Formulér et problem

Er det en kunst?

Nej jeg tror ikke, det er en en kunst at formulere et problem præcist og skærpet, således at den, man spørger, har en chance for hurtigt at svare.

Både i min fritid og på mit arbejde oplever jeg, at spørgsmål stilles så vagt og upræcist, at man, som den, der ventes at svare, bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, hvilket dybest set er spild af tid, forstået som tid, der burde være brugt på noget mere fornuftigt.

Flere slægtsforskningsfora præges af dobbeltydighed og uklarhed. Fx fortæller brugerne en lang historie om oldefar og giver en masse informationer; som læser sidder man tilbage med spørgsmålet: “Hvad er det, du ønsker hjælp til?”

En anden klassiker er at gentage forummets overskrift/navn. På DIS-Forum er der fx et Forum, der hedder “Hjælp til tydning”. Det er mig en gåde af hvilken grund mange derefter starter tråden med “Hjælp til tydning ønskes” – ja selvfølgelig, ellers er det jo det forkerte forum. Det er da mere relevant at skrive fx: “Vejle, Nørvang, Thyregod, dåb 1777″, så kan man som læser lynhurtigt vurdere, om man evt. kan hjælpe.

Jeg lever primært af at supportere et IT-system med 3.000 brugere. Jeg får ofte e-mails ad modum “Det virker ikke”, “den regner forkert” eller “det ser mærkeligt ud”.

Så sidder jeg og kigger lidt på det og tænker, at det vel egentlig ser meget godt ud og prøver at gætte, hvad brugeren mener. Da mit neurale netværk er ret underudviklet, gætter jeg som regel forkert, og for ikke at gøre det, bliver jeg nødt til at returnere nogle spørgsmål “Hvad mener du er forkert, hvad mener du i stedet, der burde have stået, og hvor skal jeg kigge for at se det?”

Brugeren synes sikkert, det er sært, at jeg ikke kan gætte problemet, og irriteres sikkert over at måtte sende endnu en e-mail for at få hjælp. De samlede transaktionsomkostninger for løsning af et banalt problem bliver mindst dobbelt så store som nødvendigt!

Det vil altid undre mig, at der bruges så mange overflødige ord og sætninger, og sendes så mange e-mails som ikke i sig selv bidrager til en værditilvækst. Det hele kunne være klart til den halve pris med en præcis og klar problemformulering.

På samme måder undrer det mig, at mange mennesker mener, de absolut skal telefonere om et problem.

For hvad er det der sker, når folk ringer? Jo de præsenterer problemet, og når de er færdige med det og jeg begynder at løse det/forklare en sammenhæng, så taler de selv videre.

Jamen jeg kan ikke både tænke, arbejde og samtale på én gang – og også i denne situation er omkostningen mindst den dobbelte af, hvad den burde være.

E-mails har en række fordele:

• de besvares i den rækkefølge, de kommer og ingen kan møve sig ind foran i køen,
• jeg kan genbruge mine svar ,
• brugeren kan gemme og genbruge svaret, og
• det er langt hurtigere. Der er ikke mange samtaler, der kan gennemføres lige så hurtigt, som jeg kan besvare e-mails.
• Jo hurtigere jeg kan besvare e-mails, jo flere sager kan jeg tage fra samlebåndet pr. dag.

Nuvel, det er sikkert bare den introverte del af mig, der forsøger at finde argumenter for den måde, jeg i det hele taget kan arbejde på, men jeg mener fortsat, det må være muligt at formulere et problem klart, tydeligt og så på skrift.

Brede Værk

Mesterlængen på Brede Værk

eller “En dag i slægtens fodspor”

Det var denne video og et indlæg på Facebook, der fik mig tidligt ud af fjerene i dag; jeg måtte bare op og se den virkelighed, som min oldefar og oldemor, farmor og farfar og min far og hans søster har været en del af siden 1890. Jeg fik selv lidt billeder med hjem, selv om det er svært at formidle stemningen og oplevelsen. Billederne finder du i et særskilt album her; men jeg har flere billeder fra Brede – nemlig alle de gamle, som du finder ved at skrive Brede i søgefeltet her.

Fremragende formidling, siger jeg bare! Det var helt fantastisk at være med personerne på arbejde vha. AktivBilletten. Pludselig har jeg fået et lidt andet billede af farfars arbejde som mester; var han måske en af kapitalismens lakajer ligesom den mester jeg kunne være på udstillingen?

Brede er et sted, jeg kommer hvert eneste år, og jeg kigger altid på gruppebillederne af medarbejdere, og har tit fundet min farfar. Der er hængt nye billeder op derude – og sørme jo, der stod han allerbagest på et billede, hvor der er 200 personer. Jeg følte mig heldig.

Ane Margrethe Andersen (min farfars mormor) var nopperske på fabrikken gift med forvalteren Jens Nielsen), og pludselig har jeg konkrete billeder på, hvad hun egentlig lavede. I min mors køkkenskuffe lå gennem hele min barndom en særlig lille saks med kun ét “øje” til at stikke tommelfingeren i – det var en noppeske-saks – gad vide hvad der er blevet af den?  Nu har jeg set den i brug.

Inde på kontoret lå der en del mønstertegninger. Rigtig sjovt, for dem har jeg en bunke liggende af, som min far har lavet – og som min mor havde gemt til mig.

Borte er heldigvis de dage, hvor det man så på et museum, var montrer med flinteøkser og små maskinskrevne lapper liggende foran. Jeg har altid syntes, at man laver eminente oplevelsesrige museer i Storbritannien, men vi kan også i Danmark. Så: “Tak kære Nationalmuseum for en dejlig dag “i slægtens fodspor”!

Tegnet mønster til at væve efter

Naturen i en agernskal

Når jeg nu ikke har en have, endsige så meget som en eneste altankasse at søge EU om braklægningsstøtte til, må jeg finde andre måder at komme udendørs på!

Da jeg flyttede til Hvidovre reserverede jeg straks Hvidovre Kirkegård som led i Dansk KirkegårdsIndex (DKI) (tag billeder af alle sten på en kirkegård, læg billederne på din hjemmeside og lad brugerne søge på afdødes navne) – men på de 1½ år er der sandt at sige ikke sket ret meget. Nu må det være, og gravstensfotografering er faktisk en fin måde at være udendørs på, når det såd’n er ‘mellemvejr’. Inden så frygtelig længe vil samtlige gravsten ovre på kirkegården være at finde på min hjemmeside.

Der er så herligt fredeligt på en kirkegård, og så er der til tider liv…

Jeg gik stille rundt med mit kamera, og pludselig puslede det i det store træ over mig. Først var der intet at se, men så kom den lille fyr her til syne.

Hvem har opdaget hvem?

Jeg var sikker på, at nu ville han spæne op ad stammen med sit agern i munden. Men nej – han tog det fuldstændig roligt.

Jeg er bedst i profil

og satte sig til rette med siden til. Selv om jeg kun havde det lille objektiv med, synes jeg alligevel, at disse billeder er helt hæderlige.

Kan man da ikke få madro?

Jo min ven, jeg fortsætter med mine fotos, så må du fortsætte med at skramle med dit agern! Og således opmuntret fortsatte vi med hver vores forehavender.

Yde contra nyde

Er der ved at ske et skred i kulturen?

I aftes var jeg ude at holde et foredrag om Dansk KirkegårdsIndex (DKI), der kort beskrevet er en linksamling til danske kirkegårde på nettet, hvor brugeren kan søge på afdøde personer og se et billede af gravstenen. Det er særdeles relevant for slægtsforskere, for med den øgede geografiske mobilitet bliver det sværere og sværere at finde dødsdatoer; og det er gravsten nu rigtig gode til at oplyse om

Mit foredrag går meget på, hvordan man tilmelder sig projektet, hvordan man selv bidrager og hvordan man får lagt sit arbejde på sin egen eller lokalarkivets hjemmeside.

Først langt henne i foredraget gik det op for mig, at tilhørerne meget hellere ville høre, hvad de kunne få ud af det arbejde andre allerede har lavet, end hvordan de selv kunne bidrage. De ville gerne høre hvordan de kunne søge, om der var nogle spændende sten mv. Søgemulighederne er der ikke så meget at sige om, for det kan man selv læse sig til på hjemmesiden, og da bidragyderne til DKI selv arbejder med sagerne, og der er mange sten jeg derfor aldrig har set, var der egentlig heller ikke så meget at sige om det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der – i hvert fald på Sjælland – er lidt den holdnning, at man gerne vil nyde godt af andres indsats og initiativ, mens det selv at yde et bidrag til glæde for andre er mindre interessant.

Normalt mener jeg, at de regionale forskelle mellem jyderne og ‘os andre’ er ret uinteressante, men på slægtsforskersiden er det slående, at alle de store initiativer tages og drives i det jyske.

