Tøserunden 2009

Focus Cayo

“Vinden er din ven, for vinden gør dig stærk”

Sådan står der i en bog, jeg har om cykeltræning. I givet fald må jeg være ganske enormt stærk efter i går at have kørt 82 km. i modvind.

Anledningen var “Tøserunden” anno 2009, som blev afviklet uden regn i 14-17 gr. Celsius, men med masser af modvind. Det var ganske enkelt koldt! Fra Tommestrup – efter 82 km. – vendte det, og vi fik vinden sideværts ind eller ligefrem i ryggen. Det var fantastisk!

Da der manglede 30 km. stod min computer på et gennemsnit på 23,3 km./t. og jeg besluttede at bruge de sidste 30 km. på at få gennemsnittet så højt op som muligt. Det lykkedes dog kun at øge det til 24,1 og det er 0.9 dårlige end sidste år – men jeg var nu alligevel tilfreds, da jeg trillede ind over stregen 5 timer og 5 minutter efter start, kl. 14:45. I alt havde jeg holdt pause i 20 minutter.

Det meste af tiden kørte jeg for mig selv, for jeg har mit evindelige problem: Jeg kan ikke følge med de hurtige, men jeg er hurtigere end de fleste. Så jeg kommer tit til at køre alene. En undtagelse var dog, at jeg lige stødte til departementschefen og en af hendes veninder for en stund. Vi fulgtes fint omkring 20 km., men de ville holde ind ved 1. depot, og det springer jeg altid over. Så jeg kørte videre selv.

Jeg holdt ind ved 2. depot efter 60 km. og nedsvælgede en banan, noget saft og en kop kaffe – alt sammen dejligt, men man når at blive godt kold, og det er sejt at komme i gang igen. De resterende depoter kørte jeg derfor bare forbi. Efter 2. depot prøvede jeg at komme med på et MIM-tog, der kørte særdeles godt anført af en virkelig sej kvinde fra Odense. Men de kørt 28-29 km./t. og jeg måtte træde af på naturens vegne – og så var det tog kørt, og jeg fandt ikke andre undervejs.

Der er smukt på Stevns! Adskillige rapsmarker var på vej til at gulnes og nydeligt nok var der anbragt røde valmuer hist og pist. Et kamera havde gjort underværker, hvis man ikke samtidig skulle skynde sig til Køge

Jeg er virkelig utrolig glad for den cykel, jeg købte sidste år. Den er min stabile makker, den svigter ikke, den triller bare derudad. Gearet blev lige justeret i sidste uge, og den fik en klud fredag aften, en fodpumpe bragte os til 120 PSI, det samme som 10 atmosfærers tryk og så står den stadig i al sin herlighed og med “forhandlerglans” – og det er altså ikke fordi, den ikke bliver brugt.

Det er jo i og for sig ingen sag at køre 112 km. på en carbon-ramme – næh dem jeg har respekt for er dem på “havelågerne” med interessante lyde for hver en omdrejning – tænk at de klarer det. Og alle dem med tre gear og cykelkurv, og de lidt dumsmarte med bare tæer i klip-klapper (du ved de der blå sandaler med en strop ind mellem storetåen og 2. tå) – jeg begriber ikke, hvordan (endsige hvorfor) de gør det.

Selv har jeg brugt dagen i dag på at restituere mig, bare tullet hen i kirken og tilbage, afgivet min stemme, gjort min borgerpligt og også bagt nogle muffins – men jeg er da oppegående. Hvordan klarer de andre den?

Kortet herunder, som er virkelig grimt (fx som hovedregel unde de danske specialtegn), er fra turens officielle hjemmeside. Og der er også mange andre ting, der trænger til at blive strammet op fra arrangørerne side – de kører efterhånden bare på renommeet, fordi de ved, vi møder op under alle omstændigheder og næsten uanset prisen. Der har været fuldstændig kuk i tilmeldinger og startnumre i år; den udleverede tidsmålings-chip manglede halvdelen, og jeg nåede slet ikke at sætte min på, fordi der var gået en ½ time med at stå i kø for at få startnummer og chip udleveret. Ja – og så kunne man hente t-shirten et andet sted… det har de nu nok sparet temmelig mange t-shirts på.

Men hvorom alting er: Jeg skal også med næste år, for det er en god og sund tradition!

Tøserunden 2009

Upassende ører

Sommerliv på cykel og på rulleskøjter – nu med musik…

Jeg er vældig begejstret for at høre musik, podcasts mv. på min iPod, men jeg har til dato aldrig kunnet finde nogle hovedtelefoner, der passede i mine ører – altså nogle, der kunne blive i mine ører – af hvilken grund jeg har haft tænkt, at min ører var “upassende”. Jeg har haft prøvet adskillige modeller dyre som billige, har haft kigget misundeligt på alle de mennesker, der kunne gå rundt med en eller anden form for lyttebøffer, bevæge hovedet og ikke efterfølgende været beskæftiget med at stoppe højtalerne ind i ørerne igen.

For kort tid siden skulle jeg give en gave til en iPod-ejer og tænkte at nogle sportslige ørebøffer ville være sagen – og så besluttede jeg at købe et par til mig selv også; sådan en slags “OK – nu prøver jeg for sidste gang, og hvis ikke det går, er det slut”.

Det fantastiske er sket: disse pragtfulde “Sennheiser PMX80 Sport II Headphones” bliver, hvor de skal, de lyder godt, de kan bruges sammen med cykelhjelm, de kan vaskes, er sved- og vandafvisende, og så er de produceret af Sennheiser, så de har også en god lyd.

Jeg har ellers aldrig rigtig turdet cykle med musik, fordi jeg har været bekymret for ikke at kunne høre trafikken. Nu er det gået op for mig, at trafikken larmer så meget, at selv om man skruer op på maximum, kan man sagtens høre trafikken. Min iPod har nu fået endnu en renæssance! Jeg tillader mig selv at synge med, medens jeg cykler eller ruller, der er godt nogle, der kigger, men pyt…

Ja – og så er der jo lige mine elskede podcasts… DR har et rigtig fint udvalg her. Jeg troede faktisk, DR i sin iver efter at spare på alt det langsomme i verden, havde afskaffet DokumentarTimen (Ugemagasinet med dokumentarisme om livet og virkeligheden og genhør med indlevende montager om mennesker og miljøer), men den trives altså fint som podcast. Tak for alle jeres podcasts DR – det er muligheden for at høre alt det gode, der sendes i radioen, mens jeg er på arbejde.

Og hvis du skulle være i tvivl om hvad podcasts er, så har jeg lige sakset dette fra DR:

“Hvad er podcast?
Podcasting er det samme som et abbonnement. Når det gælder blade og aviser, får man det nyeste eksemplar sendt direkte til hjemmet, så snart det kommer fra trykkeriet. Når det gælder radio- og tv-programmer, kan man få sendt dem direkte til sin computer så snart de har været sendt. DR podcaster en lang række programmer, og du har dermed mulighed for at lytte til eller se programmerne, når det passer dig. På din computer eller på din mobile afspiller, hvis du har sådan en.”

Forårsfænomener: Stærk sol

Ingen ‘påskeøsten’?

De sagde i vejrudsigten i TVA, at vi ikke havde haft ‘påskeøsten’ i år. Det forstår jeg nu ikke helt, for der hvor jeg var på cykel, havde østenvinden nu ganske godt fat! 7-8 m/s kan godt mærkes.

Vejret var jo vidunderligt, og det havde været næsten blasfemisk ikke at gå ud i det. Så jeg tog min skønne cykel og asede rundt om Hove-senderen, som jeg plejer.

Det var til tider særdeles hårdt arbejde, og jeg sad der og bandede en del over at bo i et land med kystklima, for her blæser det stort set altid. Næh man skulle have boet et sted med tempereret fastlandsklima (fx Sydtyskland), pakket ind af bjerge og fastland. Men forårsfænomenet ’stærk sol’ var bestemt til stede, og jeg føler mig lettere stegt i ansigtet.

Hjemme igen havde jeg nu ganske god samvittighed over de 45,6 km. og et snit på 21,4 km./t.

Så er der én dag tilbage af ferien, og gad hvilke strabadserende udfordringer den vil byde på? Når man nu ikke er en af dem med familie-automat-samvær, må man jo selv se at finde på noget…

På otte hjul

Årets første tur på rulleskøjter!

Hvert forår er det som om man kan opleve det hele på ny – igen! Vi tog lige ud på Kalvebod Fælled (fantastisk hvad man kan med en bil) og rullede fra Naturcenter Vestamager sydpå ad Kanalvej og ned forbi Hejresøen og lidt længere ud – og selvfølgelig også tilbage igen! Samlet set tilbagelagde vi vel 12-13 km., og da en af os kun er 6 år, er det altså rigtig langt.

Det er et pragtfuldt område derude; asfalten er perfekt at løbe på og der er ingen biler. Det hedder fx sådan i Skov- og Naturstyrelsens folder om stedet: “Vestamager er åben døgnet rundt. Her kan man opleve de store vidder med masser af græssende heste, køer og hjorte og et spændende fugleliv. Vestamager er fredet og 2000 ha. stort, ca. dobbelt så stort som Jægersborg Dyrehave. Ingen andre steder i Europa findes et naturområde af denne størrelse så tæt på storbyen med en metro lige til “døren”. Der er både mulighed for at gå småture og tage på lange ture på cykel og rulleskøjter.”

Jeg har holdt af fælleden lige fra den gennem ni år udgjorde min baghave, fordi jeg boede på “Amagerkollegiet” fra 1981 -1990. De første år (til og med 1984) måtte vi dog nøjes med at nyde Fælleden Kristi Himmelfartsdag; resten af året var der adgang forbudt, fordi militæret havde øvelsesterræn derinde og fordi der lå masse af ueksploderet ammunition og flød rundt omkring.

Når jeg kommer derud tænker jeg altid på min morfar, der var med til at anlægge fælleden som led i et beskæftigelsesprojekt mellem 1. og 2. verdenskrig. Pudsigt at “min morfar har lavet fælleden”.

Til tider er verden bare i harmoni. På rulleskøjter i solen, kaffen i rygsækken, en croissant med chokolade, mennesker, der holder af  at være sammen, hestene, der græsser frit, den bløde duvende bevægelse både i kroppen og blandt rørene i søen. Tak til dig, der beredte denne skønne forårseftermiddag!

Ude med Heinoholdet

Focus Cayo

Hyggetur? Hyggehold?

Heino-holdet kørte årets første tur i dag, og jeg var med, og nu sidder jeg her – lidt mere død end levende, hvilket selvfølgelig passer meget godt ind i påskefortællingen…

“Spørg ikke mig, hvordan det foregik” eller hvor vi var henne, men jeg mener bestemt at have set skilte med Risby, Ledøje, Smørum, Hove og Nybølle! Turleder Flemming fra Heino Cykler er skrap til at finde ruter uden ret meget trafik og med aftensolen lige i snuden. Computeren oplyser om turen (fra dør til dør): 47,8 km, 2:00:19, og et gennemsnit på 23,8 km/t.

Vi var kun tre i alt, formentlig fordi det halve Danmark er i sommerhus eller har forlagt påskeferien til andre residenser – og det irriterer mig til døde enten 1) at jeg ikke er lige så stærk som fyrene eller 2) at der ikke er flere kvinder, der kører seriøst på cykel for gennemsnitsfarten bliver simpelthen for høj – men når jeg nu er færdig med at brokke mig, så skal det siges, at det også har en masse positive sider:

1. Jeg bliver vækket fra min sædvanlige gennemsnitshastighed, og det er den eneste måde at blive bedre på
2. Der er nogen at følges med, og et forpligtende fællesskab, der gør, at jeg kommer afsted
3. Fyrene er søde – grænsende til det omsorgsfulde
4. Vi taler om løst og fast – til tider også noget, der er ret så fast = ret indholdsrigt! Jeg må dog sige, at jeg selv i dag primært bidrog med enstavelsesord!
5. Der er en glæde over at komme hjem og føle sig brugt rent fysisk. Mentalt sker det hver dag – men jeg tror, det er sundt at bruge de kropslige batterier helt op en gang imellem.
6. Hvis jeg kører med her hver onsdag, kommer jeg legende let gennem ‘”Tøserunden” (irriterende navn) den 6. juni.

Jeg har de bedste intentioner om i år at komme hver eneste onsdag. Det havde jeg sådan set også sidste år, men så skete der så meget andet, som forstyrrede mit ellers så scedulerede liv; og der er stunder i livet, hvor man må forstå at prioritere – og ikke mindst at omprioritere

Vanskeligt at aflære uvaner

Bordtennis viser sig at være mere vanskeligt end først antaget, når man vel at mærke gerne vil slå korrekt.

Jeg – og min personlige træner – kæmper virkelig med at aflære gamle uvaner, og hold da op hvor er det vanskeligt!

Den første gang mødte jeg op og mente, at jeg for så vidt spillede ganske udemærket; men jeg blev hurtigt klogere. Jeg gør næsten alting forkert.

Forhånden er ved at være korrekt, men baghånden… jeg er lige ved at give fortabt. Heldigvis er jeg ganske enormt stædig, så jeg bliver ved og bliver ved, men naturligvis melder tanken sig: “kan jeg overhovedet lære dette?”.

Motorisk er jeg et notorisk fjols. Hver gang jeg skal lære noget nyt, der involverer kroppen, skal jeg kæmpe. Da jeg som barn skulle lære at cykle, fik min far temmelig meget motion af at løbe bagved med et kosteskaft, og da jeg begyndte at løbe på rulleskøjter havde jeg “asfalt-eksem” på højre ben en hel sommer. Det er som om jeg ikke stod forrest i køen, da der blev uddelt motoriske evner.

Min bordtennistræner Esther er et meget tålmodigt, støttende og opmuntrende menneske, og hun giver i hvert fald ikke op – kun bolden. Robotten (en maskine man kan træne mod – den spytter mindst 100 ensartede slag ud) er også meget tålmodig, så det ender vel med, jeg får det lært. Det er lige før, jeg ville ønske, at jeg ikke kunne noget som helst på forhånd. Det skulle da lige være en baghånd…

Men det er under alle omstændigheder skønt at være kommet i gang og at være aktiv. Af en eller anden grund er (også) bordtennis en mandesport. I hele Brønshøj Bordtennis er der vist kun 4-6 kvinder ud af ca. 150 medlemmer. Til tider undrer jeg mig over, hvad kvinderne laver. Har de travlt med børn, karriere, selvudvikling mv.?

Serv skifter

Man kan da heller ikke vende ryggen til i 35 år uden at det hele er ændret

Da jeg i mine meget unge dage spillede bordtennis skiftede serven efter fem server og man spillede til 21. Nu skifter serven efter to server og man spiller kun til 11.

Hvor var det fint at komme afsted, at møde nye mennesker og skønt at spille igen; jeg er ikke i tvivl om, at det vil kunne mærkes i morgen! 2½ times træning og 13 km på cykel for at komme frem og tilbage – men bare det at mærke, at kroppen fungerer, og det at tænke på noget andet, end det jeg plejer at tænke på, er det hele værd.

Jeg er langt fra at beherske selv grundslagene, men da jeg er et kedeligt enten-eller menneske, skal jeg nok komme efter det igen; for enten spiller jeg bordtennis eller også gør jeg ikke. Der er mulighed for at træne to gange om ugen, og det har jeg tænkt mig at gøre! Onsdag er der fællestræning, og tirsdag er der træning for kvinder. Hvis jeg bliver god nok, er der også mulighed for at spille turneringer, og det har jeg så tænkt mig at blive!

35 år siden sidst

Det mærkelige ved at blive ældre er, at det er en umærkelig proces – altså set indefra.

Jeg lægger mest mærke til det, når jeg på nettet skal vælge mit fødselsår i et rullepanel; der kan være uendeligt langt tilbage til 1963. En anden situation, hvor det mærkes er, når jeg kommer i tanke om, hvor længe siden det er, jeg sidst gjorde et eller andet. Det er 35 år siden jeg sidst spillede seriøs bordtennis. 35 år – det er helt vildt!

Men nu skal det være igen… Jeg har i årevis ledt efter en eller form for idræt, der egner sig til vinterbrug. Har truffet én, der spiller i Brønshøj Bordtennis, og han omtaler klubben og træningen i rosende toner. I morgen aften vil jeg køre op og deltage i onsdagens fællestræning for at se, om det er noget for mig, og da jeg bestemt regner med, at det er noget, har jeg bestilt et bat og et par sko hos Bordtennisexperterne. Havde håbet grejet kom med posten i dag, men spændingen må vare lidt endnu.

Der for 35 år siden fik jeg bare et bat og det var færdiglavet; men tingene har sandelig udviklet sig i verdens hurtigste sport. Nu skal man tage stilling til henholdsvis battræ, belægning og håndtagets udformning. Jeg synes ikke, jeg har forudsætningerne for så “store” beslutninger, så jeg lod mig vejlede hos Bordtennisexperterne.

Sko er heller ikke længere bare sko. Dengang i barndommens land tror jeg menuen stod på de forhåndenværende kondisko, men nu skal det være et par rigtige bordtennissko. Tjah… vi lever vel nok i overflodssamfund! Jeg besluttede mig for et par Donic Waldner Flex Sko som vist på billedet.

Oure – Sport & performance

Netop hjemvendt fra “6 forrygende” i Oure

Engang hed det “Oure idrætshøjskole”, men på deres 20-års fødselsdag (i 2007 ) ændrede de navn til “Skolerne i Oure Sport og Performance” og det gjorde de ret i, for der er ikke meget højskole over stedet!

Idrætsdelen er intet mindre end perfekt, og instruktørerne (mestendels unge idræts-studerende fra universitetet i enten Odense eller København) er fremragende. Uden man opdager det, har de skabt en tryg stemning, så man tør vælte sig ud af sin havkajak og stole på at “makker-redningen” også virker denne gang – det skal der lige godt noget til…

Jeg har haft seks helt forrygende dage i Oure

Havkajak om formiddagen og Inliners om eftermiddagen – samlet set 2 * 3 timers idræt hver dag. Med førstnævnte var jeg helt novice, mens jeg på inliners har mange års erfaring, men gerne ville have nogle tips & tricks. Begge idrætsgrene har været over al forventning, og på en skala fra 1 – 5 er idrætsdelen til et klart 5-tal. Min krop er øm og træt og brugt – på den fede måde. Vi har “gået til stålet”, og lige nu er jeg fuldstændig brugt, uagtet jeg lyttede til min ryg fredag morgen, da den sagde: “Pause!”, hvorfor jeg pjækkede fra den sidste lektion i havkajak. Faktisk man kan pjække fra sin ferie…

Har truffet nogle dejlige mennesker – hvor har vi dog grinet, og det trængte jeg rigtig meget til! Camilla, der var som en dukeboks, kunne bare altid stemme i med en sang på et stikord, og så sang vi andre tre tosser med. Det var herligt! Det er tre dejlige kvinder, jeg håber at se igen! Een af dem endda fra Udenrigsministeriet, og faktisk gik det op for os, at vi var samlet set fire UM-medarbejdere på denne uge. Det er da helt vildt…

På den helt anden side af et højskoleophold forventer jeg “Den danske Højskolesangbog”, morgensamling med sang og klaver, ditto om aftenen suppleret med kaffe og kage, fravær af forvirring om hvor og hvornår man skal mødes til en aktivitet, mad, hvor der er kælet for detaillerne, som er serveret på en indbydende måde, fravær af 10-liters plastspande med yoghurt på morgenbordet, masser af grøntsager (jeg hader “salat”, der blot  består af udskåret iceberg), at værelset, som jeg har betalt tusind kroner ekstra for, ikke er fuldstændig nedslidt.

Samlet set giver jeg på en skala fra 1 – 5 en vurdering på 3! Det betyder, at idrætsdelen (som jeg kom for) trækker det største læs.

Vejret har ikke ligefrem været med os, men i en kajak betyder det ikke så meget om det regner. Men mit værelse vendte mod øst, og en morgen vågnede jeg kl. 05:30 – du får lige lidt billeder, incl. et af Lasse og Mathilde, der kom og spillede for os torsdag aften midt i torden og lynild…

Danmark dejligst

Personligt mener jeg, at Danmark er et af de smukkeste steder i verden, når sommeren viser så positive takter som netop nu! Hvis man altid kunne regne med vejret, ville jeg blive her hver sommer, men ofte kan man jo regne med regn… Men i år har jeg været heldig med ferieplanlægningen.

Jeg har været i Jylland med min cykel. Har cyklet rundt og set dels min barndoms landskaber omkring Brande, dels steder, jeg aldrig har været før. Nedlagte jernbaner med og uden asfalt omdannet til fantastiske cykelstier, bakke op og bakke ned, Skjern Enge ved den genoprettede Skjern å, Søhøjlandet ved Silkeborg, løvtræer med solens stråler ned gennem bladhænget, klapsammen rugbrødmadder ved en stille søbred, strid vestenvind og solen lige i fjæset. Magien ville ingen ende tage… Tak Leif for dejlige dage!

I dag kajak-tur på Furesøen med udgangspunkt i Nybro bådudlejning; vi røg ikke engang i ‘baljen’. Endnu en dejlig dag i Danmark.

Du får lige lidt billeder: