory speed 1333 MHz, PC10600, CL 7 ms, 240 pin, Dual channel
Disk: OCZ Vertex Series Solid State Disk 60 GB
Disk: Samsung 1000 GB HD103UJ SATA II 32MB
Strømforsyning: ENERMAX Strømforsyning pc ECO 80+ 500W
Grafikkkort: Gigabyte GeForce GT 220
Skærm: Samsung SyncMaster P2370
Tastatur: Razer Lycosa

Jeg har installeret Windows 7 i 64 bit versionen på min Solid State Disk, og det er vildt fascinerende, at fra jeg tænder pc’en til Windows er klar på skærmen går der 32 sekunder! På min gamle pc går der nogle minutter.

Og hvad er så en Solid State Disk? Jeg har fundet denne beskrivelse på Computerworld:

Solid state-drev eller SSD’er lagrer data på flash-hukommelse. Til forskel fra harddiske, som lagrer data på roterende magnetiske plader, har SSD’er ingen bevægelige dele, hvilket gør dem mere robuste og mindre sårbare overfor nedbrud. SSD’er anses også for at være mindre strømslugende.

Flash-hukommelse giver hurtigere overførsel af data og bedre latenstid end harddiske, fortæller Michael Norman, der er interim director for SDSC i udtalelsen. Ny hardware som sensor-netværk og simulatorer leverer masser af data til supercomputeren, og flash-hukommelse lagrer og behandler disse data hurtigere.

SSD’en i min nye pc “slumrer” når den ikke laver noget, hvilket reducerer både støj og strømforbrug.

C-drevet er kun en systemdisk og skal ikke lave noget som helst andet end at afvikle Windows. D-drevet er til alt det andet: programmer, dokumenter mv. Jeg er snart (efter tre dages arbejde) færdig med at installere alting og at få det til at virke, og der er noget facinerende over stadig at have 882 GB ledig plads.

Det har været lidt af en udfordring at få installeret alt på D:\ i stedet for på C:\, for alle programmer vil default lægge sig på C:\. Det varede lidt, inden jeg fandt ud af, at man typisk skal vælge “brugerdefineret installation” for at få muligheden for at vælge drevet i stedet for som vanligt bare bevidstløst at klikke på “Næste”.

Installationen af Java drillede noget, men pludselig genså jeg både netbanken og arkivalieronline.dk, og det var rigtig dejligt. Med en 24″ skærm skal man forresten ikke maksimere billederne fra arkivalieronline, for det er da helt vanvittigt så store, de bliver. Men det står skarpt og klart, og forbedringen fra en 15,4″ skærm er til at tage og føle på! Pludselig giver det mening at arrangere vinduerne lidt på skrivebordet og at kunne se det hele på én gang. Skærmen er med fuld HD, så jeg kan vist også se TV på den, men så langt er jeg endnu ikke nået.

Jeg vil faktisk gerne anbefale Datatel som en rigtig god forretning med en rigtig god kundeservice. Det skyldes følgende: Min printer – en Canon i 865 – er 5-6 år gammel, og da jeg skulle installere den, meddelte Windows, at CD’en ikke kunne bruges, da den var forældet. Nåh ja, tænkte jeg, 5-6 år på bagen, nyt styresystem, 64 bit i stedet for 32, der var nok ikke meget at gøre, så jeg ringede til butikken og ville faktisk høre, om de havde nogle kvalitetsprintere til salg. “Næh nej” sagde han, “det skal du ikke gøre, jeg finder lige nogle drivere til dig og sender dig et link”. Den slags er efter min opfattelse rigtig god kundeservice.

Samlet set har jeg jo ikke nået at bruge pc’en så meget endnu, men den umiddelbare oplevelse er:

• Windows 7 er rigtig lækkert – det bedste fra Vista sammen med driftssikkerheden fra XP
• Jeg har endnu ikke oplevet programmer, der ikke kunne fungere med 64 bit
• Fremragende at have Windows kørende på 32 sekunder
• Fantastisk at have fået en kæmpe stor skærm
• Støjgenerne er fuldstændig væk
• Det gør bestemt ikke noget, at der er lys i tastaturet (faktisk er det rigtig flot) og at alle taster virker.
• Det samlede visuelle indtryk er bare i orden.

Der er én udfordring tilbage: iPod og iTunes… det lykkedes mig i går at destruere min kalender og iTunes fryser hver gang jeg når til et bestemt punkt. Jeg må vist på nettet og se hvor mange i denne verden, der oplever lignende problemer og ikke mindst, hvordan man løser dem!

Sådan er kapitalismen

Til tider fatter jeg simpelthen ikke kapitalismen!

Jeg har boet flere forskellige steder i København (Nørrebro, Amager og Vanløse) men har aldrig haft så ringe indkøbsmuligheder som her i Hvidovre, der må karakteriseres som et uland. Her er ellers masser af butikker, de har bare aldrig nogle almindelige basisvarer!

• I Føtex har man åbenbart besluttet sig for ikke at forhandle økologisk piskefløde i kvarte litre. Man kan derimod sagtens få en ½ liter. Af samme grund har jeg ofte smidt mere end det halve ud, når det blev for gammelt.
• Det er ikke muligt en torsdag eftermiddag kl. 16 at købe en liter økologisk sødmælk, der ikke er fra Arla, endsige en pakke gær. Medarbejderne har efter deres eget udsagn ingen indflydelse på sortimentet. Kunderne har tilsyneladende slet ikke. Jeg spørger “Hvem har så?” Jeg gik engang til nationaløkonomi og der lærte vi, at kapitalisme handlede om udbud og efterspørgsel. Jeg kan da ikke være den eneste, der efterspørger basale varer som mælk, fløde og gær!  Men der er masser af skrammel og overflødige genstande, når man ellers først har kæmpet sig gennem afdelingerne for børnetøj, musikanlæg og havetraktorer.
• I Netto har de i tre uger ikke haft økologisk sødmælk. Nej tak – jeg skal ikke have Minimælk! Jeg hader Minimælk.
• Så ender jeg i Kvickly – efter to km. yderligere på cykel i regnvejr; de har sørme alle tre ting – og når jeg nu alligevel skal stå i en alenlang kø for at få lov at betale, kan jeg jo lige så godt prøve at finde sæben til mine trægulve. Dén har de ikke – men der tilbud på varehuscykler og hundekurve…

Hvis jeg drev en forretning, ville jeg lytte til, hvad kunderne ønskede og så sørge for at have det hjemme, før jeg begav mig ud i varehuscykler, polyester- og/eller velourhjemmedragter og lumatronfarvede fladskærme! Problemet er, at dem der ejer disse kæder er alt alt for langt fra kunderne og de daglige behov – eller måske bor jeg bare det forkerte sted?

Hvor er begreber som “service” og “kundepleje” blevet af? Problemet er, at storkapitalen er hamrede ligeglad med, hvad folk køber, bare de køber. De fleste mennesker renoncerer formentlig, og køber det, der er at købe. Men på samme måde som Istedgade, overgiver jeg mig aldrig – for den slags hører til monopolismen – og den bekender vi os jo ikke til, eller gør vi? Er monopolisterne ikke bare blevet så enormt store, at de ikke længere er til at kende fra kapitalisterne?

Jeg kører til Irma i Rødovre for fremtiden – min fritid er ganske enkelt for kostbar til at stå i kø flere steder for at få helt almindelige varer!

Velfærd i sundhedsvæsenet

Man kigger da lige en gang ekstra…

Jeg betaler med glæde min skat, og synes, at det er rigtigt, at de stærkeste skuldre bærer de største læs – læs: dem der tjener godt må også skæppe i kassen. Jeg gør det selvfølgelig også af mindre idealistiske og mere egoistiske grunde, nemlig at jeg gerne vil modtage nogle af “systemets” ydelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu er det så blevet nødvendigt, og jeg har af min læge fået en henvisning til urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Den slags afdelinger beskæftiger sig med “urinvejenes kirurgiske sygdomme”. I ugens løb fik jeg et venligt brev fra dem, der indledes med: “Din læge har henvist dig til undersøgelse/behandling. Vi forventer at kunne sende brev inden udgangen af 2009 med en mødedato.”

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er den bekymrede type, der tror, jeg fejler hele lægeleksikonet (nu om dage må det vel for øvrigt være “hele netdoktor”), og at jeg er ganske sikker på, at mine mange ture til toilettet natten igennem ikke dækker over noget alvorligt, endsige livstruende  – det er irriterende, det er søvnhindrende og meget andet, men alvorligt nægter jeg at tro, det er.

Og jeg ved også godt, at hvis nogen troede, dette var alvorligt, så havde jeg jo nok ikke skulle vente op til et halvt år på at få en mødedato (der vel meget kan ligge i 2010 – det er jo bare brevet, der vil komme i dette kalenderår), og ellers havde jeg vel selv sat noget i sving. Men man kigger da lige en ekstra gang, først i det ankomne brev, og så på, hvad der er betalt i skat sidste år. Kan det virkelig være sandt, at vi i Danmark skal vente så længe?

Nu er der jo ventetidsgaranti (måske er det i realiteten en garanti for, at man skal vente ) og også frit sygehusvalg, og de har venligt nok vedlagt en liste over tilsvarende afdelinger med kortere ventetid, og en folder om, hvordan man gør, hvis man benytte sig af det fire sygehusvalg. Heraf fremgår det fx, at det ser fremragende ud på Sygehus Thy-Mors (10 uger); nå ret skal være ret… Rigshospitalet kan tilbyde 6 uger.

Min erfaring med at vælge det sted, der har kortest ventetid, er desværre bare rigtig dårlig og da indeværende problem for mange år siden er søgt udredt på Hvidovre uden nogen form for resultat,andet end “det må du nok lære at leve med”,  tror jeg nu nok, at jeg vil vente på Frederiksberg, som min egen læge mente var det bedste sted.

Kan jeg få en kvittering?

Aflevér 600,00 i kontanter, men forvent ingen kvittering hos Hvidovre Kommune.

Sommerferien nærmer sig, vandreturen i de høje Atlas Bjerge er bestilt (det ser da ret godt ud ikke?), men mit pas er udløbet, så jeg må have et nyt.

I går havde jeg endelig fri samtidig med at der var åbent hos kommunen. Jeg begav mig derned med den udfyldte formular, pasfoto, det gamle pas og 600,00 kr. i kontanter. Efter en rum ventetid blev det endelig min tur, og passet blev bestilt. “Du skal betale ovre ved kassen” sagde damen. Fint nok, og jeg gik over og afleverede pengene – og stod så og forventede at få et eller andet retur, fx en kvittering eller noget andet, så jeg senere kan dokumentere, at jeg faktisk har betalt.

Kassereren kiggede op og sagde “Det stemmer”. Jeg spurgte, om man ikke fik en kvittering? “Nej vi laver aldrig et pas, uden at der er betalt.” Jeg kunne kun replicere, at jeg ikke lægger 600 kroner uden at få et eller andet bevis for at jeg har betalt. Modstræbende skrev hun så en kvittering. Jeg undlod at sige, at det faktisk stadig er politiet, der udsteder pas – ikke kommunen! De har faktisk bare fået lov at modtage blanketterne og kontanterne.

Jeg må sige, at jeg undrer mig… I store systemer er der så meget, der kan gå galt, og hvad kan jeg gøre som kunde i den kommunale non-service-butik, hvis jeg ikke senere kan dokumentere, at jeg har betalt?

Kun på beløbet

Er mit Visakort et gængst og gyldigt betalingsmiddel?

I Danmark har vi ganske enkelt glemt, hvad begrebet “service” dækker over. Efter min opfattelse er “service” at vi giver vores kunder lidt mere end de forventer – og det sker sørme ikke ret tit mere.

Min ynglingsaversion er, at alle påstår, at mit Visakort er et lige så godt betalingsmiddel som gode gammeldags rede penge, men når jeg går ned i kiosken og køber en pakke cigaretter og gerne vil betale med mit Visakort på 200,00 kr., siger den ellers flinke mand: “Kun på beløbet”. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang, overvejer jeg, hvad han ville have gjort hvis jeg kom med 100 eller 200 kr. i rede penge. Ville han så også sige “Kun på beløbet”? og afvise min 200 krone? Det bliver han næsten nødt til, hvis det virkelig er korrekt, at kortbetaling er lige så god og gyldig som rede penge.

Visakortet er skønt at have, men det er efterhånden blevet svært at skaffe kontanter, hvis man ønsker at leve gebyrfrit. Det koster jo et gebyr at hæve i en automat. Banken har åben, når jeg er på arbejde, og skulle jeg endelig få sneget mig derind alligevel, så er der 20 mennesker i kø foran mig. Til tider overvejer jeg, hvad jeg får for min rentemarginal!

