Stegemüllers vindue mod verden

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet - jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen - kommunikationsdelen - drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven - og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

“Stegemüllers vindue mod verden” fylder 1 år!

Det er på det første år blevet til 204 poster, 257 forskellige billeder, næsten 800 kommentarer fra læserne, fire sider, 35 kategorier, 175 såkaldte tags, 100 - 300 besøgende pr. dag og 438 slettede spam-kommentarer. Vidunderlige Internet med plads til almindelige menneskers tanker, holdninger, brok og glæder.

• Tak til alle jer, der kommenterer regelmæssigt eller bare i forbifarten. I er med til at gøre det spændende at blogge.
• Tak til alle jer der “bare” læser med.
• Tak til alle jer, der til tider sender en mail om, at I kan lide sproget her på siden. Det varmer og glæder!

Vidunderlige Internet med de utallige muligheder. Internettet fjerner ikke mennesker fra hinanden - det bringer os sammen. Via hjemmesiden har jeg lært mennesker at kende, som jeg formentlig ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. De poster, jeg selv holder mest af at arbejde med er dem, der er led i en “serie”, som fx dem om kirken, fordi der her er et udviklingsperspektiv og en historie.

I 1995 stod jeg sammen med “IT-Peter” på gangen i Den Sociale Sikringsstyrelse og vi talte hånligt om den globale opslagstavle, der var ved at opstå, og som kaldtes Internettet - vi begreb ikke, hvad vi skulle med det. Vi skulle blive klogere! Det var før netbanken, billetnet.dk og før alting begyndte at tage form. Vi forestillede os simpelthen ikke mulighederne.

Sommeren 2004 sad jeg på græsset med madpakken sammen med en konsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen. Kim fortalte om et nyt begreb, der var ved at dukke op i USA; det var weblogs (at føre en logbog på nettet) eller slet og ret ‘blogs’. Igen havde jeg det hånlige smil fremme. Om jeg begreb, hvorfor man skulle berige/belaste omverdnen med sine små banale tanker om dette og hint - vi havde vel andet at bruge de kostbare servere til? Jeg skulle igen blive klogere!

Blogging er teknisk simpelt; sværhedsgraden er som at skrive en e-mail. Blogging giver os almindelige mennesker mulighed for at komme til orde med stort og småt - det er ganske enkelt aldrig sket før i historien! I “gamle dage” skulle man have penge og magt for at publicere - nu kan alle!

Det er godt for demokratiet, som er det mindst ringe alternativ, jeg kan forestille mig, også selvom jeg er forfærdet over de holdninger, der bringes til torvs på den danske del af WordPress, hvor denne blog er placeret. Til tider har jeg tænkt på at flytte et andet sted i protest…, men det er nu så besværligt.

To kollegers samtale: En lokalansat og en udsendt fra Udenrigsministeriet træffer hinanden og aftaler at holde kontakten: “Let’s stay in touch” siger de. Der går noget tid, uden de har kontakt. Pludselig en dag kommer der en mail fra den lokalansatte til den udsendte med følgende ordlyd som indledning: “Sorry I haven’t touched you lately”. Jeg lå flad af grin.

Herudover har jeg moret mig lidt med at finde ord, der, når de bliver sat sammen, ændrer sig fra at have en positiv betydning til at have en negativ. Se bare de foreløbige fund:

• Lige gyldig bliver til ligegyldig
• Lige glad bliver til ligeglad
• Lide med bliver til medliden(hed)
• Våge over bliver til overvåge

Flere ex er hjertens velkomne.

Der er for lidt samtale og meget snak i verden. Alt for mange ord spildes og kunne være brugt til noget bedre. Vi lider ikke af ordknaphed her i landet, og vi omgås ikke ordene som en knap ressource. Det burde vi måske?

Jeg tænker på det hver mandag morgen, når jeg står i det lille tekøkken på arbejdet og venter på at kaffen løber gennem filteret. Så kommer en kollega og siger “ja så er vi her igen.” Sådan bare konstaterende, og uden videre. Så ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, og til det brug har jeg så fundet følgende “fraskel” (en sammenskrivning af en frase og en floskel for jeg kunne ikke beslutte mig): “Ja det har du ret i.” Og det har hun jo, og det kan endda konstateres ved selvsyn.

Det er åbenlyst, at den slags ytringer har til formål at holde de sociale forbindelseskanaler åbne, hvilket der er mange gode grunde til at sørge for. Men det kunne jo være klaret med den kendte forkortelse for “Her er jeg” - nemlig “Hej”. Faktisk havde det været nemmere for mig, for så var jeg ikke kommet i situationen, hvor jeg ikke kunne finde på noget intelligent at svare.

Det jeg vil frem til er naturligvis ikke at harcelere over min flinke kollega, men at prøve at sige noget om “samtale”. For mig er den gode samtale karakteriseret ved:

• Tid til tanker og eftertanker undervejs. Når min samtalepartner siger noget, er det rart lige at få lov at vende ordenes mening inde i hovedet. Hvad mente hun? Forstår jeg det? Hvordan forholder jeg mig selv til det? Det tager selvfølgelig lidt længere tid på den måde (vi introverte er bare langsomme), men hvis man ikke har tid til en rigtig samtale, så undlad den hellere.
• Tid til at sige det, jeg gerne vil sige. Tid til at smage på ordene og vælge dem med lidt omhu. Det sker, jeg møder mennesker, hvor jeg føler, at jeg må hellere skynde mig at gøre min sætning færdig, for ellers keder hun sig snart eller værre endnu: hun har selv en masse ord, der står i kø for at blive sagt.
• Fravær af afbrydelser. Jeg bliver helt elektrisk af at blive afbrudt - i særlig grad hvis det virker systematisk. Det skyldes ikke så meget følelsen af “den ufuldendte sætning”, hvor halvdelen fortsat er i mundhulen (den forsvinder jo ved næste tandbørstning), nej det er den dybe disrespekt, for det jeg opfattede som en dialog, men herved erfarer i realiteten er blevet til en 3/4 monolog. Jeg prøver at forsvare mig verbalt ved at sige “Undskyld, men jeg gør lige min sætning færdig” - det virker af og til.
• At man sammen “udvikler videre”. A siger noget. B replicerer, og A kommer tilbage med “Årh ja - sådan havde jeg slet ikke tænkt det, kunne det også være at…?”. Når man taler sammen efter det koncept, er der “en positiv risiko for” at begge går ud af samtalen en anelse anderledes, end de kom ind i den. Og det er i hvertfald ikke det værste, der kan ske. Det forudsætter naturligvis, at begge lytter og at begge har lyst at ofre den tid, der skal til, for at komme spadestikket dybere.

Når jeg ser på de fire punkter herover, er det slående, at kodeordet er “tid”! Så klart har det faktisk aldrig stået for mig før (et gode ved at skrive). Det passer så glimrende med min oplevelse af en række nylige gode dialoger. Når vi skilles, har jeg det som om den første sætning kun lige er sagt, og nummer to kun lige er på tungen - men der er fløjet timer.

Christian Kryger kaldte man med rette for “Samtalens mester”. Rigtig mange af hans udsendelser kan podcastes fra DRs “Guld fra arkivet”; den mand forstod at give sig tid, og han kunne interviewe alle. Selv er jeg er vild med hans samtaler med børn og unge.

Det skrevne ord har - set i relation til tidsperspektivet - en lang række fordele: der kan man bedre sidde og smage på ordene, sætte dem ved siden af hinanden, skifte ud og bytte om, fuldstændig som perler på en ubundet snor. Først når man tror, kransen rummer de rette perler i den rigtige rækkefølge med mange forskellige farver og former måske endda med deres egen indbyggede og villede asymmetri, binder man knuden.

Gode hilsner fra den langsommelige:

“Frøken Harsk”

Den danske sprog er vanskelig; den tales kun med besvær af de indfødte.

Det hedder “føg” - ikke “fygede” og det hedder “kvik” - ikke “hvik”

Har I ikke en retskrivningsordbog på Hvidovre Avis? Ellers kommer den sikkert snart til en boghandel nær jer! Og måske får I en dag også råd til en stavekontrol. Update: Tak til Claus Munk.

Her hos Amino faldt jeg over følgende tekst om “coaching”, der er en af mine ynglingsaversioner:

“Er du stresset, sidder du fast, drømmer du om chefstolen, trænger du til et gevaldigt spark bagi, eller har du problemer med at få privatlivet og karriere til at hænge sammen? Så er coaching måske noget for dig.

Al coaching er baseret på tanken om, at vi alle sammen er ressourcefulde og rummer nøglen til vores egen lykke. Vi har selv alle svarene – coachen stiller bare de rigtige spørgsmål.

Coaching handler derfor om at udnytte de menneskelige ressourcer bedre, maksimere den enkeltes præstationer, stille sig selv konkrete mål og forpligte sig til at nå dem.”

Jeg har absolut intet imod personlig udvikling, men lad os nu kalde det psykoterapi, hvis/når det er det, det er. Lad os kalde en spade for en spade.

Selv har jeg haft megen glæde og gavn af psykoterapi, hvor jeg både har lært og aflært en masse - og det har været godt, og jeg har ikke en dag fortrudt de svimlende summer, det har kostet mig.

Det jeg har i mod “coaching” er, at der er gået mode i begrebet, og at enhver kan nedsætte sig som coach, og begynde at pille ved andre menneskers personlighed og følelser. Og det mener jeg er direkte uetisk hvis man ikke er 100 pct. vidende om, hvad man er i gang med.

“Coach” er ikke en beskyttet titel, så man kan ryge i kløerne på en hvilken som helst plattenslager. Det kan man for så vidt også hos en psykoterapeut, men her kan man jo starte med at vælge blandt dem, der har den autoriserede 4-årige uddannelse fra fx Gestaltterapeutisk Institut (GI) eller fra DIG i Holbæk. Så er man på sikker grund og ved at terapeuten modtager løbende supervision og i øvrigt selv har gennemgået et længerevarende terapeutisk forløb.

Der er coaches til livet og coaches til jobbet (og sikkert også til hunden). De første har jeg afskrevet, men lad os kigge lidt på dem til jobbet. Coach Kompagniet her kan tilsyneladende coache i hvad som helst og investeringen lønner sig med faktor fem! Tju hej…

Det er muligvis altsammen seriøst nok, men på mig virker det popsmart.

God ledelse handler om at være et ordentligt menneske, og at være mod andre, som man gerne vil, at de skal være mod én selv. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen citerede engang sin far for at have sagt “Opfør dig ordentligt knægt og husk hvor du kommer fra”. Det er vist den bedste leder-coaching man kan få, og så er den uden hokus pokus.

DR2 havde en skøn Temaaften med titlen “Mellem fangere og fremtid”, hvor vi med udgangspunkt i de massive sociale problemer i Grønland kom verden rundt til de oprindelige folk, som det set over en bred kam går rigtig elendigt!

Rystende dels hvad tidlige koloniherrer (Danmark indbefattet) har efterladt de oprindelig folk med, dels nuværende politikeres berøringsangst for at gøre noget ved problemerne. Søren Espersen var i studiet, og selv om han er fra DF sagde han mange fornuftige ting. Nemlig at Danmark gerne yder 3½ mia. i bloktilskud til Grønland om året, men at vi faktisk synes, at Grønland nu skal tage og tage sig sammen og gøre noget ved de massive sociale problemer. Havde det været Rumænien - som vi ikke har haft koloniherredømme over - havde vi ment det samme.

De grønlandske børn har svært ved at lære noget i skolen, for de får for lidt mad og ingen søvn, og hver tredie pige har været udsat for incest. Søren Espersen blev ved med at spørge repræsentanten for IA “Hvornår gør I noget ved problemerne?” Jeg synes, man må give manden ret, når han siger, at der også kom henholdende svar fra Hjemmestyret for 10 og 15 år siden. Der er intet sket, og de sociale problemer tårner sig op, mens politikerne bygger et fint universitet - der er bare lige det, at der ikke vil blive grønlandske studerende, der kan komme ind på det, før man har styr på den basale skolegang.

Aboriginals i Australien er blevet de rene turistattraktioner, og de kan intet! De unge har ingen muligheder, før de har begået så meget kriminalitet, at de havner i ungdomsfængslet. Det ser de frem til, for der er en basketballbane og en pool.

Indianeruniversiteter står gabende tomme - der kommer simpelthen ingen studerende.

De unge samekvinder har forstået det! De har taget uddannelsessystemet til sig, og går i skole og sørger for at få en uddannelse, og har overhalet mændene, der stadig går ude i sneen med rensdyrene.

På mange måder en uhyggelig udsendelse om oprindelige folk, der har mistet et ståsted og skal omstille sig fra det liv, deres forfædre levede i generationer, og det er slet ikke let, men vejen frem er uddannelse (og det gælder i øvrigt alle folk).

Men hvilket sprog skal uddannelsen i fx Grønland forgå på? Det sluttede udsendelsen med at spørge om. Med fare for at blive slået i hartkorn med kolonialisterne, vil jeg faktisk mene, at den bør foregå på engelsk eller dansk. Hvis børnene skal kunne klare sig, når der ikke er mere sæl og isbjørnene er fredede, er de nødt til at kunne noget mere end grønlandsk. Og det skal ikke bare handle om at klare sig på et fremmedsprog, det skal handle om at kunne arbejde på et fremmedsprog - for ellers ender ens egen kultur for alvor med at dø ud. Hvad mener du?

Og så husk lige at sende ungerne i skole i morgen, og sig til dem, at vi har et af verdens bedste uddannelsestilbud, hvor de bare har at slå lyttelapperne ud.

Lys: Nu er vi nået den tid på året, hvor jeg savner lyset! I går skinnede solen næsten i 15 minutter - og jeg stormede ned og købte en stor buket til mig selv.

Juleferie - ih hvor er det skønt! Når juleaften er overstået synes jeg, jeg kan ånde lettet op, og nyde dage, der bare går ind i hinanden, og hvis nogen skulle spørge, hvad jeg har lavet i ferien er svaret “øh… - hygget mig”, uden at jeg kan sige præcist med hvad. Som den sande introverte nørd jeg er, nyder jeg tid til tanker, og tid til at lave ingen verdens ting.

Guitaren får en tur nogle gange pr. dag, og nu kan jeg snart følge med CD’en; måske er den blevet langsommere?… Måske skulle jeg igen prøve at kigge mig om efter en lærer, for det er faktisk herlig afslapning at sætte sig ned og spille.

Jeg er begyndt at sætte et Joomla-site op for en kunde. Jeg synes overhovedet ikke, det er let, men jeg elsker udfordringen ved at kaste mig over noget helt nyt, der har med computer at gøre. Tankegangen i Joomla er helt anderleders end med hensyn til andre sider,jeg har lavet. Man skal bruge 90 pct. af tiden på strukturen og 10 pct. på indholdet i den indledende fase. Sammen med kunden har jeg brugt en del tid på at få lavet en solid projektbeskrivelse, så begge parter er sikrede mod ubehagelige overraskelser i forløbet. Projektbeskrivelsen er heldigvis blvet så præcis, at jeg nu kan bruge den som udgangspunkt for opbygning af strukturen.

I forbindelse med at jeg flyttede, skiftede jeg udbyder fra de supergode Fullrate til TDC, fordi Fullrate kun kunne levere en 2 Mb download forbindelse til Hvidovre. 2 Mb… det er altså ikke nok til at hente kirkebøger fra ArkivalierOnline ned med. TDC har ydet en supergod service i forbindelse med, at jeg kun kan måle en dowloadhastighed på omkring 4 Mb - blev endda ringet op en søndag for at foretage nogle tests. Den 21. december kom en tekniker for at se på sagerne.

Konklusionen er klar: Det er mit eget netkort, der spiser forskellen mellem 15 Mb og 4 Mb, så nu skal jeg have fat i et nyt netkort og have det installeret. Jeg skal ikke have pillet ved indmaden i min bærbare - den går bare i stykker.

Det danske sprog er åbenbart meget vanskeligt: Hos Føjtex havde de dette skilt i en spand tulipaner: “Afskårende tulipaner” - hvor svært kan det være at bruge en ordbog?

Der er ca. 6 km. mellem Vanløse og Hvidovre, men kulturforskellen er enorm; det kan man bla. aflæse på skiltene i nærområdet. Jeg gik 250 meter med kameraet og fandt disse her skønne skilte. Det danske sprog må i sandhed være vanskeligt!

1. Papkasser og Lignende Hensættes i Storskræld garagen.

2. Henstilling af affald og lignende - her - er forbudt. Brug containerne i Skrællerummene.

Det berømte apostrof-s som ikke hører til i Danmark. Det hedder “Jahns Låseservice”.

Reperation… og så med jesustyper på Hvidovre Torv lige ved siden af låsesmeden.

Det var alt for nu fra mig, der fortsat kun er ½ på mailen. Det er da til at blive handicappet af - jeg må have en sygeplejske…

Det er tilsyneladende ikke på ejendomsmæglerskolen, man lærer dansk sprog og retskrivning. Her er et par udpluk fra EDC-kædens annoncer i Vanløse-Bladet:

…”Flot badeværelse med brus og nydeligt køkken.”

“Fantastisk 3 værelses lejl. i det eftertragtet Kastaniegården. Lejl. tilbyder på entré, soveværelse, værelse, stort værelse, stort badeværelse med bruseniche, køkken i forbindelse med køkken til ca. 7 meter lang altan.”