Stegemüllers vindue mod verden

Entries categorized as ‘Tour de France’

Som brødre vi dele…

lørdag, juli 25, 2009 · 2 Kommentarer

Tour de France20. etape, Montélimar – Mont Ventoux

Igen er jeg enig med Henrik Jul: Andy Schleck burde have forsøgt sig alene i kampen mod Alberto Contador. Han skulle have kørt for en etapesejr til sig selv.

Nu gjorde Andy Schleck det ikke; han forsøgte at hive sin bror (der havde Lance Armstrong hængende i sit baghjul) med op over legendariske og mytiske Mont Ventoux, forsøgte at skaffe de 38 sekunder Fränk manglede i at komme på podiet i Paris som nr. 3 i stedet for Lance. Det er selvfølgelig både sympatisk og charmerende ikke sådan bare at tænke på sig selv! Men på det tidspunkt hvor det må have stået klart for Andy, at Fränk lige manglede den sidste lille bitte smule kraft i dag, mener jeg, at han burde være kørt efter etapesejren til sig selv.

Argumentet fra Riis’ side er, at Contador bare havde “slugt” Andy til sidst. Men det ved vi jo faktisk ikke!

Det var under alle omstændigheder en fantastisk etape, men det var som om, Saxobank fik taget lidt af magien ud af den i forsøget på at få begge brødre på podiet. Det ærgrer mig lidt.

Nu er Touren for mit vedkommende (nok) slut for i år. Paradekørslen til Paris opfatter jeg som forholdsvis kedelig, og ved gadeløbet i byen er jeg jo bare bange for, at de styrter, så det kan jeg slet ikke holde ud at se.

Samlet set har det været en spændende, fascinerende og til tider særdeles overraskende Tour i år. Da jeg hørte Lance stillede til start i år, var jeg indledningsvist skuffet, fordi jeg regnede med, at alt så var afgjort på forhånd. Sådan blev det ikke! Faktisk har hans deltagelse været med til at skabe løbet og mange af dets smukke momenter.

Jeg vil mene, jeg sidder ved TV-skærmen igen næste år.

Kategorier: Tour de France
Tagged: , ,

Jura for cykelryttere

fredag, juli 24, 2009 · Skriv en kommentar

Schleck og Armstrong på TourJeg elsker Tour de France!

Så kort kan det siges – jeg mener, cykelsporten er den smukkeste sport, der findes, og jeg synes at Tour de France er den smukkeste måde at fremvise cykelsporten på. Men måske burde jeg slet ikke se touren:

  • Opfatter min fascination af bjerg-etaperne som en sadistisk side af mig – og hvem kan sige sige fri? er det ikke lettere sygeligt at frydes over at se menneskelig lidelse? Gør det det ret meget anderledes, at de er på cykel (“Sikel” ville min far have sagt)? Og det er altså på bjergetaperne, at familien – ikke bare Danmark, men hele verden – tuner ind på Touren. Vi er således mange sadister…
  • Nedkørsler tåler jeg næsten ikke, for jeg er så bekymret for, at de styrter. Havde Jens Voigt ikke brugt hjelm forleden, var han død! Så underligt at se klip bare fra 1994-1995, hvor de kørte uden hjelm.
  • Sprinteretaper med store opgør på målstregen tør jeg næsten heller ikke se – for hvad hvis de styrter og det hele ender i forslåede og forrevne arme og ben – eller det, der er værre?
  • Flad vej og ligeud er på den anden side en anelse kedeligt. Samtidig har jeg dårlig samvittighed, når Dennis Ritter og Rolf Sørensen siger “Der skete ikke noget særligt i dag” – øh jo 190 mand kørte 190 km. på cykel i 30 graders varme! Det ville have taget mig tre dage – mindst!

Årh jo – og så tænker vi alle: De er jo på EPO hele bundet, vi ved alligevel ikke, hvem der er bedst, og det burde slet ikke hedde Tour de France; serien burde i stedet hedde “190 narkomaner på cykel”. Senest er store legendariske ryttere ude og sige, at Alberto Contador – der sikkert vinder Touren 2009 – er dopet, for ellers kan man ikke være så god.

I Danmark og andre retsstater hylder vi imidlertid det akkussatoriske princip og ikke det inkvisitoriske! Vi tror på, at mennesker er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Og det er altså anklagemyndigheden, der bærer bevisbyrden!

Det forekommer mig urimeligt, at enhver dygtig cykelrytter skal starte med at bevise, at han er uskyldig. Det må og skal være omvendt – andre må bevise, om Contador er skyldig. Heri er jeg fuldstændig enig med Henrik Jul i TV2’s studie! Igen i år er det som om Henrik Jul er den eneste, der besinder sig og bevarer jordforbindelsen – og altså også forbindelsen til retsstatens principper. Det skal ikke være tilfældige folkedomstole, der pludselig udråber en eller anden synder. Dette var Henrik Jul og jeg også enige om allerede i forbindelse med Michael Rasmussen i 2007 – og der havde vi faktisk også Merethe Stagetorn på vores side!

Det kan simpelthen ikke være sandt, at fordi det er cykelsporten, udskifter vi normale retsprincipper med bananstaternes. Skyldige skal straffes, det lige tilfælde skal vurderes lige (Alf Ross – professor  i retsfilosofi, der var mit favoritfag på uni) for det er retfærdighed, men opstilling af folkedomstole vil aldrig få min applaus.

Uanset hvad: Jeg glæder mig vildt til 20. etape, Montélimar – Mont Ventoux, 167 km i morgen lørdag. Sadisten vil være klar fra starten – og I andre? Det bliver den mest interessante etape overhovedet i årets Tour. Det kan godt være, vi kedede os i starten af turen, men det er da så sandelig slut nu!

Kategorier: Tour de France
Tagged: , , , ,

16. etape af Tour de France

tirsdag, juli 21, 2009 · Skriv en kommentar

Jens Voigt styrtede på 16. etape

Hvor var det dog trist, at denne simpelthen super sympatiske rytter måtte udgå på 16. etape af Tour de France! Han tog den på ansigt og albuer ud over styret på en nedkørsel med ca. 70-80 i timen.

Lige nu fortæller de som den positive nyhed, at han var ved bevidsthed, da ambulancen hentede ham – og fra hospitalet forlyder det, at han intet husker! Øh ja… hvor fedt er det lige?

Jeg synes, han er så sympatisk, fordi han aldrig glemmer sin rolle, altid husker sit job og altid er god for pressen. Samtidig så vi ham som hårdt presset menneske på etapen til Verbier sige “Leave me alone”, da han havde modtaget et komplet idiotisk og uprofessionelt hjulskift fra den neutrale servicevogn og bare ikke vidste, hvordan han skulle komme op igen! Han gad bare ikke nogle kameraer! Slutteligt stillede sig op for at tisse – for så skal de bare holde op med at tage billeder!

Men altså: Det må være nu B. S. Christiansen skal træde i karakter! Det må være lige præcis nu, hans viden og evner fra cirkus milli skal komme i anvendelse. Det må være nu, vi skal se og høre om, hvad en tidligere jægersoldat kan gøre for et cykelhold.

Det må unægteligt være noget af en opgave at få triste holdkammerater til at stå på cyklerne igen i morgen og gennemføre årets kongeetape (hvem der dog havde fri) velvidende, at det store lokomotiv ligger i en sygeseng!

Jens Voigt

Kategorier: Tour de France
Tagged: , , ,

16. etape af Tour de France 2009

mandag, juli 20, 2009 · Skriv en kommentar

Nu er Tour de France for alvor startet efter to uger, hvor alle har set hinanden an og hvor Astana har kontrolleret alt. I går satte Alberto Contador alt og alle (incl. Lance Armstrong) på plads på etapen til Verbier.

Med nedenstående etapeprofil  for i morgen den 21. juli 2009 ærgrer jeg mig over ikke at have en fridag i morgen.

16. etape af Tour de France 2009

Kategorier: Tour de France
Tagged:

Ugens løb

lørdag, juli 18, 2009 · 2 Kommentarer

Sikke en uge…

Mandag: Verdens bedste dag i selskab med min kæreste ven. Nogle mennesker kan skabe helvede på jord for hinanden – andre af os kan på én dag fylde verden med harmoni og glæde bare ved at være sammen.

underarmsknoglerTirsdag: fractura radii, extremitas proximalis – fraktur af caput radii (DS 52.1) kl. 07:55. Billedet til højre viser underarmsknoglerne set for forfra. Radius er betegnet med D. Øverst på billedet er albuen og nederste del fører til håndleddet. Caput betyder hovedet på en knogle. Altså et brud på hovedet af radius.

Masser af tanker om, hvorvidt jeg nu kommer til Marokko eller ej – det indebærer trods alt 11 dage i øde egne. Aldrig har jeg da overholdt lægelige forskrifter så godt, og resultatet synes heller ikke at udeblive. For hver dag kan albuen lidt mere, hvilket er meget tilfredsstillende. Jeg tror efterhånden på projekt Høje Atlas igen, men lover mig selv først at tage stilling på onsdag sammen med min læge(s ferieafløser).

livlaegen_100Onsdag: Jeg fik læst Camilla Läckbergs “Tyskerungen” færdig. Efter hvad jeg har læst på det seneste, er jeg ikke imponeret. Og jeg tror ikke, jeg vil købe flere af hendes bøger.

I stedet er jeg begyndt på “Livlægens besøg” af Per Olov Enquist: “En stor og gribende kærlighedsroman, et trekantsdrama, hvor aktørerne er den tyske livlæge, den magtløse enevoldskonge og den unge dronning Caroline Mathilde, der i det erotiske møde med Struensee vokser til kvinde.” Den tegner rigtig godt!

Torsdag: “Der er kun ét “d” i avocado”. Til frokost talte vi om, hvorvidt det har betydning, at man behandler sproget korrekt – eller i hvert fald gør sig umage med at prøve på det. Det startede faktisk bare med, at en sagde “advocado” – og den slags kan jeg ikke rigtig sidde overhørig, og så blev jeg mobbet resten af dagen. Det er OK, for jeg kan godt tåle det, og jeg ved, at det ikke stikker dybere.

Men der er altså ikke advokater i avocado og man kan heller tilspørge dem om noget – (ad voco = tilspørge), så der er kun et “d”. Det undrer mig bare, at der findes mennesker, der ikke søger at optimere sprogbrugen og at omgås sproget så omhyggeligt som muligt. De sagde, at de slet ikke ser/hører det. Hrm… Selv ser og hører jeg ikke resten, hvis der er sådanne tåbelig fejl, der let kunne være undgået.

Nicki_Soerensen

Torsdag var også dagen, hvor Nicki Sørensen vandt en fantastisk etapesejr i Tour de France – 12 etape til Vittel. Han kørte alene op til et udbrud. Han stak af fra samme sammen med Calsatti, som han derefter kørte træt og så stak han af 22 km. før mål og kørte, og kørte, og kørte, og var i mål mere end 6 minutter før de øvrige. Vanvittigt – fantastisk. Han lignede nærmest Lance Armstrong. Nicki Sørensen er i øvrigt meget meget bedre til at køre på cykel end til at tale engelsk – og følgende bemærkning fra interviewet lige efter etapesejren er guld værd: “It hasn’t really gone up for me yet”. Det er jo sådan lidt “julekalender-engelsk”, hvilket fik TV2 til at kalde det “Its is hard to be a cykelmand”.

Kun under Tour de France kan mit TV vise TV2; resten af året er jeg lykkeligt forskånet for dette reklamehelvede, som de i år har suppleret med diverse amatører, der kører op ad Mont Ventoux i en simulator. Det er naturligvis også meget vigtigere at vise billeder af dette end at vise det rigtige cykelløb! I går fredag skiftede de ved Gud over til reklamer, nyheder og reklamer lige på det tidspunkt, hvor rytterne var på vej op ad en af de stejle stigninger! Måske skulle jeg prøve at forlige mig med Eurosport i stedet?

Fredag: En dejlig dag på arbejdet! Det hele er pt. meget stille, så vi har tid til at gøre noget af alt “det, der kan vente”. En kollega havde derfor revideret en vejledning om barselsregler, der ikke havde været revideret siden 2006, og nu ville hun gerne have en sproglig gennemgang samt have det på Intranettet. Hun spurgte om min hjælp til det, og det er jo lige mine kernekompetencer, og noget af det jeg faktisk er ansat til i halvdelen af tiden (det står der i hvert fald i mit ansættelsesbrev) – men som altid skubbes væk på grund af brugersupport, nu suppleret med brugeroprettelse og -vedligeholdelse på grund af ØSC – Grrrr.

Vi fik i fællesskab skruet noget sammen, som vi blev tilfredse med, og det blev lidt bedre end det, vores Sharepoint CMS kan bidrage med, fordi jeg kan skrive lidt HTML-kode i hånden. Man kan så undre sig over, at man i Sharepoint ikke kan lave dokument-interne links!

Selv synes jeg, det er rigtig dejligt at komme til at bidrage med noget af det, jeg ved, jeg er er god til – og som jeg synes er sjovt.  Der er noget enerverende i konstant bare at løse enkeltsager for brugere. Det er ren Sisyfos: spørgsmål ind, svar ud dagen lang. Jeg tænker til tider over, om man ikke i længden bliver dum af det?

Kategorier: Bøger · Job · Medier · Rejser · Skilte · Sprog · Tour de France

Tour de France eller de Hvidovre

lørdag, juli 5, 2008 · Skriv en kommentar

Årets Tour de France er startet, men magien er gået af efter tumulterne om Rasmussen sidste år.

Normalt ville jeg sidde klisteret til TV-skærmen de tre uger tour de France varer, men magien forsvandt sidste år. Jeg har fulgt så lidt med, at jeg end ikke vidste, at der ville være en rigtig etape i dag. Serien “190 narkomaner på cykel” får formentlig først selskab af mig, når de rammer bjergene. Synd at så meget er ødelagt i verdens smukkeste sport, som jeg troligt har set alle afsnit af siden 1995.

Rollerblade Crossfire 6.0

Rollerblade Crossfire 6.0

I stedet har jeg tilbragt hele dagen i solen, og da klokken blev 19:00 og der ‘kun’ var 26,9 grader i skyggen, tog jeg mine rulleskøjter og løb min fine rundstrækning på omkring otte km. Årh hvor er den god i aftensolen. Ude i den landlige del af Hvidovre tror man sig mere end 12-13 km. fra Rådhuspladsen – ja det kunne næsten være Sydfyn…

I dag var der ingen vind, så det lykkedes at skære 5 minutter af tiden svarende til ca. 11 pct.! Det er nu helt godt – Basso og Sastre kunne ikke have gjort det bedre.

Tilbage ved udgangspunktet besluttede jeg, at det måtte være dagen at sætte nye mål på otte hjul! Jeg har i årevis ønsket at kunne ønske rulle baglæns – og nu skulle det prøves. Det viste sig at være langt lettere end forventet. Det kan gøres på samme måde, som når man løber forlæns uden at løfte skøjterne fra underlaget. Før skøjterne ind at kysse hinanden og ud igen til bredstående – men bare med et udgangspunkt i en baglæns bevægelse. Herre Jemini – er det ikke andet? Det går selvfølgelig ikke så stærk endnu, men det var heller ikke målet. Målet var at bevæge mig baglæns på otte hjul – og det nåede jeg.

Her i landsbyen er der et par meget fine parkeringspladser, hvor man kan øve sig på den slags, der ikke lige i starten er så sikkert i trafikken.

Kategorier: Skating · Sport · Tour de France
Tagged: ,

Touren er død/Le Tour est Mort

torsdag, juli 26, 2007 · 2 Kommentarer

Hele dagen har jeg haft det som om nogen var død – det gik op for mig hvem: Det er Tour de France. Jeg har selv mejslet gravstenen og lover hermed, at det var min sidste post om Touren i år.

Good bye Tour.

tdf.jpg

Kategorier: Tour de France
Tagged:

Tour de Medicin? Exit Michael Rasmussen TdF 2007

torsdag, juli 26, 2007 · 6 Kommentarer

kanyle.jpgÅrets Tour er det rene doping-helvede. Michael Rasmussen er smidt ud, fordi han har løjet om, hvor han trænede. Han er set i Italien på det tidspunkt, hvor han selv har oplyst, han var i Mexico. Det kommer efter, han ikke oplyste, hvor han befandt sig, efter han fumlede med datoer om hvornår han ringede til en dame, der endnu ikke var ansat. Vinokurov er taget for bloddoping, Cofidis har trukket sig på grund af en positiv doping-test – hvad bliver det næste?

Serien “190 narkomaner på cykel” lakker mod enden, og det er måske meget godt. Situationen er snart værre end 1998, hvor det hele også ende i kaos på grund af det top-dopede Festina hold. Verdens smukkest sport er besudlet og trukket ned i sølet.

Sørgerand om en stor rytterModstræbende må selv jeg erkende, at det er forståeligt, at Rabobank har bedt Michael Rasmussen forføje sig. Det har været nævnt, at det er mærkeligt, at en mand, der planlægger alt i detaljer, vejer hvert havregryn, afkorter frempinden for at reducere cyklens vægt mv. ikke har haft omhu med sine where-abouts. Det er sørgeligt, og den samlede affære rejser efterhånden tvivl om, hvorvidt han er til at stole på. Men det er vigtigt at holde fast i, at manden ikke er blevet taget med fingrene i EPO-beholdningen, med for høj en hæmatokritværdi, med andres røde blodlegemer rodet sammen med sine egne eller lignende. Retssikkerheden gælder altså stadig også for idrætsfolk.

Måske er jeg vældig naiv, men jeg har aldrig forstået, hvor de ikke bare alle kan komme komme ca. 10 minutter senere frem til dagens målstreg. Hvis nu ingen snød med det ene og det andet, ville de alle køre lidt langsommere, og hvad så? Forestiller man sig, at alle kun kørte på pasta, müsli og ren råstyrke, ville styrkeforholdet vel være det samme, bare på et lavere niveau. Det er svært at forstå, hvad det er, der får dem til at lege med livet og deres karrierer. Er det ussel mammon? Var alle rene, ville der straks være en, der forsøgte at snyde for at komme foran de rene.

Kategorier: Sundhed · Tour de France
Tagged:

Tinderne viste tænder på 15. etape

mandag, juli 23, 2007 · Skriv en kommentar

mr.jpgHvor er det godt, jeg brugte lidt tid på at lave dette billede; det kan nemlig bruges hver gang Michael tager først den gule, dernæst den prikkede trøje på. Han er i sandhed en stor idrætsmand (især hvis han ikke er på dope).

Dagens etape bød igen på sproglige højdepunkter:

  • “Det er alle de her udregninger, der sidder og bliver gjort nu” (Rolf om de taktiske overvejelser på starten af etapen, hvor det hele så temmelig usikkert ud for den gule trøje)
  • “Han kommer i slalomfart op gennem feltet (Rolf om Boogerd, der lige har været nede at hente vand, og skal tilbage med varen til Rasmussen)
  • “Han skal stadig distribuere med kræfterne”. Rolf ved simpelthen ikke at det hedder “disponere kræfterne”, for han laver den fejl hver eneste dag.
  • “Jeg går ud fra, at Fletcher laver det samme som Ivanov gjorde lige om lidt”.

Kategorier: Sprog · Tour de France
Tagged: , , ,

Afbalanceret Kulturminister

mandag, juli 23, 2007 · Skriv en kommentar

mr.jpgIgen i går kunne man se Michael Rasmussen iklæde sig først den gule trøje, så den prikkede. Fantastiske præstationer han leverer – men pga. den mistanke om doping, der nu er rejst, sidder man uvægerligt og tænker “Hvorfor er han pludselig suveræn?”. Det er synd og uretfærdigt, hvis manden virkelig ikke har gjort noget forkert.

Brian Mikkelsen gjorde det utrolig godt i studiet efter etapen. Han har forstået, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og indtil da, mener han, at Michael Rasmussen er en dygtig idrætsmand. Jeg synes, ministeren formåede at udtrykke sin foragt for doping og samtidig hylde rytteren og de fundamentale retsprincipper, der også gælder for idrætsfolk!

Kategorier: Politik · Tour de France
Tagged: