Stegemüllers vindue mod verden

Jeg forsker i min slægt, ergo er jeg slægtsforsker, og det er en dejlig hobby, som tilfredsstiller mange af mine behov for udfordring, kreativitet, logik og at lære nyt. Nå men det er jo slet ikke det, denne post skal handle om.

DIS-Danmark er en forening for slægtsforskere, og de har en hjemmeside, og nu også en blog på samme. Det er dejligt, at de nu har fulgt mit forslag fra april 2007 om at begynde at kommunikere med medlemmerne på en blog. Men helt personligt synes jeg, den mangler noget, nemlig muligheden for at kommentere posterne. Jeg mener, blogs skal åbne for dialog, og ikke begrænse sig til monolog.

Jeg er glad for, at I er en god håndfuld faste kommentatorer her på mit “Vindue mod verden”, for det giver liv i blog-land. Blogs er web2, og det er designet til interaktion og kommunikation.

Kan du huske dengang (for 2-3 år siden - det vil sige evigheder) hjemmesider udelukkende var statistisk indhold, og ville man afsenderen noget, kunne man sende en e-mail? (Sådan ca. som min hjemmelavede hjemmeside).

Selv har jeg også en stribe blogs som jeg syndikerer og dropper en kommentar i, når jeg mener, jeg har noget på hjertet. Det syder af liv i blogossfæren, og jeg elsker det.

Min post fra i går om coaching fik ejeren af Coach Kompagniet frem i skoene (desværre kun på mailen), og han var naturligvis uenig med mig. Vi mailede lidt frem og tilbage, og jeg tror, enden blev, at vi faktisk forstod hinandens synspunkter.

Hvis blogs kan være med til at bringe mennesker tættere på hinanden og at forstå hinanden bedre, har de en stor mission!

Måske netop af disse årsager er det ærgerligt, at der ikke er mulighed for en at kommentere i bloggen for en forening på 5.000 medlemmer, som kun sjældent har mulighed for at møde hinanden endsige træffe deres bestyrelse.

Kom nu DIS-Danmark - slå så disse kommentarer til! Det er ikke farligt.

Skulle egentlig have været på Rigsarkivet i dag, men min makker er blevet syg. Sikke en dejlig uventet “fridag”, helt blank og fri. Tænkte over, om jeg i selv skule tage på Landsarkivet på Jagtvej, hvor jeg ikke har været i umindelige tider, og hvortil jeg har en liste så lang af opslag, der skal gøres. Men nej - tilbage på sengen og så lige en time ekstra.

For tiden er jeg urimeligt træt - er sikker på, at det bare skyldes, at jeg har fået nok af mørke, gråvejr, regn, rusk, blæst. Jeg er sådan set klar - klar til forår, 12 grader, sløret sol, lyseblå himmel, lyst løv i lunde, blade på træerne uden for mit køkkenvindue og på kastanjetræet ude på torvet. Glæder mig til at opleve min nye lejlighed på de andre årstider, se hvordan lyset falder en sommermorgen osv.

En blank fridag kan bruges foran computeren til at trevle noget familie op i 1700-tallet i Rørvig, og det ruller bare for mig. Og så lidt Bruce Springsteen i de små højtalere, så er det en dejlig dag. En mad når maven knurrer, passende mængder af kaffe, og “en morfar”, når det mørkner - sikke en dag.

Der er herrehåndbold kl. 18:00. Normalt mener jeg livet er for kort til herrehåndbold, men som de spller p.t., er det en fornøjelse at se på de drenge. Faktisk mener jeg ikke, man skal se sport i tv, man skal dyrke det selv, men noget af det jeg altid godt har kunnet lide ved at se på det er, at se deres glæde, når de vinder.

Efter to dejlige dage i Viborg på arkivet (LAV), hvor jeg blandt andet har været til møde i ArkivalierOnlines Brugerråd, er det skønt at komme hjem igen; og bare tulle rundt et par timer i mit eget tempo og se om lejligheden kunne tåle at være alene hjemme. Det kunne den godt! Hjemme igen i stilhed er balssam for sjælen for en introvert nørd - omend jeg holder frygtelig meget af at være på arkiv.

Har brugt aftenen på at få rapporteret fra AO brugerrådsmødet og på at sætte kategorier på alle 257 poster i denne blog igen. De røg lige ved et snuptag i aftes. Det er egentligt pudsigt, at jeg kan kategorisere mine tanker om stort og småt siden den 21. juni 2007 i mindre end 30 overordenede kategorier - måske tænker jeg bare for lidt, eller også så bærer tilværelsen virkelig præg af en vis monotoni?

Jeg kan to kirkebøger næsten udenad (Højby sogn i Ods Herred og Thyregod sogn i Nørvang Herred), og med dem alle betegnelserne for kirkeårets dage; i flere år har jeg tænk på også at lære kirkeåret at kende sådan bare ved at komme i kirken. Jeg er klar over, at kirkeåret starter den 1. Søndag i Advent - så jeg er altså allerede bagud. Forhåbentlig vil du om et år finde 52 poster med en novices undren over alt det, der foregår i den danske folkekirke.

Da jeg nu er genbo til Hvidovre Kirke, må den lægge lægge skib til mit forsøg på at blive jævnlig kirkegænger bare ét år. Hvis det er spændende, kan det være, jeg bliver ved. Ind til videre ser jeg kun et problem i det: nemlig det pokkers tidspunkt, de holder deres forestillinger. Normalt søndag klokken 10:00… Det er da u-kristeligt.

Jeg kom dog godt fra start i dag, hvor der først var forestilling kl. 15:00. Præsten var i dag sognepræst Inge-Hanne Broström; hun var der også juleaften, og hun har altså bare en helt vild charme - og det der giver den er, at hun er så personlig og fuldstændig nede på jorden. Så kan selv jeg ugudelige fatte, hvad hun taler om. Måske er det derfor den lille kirke ikke var tom; jeg talte ca. 40 mennesker. Det var en overraskelse. En dag finder jeg måske også ud af det med, hvornår man rejser sig op, og sætter sig ned. Indtil videre er jeg vist så langt, at jeg har fattet, at man står op, når der læses af de hellige skrifter.

I dag synes jeg, hendes prædiken handlede om livsenergi og -mod: Hvad er det, der får os til at sige “Jamen jeg snupper da lige et år mere”?

Nogle vil sige, at det kan man ikke undgå; jeg skulle hilse og sige, at det kan man rent faktisk godt! Har hun virkelig ret i, at det skyldes, at Jesus nu blev sat her på jorden og materialiserede sig for os? Det er altså ikke derfor, jeg er i live - det er egentlig mere fordi, jeg har en ubændig trang til at se, hvad der er om hjørnet. Jeg har simpelthen ikke tid til ikke at være i live. Og jeg ville være frygtelig ærgerlig over ikke at vide, hvad I lavede, når jeg var død. Det er jeg simpelthen for nysgerrig til venner. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft det anderledes for præcis to år siden. Den 3. januar 2008 er det dagen, hvor jeg for to år siden ikke døde. Jeg tillader mig at fejre den som en slags fødselsdag for mig selv.

Mens den resterende menighed sang de 60 pct. af dagens salmer, som jeg ikke kendte, bladrede jeg lidt rundt i salmebogen, blot for at opdage, at alle hemmelighederne faktisk står dér. Man kan simpelthen slå op i salmebogen og se, hvad der skal ske under dagens gudstjeneste, det er vist egentlig kun prædikenen, der først afsløres på selve dagen. Det er smart. Hvis jeg nu havde en salmebog, kunne jeg jo læse lidt foran herhjemme.

Jøsses hvor ville det være rart, hvis man nu vidste lidt om alle de her ting på forhånd. På den anden side ville der så ikke være mulighed for at lære dem at kende nu.

