Støt et barn

Børnefonden og finanskrisen

Lige til jeg gav mig til at undersøge definitionen på et dilemma, har jeg i dag følt, at jeg var i et dilemma. Men det er jeg ikke, når et dilemma er:

Et etisk dilemma opstår, hvis der findes stærke argumenter både for og imod at gøre en bestemt ting.

Anledningen er denne mail fra Børnefonden:

Når nogle gi’r op, må andre tage over…

Kære Hanne B. Stegemüller

Finanskrisen har også ramt BØRNEfonden. Flere af vores sponsorer opsiger deres sponsorater, fordi de bliver nødt til at koncentrere sig om at få deres egen hverdag til at fungere. Det har vi stor respekt for…

Men vi har samtidig også brug for, at andre overtager sponsoraterne. Det forventes nemlig, at finanskrisen skubber yderligere 46 millioner mennesker ned under fattigdomsgrænsen. Der er altså brug for flere sponsorer. Ikke færre!

Vi tillader os derfor at spørge, om du vil hjælpe endnu et barn, der har mistet sin sponsor.

Vi vil skynde os at sige, at vi er meget taknemmelige for, at du er sponsor for [navngiven pige] i BØRNEfonden. Du gør allerede en stor forskel.

Hvis du vil hjælpe endnu et barn, der har mistet sin sponsor, skal du klikke her: Sponsorbarn. Så hjælper du snart endnu et sponsorbarn. Du modtager selvfølgelig information og billede af barnet.

Tak for din tid – og tak fordi du er sponsor i BØRNEfonden.

De bedste hilsner

Annette Lüdeking
Direktør i BØRNEfonden

PS. Vi vil også være meget taknemmelige, hvis du vil fortælle dine venner og familie om det dilemma, nogle af vores sponsorbørn er havnet i. Du er meget velkommen til at videresende denne mail.

Jeg er ikke i et etisk dilemma, for der er ikke stærke etiske argumenter for at gøre begge dele. Der er kun argumenter for at prøve at hjælpe de børn, der nu har mistet deres sponsorer. Det koster 195 kr. om måneden før skat – og vil du oplyse Børnefonden dit CPR-nummer, kan du trække beløbet fra i skat. Det fine ved den metode, er, at du slipper billigere, men samtidig har du sendt de 195 kr. til fx Togo. 195 kr. er ufatteligt meget værd i Afrika. Vi kan slet ikke forestille os det.

Når jeg vælger at bringe mailen her på bloggen skyldes det, at jeg ved, jeg har en del faste læsere (ca. 100) og hvis bare én eller to af jer vil overveje at støtte et barn, så har jeg også gjort lidt nytte, så har jeg været med til at sprede budskabet.

Gik lidt rundt i kontoret og agiterede for sagen i eftermiddag. Den hyppigste indvending var: “Når pengene frem?”

Det er uhyggeligt, at så mange har så meget mistillid til hjælpeorganisationerne. Det siger noget om, hvor skadelige historier om korruption og svindel er. Jeg kan ikke garantere for Børnefonden eller andre, men kun fortælle at min ven Pierre, der gennem flere år har haft et sponsorbarn i enten Togo eller Mali, en dag tog sin rygsæk og rejste ned for at se, om hans støtte nåede frem til barnet.

Han besøgte uanmeldt familien (det må man ellers ikke, men hans ønske var, at de ikke lavede særlige foranstaltninger (og dermed brugte penge) bare fordi han kom forbi en tur) – og han var ikke i tvivl, da han kom hjem. Hans penge når frem! Det var grunden til, at jeg valgte Børnefonden, da jeg startede mit sponsorat i 2007. Selv støtter jeg ikke andre “småindsamlinger” i årets løb, fordi jeg tror på, at konkret og målbar støtte til ét menneske spiller en rolle frem for en 20′er hist og her.

Endnu et lille brev fra Togo

Mit sponsorbarn i Togo har sendt endnu et lille brev.

I dag kom det 2. brev fra mit sponsorbarn i Togo. Det er skrevet af pigens onkel den 23. maj, oversat/maskinskrevet på Børnefondens center den 16. juni og har taget den lange tur til velstands-Danmark på bare to uger. Sidst sendte jeg en æsker farver og en tegneblok, og nu er det remset op i det nye brev, at hun har modtaget et brev, en tegneblok og en æske farver. Måske er det en form for ‘tjekliste’, så jeg kan se, at det hele er nået frem?

Sidst spurgte jeg lidt til nogle almindeligheder så som afstand til skolen, antal børn i klassen osv. Og det er alt sammen besvaret minutiøst i det nye brev.

Hun har 500 meter til skole, det tager 15 minutter at gå, og der er ‘bare’ 63 børn i klassen. De lærer at læse og skrive både på lokalsproget og på fransk.

Næste udfordring er at finde på noget nyt at skrive til hende, for det er virkelig svært at skrive til et menneske, man ikke kender, og hvis livsvilkår og referencerammer er så vidt forskellige, og som man næsten ikke kan forstå her.

Denne gang slutter det med ‘[pigens navn] sends you warm hugs’ og ‘May the Lord bless you’. Du milde kineser! Jeg begriber ikke, at man kan få så meget for 190 kroner om måneden, som efter diverse skattemæssige kunstgreb betyder 100 kr. netto pr. måned! Hvis hun og hendes familie virkelig mener, hvad de skriver, om at de er taknemmelige for støtten, så er jeg verdens rigeste – ikke på penge, men på noget andet.

Tænk på, hvor tit, du langer en 100-mand over disken; tænk på hvad en lidt god omgang gæstemad eller en tur på café koster. På sidstnævnte bruger jeg da alene nemt en ‘hund’. Personligt mangler jeg hverken de 200 kr. eller de 100 kr.  – og hvem ville gøre det i velfærds-Danmark? Til gengæld vil jeg være ærlig at sige, at jeg aldrig giver til ’små-indsamlinger’ i kirken eller ved gadedøren. Det skyldes, at jeg tror på, at den langsigtede støtte (man ‘binder’ sig helst til at fortsætte støtten til barnet afslutter uddannelsessystemet) til ét barn og hendes familie på sigt gavner mest. Og helt egoistisk kan jeg godt lide at kende det helt konkrete menneske, der ender med at få støtten. Jeg tror på udviklingsbistand i øjenhøjde!

Jeg ved ikke noget om børn, da jeg ikke har haft lejlighed til at øve mig, men jeg bliver altid berørt af deres tegninger! Tænker, at det er den bedste måde, de kan forære noget væk, som de selv har lavet, har gjort sig umage med og kan fortælle en historie om.

Mon huset herunder er en prototype på et meget fint hus i Togo? En normal familie ude fra landet har ikke sådan et firkantet et med mursten – de bor derimod i en lerklinet hytte med tag af strå.

Et lille brev til Togo

Jeg kunne slet ikke lade være at skynde mig at svare på det fine lille brev – og stor poesi er det bestemt ikke, men det er til en pige på syv år (og øh… jeg ved jo ikke noget om børn, men man kan da altid gøre sit bedste):

“Dear Lighoul-Laghan and family

Thank you so much for your fine letter, which I received yesterday. What a nice drawing you made for me with the many flowers in a vase on a table. I am very happy with it! You are so good at drawing! In this letter I send you some paper and some crayons, so you can get even better at drawing.

It is very interesting to hear about your life with your family. I’m happy that you and your sisters and brother all go to school. It is so important to go to school and learn many things.

• How far do you walk to come to school?
• And how many children are there in your class?
• What do you study/learn in the school?
• Is the teacher nice?
• What would you like to do for a living, when you become an adult?

I am also happy that you are all well and healthy!

When I go to work in the city, I always go by bike. It is 10 kilometers each way mostly through parks and nice areas. I just bought a new very nice bike, which I’m very happy with. It is a very fast bike, so now I can come to work much faster.

In Denmark we now have spring and we are waiting for the spring to be warm and friendly. A warm and friendly spring means 12 – 15 degrees and some sun. But until now it has mostly been raining, and last week we even had snow! That is not so nice.

If you have any questions about me and my life here feel free to ask them. I’ll be happy to answer them.

With much love to you and your family!

Hanne”

Et lille brev fra Togo

Der kom et dejligt lille brev i går fra mit sponsorbarn i Togo. Det er skrevet den 26. december. Det er svar på et brev, jeg skrev den 26. november!

Postgangen er lang og tung: sponsoren skriver brevet og sender det. Det går til hovedstaden Lomé i Togo og skal så oversættes til fransk (som jeg desværre ikke selv behersker). Derefter skal det vente på, at en centermedarbejder fra et af Børnefondens centre skal ud til den lille landsby (500 km. fra Lomé), hvor mit sponsorbarn bor. Og så kører hele processen den anden vej igen, inden jeg har svaret.

Pigen kan endnu ikke selv skrive, for hun går kun i 1. klasse, så det er hendes onkel, der har skrevet brevet. Og det er simpelthen så rørende, selv om det er meget kort og faktuelt om, at de har det godt og er glade for støtten. Men mit brev var også kort og faktuelt, for det er faktisk ikke så let at skrive til et menneske, man ikke kender. Men når vi får udvekslet nogle breve, vil der sikkert komme et bedre flow.

Hun har tre søstre og en bror, og så vidt jeg kan se går tre af de fem børn i skole. Det er rigtig godt og vist lidt usædvanligt. Nederst på brevet har hun tegnet en fin lille tegning af et bord med en stor buket blomster på. Et dansk barn på syv år ville tegne væsentligt bedre, men jeg har læst, at det er helt almindeligt og simpelten skyldes, at det ikke er hvert lille barn i Afrika beskåret at have papir og farver, så de kommer meget senere i gang med at lære at tegne. Prøv at tænke på den uretfærdige og ulige fordeling af verdens goder – en æske farver og en blok…

I næste brev vil jeg sende en blok og en æske Filia-farver (hvis de stadig eksisterer). Det bliver hun måske glad for. Som sponsor har man lov at sende så meget, der kan være i en foret A4-kuvert. Det er fint nok, at der er restriktioner på, hvad man må sende, for ellers kunne der hurtigt skabes stor ulighed i en lille landsby. Tænk hvis en sponsor sendte en cykel…

Tanken om en dag at rejse ned og besøge hende og se Togo har bestemt strejfet mig. Det kunne være en stor oplevelse.

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse

DR2 havde en skøn Temaaften med titlen “Mellem fangere og fremtid”, hvor vi med udgangspunkt i de massive sociale problemer i Grønland kom verden rundt til de oprindelige folk, som det set over en bred kam går rigtig elendigt!

Rystende dels hvad tidlige koloniherrer (Danmark indbefattet) har efterladt de oprindelig folk med, dels nuværende politikeres berøringsangst for at gøre noget ved problemerne. Søren Espersen var i studiet, og selv om han er fra DF sagde han mange fornuftige ting. Nemlig at Danmark gerne yder 3½ mia. i bloktilskud til Grønland om året, men at vi faktisk synes, at Grønland nu skal tage og tage sig sammen og gøre noget ved de massive sociale problemer. Havde det været Rumænien – som vi ikke har haft koloniherredømme over – havde vi ment det samme.

De grønlandske børn har svært ved at lære noget i skolen, for de får for lidt mad og ingen søvn, og hver tredie pige har været udsat for incest. Søren Espersen blev ved med at spørge repræsentanten for IA “Hvornår gør I noget ved problemerne?” Jeg synes, man må give manden ret, når han siger, at der også kom henholdende svar fra Hjemmestyret for 10 og 15 år siden. Der er intet sket, og de sociale problemer tårner sig op, mens politikerne bygger et fint universitet – der er bare lige det, at der ikke vil blive grønlandske studerende, der kan komme ind på det, før man har styr på den basale skolegang.

Aboriginals i Australien er blevet de rene turistattraktioner, og de kan intet! De unge har ingen muligheder, før de har begået så meget kriminalitet, at de havner i ungdomsfængslet. Det ser de frem til, for der er en basketballbane og en pool.

Indianeruniversiteter står gabende tomme – der kommer simpelthen ingen studerende.

De unge samekvinder har forstået det! De har taget uddannelsessystemet til sig, og går i skole og sørger for at få en uddannelse, og har overhalet mændene, der stadig går ude i sneen med rensdyrene.

På mange måder en uhyggelig udsendelse om oprindelige folk, der har mistet et ståsted og skal omstille sig fra det liv, deres forfædre levede i generationer, og det er slet ikke let, men vejen frem er uddannelse (og det gælder i øvrigt alle folk).

Men hvilket sprog skal uddannelsen i fx Grønland forgå på? Det sluttede udsendelsen med at spørge om. Med fare for at blive slået i hartkorn med kolonialisterne, vil jeg faktisk mene, at den bør foregå på engelsk eller dansk. Hvis børnene skal kunne klare sig, når der ikke er mere sæl og isbjørnene er fredede, er de nødt til at kunne noget mere end grønlandsk. Og det skal ikke bare handle om at klare sig på et fremmedsprog, det skal handle om at kunne arbejde på et fremmedsprog – for ellers ender ens egen kultur for alvor med at dø ud. Hvad mener du?

Og så husk lige at sende ungerne i skole i morgen, og sig til dem, at vi har et af verdens bedste uddannelsestilbud, hvor de bare har at slå lyttelapperne ud.

Nytårstalen

Så fik vi set hendes Majestæt Dronningens nytårstale! Den var både god og personlig som altid – måske endda mere personlig end vanligt. Jeg er vild med konen!

Jeg sidder tilbage med følelsen med, at hvis vi hver og en tager ansvar for bare ét andet menneske, vil verden være et bedre sted at være. Føler mig straks lidt frelst på grund af mit sponsorbarn hos BØRNEfonden - jeg har gjort noget/gør noget, og det må være OK. Tænk hvis vi alle sammen bare gør et et eller andet, en lille ting eller stor ting, så bliver her straks bedre for en eller anden – og mange. Det er da en utrolig tanke!

Herudover bemærkede jeg ord “materiel rigdom må ikke betyde menneskelig fattigdom”. YES YES hør hørt. Og så takken til Beredskabet i krisesituationerne. OK min personlige indsats er uendeligt lille: Men jeg er på Udenrigsministeriets liste over folk, man skal/kan ringe til, hvis Danmark pludselig har brug for et beredskab for danskere i udlandet. Jeg sad sammen med gode kolleger i sommeren 2006 og tog telefoner om natten under Libanon-krisen – det er ikke noget særligt og kunne gøres af enhver – men igen, hvis alle gør lidt, hvis alle bidrager med bare en lille ting, så rykker det altså i sidste ende. I 2006 fik vi altså 6.000 danskere hjem på 1½ uge, og det blev vi berømmet for, og det var vi stolte af.

Hendes Majestæt Dronningen talte også om “dem og os” – alle skal være parate til at give og tage og at skabe Win-Win-situationer, og det har hun ret i – men i 2006 fik vi i vores lille call-center i Udenrigsministeriet så mange dejlige mails og blomster, som blandt andet handlede om, at den danske indsats på netop det tidspunkt var med til at udviske forskellen på “dem og os” – her var mennesker, der følte, de endelig – og pludselig – blev danske. Jeg syntes, og synes stadig, det er den rette vej at gå.

Og så var der lige den lille ting, at hun denne gang havde meget fokus på emnet “slægt” – slægt skal følge slægters gang – vi færdes i de landskaber vore forfædre har overladt til os, og hvilket klima er det, vi mener, vi vil efterlade vore efterkommere. Kære dronning Margrethe d. 2. af Danmark – du skal have tak for, at du søger også at sætte det hele i et historisk – ikke alene politisk – perspektiv!

Vindue mod verden

Den opmærksomme læser vil vide, at bloggen har ændret navn til “Stegemüllers vindue mod verden”; jeg lover ikke, emnerne altid vil være om verden uden for mine fire vægge!

Noget af det jeg holder af ved at være i Udenrigsministeriet er, at mine kolleger har verdenssyn og at stedet er racisme-frit! Vi har lige ansat en masse elever, og jeg glæder mig over at se, at flere af de unge piger har tørklæde på. Flere af studenterne er unge muslimske mænd – og jeg kan godt lide at have Hussein og Hassan på kursus hos mig. Jeg er stolt over at arbejde er sted, hvor vi kan se ud over vores egen navle, også selv om jeg bare passer et IT-system.

Jeg er træt af politik i almindelighed og af Dansk Folkeparti i særdeleshed; Jeg finder det uanstændigt at personer, der stiller op til det danske Folketing kan finde på at tale om, at andre mennesker skal være på en ubefolket ø, – det er uanstændigt uanset om afsenderen hedder Karen eller Morten og uanset, hvad partiet hedder. Den største gave vi har fået til vores dåb i denne del er verden er muligheden for en humanistisk tilgang til livet og mennesket, og den gave smider nogle i papirkurven og promoverer sig selv på andres bekostning. Skam jer!

Nogen tid har jeg puslet med tanken om en styreform, der kunne kaldes “Et demokratisk teknokrati“, hvor dem der regerede landet var valgt på demokratisk vis, og hvor dem, der stillede op til valget, var eksperter på deres fagområder. Det negative ord er “ekspertvælde”, men det kunne jeg godt tænke mig, for jeg synes den politiske scene blive værre og værre. Mit demokratiske teknokrati bliver næppe en realitet inden på tirsdag, så jeg gør min pligt og udøver min ret, således som jeg altid har gjort det, og så tænder jeg for P1 om aftenen og håber på, at resultatet er positivt. Og så glæder jeg mig over, at være kommet nogenlunde helskindet igennem endnu en valgkamp ved simpelthen at se/høre mere mindst muligt på den.

I protest mod det snæversynede, lukkede, selvglade og mere og mere reaktionære land jeg bor i, har jeg besluttet at yde min egen lille danske udviklingsbistand: Via Børnefonden kan man for 185 fradragsberettigede kr. om måneden sikre et barn i Vestafrika en uddannelse, mad hver dag i skolen mv. Jeg har valgt, at det skal være en pige ud fra tanken om, at uddannelse kan være hendes sikkerhed mod at havne i prostitution. Resten – så som land mv. – må Børnefonden bestemme, for de har mere forstand på det end mig.

Min ven Pierre har et sponsorbarn i Mali, og han tog simpelthen sin rygsæk og rejste ned og så, om barnet fik noget for pengene. Og det gjorde det i høj grad. Det var det, der fik mig til at træffe beslutningen, og endelig føre det ud i livet, som jeg så tit har tænkt på.

En medvirkende årsag er tanken om, at jeg har brugt sådan ca. 100.000 på at gøre min lejlighed i stand, har flottet mig med en Miele vaskemaskine, et fladskærms-tv, og hvad ved jeg, samt at jeg for en uge siden pakkede alt sammen i den ene stue, og tænk, jeg har ikke savnet det. Jeg er glad for min velfærd, men det er tankevækkende, at man kan pakke 80 pct. væk ned uden egentlig at mangle det. Og så var det lige jeg tænkte, om jeg kunne undvære en 200-mand pr. måned…

Det er i øvrigt godt, jeg snart skal flytte, for her ser efterhånden forfærdeligt ud. Her ser du min “store stue” i Vanløse før og efter flyttekassernes indtog: