Formulér et problem

Er det en kunst?

Nej jeg tror ikke, det er en en kunst at formulere et problem præcist og skærpet, således at den, man spørger, har en chance for hurtigt at svare.

Både i min fritid og på mit arbejde oplever jeg, at spørgsmål stilles så vagt og upræcist, at man, som den, der ventes at svare, bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, hvilket dybest set er spild af tid, forstået som tid, der burde være brugt på noget mere fornuftigt.

Flere slægtsforskningsfora præges af dobbeltydighed og uklarhed. Fx fortæller brugerne en lang historie om oldefar og giver en masse informationer; som læser sidder man tilbage med spørgsmålet: “Hvad er det, du ønsker hjælp til?”

En anden klassiker er at gentage forummets overskrift/navn. På DIS-Forum er der fx et Forum, der hedder “Hjælp til tydning”. Det er mig en gåde af hvilken grund mange derefter starter tråden med “Hjælp til tydning ønskes” – ja selvfølgelig, ellers er det jo det forkerte forum. Det er da mere relevant at skrive fx: “Vejle, Nørvang, Thyregod, dåb 1777″, så kan man som læser lynhurtigt vurdere, om man evt. kan hjælpe.

Jeg lever primært af at supportere et IT-system med 3.000 brugere. Jeg får ofte e-mails ad modum “Det virker ikke”, “den regner forkert” eller “det ser mærkeligt ud”.

Så sidder jeg og kigger lidt på det og tænker, at det vel egentlig ser meget godt ud og prøver at gætte, hvad brugeren mener. Da mit neurale netværk er ret underudviklet, gætter jeg som regel forkert, og for ikke at gøre det, bliver jeg nødt til at returnere nogle spørgsmål “Hvad mener du er forkert, hvad mener du i stedet, der burde have stået, og hvor skal jeg kigge for at se det?”

Brugeren synes sikkert, det er sært, at jeg ikke kan gætte problemet, og irriteres sikkert over at måtte sende endnu en e-mail for at få hjælp. De samlede transaktionsomkostninger for løsning af et banalt problem bliver mindst dobbelt så store som nødvendigt!

Det vil altid undre mig, at der bruges så mange overflødige ord og sætninger, og sendes så mange e-mails som ikke i sig selv bidrager til en værditilvækst. Det hele kunne være klart til den halve pris med en præcis og klar problemformulering.

På samme måder undrer det mig, at mange mennesker mener, de absolut skal telefonere om et problem.

For hvad er det der sker, når folk ringer? Jo de præsenterer problemet, og når de er færdige med det og jeg begynder at løse det/forklare en sammenhæng, så taler de selv videre.

Jamen jeg kan ikke både tænke, arbejde og samtale på én gang – og også i denne situation er omkostningen mindst den dobbelte af, hvad den burde være.

E-mails har en række fordele:

• de besvares i den rækkefølge, de kommer og ingen kan møve sig ind foran i køen,
• jeg kan genbruge mine svar ,
• brugeren kan gemme og genbruge svaret, og
• det er langt hurtigere. Der er ikke mange samtaler, der kan gennemføres lige så hurtigt, som jeg kan besvare e-mails.
• Jo hurtigere jeg kan besvare e-mails, jo flere sager kan jeg tage fra samlebåndet pr. dag.

Nuvel, det er sikkert bare den introverte del af mig, der forsøger at finde argumenter for den måde, jeg i det hele taget kan arbejde på, men jeg mener fortsat, det må være muligt at formulere et problem klart, tydeligt og så på skrift.

Skraldestrejken fortsætter

Det er ikke let med den der dansk…

“Journalisme” burde forudsætte et mindstemål af indbygget stavekontrol dels i den anvendte pc, dels i skribenten selv – men i givet fald havde jeg selvfølgelig ikke noget at harsellere over, hvilket ville være trist.

På DRs side fandt jeg denne godbid:

Utilfredse med arbejdsmiljøet
Det sker i protest mod ledelsen, som skraldemændende Chaufførerne er utilfredse med arbejsdmiljøet, og derfor har de for femte gang på tre måneder nedlagt arbejdet.

En “mand”, to eller flere “mænd”. Det burde da ikke være en af de svære – her burde Jørn Hjortings Frøken Klokken have gået forud med et lige minuttal. Der mangler herudover antageligt nogle ord i sætningen, formentlig et punktum foran Chaufførerne og endelig hedder det “arbejdsmiljøet”. Det er imponerende, at der på så lidt plads kan laves så mange fejl.

Så er det muligvis lidt mere undskyldeligt med denne, som jeg i dag fandt i et mødereferat:

“NN svarede, at analysen vil forelægge inden for et ½ år.”

Vurderet i forhold til antallet af fejl, der relaterer sig ligge/lægge er det ganske sikkert, at Frøken Klokken umiddelbart forinden har vist sig fra sin mest ulige side

Mænd der hader kvinder

Fundamental spænding

Boghandlen i Hvidovre har – i modsætning til mange andre boghandler – faktisk bøger, og har de ikke det, jeg leder efter, skaffer de det gerne.

På rejser kan det være rart at have en bog til at fordrive tiden fem timer i en lufthavn eller til bare lige at trække sig tilbage om aftenen, hvis man rejser med andre. Det skal være en paperback, så man ikke bliver ærgerlig over, at den bliver maltrakteret af regn, det evige op og ned af rygsækken, sure sokker mv.

For 2-3 år siden så jeg mange læse “Mænd der hader kvinder” i toget, i bussen – ja snart sagt alle vegne. I lørdags købte jeg derfor Stieg Larsson trilogi om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, og i ugens løb har jeg også læst “Mænd der hader kvinder” i toget, i bussen – ja snart sagt alle vegne; nu forstår jeg, hvad der greb alle de øvrige for nogle år siden. Bogen er anmeldt mange gange – jeg kan godt lide denne anmeldelse.

Det er ikke stor litteratur med smukke veldrejede sætninger, det er derimod fundamental spænding, politisk harme, kvinders rettigheder, vold mod kvinder, svensk så det basker og et overraskende plot. De første 80 sider forekommer lidt mærkværdige, men allerede 470 sider senere går det op for én, hvordan det hænger sammen. Jeg er fascineret af figuren Salander – måske fordi hun på sin ½-autistiske måde og med sin fotografiske hjerne minder lidt om mig selv? Hun er nu en noget bedre hacker

Der er op til flere sproglige smuttere, men om det er oversættelsen til dansk, der halter, eller om Stieg Larsson selv til tider formulerer sig rigtig dårligt, ved jeg ikke. Lige nu kan jeg kun komme i tanke om “bakke bagud”, men der har været flere sprogblomster, som har fået mine nakkehår til at rejse sig. Det undrer mig, at den slags ikke fanges undervejs af forlægger, korrekturlæser og hvem der ellers måtte have et manus mellem hænderne.

Sproglige smuttere eller ej:  Hvis du ikke er lige så langt bagud som jeg, har du allerede læst bogen/bøgerne. Er du derimod også nogle år bagud på bogfronten, og har du endnu ikke læst denne roman, så skynd dig til boghandleren, og ellers er den vel snart ledig på et bibliotek nær dig?

Jeg smutter igen – skal lige kværne de sidste 20 sider af de i alt 556, så jeg kan begynde på “Pigen der legede med ilden”.

Ugens løb

Sikke en uge…

Mandag: Verdens bedste dag i selskab med min kæreste ven. Nogle mennesker kan skabe helvede på jord for hinanden – andre af os kan på én dag fylde verden med harmoni og glæde bare ved at være sammen.

Tirsdag: fractura radii, extremitas proximalis – fraktur af caput radii (DS 52.1) kl. 07:55. Billedet til højre viser underarmsknoglerne set for forfra. Radius er betegnet med D. Øverst på billedet er albuen og nederste del fører til håndleddet. Caput betyder hovedet på en knogle. Altså et brud på hovedet af radius.

Masser af tanker om, hvorvidt jeg nu kommer til Marokko eller ej – det indebærer trods alt 11 dage i øde egne. Aldrig har jeg da overholdt lægelige forskrifter så godt, og resultatet synes heller ikke at udeblive. For hver dag kan albuen lidt mere, hvilket er meget tilfredsstillende. Jeg tror efterhånden på projekt Høje Atlas igen, men lover mig selv først at tage stilling på onsdag sammen med min læge(s ferieafløser).

Onsdag: Jeg fik læst Camilla Läckbergs “Tyskerungen” færdig. Efter hvad jeg har læst på det seneste, er jeg ikke imponeret. Og jeg tror ikke, jeg vil købe flere af hendes bøger.

I stedet er jeg begyndt på “Livlægens besøg” af Per Olov Enquist: “En stor og gribende kærlighedsroman, et trekantsdrama, hvor aktørerne er den tyske livlæge, den magtløse enevoldskonge og den unge dronning Caroline Mathilde, der i det erotiske møde med Struensee vokser til kvinde.” Den tegner rigtig godt!

Torsdag: “Der er kun ét “d” i avocado”. Til frokost talte vi om, hvorvidt det har betydning, at man behandler sproget korrekt – eller i hvert fald gør sig umage med at prøve på det. Det startede faktisk bare med, at en sagde “advocado” – og den slags kan jeg ikke rigtig sidde overhørig, og så blev jeg mobbet resten af dagen. Det er OK, for jeg kan godt tåle det, og jeg ved, at det ikke stikker dybere.

Men der er altså ikke advokater i avocado og man kan heller tilspørge dem om noget – (ad voco = tilspørge), så der er kun et “d”. Det undrer mig bare, at der findes mennesker, der ikke søger at optimere sprogbrugen og at omgås sproget så omhyggeligt som muligt. De sagde, at de slet ikke ser/hører det. Hrm… Selv ser og hører jeg ikke resten, hvis der er sådanne tåbelig fejl, der let kunne være undgået.

Torsdag var også dagen, hvor Nicki Sørensen vandt en fantastisk etapesejr i Tour de France – 12 etape til Vittel. Han kørte alene op til et udbrud. Han stak af fra samme sammen med Calsatti, som han derefter kørte træt og så stak han af 22 km. før mål og kørte, og kørte, og kørte, og var i mål mere end 6 minutter før de øvrige. Vanvittigt – fantastisk. Han lignede nærmest Lance Armstrong. Nicki Sørensen er i øvrigt meget meget bedre til at køre på cykel end til at tale engelsk – og følgende bemærkning fra interviewet lige efter etapesejren er guld værd: “It hasn’t really gone up for me yet”. Det er jo sådan lidt “julekalender-engelsk”, hvilket fik TV2 til at kalde det “Its is hard to be a cykelmand”.

Kun under Tour de France kan mit TV vise TV2; resten af året er jeg lykkeligt forskånet for dette reklamehelvede, som de i år har suppleret med diverse amatører, der kører op ad Mont Ventoux i en simulator. Det er naturligvis også meget vigtigere at vise billeder af dette end at vise det rigtige cykelløb! I går fredag skiftede de ved Gud over til reklamer, nyheder og reklamer lige på det tidspunkt, hvor rytterne var på vej op ad en af de stejle stigninger! Måske skulle jeg prøve at forlige mig med Eurosport i stedet?

Fredag: En dejlig dag på arbejdet! Det hele er pt. meget stille, så vi har tid til at gøre noget af alt “det, der kan vente”. En kollega havde derfor revideret en vejledning om barselsregler, der ikke havde været revideret siden 2006, og nu ville hun gerne have en sproglig gennemgang samt have det på Intranettet. Hun spurgte om min hjælp til det, og det er jo lige mine kernekompetencer, og noget af det jeg faktisk er ansat til i halvdelen af tiden (det står der i hvert fald i mit ansættelsesbrev) – men som altid skubbes væk på grund af brugersupport, nu suppleret med brugeroprettelse og -vedligeholdelse på grund af ØSC – Grrrr.

Vi fik i fællesskab skruet noget sammen, som vi blev tilfredse med, og det blev lidt bedre end det, vores Sharepoint CMS kan bidrage med, fordi jeg kan skrive lidt HTML-kode i hånden. Man kan så undre sig over, at man i Sharepoint ikke kan lave dokument-interne links!

Selv synes jeg, det er rigtig dejligt at komme til at bidrage med noget af det, jeg ved, jeg er er god til – og som jeg synes er sjovt.  Der er noget enerverende i konstant bare at løse enkeltsager for brugere. Det er ren Sisyfos: spørgsmål ind, svar ud dagen lang. Jeg tænker til tider over, om man ikke i længden bliver dum af det?

Stav ord efter staveord

Måske skulle vi gå tilbage til staveord?

I går den 12. juni 2009 kom der en byge, der varede ca. 36 timer, så jeg tog bus og tog til og fra arbejde. Med kollektive transportmidler kan man bare sidde og kigge ud; sådan ganske enkelt lade sig fragte… Så ser man noget andet, end man plejer.

På Ålholmvej Ålekistevej var der et fantastisk skilt over en butik nemlig “Kiosgen” – nu står verden ganske enkelt ikke længere. Så lær dog for pokker at stave til “kiosken”!

Laver man en billedsøgning på Google på “staveord” får man blandt andet billedet herover med teksten “Sig – lyt – skriv”, og måske er det lige præcis problemet? Det er nemlig ikke nok at sige og lytte, for så skriver man naturligvis: “kiosg”; det ville ikke engang være korrekt på norsk.

Jeg syntes, danskerne staver dårligere og dårligere – dette er forkert; det hedder i præsens “Jeg synes, danskerne …” men prøv at lægge mærke til (de fleste ville skrive “ligge”), hvor ofte det anvendes forkert.

Tag en tur på Facebook, når du vil se ubehjælpsomt dansk.

De, der udarbejder diverse smådumme quizzer, burde få nogle til at hjælpe sig med korrekturen. Et par eksempler: En gruppe hedder “Jeg hader langsomme computer”, en quiz hedder “Hvor godt kender du din Danmark?”, et indlæg om nogle kamphunde “.. det nære mig du ikke vil se sandheden i øjene.. du siger at det kun er muskelhunde…”. Her mangler fuldstændig kommaer og den slags småting, og mon ikke også sætningen skulle have startet med “Det nager mig, at…”? Eller hentet et helt andet sted fra “…kommentarer og foreslag omkring dette website…” Man kan have kommentarer “til” noget – ikke hverken “om” eller “omkring” og så hedder det altså “forslag” – Argh…

Vi burde bruge flere staveord

Når du læser på nettet, så prøv at lægge mærke til, hvor vanskeligt skribenterne har ved at formulere sig. Det er rystende, og det er både gamle og unge, der formulerer sig ubehjælpsomt. Internettet er fint og smukt og demokratisk og alle kan ytre sig, og det er dejligt, for det er jo netop formålet.

Mit budskab er, at vi som samfund må udstyre borgere (stor og små) med de rette kompetencer for at blive hørt, for at blive taget seriøst. Hvad nytter det at ytre sig om alskens emner, hvis det ikke er formuleret bare nogenlunde korrekt? Jeg er næppe den eneste, der ikke rigtig gider gætte på, hvad der nok skulle have stået.

Herudover så er det ikke indbygget i de virtuelle medier, at man skal udvise manglende omhu. Man må gerne læse teksten igennem en gang mere, selv om man ikke trykker den i en bog, men lægger den på nettet. Vi kan ikke forestille os en forfatter, der ikke læser korrektur – eller får nogen til at gøre det for sig – inden bogen går i trykken, vel? Men når tekster skal på nettet, så gør de færreste sig den ulejlighed at gøre sig umage. Det hele skal gå så stærkt, at der ikke er tid til kvalitetskontrol. Risikoen er manglende gennemslagskraft uanset hvor godt, indholdsrigt og rigtigt det oprindelige budskab var.

S-tog og sprog

Den danske sprog tales kun med besvær af de indfødte

For tiden har DSB S-tog en kampagne, der har til formål at vippe passagererne hurtigere ud af togene og få de andre tilsvarende hurtigt ind. Det overordnede mål er selvfølgelig “tog til tiden”, hvilket er al ære og respekt værd. Kampagnen kører via mærkater sat op ved alle dørene.

For at nå målet skal passagererne først give plads for de, der skal af, og dernæst kan de, der skal med, stige ind.

Og så kommer det sproglig helt fantastiske “Spred dig over hele perronen”.

Hverken de eller jeg ville nødigt se mig spredt over hele perronen. Selvfølgelig forstår man, hvad de mener (nemlig: det er tåbeligt at alle benytter enten forreste eller bageste dør, når der er mange flere), men det kunne være formuleret på et mindre ubehjælpsomt dansk!

Her sker ikke meget!

Her sker ikke meget!

Nej det er ganske sandt; men der er til gengæld godt gang i den ovre på min slægtsblog, der er en slags ugebrev over proces og resultater i min slægtsforskning. Lige nu er det ganske vist ikke så meget min egen slægtsforskning, der er i fokus, men mere processen om digitaliseringen af Nygårds sedler. Vi er en flok flittige folk, der har sat os for at gøre Nygårds sedler tilgængelige på internettet. Vi regner med, at der er ca. 4-500.000 sedler. Vi har i dag indtastet de første 90.000 – der er lang vej endnu, men det er dog også en sjat!

Det er lidt pudsigt med blogosfæren. Man skal være aktiv hele tiden ellers forsvinder kunderne i butikken! Men til tider er det jo sådan, at enten oplever man ikke rigtig noget, der er værd at skrive (hjem) om, eller også er det sådan, at det, der betyder allermest for en, kan man af uransagelige årsager ikke skrive om! Jeg er i en af disse og/eller begge situationer! Derfor kan bloggen opleves som stillestående. Men husk: det betyder ikke, at jeg står stille.

Jeg har nu længe haft lyst til at skrive om: Hvorfor pokker er der ingen, der kan stave mere – sådan en af de der “Tante-poster”, hvor jeg giver mig selv lov at harsellere lidt…

Præmisser:

• Jeg er ikke ude efter dem, der er ordblinde
• Jeg er ikke ude efter dem, der gik ud af landsbyskolen efter 7. klasse
• Jeg er ikke ude efter at ‘akademisere’ hele verden
• Jeg jagter ingen bestemt – men jeg slår til lyd for, at vi gør os umage med sproget!

Men:

• Når jeg nu kommer fra Jylland, er der jo ingen grund til at jeg kommer “fra Jylland af”
• Når man kan sige “jeg” er der vel ingen grund til at sige “jar”
• Når jeg nu er dansker (eh… ikke fra Danmark af) er der ingen grund til at søge at indføre det angelsaksiske apostrof-s. I min Kvickly har de fx en mindst 67 tommer fladskærm, hvor der står “Bageren’s brød” – hvor kommer den ‘ dog fra? Det hedder “Bagerens Brød”! Vi er dog danskere – og Jahn’s Låseservice er også noget sludder. Det hedder Jahns Låseservice.
• Jeg passerer ofte et lille skilt, hvor der står “Dette er et askebære – ikke en affaldsspand” Det er skrevet med sådan lidt smarte typer – og så er det jeg tænker: “Når du nu kan alt det smarte, hvorfor kan du så ikke også stave til “bæger”?
• Hvorfor skal mine kolleger i det ganske Mijøministerium leve med “Godkendelse skal se hver den 5. i den efterfølgende måned” Det er måske ikke helt OK, men jeg (ikke jar) begynder  snart at skrive til brugerne, at de må se at få godkendt!

Perle eller Perker

Først og fremmest undskylder jeg overfor mine læsere, at jeg ikke har været trofast i januar. Jeg har en hel masse undskyldninger:

1. Jeg er flittig ovre på min slægtsblog, og har tastet mere end 14.000 af Nygårds sedler ind – og det nu tager lidt tid. Nygård var arkivar og skrev sådan godt ½ million uvurderlige små sedler med bidrag til jysk personalhistorie i bred forstand. Der er tale om et helt unikt seddelværk, som vi nu er en flok mennesker, der har sat os for at digitalisere.
2. Arbejdsåret startede med noget, jeg ikke er god til: For meget arbejde i to uger. Jeg har en høj produktivitet og en uhyggeligt stor produktionskraft (er der en, der engang har sagt til mig), men jeg er dårlig til at se det hele vælte ind over mig. Jeg bliver bange og føler mig utilstrækkelig; de gamle stress-symptomer kommer farende og vælter mig bagfra også selvom det slet ikke er rimeligt og er lidt ude af proportioner. Arbejdet er blevet normaliseret igen – og alt er i orden. Jeg følte mig bare uprofessionel et par uger – og øh… det blogger man jo ikke om vel? Vi er da ordentlige mennesker, der kan styre vores stress ikke?
3. Jeg har været “kulturel” og set “Phantom of the Opera” med en kær ven – og det kommer der en særskilt post om, for det var forrygende. Vi sad på 1. række i “Det ny Teater”; og det var som at være der selv – altså som at være i Paris i 1911 og 1891; lysekronen fløj i bogstaveligste forstand om ørerne på os, orkesteret spillede for fuld musik – og for fuld damp. Jeg har aldrig tidligere oplevet en musical live (og har altid slukket for dem i TV), så det var waughhh…
4. Jeg har været i kirken til en fremragende sogneaften med Sulaima Hind i aftes. Jeg kunne have hørt på hende i timevis. Her var en kvinde med et budskab og en fortælleevne langt ud over det sædvanlige! Allerede ved 11:30-tiden i dag havde jeg haft gårsdagens foredrag i tankerne flere gange Hun er ikke så glad for, at man skriver om hendes foredrag – så herfra er min mund lukket med syv segl (eller er det sejl – ihukommende Kaptajn Haddock?)

Københavns Politi

Nu er jeg så kommet gennem undskyldningerne for mit fravær og kan begynde på dagens emne: Perle eller Perker.

Det sker, det er morsomt at høre radioavis. Det skete i dag! Politidirektør Hanne Bech Hansen (som jeg ellers er stor ynder af, fordi hun har skabt revolutioner i Københavns Politi, som hun engang fortalte om i en “Løkkegaards” på radioens P1) udtalte med stor sikkerhed, at en af hendes medarbejdere havde kaldt en demonstrant “Perle” og ikke “Perker” som et hold sprogprofessorer og demonstranten ellers selv mente, der blev sagt.

På en eller anden måde blev jeg lige sat tilbage til de gode gamle Poul Eefsen-dage, hvor man kunne klage over politiet – til politiet!

Er det da ikke fuldkommen latterligt at forestille sig, at Københavns Politi nu begynder at kalde deres “kunder” for “perle”? Jeg måtte le. Det er da helt ude i hampen. Tænk at man udstiller sig selv på den måde!

Hvis de er begyndt at kalde mørklødede demonstranter for Perler – så har Hanne Bech Hansen i sandhed skabt revolutioner siden de 80′ere, Sulaima Hind fortalte om i aftes. Jeg kan bare ikke tro det – og det lyder som en vittighed. Men således er jeg da klædt på til en fin weekend.

Nyt job 1. september 2008

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet – jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen – kommunikationsdelen – drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven – og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

Fødselsdag

“Stegemüllers vindue mod verden” fylder 1 år!

Det er på det første år blevet til 204 poster, 257 forskellige billeder, næsten 800 kommentarer fra læserne, fire sider, 35 kategorier, 175 såkaldte tags, 100 – 300 besøgende pr. dag og 438 slettede spam-kommentarer. Vidunderlige Internet med plads til almindelige menneskers tanker, holdninger, brok og glæder.

• Tak til alle jer, der kommenterer regelmæssigt eller bare i forbifarten. I er med til at gøre det spændende at blogge.
• Tak til alle jer der “bare” læser med.
• Tak til alle jer, der til tider sender en mail om, at I kan lide sproget her på siden. Det varmer og glæder!

Vidunderlige Internet med de utallige muligheder. Internettet fjerner ikke mennesker fra hinanden – det bringer os sammen. Via hjemmesiden har jeg lært mennesker at kende, som jeg formentlig ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. De poster, jeg selv holder mest af at arbejde med er dem, der er led i en “serie”, som fx dem om kirken, fordi der her er et udviklingsperspektiv og en historie.

I 1995 stod jeg sammen med “IT-Peter” på gangen i Den Sociale Sikringsstyrelse og vi talte hånligt om den globale opslagstavle, der var ved at opstå, og som kaldtes Internettet – vi begreb ikke, hvad vi skulle med det. Vi skulle blive klogere! Det var før netbanken, billetnet.dk og før alting begyndte at tage form. Vi forestillede os simpelthen ikke mulighederne.

Sommeren 2004 sad jeg på græsset med madpakken sammen med en konsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen. Kim fortalte om et nyt begreb, der var ved at dukke op i USA; det var weblogs (at føre en logbog på nettet) eller slet og ret ‘blogs’. Igen havde jeg det hånlige smil fremme. Om jeg begreb, hvorfor man skulle berige/belaste omverdnen med sine små banale tanker om dette og hint – vi havde vel andet at bruge de kostbare servere til? Jeg skulle igen blive klogere!

Blogging er teknisk simpelt; sværhedsgraden er som at skrive en e-mail. Blogging giver os almindelige mennesker mulighed for at komme til orde med stort og småt – det er ganske enkelt aldrig sket før i historien! I “gamle dage” skulle man have penge og magt for at publicere – nu kan alle!

Det er godt for demokratiet, som er det mindst ringe alternativ, jeg kan forestille mig, også selvom jeg er forfærdet over de holdninger, der bringes til torvs på den danske del af WordPress, hvor denne blog er placeret. Til tider har jeg tænkt på at flytte et andet sted i protest…, men det er nu så besværligt.