Nå, men når nu pengeinstituttet og kiosken er dødssejlere på det finansielle marked, kan jeg jo prøve et supermarked i stedet.

Lørdag formiddag i Føjtex: “Jeg vil gerne betale med Visa på 1.000 kr. tak” Replik: “Du kan få 1.000 kroner over”. Duplik: “Nej tak, jeg vil som nævnt gerne betale med Visa på 1.000,00 kr.” Hun roder i kassen og kigger undersøgende ned i seddelskuffen, om hun nu skulle have sådan en 6-700 kr… Sikke noget pjat, selvfølgelig har hun det beløb i kontanter; til tider overvejer jeg, om det ikke bare skyldes, at de ikke finde ud af at regne i hovedet – men virkeligheden indhenter mig med det samme: de skal jo ikke engang regne i hovedet mere. Så kan jeg kun finde én årsag: Manglende service og kundevenlighed. Fjern bare de der skilte med “Vi gør mere for dig”.

På ét hjul

I går morges trådte jeg godt til i pedalerne for at køre op ad broen, der forbinder Vasbygade med Islands Brygge. Det knagede noget fra bagstaget, men alt virkede normalt – i 100 meter… Pludselig satte baghjulet sig skævt, og cyklen stod stille! Absolut stille. 

Den har desværre været hos en sand klamphugger af en cykelsmed ovre på den anden side ad Hvidovrevej, som ikke har spændt hjulet ordentligt fast. Havde jeg ligget og kørt 30 km/time på flad vej, kunne det have fået alvorlige følger. Jeg køber ikke så meget som en ringklokke der for fremtiden. Så hellere gå de fem kilometer ud til Heino.

Baghjulet kunne ikke rokkes en tøddel, og jeg havde intet værktøj. Heldigvis fik jeg øje på et par “vejmænd”, der gik og lavede – øh ja – vej. De havde en svensknøgle og hjalp mig med at få sat mit hjul lige og fast! Jeg ville have givet dem en 20′er til et par sodavand, men havde kun sedler. En af dem sagde “Jamen vi går her også i morgen”.

Så i morges havde jeg lige to kolde colaer i tasken. De så helt overraskede ud, men de havde jo virklig hjulpet mig ud af en temmelig irriterende situation, der heldigvis ikke var farlig, men let kunne have været det.

Focus Cayo str. S

Jeg har altid været vild med at køre på cykel, for det er en særlig frihed – ud til fuglene, mærke vinden, bruge kroppen, og høre kransen ‘tikke’, intet andet. I 1983 byggede jeg en Nishiki Trimmaster efterhånden som studenterøkonomien tillod det. Dengang kunne jeg bygge selv, for en cykel var ikke nær så avanceret som i dag. Det blev en herlig cykel, der har kørt mange tusinde kilometer på danske, tyske og italienske landeveje.

Problemet blev med årene, at jeg ikke længere kunne få reservedele, og kun fordi Heino var så rar at gemme lidt antikviteter til mig, når han fik gamle cykler ind, hvor nogle dele kunne genbruges, lykkedes det at holde den nogenlunde opdateret. Men den kom altså ikke med fra Vanløse – 24 år for en cykel er også ok. Jeg gav den til en vens ven, som lige ville se, om det at cykle var noget for ham. Jeg håber, han passer godt på det klenodie, som den cykel er.

I går skulle jeg i anden anledning ud til Heino, og fik en prøvtur på en Focus Cayo – og så var jeg simpelthen leveret. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at køre på en cykel af kulfiber/carbon. Det har jeg aldrig prøvet tidligere. Den smyger sig til kroppen og bliver en del af en. Kraftoverførslen er imponerende. Man skal næsten ikke træde, før cyklen er kørt, og man selv står måbende tilbage.

Tænke tænke, har jeg råd, er det fornuftigt? Ja vel er det fornuftigt! Og som sagt så gjort. Han spurgte, hvornår jeg ville have den. For sjov sagde jeg “Om 10 minutter”. Bent, som er Mr. Heino selv, og ham som jeg altid handler med, forsvandt ovenpå, og kom ned og sagde: “De er gået i gang”.

Jeg elsker at handle hos Heino. De oversælger aldrig, og de kan altid finde en løsning på et problem, man har med sine cykler. De er ikke byens billigste, men de er byens bedste. Man får ganske enkelt ikke lov at købe noget, der ikke passer i størrelsen, så først bliver der taget mål her og der, og bagefter kigger vi på cykler. Det er sådan, det skal gøres. Jeg har købt adskillige cykler derude, og jeg har aldrig haft skuffende oplevelser dér. De få gange jeg har vovet mig ind andre steder, er jeg derimod altid blevet skuffet.

Kørte hjem ad Roskildevej og følte mig som en på fem år, der lige har fået ny pigecykel. Lidt forsigtigt, for jeg havde ikke hjelm på, og jeg skal lige finde ud af det moderne gearsystem (jeg er jo vant til at skifterne sidder på overrøret – moderne mennesker har skifterne som en integreret del af bremserne), jeg trådte næsten ikke, og alligevel stod computeren på 33 km/t

Hvis du synes, du ser mit stuegulv på billederne, tager du ikke fejl. Vidunderet skal stå i spisestuen! Jeg tør ikke stille den andre steder. Men den er nu også smuk nok til det.

Og her lidt flere ‘gear og lir’-billeder at nyde:

Forbindelse til omverdenen igen

Du kan ringe til mig igen og jeg kan ringe ud igen. Fantastisk!

I går opgav jeg TDC efter at have startet forfra mindst fem gange.

I dag efter arbejde var jeg fast besluttet på at prøve igen – skidtet skal jo virke. OK 80 80 80 47 igen! Og det var som at ringe til en helt anden virksomhed!

Kompetent betjening hos to medarbejdere, der ret hurtigt kunne fastslå, hvor problemet lå: nemlig mellem den gråblå boks, der står for tranmissionen af signalet, og min telefon/selve apparatet. De kunne nemlig ringe til boksen uden problemer!

Nu kunne jeg så gå i gang med fejlfinding på min side. Stikkene var forbundet korrekt og tilsidst var der kun én mulighed: Phone 1 stikket skulle i stedet stikkes i Phone 2 stikket. Så virkede det hele! Jamen jøsses, hvorfor kunne de ikke have fortalt mig det i går?

Jeg har besluttet ikke at ærgre mig over al den spildte tid!

Hvorfor skal jeg vente?

Ih altså hvor er jeg sur, og jeg spørger mig selv: “Hvorfor skal jeg vente?” Uanset hvor man ringer hen, skal man høre den mest rædsomme ‘ventemusik’ alt imens man … venter i timer. Hvorfor er det lige, jeg skal vente?

Forrige uge gik displayet på min smukke telefon (Jakob Jensen – mindre kan ikke gøre det). I lørdags tog jeg mig sammen til at køre op og få den byttet. Det var (til min overraskelse) problemfrit. Hjem igen, kigge manual, samle ledninger osv. Alt tilsyneladende OK.

I dag havde jeg så behov for at ringe ud. Ingen klartone… årh nej. Mit problem er naturligvis, at jeg pga. det nye apparat har to fejlkilder: 1. Telefonen eller 2 Bredbåndstelefonien – altså linien

Nå, men heldigvis har man da 80 80 80 47 som kan hjælpe. Og i dag har jeg så brugt al min fritid på 80 80 80 47! Man venter og man venter og man venter… det er endeløst. Når man så endelig kommer igennem til en medarbejder, er de super søde, og gør deres bedste. Pludselig er man alligevel smidt af, og så begynder det hele forfra. Jeg tror, jeg er begyndt forfra fem gange… og mit problem er stadig ikke løst! Jeg har ingen forbindelse hverken ud eller ind!

Jeg spørger: Hvorfor er det egl., jeg skal vente i timer? Hvorfor skal jeg bruge mit liv på at vente på alle mulige såkaldte services?

Det var fuldt forståeligt, hvis det kun var meget få mennesker, der ringede; så kunne de ikke have tre mand til at sidde og vente på, at Hanne ringede. Fair nok! Men det er jo netop ikke situationen. Jeg kommer jo til at vente i timer (og jeg overdriver ikke), fordi der er mange, der ringer. Hvad er det for en kundeservice?

Det gælder naturligvis ikke alene TDC, men også mulige andre (Ikea, DSB, Lægen….) – og hver gang jeg bruger min tid på at sidde med et telefonrør i hånden og lytte til den mest afskyelige form for ventetone, spørger jeg mig selv “Hvorfor skal jeg vente?”