Sådan er kapitalismen

Til tider fatter jeg simpelthen ikke kapitalismen!

Jeg har boet flere forskellige steder i København (Nørrebro, Amager og Vanløse) men har aldrig haft så ringe indkøbsmuligheder som her i Hvidovre, der må karakteriseres som et uland. Her er ellers masser af butikker, de har bare aldrig nogle almindelige basisvarer!

• I Føtex har man åbenbart besluttet sig for ikke at forhandle økologisk piskefløde i kvarte litre. Man kan derimod sagtens få en ½ liter. Af samme grund har jeg ofte smidt mere end det halve ud, når det blev for gammelt.
• Det er ikke muligt en torsdag eftermiddag kl. 16 at købe en liter økologisk sødmælk, der ikke er fra Arla, endsige en pakke gær. Medarbejderne har efter deres eget udsagn ingen indflydelse på sortimentet. Kunderne har tilsyneladende slet ikke. Jeg spørger “Hvem har så?” Jeg gik engang til nationaløkonomi og der lærte vi, at kapitalisme handlede om udbud og efterspørgsel. Jeg kan da ikke være den eneste, der efterspørger basale varer som mælk, fløde og gær!  Men der er masser af skrammel og overflødige genstande, når man ellers først har kæmpet sig gennem afdelingerne for børnetøj, musikanlæg og havetraktorer.
• I Netto har de i tre uger ikke haft økologisk sødmælk. Nej tak – jeg skal ikke have Minimælk! Jeg hader Minimælk.
• Så ender jeg i Kvickly – efter to km. yderligere på cykel i regnvejr; de har sørme alle tre ting – og når jeg nu alligevel skal stå i en alenlang kø for at få lov at betale, kan jeg jo lige så godt prøve at finde sæben til mine trægulve. Dén har de ikke – men der tilbud på varehuscykler og hundekurve…

Hvis jeg drev en forretning, ville jeg lytte til, hvad kunderne ønskede og så sørge for at have det hjemme, før jeg begav mig ud i varehuscykler, polyester- og/eller velourhjemmedragter og lumatronfarvede fladskærme! Problemet er, at dem der ejer disse kæder er alt alt for langt fra kunderne og de daglige behov – eller måske bor jeg bare det forkerte sted?

Hvor er begreber som “service” og “kundepleje” blevet af? Problemet er, at storkapitalen er hamrede ligeglad med, hvad folk køber, bare de køber. De fleste mennesker renoncerer formentlig, og køber det, der er at købe. Men på samme måde som Istedgade, overgiver jeg mig aldrig – for den slags hører til monopolismen – og den bekender vi os jo ikke til, eller gør vi? Er monopolisterne ikke bare blevet så enormt store, at de ikke længere er til at kende fra kapitalisterne?

Jeg kører til Irma i Rødovre for fremtiden – min fritid er ganske enkelt for kostbar til at stå i kø flere steder for at få helt almindelige varer!

Velfærd i sundhedsvæsenet

Man kigger da lige en gang ekstra…

Jeg betaler med glæde min skat, og synes, at det er rigtigt, at de stærkeste skuldre bærer de største læs – læs: dem der tjener godt må også skæppe i kassen. Jeg gør det selvfølgelig også af mindre idealistiske og mere egoistiske grunde, nemlig at jeg gerne vil modtage nogle af “systemets” ydelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu er det så blevet nødvendigt, og jeg har af min læge fået en henvisning til urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Den slags afdelinger beskæftiger sig med “urinvejenes kirurgiske sygdomme”. I ugens løb fik jeg et venligt brev fra dem, der indledes med: “Din læge har henvist dig til undersøgelse/behandling. Vi forventer at kunne sende brev inden udgangen af 2009 med en mødedato.”

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er den bekymrede type, der tror, jeg fejler hele lægeleksikonet (nu om dage må det vel for øvrigt være “hele netdoktor”), og at jeg er ganske sikker på, at mine mange ture til toilettet natten igennem ikke dækker over noget alvorligt, endsige livstruende  – det er irriterende, det er søvnhindrende og meget andet, men alvorligt nægter jeg at tro, det er.

Og jeg ved også godt, at hvis nogen troede, dette var alvorligt, så havde jeg jo nok ikke skulle vente op til et halvt år på at få en mødedato (der vel meget kan ligge i 2010 – det er jo bare brevet, der vil komme i dette kalenderår), og ellers havde jeg vel selv sat noget i sving. Men man kigger da lige en ekstra gang, først i det ankomne brev, og så på, hvad der er betalt i skat sidste år. Kan det virkelig være sandt, at vi i Danmark skal vente så længe?

Nu er der jo ventetidsgaranti (måske er det i realiteten en garanti for, at man skal vente ) og også frit sygehusvalg, og de har venligt nok vedlagt en liste over tilsvarende afdelinger med kortere ventetid, og en folder om, hvordan man gør, hvis man benytte sig af det fire sygehusvalg. Heraf fremgår det fx, at det ser fremragende ud på Sygehus Thy-Mors (10 uger); nå ret skal være ret… Rigshospitalet kan tilbyde 6 uger.

Min erfaring med at vælge det sted, der har kortest ventetid, er desværre bare rigtig dårlig og da indeværende problem for mange år siden er søgt udredt på Hvidovre uden nogen form for resultat,andet end “det må du nok lære at leve med”,  tror jeg nu nok, at jeg vil vente på Frederiksberg, som min egen læge mente var det bedste sted.

Kan jeg få en kvittering?

Aflevér 600,00 i kontanter, men forvent ingen kvittering hos Hvidovre Kommune.

Sommerferien nærmer sig, vandreturen i de høje Atlas Bjerge er bestilt (det ser da ret godt ud ikke?), men mit pas er udløbet, så jeg må have et nyt.

I går havde jeg endelig fri samtidig med at der var åbent hos kommunen. Jeg begav mig derned med den udfyldte formular, pasfoto, det gamle pas og 600,00 kr. i kontanter. Efter en rum ventetid blev det endelig min tur, og passet blev bestilt. “Du skal betale ovre ved kassen” sagde damen. Fint nok, og jeg gik over og afleverede pengene – og stod så og forventede at få et eller andet retur, fx en kvittering eller noget andet, så jeg senere kan dokumentere, at jeg faktisk har betalt.

Kassereren kiggede op og sagde “Det stemmer”. Jeg spurgte, om man ikke fik en kvittering? “Nej vi laver aldrig et pas, uden at der er betalt.” Jeg kunne kun replicere, at jeg ikke lægger 600 kroner uden at få et eller andet bevis for at jeg har betalt. Modstræbende skrev hun så en kvittering. Jeg undlod at sige, at det faktisk stadig er politiet, der udsteder pas – ikke kommunen! De har faktisk bare fået lov at modtage blanketterne og kontanterne.

Jeg må sige, at jeg undrer mig… I store systemer er der så meget, der kan gå galt, og hvad kan jeg gøre som kunde i den kommunale non-service-butik, hvis jeg ikke senere kan dokumentere, at jeg har betalt?

Kun på beløbet

Er mit Visakort et gængst og gyldigt betalingsmiddel?

I Danmark har vi ganske enkelt glemt, hvad begrebet “service” dækker over. Efter min opfattelse er “service” at vi giver vores kunder lidt mere end de forventer – og det sker sørme ikke ret tit mere.

Min ynglingsaversion er, at alle påstår, at mit Visakort er et lige så godt betalingsmiddel som gode gammeldags rede penge, men når jeg går ned i kiosken og køber en pakke cigaretter og gerne vil betale med mit Visakort på 200,00 kr., siger den ellers flinke mand: “Kun på beløbet”. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang, overvejer jeg, hvad han ville have gjort hvis jeg kom med 100 eller 200 kr. i rede penge. Ville han så også sige “Kun på beløbet”? og afvise min 200 krone? Det bliver han næsten nødt til, hvis det virkelig er korrekt, at kortbetaling er lige så god og gyldig som rede penge.

Visakortet er skønt at have, men det er efterhånden blevet svært at skaffe kontanter, hvis man ønsker at leve gebyrfrit. Det koster jo et gebyr at hæve i en automat. Banken har åben, når jeg er på arbejde, og skulle jeg endelig få sneget mig derind alligevel, så er der 20 mennesker i kø foran mig. Til tider overvejer jeg, hvad jeg får for min rentemarginal!

Nå, men når nu pengeinstituttet og kiosken er dødssejlere på det finansielle marked, kan jeg jo prøve et supermarked i stedet.