Sikke en dejlig dag! Haft besøg af en slægtsforsker-kollega, og vi har lavet et oplæg til et møde, vi skal deltage i om en uges tid. Jeg er vild med at arbejde sammen med hende, for vi tænker ens, og det hele er så nemt. Hvis jeg skitserer en idé, har hun fyldt indhold i den på fem minutter. Det er godt nok sjældent at møde et menneske, man arbejder så godt sammen med.

Mit fine lille (uduelige) netkort er nu taget med hende hjem, for måske kan hendes kæreste fikse det - noget med nogle drivere; hvis man ved hvordan man gør, er det sikkert let. Men sådan er det jo; Michael Laudrup synes også, det er let at lave mål, men jeg synes, det er svært. Tænk om der kan komme fart i download-butikken, uden at jeg skal ud og købe nyt.

Sponserede links: Jeg har ikke tænkt på det før, men de sponserede links, der dukker frem i fx Google er ofte irrelevante i forhold til den søgning, man laver. Mange søgemaskiner stiller ikke krav om, at firmaer, der betaler for en reklame/et link, nu virkelig kun bruger deres egne varemærker. Hvis jeg vil søge efter “Super Ad Blocker” kan jeg sagtens via et sponsoreret link havne på en helt forkert hjemmeside, og ende med at købe et forkert produkt.

Med Super Ad Blocker kan man let og hurtigt undgå at få de sponsorerede links vist. Det har jeg selvfølgelig gjort, og jeg må sige, det er en helt anden oplevelse at surfe nu. Jeg købte min software hos Spywarefri Shop.

Ikoner: I forbindelse med en kundeopgave, har jeg købt den store ikon-pakke hos SimpleBits - jeg synes, han laver verdens sødeste ikoner. Jeg er faldet over siden, fordi han også har skrevet nogle fantastiske bøger om CSS = Stylesheets, hvor han får det hele afdramatiseret og hevet ned på jorden. Du får lige et par ikoner her: de er da søde?

Gør Firefox hurtigere: Her er en simpelt lille opskrift til Firefox-brugerne. Jeg fandt den på Spyvarefri, og synes det virker upåklageligt.

Husk det er fra på lørdag, du kan følge med i “Julens Slægtskalender” på min 1. blog. Velkommen på Decembervej!

I går blev de første fem flyttekasser fyldt og straks ligner mit hjem et bombekrater. Et tårn med fem flyttekasser er pr. definition grimt!

Jeg har ikke tøj nok i forhold til bøger. Det skyldes, at man jo ikke må lægge for mange bøger i en kasse, men skal fylde op med noget let. Det var bare fire hylder med ganske få bøger, og så er halvdelen af klædeskabet tømt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, når jeg skal i gang med de egentlige reoler. Men det afspejler mine prioriteringer godt; tøj er uinteressant og et nødvendigt onde, men bøger er dejlige.

Tilbragte i øvrigt aftenen - ved siden af tårnet - med at sætte en masse links til dejlige gamle billeder ind i slægtsforskningsprogrammet Legacy. Jeg har fået tilsendt nye billeder af min tipoldefar Ole Christensen (født i 1858, død i 1917) fra en anden af hans efterkommere, og endnu en gang tænker jeg, at billeder skaber liv (også) til vores forfædre. Billederne vidner om en svunden tid, hvor verden så helt anderledes ud, end den vi kender.

Ole Christensen havde en bror ved navn Nicolai, der var fyrbøder på Hørvebanen i Ods Herred. Jeg har fået billeder fra dengang vinter var vinter, og banearbejderne gravede et helt lokomotiv fri af snemasserne. Fantastisk at billederne er bevarede, og at der er generationer der har gjort sig den umage at gemme.

Kom også over billeder fra 1970′erne; verden må have været gullig dengang, for de har alle sammen et underligt gulligt skær - eller også er det bare omgivelsernes påvirkning gennem årene.

Vores digitale billeder i dag vil ikke komme til at tage skade, og i teorien vil vores efterkommere kunne sidde om 200 år, og se knivskarpe billeder af os. Det eneste, der kan hindre det, er at billeder i dag har en langt mere flygtig karakter, og er hver mands eje. Vi tager en masse billeder, for det er nemt og billigt med vores teknologi, men tænker vi også på at bevare dem for eftertiden?

Det er lykkedes at sælge køleskab og komfur. Nu er der kun vaskemaskinen tilbage, inden jeg kan lukke Vanløse-afdeling af Køle Møller. Komfuret skal til to ældre menneskers kolonihave - og de er blevet glade for at få et nyt komfur på 15 år til 200 kr. Det kan jeg godt forstå!

Det er svært at sælge brugte hårde hvidevarer. Eller man kan måske godt sælge dem, men det er til noget, der ligner symbolske beløb.

I den nye lejlighed (ja den ender med at blive som ny, skønt den er fra 50′erne) er der nu lavet el-arbejde, og så er det for alvor slut med ‘lednings-helvedet’ til IT-arbejdspladsen. Jeg har simpelthen få lavet tre stik, der kan forsyne el-slæderne, og der er 12 cm mellem stikkene i hvilke kabelbakkerne skal anbringes. Ufatteligt med alle de stik man har nu om dage - og hvorfor skal der en transformator til halvdelen af dem, og hvorfor kan den i det mindste ikke udformes anderledes end som en stor sort klods?

I min Vanløse-lejlighed har beboerne siden 1930′erne, hvor ejendommen er fra, klaret sig med en stikkontakt i den ene stue! Jeg har fået lavet nogle ekstra med tiden, men rigtig godt er det aldrig blevet trods alle anstrengelser.

I tidligere tider havde man en mærkelig vane med at placere både stikkontakter og radiatorer midt på væggene, som om det var pyntegenstande. Irriterende for det ikke rigtig til at ændre på.

Der er sørme også bestilt gardiner. Hvor er det svært at vælge; jeg håber, jeg har valgt rigtigt, for det kan ikke gøres om. Men jeg plejer at have en sikker smag - det er bare ufattelig svært at forestille sig den lille prøve spredt ud på adskillige kvadratmeter og så i øvrigt placeret lodret.

De bliver hvide med et lille vævet kvadrat på 5 * 5 mm. Og så lige med et par sorte læderstole og det store blå u-ægte persiske tæppe i nærheden. Jeg skulle mene, at det kan blive pænt.

Efter en mildest talt irriterende dag på arbejdet, kastede jeg mig over de gamle billeder igen (godt jeg har en pc!). Det er muligt, jeg vil forsøge mig med en serie i sort/hvid serie i et andet rum. Af en eller anden grund er det sværere. Herunder har du et bud på tre generationer (min farfar (efter megen reparation), min far og resten giver vist sig selv. Kan det gå mon an? eller bliver det for meget, at jeg også selv er med? Pointen er bare, at vi ligner hinanden en del.

Der skal jo også noget på væggene i mit nye hjem. Gennem de seneste fire år har jeg samlet og arbejdet med mange gamle billeder af slægten, og det kombineret med mit kursus i PhotoShop, som for tiden (også) er på stand by, må kunne bruges til noget. Disse gamle billeder har jeg har et forhold til, de er unika, ingen andre har dem -men vi har alle Andy Warhol

Forestil dig billeder som nedenstående printet ud på lækkert fotopapir, sat i et passpartout og indrammet af en rammemand, og så hængt op i op i blokke med fire. Kan det ikke blive meget godt? Det er et forsøg, og lykkes det, har jeg min ven Gert at takke for inspirationen.

Den lille fyr i barnevognen (ca 1923) og med “ciklen” til højre er min far.

Farfar og farmor på tur i de glade tyvere:

Farfar og farmor. Billederne er i meget dårlig stand, og kan ikke repareres, men jeg holder af dem som de er:

Farfar på frierføddder - billedet er taget før forlovelsen:

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret

Når man har erkendt - og ved - at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.