Jeg går og glæder mig…

Gennem længere tid har jeg haft lyst til at få min blog flyttet “hjem” på stegemueller.dk og også at nedlægge slægtsbloggen som selvstændig blog og lægge den sammen med WordPress-bloggen. Jeg har lyst til at udforske alle de muligheder, der pludselig er, hvis man hoster bloggen selv.

Jeg forsøgte mig selv med eksport og import af det kæmpeværk, som denne blog med årene er blevet – men der gik straks ged i filen, så jeg begyndte at lede efter konsulentbistand. Nogle gange kan det bedre betale sig at gå til lommerne end at blive endnu mere gråhåret. Jeg fandt frem til denne liste over udbydere af hjælp til WordPress, og har nu kontakt til Skals Pc Service, hvor Michael prøver at hjælpe mig frem til målet, som indledningsvist er, at I som læsere intet mærker til flytningen andet end at eventuelt gemte bogmærker skal ændres. Jeg håber efterfølgende at være i stand til at indarbejde nye funktionaliteter, der gør bloggen bedre og mere interessant at besøge.

Lige nu er problemet faktisk Google… Google bryder sig ikke om “dobbelt indhold”, der kan blive betragtet som “snyd”, så hvis ikke den gamle side forsvinder helt eller der ikke kan laves viderestilling af navneserveren, kan der gå et par måneder, inden jeg igen kan blive optaget i det gode selskab hos Google. Jeg tænker umiddelbart, at det må jeg så leve med i en overgangsperiode, for mine brugere/læsere er vist mest “faste kunder”.

Pludselig giver sætningen “Google rules the world” rigtig meget mening – for hånden på hjertet så betyder det meget, at Google finder ens sider. Der er jo ikke noget ved at lægge indhold på internettet, hvis ingen finder det og Google er virkelig den regerende søgemaskine – selv kunne jeg aldrig drømme om at bruge andre.

Forestil dig, at der kommer en nye version af Windows, fx. som Windows 7, der afløste Vista, og den henter du bare på nettet, trykker på et par taster og en times tid efter har du den nye version. Ikke noget med 3.000 kr. fra Dankortet, licensnøgler eller lignende! Sådan er Ubuntu.

Ubuntu 10.04 er en LTS-version, hvilket er en en forkortelse for Long Time Service. Versionen supporteres således i tre år. LTS-versionen opdateres i sig selv hver sjette måned, og opdateringshåndteringen gør opmærksom på, hvornår der er nye opdateringer. Når der er en ny version af Ubuntu tilgængelig vil opdateringshåndteringen (System > Admininistration > Opdateringshåndtering) vises at der en helt ny distributionsudgivelse tilgængelig. Opgraderinger tageret stykke tid fordi der skal hentes og installeres ca. 700 MB pakker.

Man kan kun opgradere til den seneste Ubuntu-udgivelse, hvis man kører den næstsidste – dvs. udgivelserne skal installeres sekventielt/i rækkefølge. En undtagelse er dog LTS-udgivelserne; her kan man hoppe fra en tre år gammel LTS-version til den seneste. Det betyder, at jeg nu i tre år kan køre med min nuværende Lucid Lynx og faktisk ikke behøver tænke på opgraderinger  før 13.04. De halvårlige opdateringer tager opdateringshåndteringen sig af.

Jeg er begejstret for Ubuntu. Distributionerne er i orden, alt virker som det skal, der følger tonsvis af spil med, Linux er friheden til at lære Unix og meget andet godt kunne siges. Jeg glæder mig til, jeg får hjælp til at installere en virtual machine på min stationære maskine, således at jeg kan få Ubuntu til at køre her. Ubuntu tilbyder godt nok, at man kan installere en dual-boot, men det forudsætter jo netop, at man booter hver gang, og det gider jeg ikke.

Hvis det ikke var for slægtsforskningsprogrammet Legacy var jeg hoppet helt over på Ubuntu nu. Jeg ved godt, at der også findes slægtsforskningsprogrammer til Linux, men jeg orker ikke at konvertere data én gang til – jeg er ikke engang kommet helt over mit skifte fra Family Tree Maker til Legacy i 08-2006 endnu.

Arkitekt Mogens Lassen var forud for sin tid, da han designede Kubusstagen for snart 50 år siden som en reaktion på alt det overpyntede og krummelurede. Hans lysestage blev skabt med nærmest matematisk præcision, som en skarp, terningeformet ramme med påsatte holdere til lysene.

Kubusstagen er logisk i sin opbygning og udstråler et klart og enkelt formsprog. Kubusstagen er opbygget af 12 lige store stykker jern, som svejses sammen i enderne for til sidst at danne en kube. Derefter monteres lyseholderne på toppen.

Jeg er begejstret for denne lysestage, der er skarp, funktionel og matematisk i sin opbygning. Jeg er vild med manglen på krummelurer og jeg kan lide den klassiske enkelhed fra en tid, hvor der var fokus på det funktionelle.

Allermest vild er jeg dog med årsagen til gaven: For et par måneder siden rundede jeg min første årsdag som ædru alkoholiker – ja du læste rigtigt! Jeg er bare et af de der pæne mennesker, der “tog bænken med ind i stuen”, så ingen vidste noget, og ingen vidste, at jeg havde et problem med alkohol. Det er et pokkers problem at have, for man får et dobbeltliv, hvor der konstant er en masse logistiske problemer at løse (indkøb, indtagelse, bortskaffelse af emballage, løgne og fortielser mv.).

Lad det være sagt straks – jeg bliver aldrig en af dem, der har fuldstændig styr på ædru timer, dage og uger – for når man først er nået så langt, som jeg føler, jeg er, er det let. Næh – dem jeg har respekt for, er dem med 24 ædru timer; der kæmpes en hård kamp for et frit liv, der ikke styres af organiske opløsningsmidler (opfandt man det i dag ville det straks blive forbudt eller blive opbevaret i det aflåste giftskab hos Matas).

Fraværet af alkohol har så for mit vedkommende ført til, at jeg mærker alting meget mere – nu kan jeg mærke, at jeg er deprimeret eller manisk; før i tiden dulmede jeg det med godt øl og gode vine. Selvbehandling med alkohol er en klassiker – men det er bedre at gribe om nælden ved dens rod, og så er der lige den fordel, at det manglende indtag af organiske opløsningsmidler bevirker, at al den kemi, jeg spiser, rent faktisk virker, fordi serotoninen ikke vaskes ud, lige så hurtigt som den kommer ind.

Nåh ja – undskyld det blev en længere biokemisk udredning, og i realiteten skulle I jo også bare se min nye lysestage…

Som voksen har jeg ofte savnet “Fjernsyn for mig”, fordi jeg simpelthen ikke gider at spilde min tid på “Dans en dans” og “Syng en sang” mv. Så vil jeg hellere rode med min computer, mine bøger og min slægtsforskning.

Nu har jeg imidlertid opdaget DR K – DRs nye Kulturkanal, og det er bare godt fjernsyn! Jeg har her til aften hygget mig med den sexuelle revolution i USA i 60′erne (postvæsenet nægtede at bringe Playboy ud, fordi de kuverter kunne “forurene” posten ) og så første afsnit af Berlinerpopler:

DR K har den store fornøjelse at præsentere filmatiseringen af en sand bestsellerroman: Anne B. Ragdes ‘Berlinerpoplerne’ – en familiehistorie, men også en historie om kulde, fortielser og ødelagt kærlighed.

Jeg begyndte også på Frost og Nixon men det blev lidt meget snak efter min smag – og jeg kan heller ikke rigtig huske Watergatesagen. Men endelig en kanal, hvor der er tid og tid og tid til at fortælle historierne og at give baggrund. Jeg kan næsten ikke forstå, hvordan noget, der næsten minder om DK4, har fået DRs ledelsesmæssige opbakning i et medielandskab, der ellers lefler for den laveste fællesnævner. Måske er der alligevelved at ske et eller andet – måske er jeg ikke den eneste, der er blevet træt af “Syng en sang” hver eneste fredag aften.

For mig er kanalen ny, men jeg er klar over, at den har været der siden 01-11-2009. Jeg fandt den via DRs hjemmeside, hvor man nu kan lave sin egen programoversigt. Hvis du er en nogenlunde frekvent læser af denne blog og kan lide hvad du finder her, skulle jeg mene, at der er mulighed for, at du også kan lide DR K.

Hæftet handlede om, hvordan vi i det offentlige kunne lære at skrive ligefremt og uden omsvøb; det var et godt og lærerigt hæfte. Det findes ikke mere og det gør Statens Information heller ikke – men vi har lært noget!

I dag har jeg fået brev fra Lægemiddelstyrelsen som svar på min læges ansøgning om “Kronikertilskud” – Zyprexa (“mani-pillerne” ) koster spidsen af en jetjager = 30 kr. pr. dag. Brevet starter med: “Lægemiddelstyrelsen bevilger Dem kronikertilskud”. Det er da til at forstå og uden omsvøb.

Da jeg i sin tid lærte sagsbehandling var det rigtig god latin at skrive “Som svar på Deres læges ansøgning af 11. april 2010 bevilger vi Dem kronikertilskud”. Det er lige før, jeg som læser af brevet savner lidt omsvøb – en lidt blød indledning af en slags. På den anden side kan jeg godt se, at det er oveflødigt.

Kronikertilskuddet bevirker, at der kommer et loft over, hvor meget man selv kan komme til at betale, og jeg tænkte længe over, om jeg overhovedet kunne “tillade mig” at spørge min læge, om hun ville søge for mig. Det var overvejelser om, at jeg har en god indkomst og er i stand til at afholde udgiften mv. Men pludselig gik det op for mig, at sådan tænker andre nok ikke; de søger nok bare, og så kunne jeg ikke se nogen grund til ikke at prøve.

Fantastisk velfærdssystem vi har – det ville være yderst rimeligt, om den form for tilskud var indkomstafhængige, men jeg er klar over, at det ville koste mere at gøre det indkomstafhængigt end at dele ud til dem med en vis udgift. Det svarer til, at selv de rigeste får en børnecheck, fordi det er for dyrt at sørge for, at de ingen får. Pudseløjerligt samfund…

–

Måske bør jeg tilføje, at billedet er tyvstjålet fra Danmarks Domstoles Sprogpolitik, der minder meget om det omtalte hæfte.

Jeg har én gang prøvet at tænde for computeren uden at få kontakt med harddisken! En bærbar med én harddisk – den måtte til Holland og have et nyt bundkort. Data var heldigvis intakte! Siden da har jeg været opmærksom på backup og har haft en backup strategi:

• Dagligt kl. 18:00: Backup af nye og ændrede filer siden i går med mulighed for rollback.
• Hver søndag kl. 14:00 Backup af nye og ændrede filer siden sidste uge med mulighed for rollback.
• Den 2. søndag i måneden kl.20:00 en fuld backup af alle filer.
• Herefter har jeg flyttet backupfilerne til min eksterne harddisk.

Jeg har brugt Genie Backup Manager og har et par gange måttet hente enkelte filer frem fra backuppen.

Nu har Genie lavet en helt ny form for backup: Genie Timeline, som konstant står og tjekker filtyper og valgte biblioteker og laver backup, når der sker ændringer. Der kom i går et tilbud, hvor man kunne spare 35 pct. på en pro-version, og den har jeg så købt (217,00 + moms).

Udgangspunktet er en række filtyper i kategorier (billeder, office, Windows mv). Jeg tilføjede selv php, html, htm og fdb (mine slægtsdata). Selv om udgangspunktet er filtyper, kan man også vælge at tage udgangspunkt i bibliotekerne og tilføje dem. Da jeg er vant til at arbejde med bibliotekerne, har jeg også tilføjet alle dem, hvor mine vigtige filer er.

Når man har foretaget disse valg går Genie i gang og den første backup tager temmelig lang tid (hos mig flere timer), fordi der også tages backup af Windows.

Dernæst er der realtidsovervågning af de ændringer, man foretager; der tages med andre ord konstant backup – “set it and forget it”. Jeg tror faktisk på, at når man først har foretaget de indledende valg, behøver man aldrig mere at bekymre sig om backup. Men det ved man først, når man har haft brug for den…

Min snart seks år gamle eksterne harddisk – en Maxtor – var ved at drive mig til vanvid med dens støjniveau, så tiden var inde til at se på en ny. Den larmede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde ud af flytte mine backupfiler til den.

Den nye blev en Samsung Story Station 1.5TB, der er virkelig godt anmeldt. Når man interesserer sig for at passe på historien, må man under alle omstændigheder passe på den del af ens egen historie, der består af bits og bytes. Nu er det ikke, fordi jeg helt forstår alt det, der står i anmeldelsen – faktisk langt fra – men jeg faldt for:

I toppen af bagenden sidder et lille gitter, som giver mulighed for passiv udluftning i Story Station. Der sidder ingen aktive blæsere nogen steder, så der er et 100 pct. støjsvagt miljø, da en 5400 RPM harddisk ikke larmer voldsomt meget ud over når der skrives læses voldsomt på den.

Jeg har nu afprøvet den – og det er virkelig sandt; den siger ingen verdens ting. Det er rigtig skønt! Der er kun en lille svag lyd, lige når man tænder for den. Den siger så lidt, at den teoretisk set kunne stå tændt hele tiden.

Jeg har flytte alle filerne fra den gamle Maxtor til dette nye vidunder, og det skal en pæn mænde filer til 61,7 GB, så jeg synes selv, det er en voldsom skrivning, men det er nok ikke det, man forstår ved voldsom skrivning.

Nu har jeg simpelthen så meget diskplads, at jeg ikke behøver at slette backupfiler i flere år – historien er sikret her.

Opdatering: Det viste sig, at jeg ikke kunne overføre min månedsbackup-filer på 13,7 GB, fordi de var for store til det aktuelle filsystem. Man kan undre sig over, at Samsung lægger det forældede FAT32 i – og når man så er færdig med at undre sig, kan man konvertere sit filsystem på den eksterne harddisk. Jeg fandt en god og nem vejledning hos MicroSoft.

Det er en pudsig oplevelse med en journalist, der går fuldstændig målrettet efter sin historie, når hans historie er min historie og mine historier.

Interviewet skulle dreje sig om de historier, jeg har fundet som led i min slægtsforskning, og dem fik han så! Han var godt inde i stoffet, og det var tydeligt, at han var velorienteret fra min hjemmeside. Der var detailler i nogle af de “Glimt” jeg har skrevet for flere år siden, han kunne bedre, end jeg selv.

En historie interesserede ham særligt, nemlig min egen – lidt børnehjem, lidt adoption, lidt biologisk familie og lidt adoptivfamilie er guf. Jeg har ikke fortalt mere end der allerede ligger på min hjemmeside, og jeg har bedt om at se artiklen, inden den bliver trykt, fordi jeg vil være på den sikre side.

Han stillede naturligvis også det spørgsmål, man som slægtsforsker altid bliver stillet: “Hvor langt er du så kommet tilbage?” Det er jo et helt umuligt spørgsmål, da man på nogle grene af slægten let kommer langt tilbage, mens andre hurtigt ender enten i Tyskland (der har et helt andet arkivvæsen end os) eller med en udlagt barnefar, der er “soldat i Holsten”.

“Hvordan har du det egentlig med at være i familie med både mordere, fattiglemmer og en slavehandler?” “Fremragende” må jeg sige, for disse mennesker findes der skriftlige kilder til. Enten har de selv efterladt sig noget eller også har “det offentlige” været så venlige at notere en hel del om dem. De endeløse rækker af husmænd, der blev født, døbt, konfirmeret, viet og døde er der ikke så meget at finde om. De har efterladt sig lige så få spor, som jeg sikkert selv vil gøre. 1800-tallets “Hr. og Fru Æggemad” er lige så uinteressante som nutidens ditto.

Nu ved jeg det!

Det er lige gået op for mig, hvorfor jeg elsker hele den lyse tid på året: Det skyldes, at mine dage får et meget mere mangeartet indhold. Lad mig forklare:

Vinter-søndag: Sent op for det er jo mørkt. Morgenmad i lang tid, arbejde ved computeren med et eller andet, TV-avis. I seng så snart man kan “tillade sig det”.

Forårs- eller sommersøndag: Tidligt op for solen skinner. Brunch på torvet i solen med 10 kopper kaffe og en god bog. Tilbage i lejligheden, rydde op og ordne vasketøj. Snedkerere lidt på hjemmesiden og læse blogs. Ud på rulleskøjter eller på anden måde motion udendørs. Blogge og rode med computeren, TV-avis. I seng så sent som muligt, for dagen skal bruges fuldt ud.

Jeg mener, og har i mange år ment , at “det er en kollektiv misforståelse, at der nogensinde er nogle, der har bosat sig nord for Alperne!” I hine urtider må de en dag være drejet til højre, hvor de skulle have været til venstre.

I dag er et eksempel på en forårsdag, hvor jeg har nået tusind ting. En af dem er at jeg har fået Thyregod kirkebog 1713 ff til at virke med stor hjælp fra min ven Per. Jeg har selv kigget og kigget på min php-kode og jeg kunne bare ikke se fejlene. Nogle gange skal der simpelthen friske øjne til – og så skal det siges, at jeg ikke er nogen ørn til at programmere; af en eller anden grund er det som om, det ikke vil falde ind i min hjerne.

Det var skønt at rulle i solen og at få sol og D-vitaminer. Jeg ville ønske, at jeg kunne opbygge et lager og tære på det i den mørke tid på samme måde som egern samler forråd. Alternativet er at flytte syd for Alperne…

Jeg kan ikke få mit mobile bredbånd hos OiSTER til at virke. Problemet er, at jeg ikke bliver bedt om PIN-koden. Det fremgår af den medsendte vejledning og af deres hjemmeside at:

Hvis du ikke bliver bedt om PIN-koden tyder det på, at SIM-kortet ikke sidder rigtigt. Kig i manualen til modemmet og sikre dig, at SIM-kortet sidder som vist.

Når jeg kigger i manualen og på deres hjemmeside synes jeg, at jeg gør alting rigtigt. Jeg lægger en serie billeder herunder, der viser hvad jeg gør, og vil være rigtig glad, hvis nogen kan fortælle mig, hvad det er, jeg gør forkert (for fejlen er jo nok min).

1. billede:

De tre dele hver for sig: modemmet (Huawei Mobile Broadband Model E122), kortholderen og simkortet

2. billede

Kortet er nu sat i kortholderen. Det “afklippede skrå hjørne” på SIM-kortet befinder sig øverst til venstre i kortholderen.

3. billede

Kortholderen er nu vendt om, så den kan sættes ind i modemmet.

4. billede

Kortholderen med kortet på vej ind i modemmet.

5. billede

Kortholderen med kortet er på plads i modemmet.

Når jeg sætter modemmet i computeren, starter det mobile modem og står og blinker grønt hurtigt 2 gange hvert tredie sekund. Nu burde jeg så blive præsenteret for en boks, hvor man kan indtaste PIN-koden, men denne boks kommer ikke frem, og jeg kan heller ikke tilgå den via menuen.

Jeg har skrevet til deres kundeservice, men de lover tre dages svartid, så jeg vil være rigtig glad, hvis der er en med mere erfaring end mig, der læser dette og som kan fortælle mig, hvad det er, jeg gør forkert, for jeg kan simpelthen ikke se det.