Lørdag formiddag i Føjtex: “Jeg vil gerne betale med Visa på 1.000 kr. tak” Replik: “Du kan få 1.000 kroner over”. Duplik: “Nej tak, jeg vil som nævnt gerne betale med Visa på 1.000,00 kr.” Hun roder i kassen og kigger undersøgende ned i seddelskuffen, om hun nu skulle have sådan en 6-700 kr… Sikke noget pjat, selvfølgelig har hun det beløb i kontanter; til tider overvejer jeg, om det ikke bare skyldes, at de ikke finde ud af at regne i hovedet – men virkeligheden indhenter mig med det samme: de skal jo ikke engang regne i hovedet mere. Så kan jeg kun finde én årsag: Manglende service og kundevenlighed. Fjern bare de der skilte med “Vi gør mere for dig”.

På ét hjul

I går morges trådte jeg godt til i pedalerne for at køre op ad broen, der forbinder Vasbygade med Islands Brygge. Det knagede noget fra bagstaget, men alt virkede normalt – i 100 meter… Pludselig satte baghjulet sig skævt, og cyklen stod stille! Absolut stille. 

Den har desværre været hos en sand klamphugger af en cykelsmed ovre på den anden side ad Hvidovrevej, som ikke har spændt hjulet ordentligt fast. Havde jeg ligget og kørt 30 km/time på flad vej, kunne det have fået alvorlige følger. Jeg køber ikke så meget som en ringklokke der for fremtiden. Så hellere gå de fem kilometer ud til Heino.

Baghjulet kunne ikke rokkes en tøddel, og jeg havde intet værktøj. Heldigvis fik jeg øje på et par “vejmænd”, der gik og lavede – øh ja – vej. De havde en svensknøgle og hjalp mig med at få sat mit hjul lige og fast! Jeg ville have givet dem en 20′er til et par sodavand, men havde kun sedler. En af dem sagde “Jamen vi går her også i morgen”.

Så i morges havde jeg lige to kolde colaer i tasken. De så helt overraskede ud, men de havde jo virklig hjulpet mig ud af en temmelig irriterende situation, der heldigvis ikke var farlig, men let kunne have været det.

Focus Cayo str. S

Jeg har altid været vild med at køre på cykel, for det er en særlig frihed – ud til fuglene, mærke vinden, bruge kroppen, og høre kransen ‘tikke’, intet andet. I 1983 byggede jeg en Nishiki Trimmaster efterhånden som studenterøkonomien tillod det. Dengang kunne jeg bygge selv, for en cykel var ikke nær så avanceret som i dag. Det blev en herlig cykel, der har kørt mange tusinde kilometer på danske, tyske og italienske landeveje.

Problemet blev med årene, at jeg ikke længere kunne få reservedele, og kun fordi Heino var så rar at gemme lidt antikviteter til mig, når han fik gamle cykler ind, hvor nogle dele kunne genbruges, lykkedes det at holde den nogenlunde opdateret. Men den kom altså ikke med fra Vanløse – 24 år for en cykel er også ok. Jeg gav den til en vens ven, som lige ville se, om det at cykle var noget for ham. Jeg håber, han passer godt på det klenodie, som den cykel er.

I går skulle jeg i anden anledning ud til Heino, og fik en prøvtur på en Focus Cayo – og så var jeg simpelthen leveret. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at køre på en cykel af kulfiber/carbon. Det har jeg aldrig prøvet tidligere. Den smyger sig til kroppen og bliver en del af en. Kraftoverførslen er imponerende. Man skal næsten ikke træde, før cyklen er kørt, og man selv står måbende tilbage.

Tænke tænke, har jeg råd, er det fornuftigt? Ja vel er det fornuftigt! Og som sagt så gjort. Han spurgte, hvornår jeg ville have den. For sjov sagde jeg “Om 10 minutter”. Bent, som er Mr. Heino selv, og ham som jeg altid handler med, forsvandt ovenpå, og kom ned og sagde: “De er gået i gang”.

Jeg elsker at handle hos Heino. De oversælger aldrig, og de kan altid finde en løsning på et problem, man har med sine cykler. De er ikke byens billigste, men de er byens bedste. Man får ganske enkelt ikke lov at købe noget, der ikke passer i størrelsen, så først bliver der taget mål her og der, og bagefter kigger vi på cykler. Det er sådan, det skal gøres. Jeg har købt adskillige cykler derude, og jeg har aldrig haft skuffende oplevelser dér. De få gange jeg har vovet mig ind andre steder, er jeg derimod altid blevet skuffet.

Kørte hjem ad Roskildevej og følte mig som en på fem år, der lige har fået ny pigecykel. Lidt forsigtigt, for jeg havde ikke hjelm på, og jeg skal lige finde ud af det moderne gearsystem (jeg er jo vant til at skifterne sidder på overrøret – moderne mennesker har skifterne som en integreret del af bremserne), jeg trådte næsten ikke, og alligevel stod computeren på 33 km/t

Hvis du synes, du ser mit stuegulv på billederne, tager du ikke fejl. Vidunderet skal stå i spisestuen! Jeg tør ikke stille den andre steder. Men den er nu også smuk nok til det.

Og her lidt flere ‘gear og lir’-billeder at nyde:

Forbindelse til omverdenen igen

Du kan ringe til mig igen og jeg kan ringe ud igen. Fantastisk!

I går opgav jeg TDC efter at have startet forfra mindst fem gange.

I dag efter arbejde var jeg fast besluttet på at prøve igen – skidtet skal jo virke. OK 80 80 80 47 igen! Og det var som at ringe til en helt anden virksomhed!

Kompetent betjening hos to medarbejdere, der ret hurtigt kunne fastslå, hvor problemet lå: nemlig mellem den gråblå boks, der står for tranmissionen af signalet, og min telefon/selve apparatet. De kunne nemlig ringe til boksen uden problemer!

Nu kunne jeg så gå i gang med fejlfinding på min side. Stikkene var forbundet korrekt og tilsidst var der kun én mulighed: Phone 1 stikket skulle i stedet stikkes i Phone 2 stikket. Så virkede det hele! Jamen jøsses, hvorfor kunne de ikke have fortalt mig det i går?

Jeg har besluttet ikke at ærgre mig over al den spildte tid!

Hvorfor skal jeg vente?

Ih altså hvor er jeg sur, og jeg spørger mig selv: “Hvorfor skal jeg vente?” Uanset hvor man ringer hen, skal man høre den mest rædsomme ‘ventemusik’ alt imens man … venter i timer. Hvorfor er det lige, jeg skal vente?

Forrige uge gik displayet på min smukke telefon (Jakob Jensen – mindre kan ikke gøre det). I lørdags tog jeg mig sammen til at køre op og få den byttet. Det var (til min overraskelse) problemfrit. Hjem igen, kigge manual, samle ledninger osv. Alt tilsyneladende OK.

I dag havde jeg så behov for at ringe ud. Ingen klartone… årh nej. Mit problem er naturligvis, at jeg pga. det nye apparat har to fejlkilder: 1. Telefonen eller 2 Bredbåndstelefonien – altså linien

Nå, men heldigvis har man da 80 80 80 47 som kan hjælpe. Og i dag har jeg så brugt al min fritid på 80 80 80 47! Man venter og man venter og man venter… det er endeløst. Når man så endelig kommer igennem til en medarbejder, er de super søde, og gør deres bedste. Pludselig er man alligevel smidt af, og så begynder det hele forfra. Jeg tror, jeg er begyndt forfra fem gange… og mit problem er stadig ikke løst! Jeg har ingen forbindelse hverken ud eller ind!

Jeg spørger: Hvorfor er det egl., jeg skal vente i timer? Hvorfor skal jeg bruge mit liv på at vente på alle mulige såkaldte services?

Det var fuldt forståeligt, hvis det kun var meget få mennesker, der ringede; så kunne de ikke have tre mand til at sidde og vente på, at Hanne ringede. Fair nok! Men det er jo netop ikke situationen. Jeg kommer jo til at vente i timer (og jeg overdriver ikke), fordi der er mange, der ringer. Hvad er det for en kundeservice?

Det gælder naturligvis ikke alene TDC, men også mulige andre (Ikea, DSB, Lægen….) – og hver gang jeg bruger min tid på at sidde med et telefonrør i hånden og lytte til den mest afskyelige form for ventetone, spørger jeg mig selv “Hvorfor skal jeg vente?”

Friske varer tak!

Der er da vist gået lidt galt med stempelmaskinen her. 

Kender du det? Man står i supermarkedet og tænker på, at brødet og mælken er produceret for adskillige dage siden, og er nærmere på sidste salgsdato end på fremstillingsdato.

Men det bageste brød er næsten friskt, og den mælk, som man kun kan nå ved at stå på tæer på kanten af køledisken, er fremstillet i går.

Hvor er det dog irriterende, at man som forbruger skal vende og dreje hver eneste vare, for ikke at få den ældste med hjem – for det er jo den, der står forrest.

Hvorfor skal jeg købe gamle varer, bare fordi de ikke kan finde ud af at disponere ordentligt?

Når man disponerer i et supermarked, opnår man hurtigt erfaring med, hvor meget der bliver solgt på de forskellige ugedage, og så køber man den mængde hjem og ikke mere. Det er ikke så svært – jeg har i øvrigt selv prøvet det i Irma gennem flere år, mens jeg læste. Og gør man det forkert, må det være butikken, der bærer tabet – ikke forbrugeren.

Jeg bruger fx kun mælken til at hælde i kaffen, og derfor skal den være superfrisk på købstidspunktet, for ikke at blive for gammel, inden jeg er færdig med den. Og jeg er træt af altid at skulle bede om at få de friske varer hentet frem og stå at vente på, at det sker.

Og i virkeligheden gider jeg slet ikke argumentere for, hvorfor jeg vil have friske varer! Det burde være en selvfølge. Derudover koster gamle og friske varer i øvrigt det samme – med mindre de gamle er meget gamle.

Endnu et irritationsmoment er, at der på adskillige varegrupper ikke længere er pakke- eller fremstillingdatoer på. Det gælder typisk grøntsagerne. Her er jeg altså som forbruger henvist til selv at vurdere ‘Slattenhedsgraden’ og på den baggrund gætte mig frem til den mindst gamle vare.

Giv mig datoerne tilbage!

Kontakt din systemadministrator

Drop at ringe til TDC, hvis du har et aperiodisk problem med din udgående mailserver.

Jeg hader den der “Kontakt din systemadministrator”, for det er jo mig, og når meddelelsen kommer, er det jo fordi, der er et eller andet problem, jeg ikke kan løse på pc’en – og så kører det ‘lissom’ i ring.

P.t. har jeg det mærkværdige problem, at jeg nogle gange kan sende mail, men oftest ikke kan. Aperiodiske fejl er de værste, for så er det helt umuligt at finde både årsag og løsning.

Nu har det varet mindst to uger, så jeg prøvede TDC her i formiddag. Mage til….

1. Fjern straks din sikkerhedssoftware
2. Slå din firewall fra
3. Jamen når det nogle gange virker, så virker det jo fint.

Hvad kan jeg som kunde bruge det til? Ved de da ikke, at man kan være på nettet ca. 6 min. uden det store sikkerhedspanser, før éns pc er overtaget af fremmede magter, at en firewall er en tvingende nødvendighed (ellers sad den næppe inde i maven på Windows) og at det ikke er godt nok, at det nogle gange virker. Det skal virker hver eneste gang!

Den slags ’support’ kan man som forbruger ikke bruge til noget som helst! Man kan lige så godt lade være med at ringe til dem – og så i gang med Google i stedet.

Og hvordan kan det egentlig være, at det første de altid spørger om er: “Sidder du bag en firewall?” Det gør gud og hver mand altså. OK, det kunne være, fordi de ville hjælpe med at finde ud af at sætte den rigtigt op, men den retning har samtalen nu aldrig taget, det har altid været noget med at slå den fra i stedet.

Herudover er det at sætte en firewall op ikke nogen kunst, for med et godt sikkerhedsprogram gør den det jo helt selv, hvis man bare vælger automatisk (og det gør jeg altid i starten – for dem, der har udviklet den, er helt sikkert meget bedre end mig til den slags).

Det virker som om, dem TDC mener, de kan/vil/skal supportere, er folk med Outlook som post-program og med en mail-adresse der hedder noget med snabelamailtelepunktumdk. Alle os, der er nået en anelse videre, har de ikke meget interesse i at betjene.

Nuvel, jeg forlanger på ingen måde, at de stakkels medarbejdere skal kende alle afkroge af alle programmer – men det ville være god service, at kunne få en drøftelse af, hvad problemet kunne være, hvor man skal kigge, og ikke mindst hvad man skal kigge efter.

Der er jo sådan set ikke så meget at kigge efter, andet end om man nu har tastet kontoens navn rigtigt. Og når det nogle gange virker, kan det jo ikke være problemet.

Det andet her svarer til at gå på værksted med bilen og forklare mekanikeren, at bilen nogle gang går i stå helt umotiveret, hvortil han svarer “Jamen så kører det jo fint”. Det kan man ikke rigtig forestille sig vel?

Øv – jeg hader at blive overlegent behandlet; og jeg kalder det dårlig service. Så snart Fullrate kan levere en ordentlig hastighed på min nye adresse, er jeg tilbage hos dem igen.