Diagnose fundet: Intercistiel cystitis

Der er noget at gøre…

Tirsdag i sidste uge fik jeg et afbud til en undersøgelse på Frederiksberg Hospital. Da jeg ikke sådan går rundt og ønsker mig undersøgelser, men resultater, spurgte jeg, om det så også var muligt at få et afbud til overlægen. Sygeplejersken sagde, at det kunne være, han havde mulighed for at ringe. Og det gjorde han så i dag. Vi talte sammen 3-4 minutter, diagnosen er “Intercistiel cystitis” og vi prøver med “Gepan“, og jeg får et brev om, hvornår jeg skal komme til behandling første gang.

Der bliver i øvrigt rig lejlighed til det, for de første seks gange, svarende til de første seks uger, skal jeg komme dér en gang om ugen.

Fantastisk – også at jeg ikke skal vente til 9. november med svaret!

Når man nu ikke ligefrem fejler noget livstruende, når vi egentlig bare skal aftale, hvad der er næste skridt, når udredningen er så vidt fremskreden, når patienten kan forstå en besked osv. må der være mange penge at spare ved at klare sådan nogle ting pr. telefon. Jeg kan jo stille flere spørgsmål, når jeg kommer derind næste gang, og i øvrigt kan jeg forberede mig bedre og have mine spørgsmål parat. Så kan deres tid gå med at tale med de mennesker, der ikke kan få beskeden pr. telefon!

Diagnosen betyder på hverdags-dansk, at den beskyttende slimhinde i blæren (glykosaminoglykan-laget) er ødelagt, og man ved ikke rigtig, hvorfor det sker; der er heller ikke nogen behandling, der kan skaffe den tilbage, men man kan lindre symptomerne. Jeg forestiller mig, at det er lidt som når teflonbelægningen er ved at være slidt af stegepanden.

Jeg forventer mig næsten mirakler nu! Det vil simpelthen være fantastisk, hvis det virkelig virker (jeg tør næsten ikke tro det) – og tænker allerede på, hvor dejligt det bliver i Vietnam til jul at skulle dele telt med en fremmed, lægge mig ned uden skulle tænke på, hvor mange gange jeg skal forstyrre min medbeboer ved at lyne soveposen op og i 7 gange. Lynlåse i soveposer larmer ufatteligt meget, når det er nat, og alle andre sover.

Retrospektiv ærgrer jeg mig over, at jeg ikke prøvede at gå til min egen læge noget før; hvor kunne jeg have sparet mange uheldige bivirkninger af søvnbesværet – og hvor kunne mange dage dog have været bedre. Men helt som det fremgår af den engelske artikel forestillede jeg mig at hun ville sige: “blærebetændelse, stress og “det er noget, du bilder dig ind”". Diagnosen IC er vanskelig at stille og mange læger ved simpelthen ikke nok om den sygdom.

De har været/er fantastiske på Frederiksberg Hospitals urologiske afdeling. Den 1. gang jeg var der var vist den 16. september. Og må jeg så bede VKO-regeringen holde op med at putte pengene over i de private hospitaler!

Nu på afbud

Watch the next episode of Hanne’s bladder…

Det er lidt pudsigt, men det er først, når noget er holdt op med at fylde, man kan mærke, hvor meget det har fyldt! Mens det fyldte, havde man jo travlt med at skubbe det væk, således at man ikke kunne vide, hvor meget det fyldte i en. Så selv om jeg vågnede kl. 03 i nat og ikke kunne sove mere, og endte med at sidde på kontoret kl. 07, har det været en “glad dag”, hvor jeg bare ved, at jeg ikke fejler noget meget alvorligt.

Den lille fyr på billedet har meldt afbud! I går spurgte jeg dem på hospitalet, om der var mulighed for at stå på en liste til eventuelle afbud. Det kunne man godt – og så ringede de lige i morges kl. 8, og tilbød et afbud kl. 10:00. Da jeg ikke ligefrem redder liv i mit job (selv om brugerne til tider synes at mene det) kunne jeg godt lige komme med to timers varsel. Til tider er det skønt at være bureaukrat

Formålet var en tryk-flow undersøgelse. Det var nu lidt af et cirkus og “en anelse” grænseoverskridende med kateter både her og der – men jeg tænker, at det følger gratis med og at målet helliger midlet. Jeg skyr ingen midler!

Det var en rigtig sød sygeplejerske, der forestod undersøgelsen, og der var også tid til, at jeg kunne få stillet nogle af de spørgsmål, jeg havde tænkt over siden i går. En overlæge har altså pokkers travlt. Selv om min kæreste ven tog med i går – fordi fire ører hører bedre end to – var der et par småting, vi ikke havde forstået rigtigt, og selv om internettet er godt, så er det nu til tider bedre, at tale med et rigtigt menneske.

Jeg tror nok, hun var lidt forundret over resultaterne, men de stemte helt til min egen oplevelse af verden, så nu venter jeg spændt på næste trin. “Watch the next episode of Hanne’s bladder”…

God behandling på Frederiksberg!

Nogle gange er det rart at fejle noget!

Alle normale mennesker ønsker sig at være helt almindeligt raske uden fokus på hverken den ene eller anden yderekstremitet eller det ene eller det andet indre organ – og da jeg anser mig selv for relativt normal, har jeg det naturligvis også sådan, og samtidig er jeg næsten lettet over at fejle et eller andet!

Punkt 1: Min mave er ikke spist op af cancer. Det er jeg særdeles lettet over. For første gang i mit liv har jeg haft tænkt store tanker om liv og død af udefrakommende årsager – og det er fantastisk at kunne mane det spøgelse i jorden!

Punkt 2: CT-scanningen viste, at jeg har en cyste på den ene æggestok, men det skal undersøges yderligere, og det ville den urologiske overlæge ikke udtale sig yderligere om, for det var ikke hans speciale. Det kommer der en indkaldelse til senere. Cyster er vel enten til at fjerne eller til at leve med – det tager jeg stille og roligt, og synes, at det er både professionelt og rigtigt, at han ikke vil rode sig ind i kollegernes specialer. Men sammenhængen til mine symptomer er nu klar nok.

Punkt 3: Min hysteriske sindssyge blære har mulighed for helbredelse eller i hvert fald lindring – og det der optager mig mest er faktisk at blive taget super seriøst. Der skal lidt overvindelse til at sige til en overlæge at “min blære føles byldeøm” – jeg tænker på forhånd, at manden må anse mig for neurotisk, hysterisk eller i hvertfald for hypokonder. Men nej – det har en betegnelse (“painfull bladder”), ergo jeg fejler noget, det er ikke noget, jeg bilder mig ind, ja problemet er reelt og beskrevet. Mine symptomer passer ind i et på forhånd kendt billede.

Punkt 4: Det skal undersøges yderligere i slutningen af oktober ved en tryk-flow undersøgelse. Det er vist sådan en undersøgelse, de i sin tid (som det eneste) lavede på Hvidovre og konkluderede, at jeg havde det fint. Nuvel – forskning og udvikling bevæger sig konstant og læger bliver derfor dygtigere, og derudover er min tilstand vel også blevet forværret/mere tydelig i løbet af de ca. 10 år, der er gået siden da.

Punkt 5: Jeg har fået information om to forskellige behandlingsmuligheder – og synes lige pludselig, at det trykte informationsmateriale er guld værd. Den primære behandling (mod “overaktiv blære”) kan være en Botox behandling, hvor man hver 7. måned ambulant under fuld bedøvelse lammer blæren med 10 injektioner. Jeg er klar til hvad som helst for at få min nattesøvn igen – også selv om jeg synes, det lyder noget indgribende at skulle gøre dette resten af livet, og også selv om jeg ikke lige forstår, hvordan de funktioner, der trods alt skal være, bevares.

Alternativet var behandling med Gepan (mod “Interstitiel Cystitis”), som man bruger, hvis blærevæggen af en eller anden grund er ødelagt og systemet mere eller mindre inficerer sig selv konstant. Det lød nu lidt som om, at det var step 47 – og at det skulle jeg ikke koncentrere mig om.

Konklusion: Det gik lidt stærkt, men de er superprofessionelle, og det er fantastisk at blive taget så seriøst, når man kommer med et lidt diffust problem.

Lægen gik lige til biddet og havde umiddelbare behandlingsforslag. Det er kun 2. gang i mit liv, at jeg sådan lidt mere nærmere stifter bekendtskab med sundhedsvæsenet (bortset fra diverse brækkede albuer), men jeg er blevet bekræftet i, at de er top-professionelle og faktisk lytter og leder efter en årsag og en behandling. Nåh ja – kunne man sige, det er vel kun naturligt, men det sker så ofte, at folk farer ud og brokker sig, når noget ikke er godt.

Det er ikke så ofte, at der er nogle, der sætter sig ned og skriver om, at de er glade for den udredning og de behandlingsmuligheder, de får. Havde de sagt “10.000 kr. tak” ved udgangen havde jeg glad skrevet en check. Jeg er simpelthen taknemmelig!

Diagnose søges

Ros til sundhedsvæsenet!

Jeg er typen, der først går til lægen, når jeg selv har stillet diagnosen. Og hvis jeg ræsonnerer mig frem til, at dette eller hint, kan hun alligevel ikke gøre noget ved, går jeg slet ikke derhen – man skulle jo nødigt sætte lægen i et dilemma.

Men hvorom alting er gik alligevel jeg i juni ned og talte med hende om et ældgammelt problem med min blære, der hindrer mig i at sove om natten, fordi den nærmest er “hysterisk”. Det der fik mig af sted var, at det p.t. er, som om det bliver værre. Jeg kan lægge mig ned, og så går der 3-7 minutter, før jeg må af sted igen. Det er i længden ret anstrengende – også at man aldrig nogensinde vågner udhvilet. Jeg fik en henvisning til Frederiksberg Hospitals urologiske afdeling, der svarede, at jeg inden udgangen af 2009 ville få en indkaldelse. Hrm… lange udsigter tænkte jeg.

Overraskelsen var derfor stor, da jeg fik en indkaldelse til en undersøgelse allerede her i september. Og den har jeg så allerede været til, og en fiks lille kikkertundersøgelse viste, at min blære er farligt fin indefra. Det er jo rart at vide Han trykkede mig også lidt rundt omkring på maven, og hvad han egentlig ledte efter/mente at mærke, glemte jeg desværre at spørge om, men det gjorde sådan set pokkers ondt. Nu er der jo selvfølgelig lige det forbehold, at man ikke sådan sædvanligvis går rundt og trykker sig selv på maven, så hvordan plejer det mon at føles – og hvad er normaltilstanden? Derefter bestilte han en CT-scanning af min mave.

Jeg blev CT-scannet i fredags (1½ uge efter den 1. undersøgelse – det er sørme effektivt!). Det gik som den slags jo går, en lille smule ubehag ved kontraststoffet, lidt på kvalmestadiet, men det følger med, og det regner jeg ikke for noget. På røntgenafdelingen giver de naturligt nok ikke resultatet ved udgangen, så jeg har allerede fået en tid til 5. oktober, hvor jeg kan få svaret.  Det er god og effektiv planlægning. Det, der har sat tanker i gang, er, at en af radiograferne kom bagefter og sagde “Jeg glemte at spørge “Er der mulighed for, at du kan være gravid?”"

Det lille banale spørgsmål, som sikkert bare er et standardspørgsmål, der kræver et flueben i et eller andet skema, og som sikkert bare var en forglemmelse, har fået mig til at lægge facts sammen og stille spørgsmål: Hvorfor går dette her så hurtigt, hvad er det, der gør så pokkers ondt, når man trykker udefra og hvad er det de så umiddelbart efter?

Nu kan jeg lyde som en sur og utilfreds bruger af det danske sundhedsvæsen – i givet fald har jeg udtrykt mig ganske forkert! Jeg er imponeret af effektiviteten, præcisionen og planlægningen; folk er utroligt venlige og informationsmængden er næsten overvældende. Jeg oplever at blive taget seriøst. Det er rigtig rart.

Men jeg er bekymret – og rationaliteten kæmper med angsten. På den ene side: alt er OK og de udelukker bare de forskellige muligheder, der kunne være, hvilket er en naturlig og professionel fremgangsmåde, når man ikke ved, hvad man leder efter. På den anden side: der er noget inde i mig, som ikke er, som det skal være; det bliver værre, derfor vokser mit nattecirkus. Og hvad er den næste naturlige tanke? Når jeg er mest bekymret, tænker jeg, at dette er galoperende cancer – hvilket jeg naturligvis straks afviser med, at der så ville være andre/flere symptomer og at hvis jeg havde haft det i 10 år, var jeg død for 7 år siden!

Jeg svinger mellem at tænke, at jeg bare er lettere neurotisk, har overdreven fokus på problemet, har ulejliget sundhedsvæsenet unødigt og er en af de sundeste danskere  – for i næste minut at tænke, at dette er seriøst, at jeg kun lægger facts sammen og at jeg ikke kommer rendende, bare fordi jeg har lidt ondt i storetåen.

Jeg må sige, at jeg glæder mig til den 5. oktober; jeg håber, at jeg fejler et eller andet, der kan “repareres”, så mit nattecirkus kan få en ende og ikke mindst håber jeg, at de kan finde et eller andet. Det værste vil næsten være: “Vi kan ikke se noget, alt er som det skal være, du må leve med det”, for det prøvede jeg for 10 år siden, da jeg senest henvendte mig om problemet. Dengang var det urologisk afdeling på Hvidovre, som undersøgte på en helt anden måde og ikke var nær så grundige.

Min kæreste ven tager med den 5. oktober – fire ører hører trods alt bedre end to, og de spørgsmål jeg ikke selv får stillet, fordi jeg (på visse områder) er så frygtelig pæn, skal hun nok stille. Jeg glæder mig over ikke at skulle alene af sted!

Aflyst Høje Atlas

Forventningens glæde blev den største…

Har været hos lægen(s ferieafløser), og hun mente sørme ikke, at det var nogen god idé at tage på vandretur i Atlasbjergene. “Det er dristigt” sagde hun – men ville ikke rigtig svare på, om det også var dumdristigt. Skadestuen skrev den 14. juli: “Pt. skal på vandretur i Marokko om 1½ uges tid, spørger om dette er forsvarligt. Umiddelbart burde der ikke være noget probem med dette”.

Jeg er så åbenbart ikke omfattet af “umiddelbart” for armen kan ikke det, den skal kunne. Den er overhovedet ikke groet sammen.

Lægen i dag forklarede venligt, at brud i albuen er 4-6 uger om at gro ordentligt sammen, hvilket da bestemt også svarer noget bedre til min egen forventning end skadestuens – men jeg er jo ikke læge; jeg har bare lavet tonsvis af kirurgisk arbejdsskadesager for en del år siden.

Hun gav mig det råd at ringe til Gouda, hvor jeg har tegnet rejseforsikringen, og spørge, om de dækkede, hvis der skete et eller andet, når jeg nu havde brækket albuen for 1 uge siden – eller om de i givet fald ville karakterisere dette som ‘forudbestående’. Gouda var ret klare i mælet – de dækker ikke, hvis der sker noget, der kan henføres til skaden; det udløste min beslutning om at aflyse og blive hjemme.

Normalt render man jo ikke og falder over egne vandrestøvler, men tanken om i værste fald at stå med enorme regninger for hjemtransport, lægebehandling mv.  er ikke tillokkende – nærmere uoverskuelig. I realiteten kan man jo ruinere sig selv mange år frem.

Så trods megen ærgrelse, mange overvejelser om at tage chancen alligevel, tør jeg ikke tage afsted. Atlasbjergene ligger der trods alt også næste år. Armen skulle gerne holde resten af livet, og helbredet går forud for alt.

Heldigvis har jeg tegnet en afbestillingsforsikring! Jeg har én gang ligget på et hospital, da mit fly lettede, uden at have en sådan forsikring. Så er det bare at vinke farvel til pengene -  nu har jeg altid en afbestillingsforsikring, også selvom destinationen er Skanderborg Station

Kunne jeg så ikke bare finde på noget andet, der ikke er fysisk krævende? Hrm… Nu var jeg opsat på nogle bjerge, på at lære nye mennesker at kende, at være udendørs i to uger, på sol og varme, så alt andet blegner ved siden af. Og hvad kan man bestille med så kort varsel?

Lige nu tænker jeg på at lade være med at holde ferie og bare køre igennem frem til den 22. december, hvor et fly gerne skulle transportere mig til Hanoi i Vietnam. Men det har jeg selvfølgelig et par uger til at overveje… og så skal jeg vist ind og sætte grej på plads i skabe og skuffer igen, for det er da ikke til at holde ud at se på en aflyst ferie!

Velfærd i sundhedsvæsenet

Man kigger da lige en gang ekstra…

Jeg betaler med glæde min skat, og synes, at det er rigtigt, at de stærkeste skuldre bærer de største læs – læs: dem der tjener godt må også skæppe i kassen. Jeg gør det selvfølgelig også af mindre idealistiske og mere egoistiske grunde, nemlig at jeg gerne vil modtage nogle af “systemets” ydelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu er det så blevet nødvendigt, og jeg har af min læge fået en henvisning til urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Den slags afdelinger beskæftiger sig med “urinvejenes kirurgiske sygdomme”. I ugens løb fik jeg et venligt brev fra dem, der indledes med: “Din læge har henvist dig til undersøgelse/behandling. Vi forventer at kunne sende brev inden udgangen af 2009 med en mødedato.”

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er den bekymrede type, der tror, jeg fejler hele lægeleksikonet (nu om dage må det vel for øvrigt være “hele netdoktor”), og at jeg er ganske sikker på, at mine mange ture til toilettet natten igennem ikke dækker over noget alvorligt, endsige livstruende  – det er irriterende, det er søvnhindrende og meget andet, men alvorligt nægter jeg at tro, det er.

Og jeg ved også godt, at hvis nogen troede, dette var alvorligt, så havde jeg jo nok ikke skulle vente op til et halvt år på at få en mødedato (der vel meget kan ligge i 2010 – det er jo bare brevet, der vil komme i dette kalenderår), og ellers havde jeg vel selv sat noget i sving. Men man kigger da lige en ekstra gang, først i det ankomne brev, og så på, hvad der er betalt i skat sidste år. Kan det virkelig være sandt, at vi i Danmark skal vente så længe?

Nu er der jo ventetidsgaranti (måske er det i realiteten en garanti for, at man skal vente ) og også frit sygehusvalg, og de har venligt nok vedlagt en liste over tilsvarende afdelinger med kortere ventetid, og en folder om, hvordan man gør, hvis man benytte sig af det fire sygehusvalg. Heraf fremgår det fx, at det ser fremragende ud på Sygehus Thy-Mors (10 uger); nå ret skal være ret… Rigshospitalet kan tilbyde 6 uger.

Min erfaring med at vælge det sted, der har kortest ventetid, er desværre bare rigtig dårlig og da indeværende problem for mange år siden er søgt udredt på Hvidovre uden nogen form for resultat,andet end “det må du nok lære at leve med”,  tror jeg nu nok, at jeg vil vente på Frederiksberg, som min egen læge mente var det bedste sted.

Tøserunden 2009

Focus Cayo

“Vinden er din ven, for vinden gør dig stærk”

Sådan står der i en bog, jeg har om cykeltræning. I givet fald må jeg være ganske enormt stærk efter i går at have kørt 82 km. i modvind.

Anledningen var “Tøserunden” anno 2009, som blev afviklet uden regn i 14-17 gr. Celsius, men med masser af modvind. Det var ganske enkelt koldt! Fra Tommestrup – efter 82 km. – vendte det, og vi fik vinden sideværts ind eller ligefrem i ryggen. Det var fantastisk!

Da der manglede 30 km. stod min computer på et gennemsnit på 23,3 km./t. og jeg besluttede at bruge de sidste 30 km. på at få gennemsnittet så højt op som muligt. Det lykkedes dog kun at øge det til 24,1 og det er 0.9 dårlige end sidste år – men jeg var nu alligevel tilfreds, da jeg trillede ind over stregen 5 timer og 5 minutter efter start, kl. 14:45. I alt havde jeg holdt pause i 20 minutter.

Det meste af tiden kørte jeg for mig selv, for jeg har mit evindelige problem: Jeg kan ikke følge med de hurtige, men jeg er hurtigere end de fleste. Så jeg kommer tit til at køre alene. En undtagelse var dog, at jeg lige stødte til departementschefen og en af hendes veninder for en stund. Vi fulgtes fint omkring 20 km., men de ville holde ind ved 1. depot, og det springer jeg altid over. Så jeg kørte videre selv.

Jeg holdt ind ved 2. depot efter 60 km. og nedsvælgede en banan, noget saft og en kop kaffe – alt sammen dejligt, men man når at blive godt kold, og det er sejt at komme i gang igen. De resterende depoter kørte jeg derfor bare forbi. Efter 2. depot prøvede jeg at komme med på et MIM-tog, der kørte særdeles godt anført af en virkelig sej kvinde fra Odense. Men de kørt 28-29 km./t. og jeg måtte træde af på naturens vegne – og så var det tog kørt, og jeg fandt ikke andre undervejs.

Der er smukt på Stevns! Adskillige rapsmarker var på vej til at gulnes og nydeligt nok var der anbragt røde valmuer hist og pist. Et kamera havde gjort underværker, hvis man ikke samtidig skulle skynde sig til Køge

Jeg er virkelig utrolig glad for den cykel, jeg købte sidste år. Den er min stabile makker, den svigter ikke, den triller bare derudad. Gearet blev lige justeret i sidste uge, og den fik en klud fredag aften, en fodpumpe bragte os til 120 PSI, det samme som 10 atmosfærers tryk og så står den stadig i al sin herlighed og med “forhandlerglans” – og det er altså ikke fordi, den ikke bliver brugt.

Det er jo i og for sig ingen sag at køre 112 km. på en carbon-ramme – næh dem jeg har respekt for er dem på “havelågerne” med interessante lyde for hver en omdrejning – tænk at de klarer det. Og alle dem med tre gear og cykelkurv, og de lidt dumsmarte med bare tæer i klip-klapper (du ved de der blå sandaler med en strop ind mellem storetåen og 2. tå) – jeg begriber ikke, hvordan (endsige hvorfor) de gør det.

Selv har jeg brugt dagen i dag på at restituere mig, bare tullet hen i kirken og tilbage, afgivet min stemme, gjort min borgerpligt og også bagt nogle muffins – men jeg er da oppegående. Hvordan klarer de andre den?

Kortet herunder, som er virkelig grimt (fx som hovedregel unde de danske specialtegn), er fra turens officielle hjemmeside. Og der er også mange andre ting, der trænger til at blive strammet op fra arrangørerne side – de kører efterhånden bare på renommeet, fordi de ved, vi møder op under alle omstændigheder og næsten uanset prisen. Der har været fuldstændig kuk i tilmeldinger og startnumre i år; den udleverede tidsmålings-chip manglede halvdelen, og jeg nåede slet ikke at sætte min på, fordi der var gået en ½ time med at stå i kø for at få startnummer og chip udleveret. Ja – og så kunne man hente t-shirten et andet sted… det har de nu nok sparet temmelig mange t-shirts på.

Men hvorom alting er: Jeg skal også med næste år, for det er en god og sund tradition!

Tøserunden 2009

Køb julemærket

Vi har fire Julemærkehjem; de trænger til en hånd – i form af en halvtredser!

• For et par uger siden traf jeg en pige på ca. 14 år; hun havde været på Julemærkehjem. Det havde betydet meget for hende.
• I går hørte jeg i radioen, at hjemmene kæmper for at klare udgifterne; indtægterne svigter fordi, vi sender færre almindelige julekort.
• Indtægtsfaldet er på ca. 25 pct! Det gør det jo svært at få det til at løbe rundt – læs: at gøre noget for børnene.

Selv sender jeg næsten heller ikke nogle almindelige julekort mere, for et par år siden gik det op for mig, at jeg ikke fik nogle mere. Jeg indså, at jeg også på dette punkt var et gammeldags menneske med gammeldags værdier.

I gamle dage (læs: da jeg var barn) var Julemærkehjem noget ens forældre sagde, man kom på, hvis man ikke spiste nok. Det virkede nærmest som om, det var et “opfedningssted”, når de talte om det.

I dag er et Julemærkehjem et sted for bl.a. børn, der er nødt til at tabe sig. Pigen, jeg traf, havde ved ankomsten vejet 47 pct. for meget. Nu havde hun – og ikke mindst familien – lært om sund kost og motion, og det var spændende at høre om hendes nyerhvervede indsigt, og om hvordan hun og forældrene gik i motionscenter tre gange om ugen!

Os uden gammeldags julekort kan støtte Julemærkesagen ved hjælp af det elektroniske julemærke, her er lidt til hjemmesiden, til signaturen i e-mails og naturligvis de elektroniske julekort med “en pipper” på – de kan sendes ad libitum. Normalt støtter jeg ikke mindre enkeltsager med småbeløb, for jeg tror på at ét samlet beløb til én person gør mere gavn. Men julemærket står mig lidt nærmere. Det har “altid” været der, mormor og morfar købte arkene, og altid et ekstra til at gemme fra år til år, det samme gjorde mine forældre og det har jeg så mænd også selv haft gjort. Der er lidt “rør blot ikke ved min gamle jul” over det.

Men når nu den gamle jul forlængst er kørt over af et elektrisk elektronisk eksprestog, kan vi da sætte mærket på vores hjemmeside og i mails i stedet?

Stilhed

Stilhed

Nogle gange er jeg ved at blive vanvittig af al den støj, der er i verden. Jeg har en aversion mod støj. Giv mig så stilheden tilbage!

For mange år siden havde jeg en kæreste, der altid havde fjernsynet til at køre i stuen, samtidig med at radioen spillede i køkkenet. Det var en af dræberne for det forhold.

I min tidligere lejlighed (fra 1934) var der frygtelig lydt, og mens der stadig boede gamle mennesker, der ikke vidste, de var tunghøre, var jeg ved at blive sindssyg af at skulle leve i en ‘lydsandwich’. Når man er introvert, er man meget følsom overfor lydindtryrk, får man tillige stress bliver det endnu værre, og da min depression var værst, lød et klik med musen som et tordenskrald.

Da de gamle endelig var døde eller flyttet (på plejehjem?), blev der bygget en daginstitution fem meter fra min altan – 60 råbende børn fra 07:00 til 17:00 var mere end jeg kunne klare.

Hvidovre er (H)vidunderlig. Her er så stille – også selv om jeg bor ud til torvet og en befærdet vej. Trafikstøjen generer ikke det fjerneste, for den er stabil, og naboerne hører jeg stort set aldrig. Byggeriet er fra 1945; der ser man hvad 11 års forskel i byggeteknik kan medføre.

Stud. Theol. Maria Larsen havde i går en klumme i Kristeligt Dagblad med titlen “En indre kilde af ro”. Den handlede om støj ctr. stilhed, om at der næsten ikke er rum til stilhed længere – måske lige bortset fra kirkens rum, og det er endda ikke altid, det lykkes dér. Hun skriver bl.a.: “Og vi har behov for fred. For hvad sker der med os, hvis der i længere tid er ubalance mellem aktiviteter og krav og tiden til bare at være stille? Så kan vi blive syge, af stress, af depression. Vi får ikke ladet batterierne op, fordi der ikke er tid til at søge ind dér, hvor der ikke er krav eller forstyrrende støj, men ren væren.”

Jeg giver hende ret! Fraværet af ydre ro fjerner også den indre ro, og når den mangler, kan man blive ramt af stress eller depression. Det kan – selv for professionelle – være svært at kende forskel på de to, for der er så mange af de ydre tegn, der er ensartede. De er hinandens følgesvende, men de er et kedeligt makkerpar at have med sig, for de er så ødelæggende for alt det fine i livet. De ødelægger glæden, lysten, energien og overskuddet. Måske kan man sige, at de kærlighedens modsætning, for de ødelægger alt det, som kærligheden giver.

I mange år, har jeg manglet min indre ro, men efter at være blevet kureret for en svær depression, er roen kommet tilbage, blot ti-fold stærkere. Det er sjældent, der går en dag, uden at jeg mærker min indre ro, og glæder mig over den. Der er mennesker i min omgangskreds, der ligefrem bemærker den, kommenterer den, glæder sig over den og siger, at den smitter af på dem. Det gør mig glad – for jeg vil gerne være “En kilde til indre ro”.

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!