At danse med livet

Lars Jakobsen har en blog, han kalder “At danse med livet” – jeg har altid syntes, det var en smuk sammensætning af ord; måske bare fordi jeg selv holder af de perioder i livet, hvor jeg danser med. Det er sjovt nok også i de perioder mine trofaste læsere spørger bekymret til, hvorfor der ikke sker noget på bloggen… Rolig kære venner – alt er i orden, hovedet er bare fyldt af andre ting.

Denne weekend er en danse-weekend. Ville faktisk have været ind på landsarkivet i går, men “snød” og trak bare dynen tættere omkring mig, da vækkeuret ringede. Det er godt at lægge planer, så ved man, hvad man afviger fra, når man ikke følger dem. Den uplanlagte tid er en gave og i går dukkede der flere gaver op i form af uventede kære gæster. Mennesker i mit liv, som jeg ikke vil eller kan leve uden – der er en egenartet rigdom over at kende dem.

Efter en lang sommer med andre gøremål har jeg fået taget på min slægtsforskning igen; og der er nu noget hyggeligt over at pusle med de døde en lang lørdag aften – men man skal jo nok være grebet af slægtsforsker-sygen for at kunne se det. Sammen med Simon Vind Pedersen er jeg ved at have puslet de fleste af efterkommerne af Christian Jørgensen Wind på plads. Den gamle Wind sad som præst og konsistorialråd i Simmerbølle nede på Langeland.

Det er herligt at arbejde sammen med Simon – for vi gør det så forskelligt. Han er hurtig og kreativ, og så sidder jeg som en anden gammel tante og ser det hele efter i sømmene. Det er nøjagtig som på en arbejdsplads: et team skal rumme alle typer af mennesker for at nå det bedste resultat. Rip-Rap-Rup effekten er farlig! Hvis man kun ansætter nogle, der ligner en selv, bevæger virksomheden sig ikke og projekterne bliver kun halvt så gode, som de kunne være blevet. I tests slår jeg selv markant ud som “afslutter”, og sad jeg ved roret et eller andet sted, ville alt være i skønneste orden, i sirlige rækker, og de fleste kommaer ville være sat -men innovation og udvikling ville være fremmedord.

Det er Allehelgens søndag, og der er særgudstjeneste kl. 15:00 ovre i kirken. Den glæder jeg mig til, for jeg har aldrig været til en sådan. Du hører nærmere…

En middagsgæst i aften og så kan jeg vist ikke forlange mere af en weekend.

Facebook – kan det noget?

Jeg er kommet ind i anno 2008 – jeg er kommet på Facebook!

Det har hidtil været min opfattelse, at Facebook ikke var noget for mig, fordi det var for pjattet, og jeg ville for så vidt hellere skrive en mail eller ringe op. Jeg oprettede en profil i maj 2007 og har ikke siden været på. En tråd på DIS-Danmark fik mig alligevel til at fyre op under min profil og i det hele taget tage dette værktøj i brug.

Jeg er intet mindre end imponeret! Jeg har fået kontakt med mennesker, jeg ikke har fået skrevet en mail til eller ringet til i lang lang tid. En af de fikse features er, at man kan synkronisere sit e-mail-adresse kartotek med Facebooks brugerdatabase. På ingen tid fandt programmet lige ud af, at jeg rent faktisk kender en masse mennesker, der allerede er på Facebook (igen er jeg for langsom) – og jeg har så inviteret dem til at være ‘venner’ med mig.

Dette her kan bruges i relation til slægtsforskning! På mandag i Haslev skal de have lidt om Facebook også og det havde jeg ellers ikke planlagt, men jeg må arbejde videre på mit oplæg, som jeg troede var færdigt. Da jeg altid vil lede – både i Danmark og i udlandet – efter mennesker med samme efternavn som mig selv har jeg simpelthen lavet en gruppe for ‘alle’, der hedder Stegemüller. Jeg er meget spændt på, om det kan medføre nye familierelationer.

Skal jeg alligevel dryppe malurt i bægeret så skulle det være, at applikationen forekommer mig at være lidt rodet; det er simpelthen til tider svært at finde rundt eller bare at finde tilbage til en god funktion, som man da have fat i lige før. Herudover bryder jeg mig ikke om de programmer, man er nødt til at installere på sin pc for at læse visse beskeder. Men der skal ikke herske tvivl om, at værktøjet er genialt.

Der har været sagt og skrevet meget om, at Facebook er ‘farligt’ fordi man lægger oplysninger på nettet og dem kan andre bruge eller misbruge. Ja – naturligvis! Det er klart, at når man lægger noget på den globale fantastiske opslagstavle, som internettet er, så bliver det set af andre mennesker – og øh… det er vel egl. også meningen?

Den banale huskeregel er naturligvis, at man ikke skal lægge noget på nettet, som er hemmeligt eller som man ikke vil dele med andre. I slægtsforskerkredse er der ofte diskussioner og alenlange tråde i fora om, at nogen har taget noget fra andre – jeg har så mænd selv været blandt deltagerne! Det var nemlig før det gik op for mig, at det jeg ikke vil dele ud af, bare må blive hjemme i skuffen.

Er du selv på Facebook? – deltag i den uvidenskabelige undersøgelsen blandt mine læsere.

Byens efterår

Da jeg for mere end 28 år siden flyttede til København, kom jeg fra Bornholm. Udsigten fra køkkenvinduet plejede at være Østersøen – der var ikke tvivl om årstiderne derovre. Vel ankommet til ydre Nørrebro (Dagmarsgade lige ved Runddelen) gik jeg i gang med at overveje, hvordan menneskerne her i byen fandt ud af, hvilken årstid, det var, når der nu ikke var nogle træer at se på.

Kulturchokket over at komme fra Svaneke til Nørrebro var så stort, at der gik lang tid, før jeg opdagede, at byen har tusind åndehuller og rigtig mange dejllige steder med rigtig mange træer og buske.

Jeg har i dag haft besøg af min bedste jyske ven Leif og efter en succesrig tur på Rigsarkivet, hvor vi forbereder et projekt, der vil glæde – og involvere (der er arbejde i det venner) – rigtig mange slægtsforskere, viste jeg ham lidt rundt i “min by”. Han skal da vide, at København ikke er Ishøj, at man ikke automatisk bliver slået til plukfisk i Ørstedsparken, at vi har dejlige stille gader, at vi har gamle kvarterer, hvor mennesker lever og bor godt osv.

Kameraet var med, og du får et lille udpluk af dagens høst herunder. Jeg prøvede bevidst at fange “Byens efterår” – du må selv vurdere, om du mener, det lykkedes. Feedback er mere end velkommen – det er jo på Web2 – ikk’? .

Foran det tidligere "Det lille apotek" udstillede de lidt peberfrugt

Poul Gernes kunne ikke have sat farverne så fint sammen! “Det lille Apotek” er blevet til endnu en Rizraz, som jeg ikke har meget til overs for, men jeg må sige, at de forstår,  at arrangere en 20-30 peberfrugter.

Vores isbod på Frue Plads

Jeg har så gode minder om denne isbod på Frue Plads. Der har jeg siddet et par gange i sommer og nydt den bedste is i det bedste selskab. Til tider er livet besværligt, når man kun vil have det bedste! Men jeg vil ikke nøjes, jeg vil ikke gå på kompromis med de vigtige ting i livet – så hellere undvære.

Lysglobe i Vor Frue Kirke

Jeg holder meget af den lysglobe, de har stillet op i Vor Frue Kirke. De skulle bare stille flere lys frem, for hver gang jeg har været der, har jeg villet smide en daler og tænde et lys, men der er aldrig flere tilbage – og hvad kan man så lære af det? Jeg tror, det er populært.

Det kunne være så fint, hvis vi kunne lave noget lignende i min kirke i Hvidovre. Jeg tror, mennesker holder af at ‘gøre noget’ i kirken. At tænde et lys og tænke på en man har kær (levende eller død) er en smuk skik. Jeg glæder mig allerede til Alle Helgens gudstjenesten den 2. november. Jeg har et par stykker, der fortjener et lys!

Ingen vold i Ørstedsparken

Mange mennesker – i særlig grad jyder tror, at Ørstedsparken er et sted fyldt med lig og at ligene tilhører bøsserne, der er slået bestialsk ned.

Selv om vi kiggede i krogene, fandt vi nu ingen lig. Vi fandt heller ingen bøsser – hverken levende eller døde. Tværtimod var der bare smukt og dejligt. Byen viste sit efterår!

Ingen vold i Ørstedsparken

Herunder: Baggrunden er vand og billedet er taget fra broen ned over et bladhang. Jeg blev fascineret af de røde frugter/bær.

Ingen vold i Ørstedsparken

Liv i blog-land

Jeg forsker i min slægt, ergo er jeg slægtsforsker, og det er en dejlig hobby, som tilfredsstiller mange af mine behov for udfordring, kreativitet, logik og at lære nyt. Nå men det er jo slet ikke det, denne post skal handle om.

DIS-Danmark er en forening for slægtsforskere, og de har en hjemmeside, og nu også en blog på samme. Det er dejligt, at de nu har fulgt mit forslag fra april 2007 om at begynde at kommunikere med medlemmerne på en blog. Men helt personligt synes jeg, den mangler noget, nemlig muligheden for at kommentere posterne. Jeg mener, blogs skal åbne for dialog, og ikke begrænse sig til monolog.

Jeg er glad for, at I er en god håndfuld faste kommentatorer her på mit “Vindue mod verden”, for det giver liv i blog-land. Blogs er web2, og det er designet til interaktion og kommunikation.

Kan du huske dengang (for 2-3 år siden – det vil sige evigheder) hjemmesider udelukkende var statistisk indhold, og ville man afsenderen noget, kunne man sende en e-mail? (Sådan ca. som min hjemmelavede hjemmeside).

Selv har jeg også en stribe blogs som jeg syndikerer og dropper en kommentar i, når jeg mener, jeg har noget på hjertet. Det syder af liv i blogossfæren, og jeg elsker det.

Min post fra i går om coaching fik ejeren af Coach Kompagniet frem i skoene (desværre kun på mailen), og han var naturligvis uenig med mig. Vi mailede lidt frem og tilbage, og jeg tror, enden blev, at vi faktisk forstod hinandens synspunkter.

Hvis blogs kan være med til at bringe mennesker tættere på hinanden og at forstå hinanden bedre, har de en stor mission!

Måske netop af disse årsager er det ærgerligt, at der ikke er mulighed for en at kommentere i bloggen for en forening på 5.000 medlemmer, som kun sjældent har mulighed for at møde hinanden endsige træffe deres bestyrelse.

Kom nu DIS-Danmark – slå så disse kommentarer til! Det er ikke farligt.

Uventet fridag

Skulle egentlig have været på Rigsarkivet i dag, men min makker er blevet syg. Sikke en dejlig uventet “fridag”, helt blank og fri. Tænkte over, om jeg i selv skule tage på Landsarkivet på Jagtvej, hvor jeg ikke har været i umindelige tider, og hvortil jeg har en liste så lang af opslag, der skal gøres. Men nej – tilbage på sengen og så lige en time ekstra.

For tiden er jeg urimeligt træt – er sikker på, at det bare skyldes, at jeg har fået nok af mørke, gråvejr, regn, rusk, blæst. Jeg er sådan set klar – klar til forår, 12 grader, sløret sol, lyseblå himmel, lyst løv i lunde, blade på træerne uden for mit køkkenvindue og på kastanjetræet ude på torvet. Glæder mig til at opleve min nye lejlighed på de andre årstider, se hvordan lyset falder en sommermorgen osv.

En blank fridag kan bruges foran computeren til at trevle noget familie op i 1700-tallet i Rørvig, og det ruller bare for mig. Og så lidt Bruce Springsteen i de små højtalere, så er det en dejlig dag. En mad når maven knurrer, passende mængder af kaffe, og “en morfar”, når det mørkner – sikke en dag.

Der er herrehåndbold kl. 18:00. Normalt mener jeg livet er for kort til herrehåndbold, men som de spller p.t., er det en fornøjelse at se på de drenge. Faktisk mener jeg ikke, man skal se sport i tv, man skal dyrke det selv, men noget af det jeg altid godt har kunnet lide ved at se på det er, at se deres glæde, når de vinder.

Kategorier – 2

Efter to dejlige dage i Viborg på arkivet (LAV), hvor jeg blandt andet har været til møde i ArkivalierOnlines Brugerråd, er det skønt at komme hjem igen; og bare tulle rundt et par timer i mit eget tempo og se om lejligheden kunne tåle at være alene hjemme. Det kunne den godt! Hjemme igen i stilhed er balssam for sjælen for en introvert nørd – omend jeg holder frygtelig meget af at være på arkiv.

Har brugt aftenen på at få rapporteret fra AO brugerrådsmødet og på at sætte kategorier på alle 257 poster i denne blog igen. De røg lige ved et snuptag i aftes. Det er egentligt pudsigt, at jeg kan kategorisere mine tanker om stort og småt siden den 21. juni 2007 i mindre end 30 overordenede kategorier – måske tænker jeg bare for lidt, eller også så bærer tilværelsen virkelig præg af en vis monotoni?