Dannelsesrejse eller fjumreår

Hvorfor skal de unge skynde sig gennem uddannelsessystemet?

Bertel Haarder er ude på sit sædvanlige sommertogt mod det såkaldte fjumreår; der er anløb i hver en havn. En af havnene er Kristeligt Dagblad, der har haft en række artikler om emnet. En enlig mor til fem tog for nogle dage siden til genmæle – heldigvis – og fortalte om, hvordan hun havde skubbet dem alle afsted på rejser, højskoler mv.

Jeg bryder mig for det første ikke om ordet “fjumreår”. Hvordan pokker har vi fået desavoueret datidens dannelsesrejse til et “fjumreår”? Det er at bygge sproglige knejper – ikke katedraler.

For det andet ser jeg ikke nogle “fjumre” – jeg ser dem i stedet vende hjem fra udlandet, fra efterskoler, fra højskoler mv. som ændrede og større mennesker, der er på vej til at blive voksne.

Jeg havde ikke chancen for at gøre ophold, muligheden for at sætte tiden i stå, efter studentereksamen. Det var bare videre, videre, videre – blandt andet for at kunne beholde det kollegieværelse jeg havde været så heldig at få, inden jeg startede på studenterkurset. Hvis jeg gjorde ophold i uddannelsesforløbet, ville jeg miste min bolig, hvilket jeg ikke kunne overskue.

Da jeg havde bestået embedseksamen på normeret tid, skulle jeg finde et job, og siden er tiden gået med at arbejde. Højskoler og andre ting, der kan berige, gøre klogere på andet end det snævert faglige og ‘gøre større’, er henlagt til sparsom ferie og fritid.

Hvilken lykke ville det ikke være som voksen at flå et år ud af kalenderen og få nye input? Tænk hvis der fandtes højskoler med årskurser for voksne erhvervsaktive? Tænk hvis man kunne få lov at sætte sig ned og få serveret noget kultur, viden, dannelse til formiddagskaffen og dyrke sport hele eftermiddagen? Tænk hvis man kunne få lov til bare at modtage og ikke altid skulle yde?

Havde jeg børn, ville jeg forbyde dem at race gennem uddannelsessystemet, for de par tidslommer i livet, der ligger efter henholdsvis folkeskole og gymnasium, kommer aldrig igen. Når man først er begyndt at betale ind på pensionsordningen, er der ingen vej tilbage.

Jeg er klar over, at der er mangel på arbejdskraft for tiden, men der må være alternative løsninger på det problem. Hvis vi gav dannelsesrejsen en renaissance, ville vi med garanti få en bredere funderet arbejdskraft, måske endda med en højere produktivitet (hvilket i sig selv kunne være en del af løsningen på den for lille arbejdsstyrke)?

Denne tankegang er måske for abstrakt for den siddende regering?

Glæder mig!

Oure-logo

Har fået bekræftelsen fra Oure på sommerkurset i dag. Der var altså plads – trods min ualmindeligt sene tilmelding til ‘6 forrygende’ – jeg glæder mig rigtig meget.

De andre gange jeg har været på højskole, har det været en berusende oplevelse at være sammen med andre voksne, der også kom med åbent sind, rev en uge ud af kalenderen for at dyrke et eller andet – lige fra sport til slægtsforskning.

Når man tager hjemmefra skal man lægge titel, uddannelse og IQ fra sig, og i stedet medbringe det åbne sind og lysten til at lege og at lære nye mennesker at kende. De andre har nemlig gjort det samme, og derfor er det så forrygende. Når voksne får lov – eller rettere giver sig selv lov – at lege, sker der altid noget magisk. Fx at løbe på rulleskøjter: det er simpelthen ikke muligt at løbe rundt på otte hjul og være hverken trist eller sur i aftensolen! “Skating makes you happy.”

Prisen er steget noget, siden jeg sidst var på højskole: 5.500 kr. for en uge, det er incl. et enkeltværelse til 1.000 kr., og egentlig synes jeg, det er lidt dyrt, men hvis der er fuld skrue på fra morgen til aften i seks dage, er det OK. Hvad ville en uge til Mallorca ikke koste?

For at kunne transportere mine egne kære inliners med til Sydfyn, besluttede jeg i aftes at købe en rygsæk hos SkatePro til dem. Nethandel er simpelhen den største opfindelse siden camembert-osten, for hvad kom der i dag? En bekræftelse på at min pakke er sendt, og sikkert er her i morgen, og så lige et link til PostDanmarks track and trace-service.

Til tider tænker jeg, ‘Hvordan klarede vi os før Internettet?’ Det er sgu da genialt… Jeg er vild med nethandel, og har aldrig haft en dårlig oplevelse med det. Har efterhånden købt alt fra penduler til HI-FI på nettet.

For ikke-inline-freaks kan det virke skørt at købe en særskilt rygsæk til dem. Men når man nu bruger str. 42 og har 90 mm hjul, så er sådan et par nærmest umulige at transportere grundet den samlede længde. Hvor tit har jeg dog ikke døjet med at transportere mine skøjter fra A til B? Det er tit endt med den ene i den alm. daglige rygsæk og den anden i en plastikpose. Rulleskøjter transporteres bedst på fødderne, men der er unægteligt lidt langt til Sydfyn. Jeg kunne sikkert godt løbe til Svendborg, men det ville vel tage et par dage…

Havkajak og Inliners

Ferien er kommet lidt bag på mig i år og jeg har ikke rigtig fået planlagt noget, mit pas er udløbet og det er jo ved at være lidt sent…

Havkajak

Men som så ofte før tror jeg, at en af Danmarks mange højskoler redder mig på målstregen. Jeg har i hvert fald tilmeldt mig ‘6 forrygende’ på Oure Idrætshøjskole (IH). Man skal vælge to forskellige idrætsgrene og det blev til ‘Havkajak’ og ‘Inliners’. Jeg har rullet i mange år, men håber at kunne lære noget nyt alligevel.

Det er mange år siden, jeg sidst har været på idrætshøjskole, så jeg glæder mig allerede, selv om det først er til august.

Jeg har været flere gange på Gerlev IH, og har egl. altid taget afstand fra Oure, fordi jeg holder mest af de højskoler, der holder fast i det traditionelle udgangspunkt – den Grundtvig-Koldske idé om religiøs og nationel vækkelse; jeg holder af højskolesangbogen, klaveret og fællessangen! Men nu var her ledige pladser og en kollega var afsted i 2004 og ser stadig rigtig glad ud, når han taler om det.

Det bliver garanteret godt!

Tour de France eller de Hvidovre

Årets Tour de France er startet, men magien er gået af efter tumulterne om Rasmussen sidste år.

Normalt ville jeg sidde klisteret til TV-skærmen de tre uger tour de France varer, men magien forsvandt sidste år. Jeg har fulgt så lidt med, at jeg end ikke vidste, at der ville være en rigtig etape i dag. Serien “190 narkomaner på cykel” får formentlig først selskab af mig, når de rammer bjergene. Synd at så meget er ødelagt i verdens smukkeste sport, som jeg troligt har set alle afsnit af siden 1995.

Rollerblade Crossfire 6.0

I stedet har jeg tilbragt hele dagen i solen, og da klokken blev 19:00 og der ‘kun’ var 26,9 grader i skyggen, tog jeg mine rulleskøjter og løb min fine rundstrækning på omkring otte km. Årh hvor er den god i aftensolen. Ude i den landlige del af Hvidovre tror man sig mere end 12-13 km. fra Rådhuspladsen – ja det kunne næsten være Sydfyn…

I dag var der ingen vind, så det lykkedes at skære 5 minutter af tiden svarende til ca. 11 pct.! Det er nu helt godt – Basso og Sastre kunne ikke have gjort det bedre.

Tilbage ved udgangspunktet besluttede jeg, at det måtte være dagen at sætte nye mål på otte hjul! Jeg har i årevis ønsket at kunne ønske rulle baglæns – og nu skulle det prøves. Det viste sig at være langt lettere end forventet. Det kan gøres på samme måde, som når man løber forlæns uden at løfte skøjterne fra underlaget. Før skøjterne ind at kysse hinanden og ud igen til bredstående – men bare med et udgangspunkt i en baglæns bevægelse. Herre Jemini – er det ikke andet? Det går selvfølgelig ikke så stærk endnu, men det var heller ikke målet. Målet var at bevæge mig baglæns på otte hjul – og det nåede jeg.

Her i landsbyen er der et par meget fine parkeringspladser, hvor man kan øve sig på den slags, der ikke lige i starten er så sikkert i trafikken.

Rul godt i Hvidovre

Rollerblade Crossfire 6.0

Motion er skønt, og som bekendt godt både for og imod alverdens ting – desværre har en forkølelse hindret mig i hvad som helst denne uge, men på en dag som i dag, med 25 grader i skyggen kl. 18:00, trodsede jeg det hele og tog mine kære rulleskøjter på.

Sikke en tur i aftensolen – på strækningerne med medvind kunne jeg være fortsat så langt som til Sydfyn!

Jeg gengiver rundstrækningen herunder. Ruten kan også bruges af begyndere udi kunsten at løbe på otte hjul. Asfalten er for det meste rigtig fin; kun ca. 300 meter er den decideret ringe, men du kan jo løbe den med én, der er villig til at give et lille skub.

Hvis du (endnu) ikke er så god til at bremse, så vent til trafikken er taget lidt af… men der er ikke så mange kryds, og der er lange lige strækninger uden et eneste vejkryds.

Jeg vil mene, at turen er ca. 8 kilometer, da jeg selv var 3/4 time om den. Men man kan jo tage sig alt den tid det tager, for en del af turen er rigtig skøn i nærmest landlige omgivelser ude omkring Avedørelejren.

Start fra Hvidovre Kirke – Hvidovrevej sydgående – th. ad Brostykkevej – th. ad Byvej op forbi Avedørelejren – th. ad Kettevej – fortsæt lige over hvor Avedøre Havnevej krydser Kettevej – så kommer du til Spurvehøjvej med de 300 meter ‘anstrengende’ asfalt – tv. ad Arnold Nielsens Boulevard (her er selve vejen fantastisk at løbe på, cykelstien acceptabel) – tv. ad Hvidovrevej – returnér til Hvidovre Kirke.

Præsten Kaj Munks ‘Ordet’ i Skuespilhuset

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke går noget mere i teateret – men hver gang jeg gør det, tænker jeg, at det kunne jeg tænke mig at gøre noget mere.

Læste på et tidspunkt en bog af en terapeut der skrev: “Hvis du gør noget, der virker, så gør noget mere af det; hvis det ikke virker, så gør noget andet.” Ergo – jeg vil gå mere i teaateret, for det virker!

Jeg er ikke fra en familie, hvor man var ‘kulturelle’, så jeg har skullet bokse med det selv. Jeg har en eller anden idé om, at man skal have noget meget fint tøj på i teateret, og det er jeg ikke god til. Jeg køber lækkert og dyrt tøj, der passer til mig, men man kan ikke sige, at det er fint.

Tog konsekvensen; strøg en skjorte og rullede direkte ind i forhallen i det nye skuespilhus, smed en tyver i boksen og satte mine rulleskøjter ind og skiftede til de i rygsækken medbragte TEVA-sandaler! Det nye skuespilhus mangler (heldigvis) den aura af finkultur, der hvilede over Gamle Scene (de er sure sagde ræven om rønnebærene – han kunne ikke nå dem). Der var mange i shorts, t-shirt og TEVA-sandaler denne aften! Hvis den nye scene kan få flere i teateret, mener jeg, vi skal hilse dem/os hjerteligt velkomne!

Jeg har en ven, der fik mig skubbet ind at se ‘Ordet’ i skuespilhuset, og jeg nåede også at læse det meste af stykket på forhånd, fordi jeg kunne låne bogen af samme ven. Det er dejligt at være lidt forberedt, synes jeg.

Hvem husker ikke skuespilleren Preben Lerdorff Rye i Carl Th. Dreyers filmatisering af Ordet fra 1955? Jeg husker den vanvittige Johannes, som på billedet her, fra TV-transmissionerne. Men scenens virkelighed er bare ti-fold bedre. Det var så dejligt at sætte sig tilrette på fjerde række og åbne sanserne for de mirakler, de udfører deroppe.

Stykket foregår i 1925 (uropført i 1932 på Betty Nansen) og at det er i 20′erne kan man høre ud fra, at lægen kører Buick, der er i det hele taget biler og nogle få har en telefon. Så vidt jeg kunne se, er temaerne “bøn” og “opstandelse”. En gårdmand og tre sønner på slægtsgården, en svigerdatter og en ditto in spe, udgør hovedpersonerne. Svigerdatteren dør i barselsseng efter at barnet er klippet i fire stykker, og den eneste, der reelt har bedt for hende er den vanvittige Johannes, der ganske bestemt mener, at han er Jesus. Han sørger også for den afdøde Ingers opstandelse! Hun er erklæret ganske død – men på dagen for begravelsen, vågner hun altså op igen.

I denne sluttede kreds hos mine to – måske fire – læsere på det forunderlige Internet vil jeg gerne fortælle om min egen oplevelse af en opstandelse, der fandt sted hos min mormor, den aften min far døde i november 1972: Min mor, min mormor og jeg sad i mormors stue, døren var åben ud til gangen. I gangen førte trappen op til 1. sal. Min mor og jeg sad i sofaen og jeg kiggede ud i gangen; mormor havde ryggen til gangen. Min far gik op ad trappen, og jo længere han kom op, jo mere bøjede han sig, så vi kunne se hinanden ud gennem gelændret. På et tidspunkt kunne han naturligvis ikke bøje sig længere, og så forvandt han bare op ad den resterende del af trappen.

Selv var jeg lige blevet ni år, og havde nok ikke helt forstået, at min elskede far var død få timer forinden – men jeg forstod til fulde, at jeg ikke skulle fortælle min mor og mormor noget om det med opstandelsen, som jeg lige havde oplevet. De ville vel bare tro, at jeg var skør? – og de havde vist endnu ikke nået at vænne sig til, at jeg var lidt sær. Men det er sådan, at jeg ved jeg oplevede det, og at billedet den dag i dag (35 år senere) står krystalklart for mig. Ingen skal nogensinde prøve at anfægte det – for jeg ved, at jeg så det. Det er bare først nu, jeg sætter det i en kristen sammenhæng – tidligere har jeg bare haft tænkt, at det var den rene magi – men jeg har aldrig været i tvivl om det, jeg oplevede den aften!

Tilbage til teaterstykket: jeg synes, der er et interessant tema om tro og videnskab; Johannes mener så bestemt, han er Jesus, lægen mener så bestemt, Johannes er sindssyg! Samtidig er lægen formentlig den eneste, der forstår Johannes, og Johannes er den eneste reelt troende blandt sammenrendet af indremissionske og grundtvigianere? Tro og videnskab smelter herved sammen?

Jeg er helt sikker på, at der er adskillige yderligere temaer og dybder i stykket, som jeg bare ikke har set, fordi jeg endnu ikke har viden nok til at se dem. Men uanset hvad var det et dejligt stykke med inspiration en masse til samtaler og undren. Jeg kender heldigvis én der gider og kan tale og undres sammen med mig om og over de store ting i livet.

Afslutningen på aftenen var at tage de kære skøjter ud af skabet og rulle de ca. 13 km hjem igen gennem et sommervarmt København, hvor den tiltagende måne lyste med sit knivskarpe segl. Der er et eller andet over det med at kunne bruge skøjterne til transport. Så kan man nemlig lave en oplevelse ud af det, der ellers bare skulle være at flytte sig fra A til B. På skøjternes 2. dag har de transporteret mig ca. 40 km – det er jeg helt tilfreds med.

Sikke en sommer!

Rollerblade Crossfire 6.0 rulleskøjte

Rollerblade Crossfire 6.0 rulleskøjte

• Speedfire klinge (max hjulstørrelse: 4×90mm)
• Hjul: Spiral 84A, 90mm
• SG9 kuglelejer
• Bremse på skøjten

Det hjulsæt, jeg havde liggende, passede desværre ikke til mine Technicaskøjter, og da jeg for tiden ikke kan undvære et par rulleskøjter, var beslutningen let: Jeg købte et par nye! Fandt dem hos Sportsmaster i Fields, der har et nogenlunde fornuftigt udvalg af kvalitetsskøjter, nu hvor PR Sport på Trianglen er lukket til fordel for en tøjbutik ved samme navn, og hvor det derfor ikke er til at opdrive et par rulleskøjter i København.

Nu er jeg kommet på otte hjul. der alle ruller – og hu hej hvor det ruller på et par 90 mm hjul med en hårdhed på 84A. Jeg skal lige vænne mig til de store hjul (kom fra 82 mm – der helt sikkert var slidt til noget væsentligt mindre), der rager godt ud over næsen. Jeg kommer aldrig til at lave tå-vendinger på dem.

Lukkemekanismerne er geniale! Der sidder en tynd snøre ind over selve foden, og denne snøre spænder man ved at trække i en form for håndtag på skøjtens yderside. Den løsnes igen ved at trykke på den lille røde knap. Om anklen er der et hurtigklik-system, der let spændes og justeres med tryk på en knap.

De er helt fantastiske – hvor er jeg glad for dem! Ind til videre har jeg kun været på blød og fin asfalt i en skolegård med dem. Glæder mig til en længere tur i mere naturlige omgivelser med de sædvanlige forhindringer i form af grene, huller og småsten.

Hej – jeg er løbet!

Tøserunden 2008

Sommeren viste sig fra sin bedste side i går, hvor Tøserunden 2008 blev afviklet.

Tøserunden er en form for ‘Stevns rundt’, og i år var der lavet flere ændringer af ruten. Den er simpelthen blevet endnu smukkere, end den plejer at være. Stevns er et vidunderligt sted. Turen over Lystrup og det noget kuperede terræn der, var lige noget for mig; bakke op og bakke ned, og frem med den indre Basso, bare finde et tråd, se ned på fødderne og så stille og roligt op. Årh jeg er vild med det.

Ca. 6.000 deltagere, men velorganiseret og et godt humør hos alle, får det hele til at rulle alligevel. Hjemmeværnspolitiet gjorde det godt, så man var aldrig i tvivl om ruten.

Jeg fik lagt lidt for hårdt ud, så jeg ved det første depot efter 30 km. havde et snit på 25,9. Det er lige rigeligt for mig, og jeg ved, det hævner sig. Så farten måtte ned. Det gik nu ganske af sig selv på det tidspunkt, hvor der var mellem 50 og 40 km. tilbage til Køge, for dér kom endelig den skrappe modvind, jeg vidste måtte komme på et tidspunkt. Ved 50 tilbage fik jeg den kætterske tanke, at jeg egl. ikke gad længere. Kørte og kørte og alligevel stod kørehastigheden på ca. 21, og ved den hastighed er det ikke til at finde en rytme.

Jeg kører hurtigere end de fleste deltagere, men ikke hurtigt nok til at følge med de hurtigste; så jeg tilbagelagde 95 pct. af turen på hold med mig selv. Allerede efter to km. havde jeg tabte resten af holdet fra Udenrigsministeriet. Heldigvis var aftalen, at det var i orden at køre i sin egen rytme, og at finde sit eget tempo. Jeg er heller ikke så meget til snak undervejs; jeg vil hellere cykle, når jeg nu alligevel er på cykel.

Kort inden 2. depot fandt jeg to, der kørte som jeg selv, og hægtede mig på dem, og vi dannede en fin lille trio en 10-12 km. Desværre blev de væk fra mig på depotet.

Med 40 km. til mål indtraf to små mirakler på samme tid: 1) medvind og 2) god asfalt. Hu hej; så var det op på den ellers næsten ubrugte store klinge, hænderne ud i styrenderne og give slip i skuldrene for fuld luft til lungerne, og så ellers til Køge! En tid lang stod computeren på ca. 37 km/t, men jeg ville jo også gerne indhente tidstabet fra stykket med modvind, så det kom særdeles belejligt.

Samlet set endte det med en totaltid incl. depoter på 4:59. Den effektive tid var 4:26:33 og et snit på 25,0, hvilket jeg er særdeles tilfreds med på en afstand over 114 km. Tænk om jeg dog vidste, hvor al den kraft kommer fra dette forår; jeg må være på EPO, på syre, på noget – jeg tror mest på “noget”. Mit mål var en effektiv køretid på 4:30:00, så det passede rigtig fint med resultatet.

Næste år medbringer jeg selv, hvad jeg skal bruge og springer alle depoter over. Der går for meget tid ved depoterne og jeg kommer ud af rytmen. Det, jeg som regel mangler mest på depoterne, er et toilet, og de fine toiletter der, kan snildt erstattes af 200 meter ind ad en skovsti. Rosiner og bananer kan jeg selv stoppe i lommerne, og nye vandforsyninger kan tappes ved landsbykirkerne.

Vel mødt næste år – alle uden rolator kan deltage – men husk, det er sjovest, hvis du har trænet først.

Ud at rulle

Heino-holdet var desværre aflyst i dag, for Flemming var syg, Claus havde en fibersprængning, og jeg gad ikke rigtig at køre derud for måske at konstatere, at der ikke var andre end mig. Det var lidt ærgerligt, for jeg har ikke kunnet de seneste to onsdage og havde egl. glædet mig lidt til at pudse formen af inden de 114 kilometer til årets Tøserunde på lørdag. Men formen er nok, hvor den skal være, for jeg føler mig usædvanligt fit-for-fight.

I stedet tog jeg mine rulleskøjter og min gode syv km. rundstrækning i Hvidovre frem, for jeg skulle jo nødigt falde tilbage til vinterens krops-dovne tilstand. Når det er sommer, gør det jo ikke noget, man er lidt “lækker-go”.

At løbe på rulleskøjter er en fantastisk frihed på otte hjul, men det kan desværre kun gøres i tørvejr, for ellers er det for farligt. Hjulene bliver meget glatte i regn og herudover risikerer man at ødelægge rulleskøjternes hjerte: kuglelejerne. Og når man først har fået fine lejer, skal man passe godt på dem.

Dette forår er dog fremragende til at rulle i. Bevægelsen er blød og duvende, og der er ikke nær den belastning af knæ og fodled, som ved løb. At rulle er rigtigt godt for lændemuskulaturen på grund af de mange afsæt.

I dag blæser det, og det har blæst hele dagen, så der er mange små tørre grene, der er faldet af træerne; dem skal man holde øje med, for bare én på tværs, så ligger man der. At rulle i modvind og evt. op ad bakke kan være lidt af en kunst, hvor man skal finde sit indre lave gear, hvilket kræver en relativt god fysik. Ned ad bakke er det bare forrygende, når man altså kan bremse. Der er desværre fladt som en pandekage i Hvidovre!

Jeg købte mine første rulleskøjter i 1991, bare nogle billige for at se, om det var noget. Det var bestemt noget, men rulleskøjterne var helt umulige, for lejerne var elendige. OK – et par til i bedre kvalitet; den sommer var jeg fyldt med asfalteksem på mit højre ben; faldt evig og altid til højre side. På et tidspunkt var jeg ved at give op, og tænkte, at jeg ville aldrig få det lært (min motorik er elendig). Men på samme måde som det gik med at lære at læse gotisk, opdagede jeg en dag, at jeg rent faktisk kunne rulle. Helt forrygende, når man har kæmpet med noget.

Nu er jeg på mit tredie par, og de er (selvfølgelig) “state of the art” med stål-rammer, hårde hjul og store hjul og ABEC7-lejer. Hjulenes hårdhed afgør, hvor hurtigt man kan rulle og jo større de er, jo hurtigere ruller man ved samme afsæt og samme hårdhed. ABEC er et mål for lejernes kvalitet. Da jeg købte mine skøjter, var ABEC7-lejer de bedste, men nu fås de i både 9 og 11. Uha – jeg tør næsten ikke tænke på hastigheden og letheden i sådanne lejer – rulleskøjternes hjerte.

Heinoholdet (3)

Der var faktisk hverken “Heino” eller “hold” i dag – men Claus og jeg havde en pragtfuld tur.

Hvis man har lyst til at køre med os på Heinoholdet, skal man lære lige at tjekke hjemmesiden, inden man kører hjemmefra, for der bliver det meddelt, om der er noget, der er anderledes end vanligt. Flemming var forhindret, men det skulle jo ikke hindre os andre i at trille ud i det vidunderlige danske forår. Så Claus og jeg kørte ud og så, om der mon var andre. Ja der var selvfølgelig de hurtige, men det rækker ambitionerne ikke til. De kører lige så længe som os, men øh… 20 km. yderligere. Jeg fatter ikke, hvordan de bærer sig ad.

Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko – men det var godt alligevel!

Det var årets første tur i shorts – så skønt, at vi nu er nået så langt hen på året. For det er altså noget bøvl, så længe man er nødt til at have enten de tykke eller de tynde overtræksbukser på. Næh… frihed og luft til underbenene tak, og så den kortærmede køretrøje og en vindvest. Det er frihed på to hjul.

Vi forsøgte at finde nogenlunde den samme rute, som vi kører, når Flemming er med, og det lykkedes også næsten. Computeren stod i hvert tilfælde på 2:24:52, 22,1 i snit og 53,5 km ved hjemkomsten. Det er kun 6 km. “omvej”, men “hvad gør det, når musikken spiller, og man danser hurtigt forbi?”, som min mormor sagde.

Det går altså super med “bjergene” efterhånden; på en eller anden måde er de enten blevet mindre eller jeg er blevet Ivan Basso? Jeg har altid syntes, han har sådan en flot stil, når han kører op, så jeg prøver at se ham for mit indre blik og efterabe ham. (Det er skønt at være infantil.)

Drømmen om at komme til Frankrig med fartdjævlen melder sig naturligt nok, men jeg skal bare tænke på dengang, jeg sled mig op og ned i Toscana. Det var simpelthen så anstrengende, fordi man aldrig fik rytmen. Det var altid opad eller nedad, aldrig ligeud, aldrig 20 km. hvor man næsten falder ind i sig selv, og bare kigger på fødderne og finder den lyksalige rytme, der passer til hjerteslaget. Men måske kunne man finde noget, der var lidt mindre anstrengende? De har vel også andet end Mont Ventou i Frankrig?